5| FEMTE BOG
DEN ELLEVTE TIME

I.

Tidligt om Morgenen var Kongen kommen til København fra sine Jagter paa Fyn, og allerede nogle Timer efter kunde man læse paa Plakaterne i Aviskontorernes Vinduer mellem Meddelelser om en Tagbrand paa Nørrebro og et Juveltyveri i Sværtegade, at Landet havde faaet en ny Kultusminister.

Udnævnelsen gjorde ikke videre Indtryk paa Folk. Man standsede et Øjeblik og noterede sig Nyheden, saadan som en Københavner i Dagens Løb opsnapper saa mange ligegyldige Efterretninger og magasinerer dem i sin Hjernes Pulterkamre. Provst Brobergs Navn var kim kendt af faa, og endnu færre havde foreløbig nogen Forstaaelse af Udnævnelsens Betydning. De mest interesserede nøjedes med lidt ærgerlige at konstatere, at igen en Mand fra Provinsen var ført frem i Forgrunden under Tyrstrups Beskyttelse.

Regeringschefen var overhovedet ikke populær i Hovedstaden. Om hans gode Vilje tvivlede ganske vist ingen; men man fandt ham kedelig. Han stod for den køben6|havnske Bevidsthed som den klassiske Repræsentant for Sagkundskaben i dens mest afskrækkende Skikkelse. Hvor han viste sig offenlig, paa en Talerstol, ved en politisk Banket eller blot i Teatret, vakte hans tunge Skikkelse med det bekymrede Ansigt Forlegenhed hos dem, som huskede Partiets tidligere Førere og da navnlig Enslev i hans Velmagtsdage. Trods Enslevs Lidenhed og syge Fod havde hans Fremtræden altid virket som en Fanfare. Selv hans ligegyldigste Skaaltaler var bleven holdt med en Bravur, en Ødslen med Vid og Kraft og Kunst, der rev Tilhørerne med. Heller ikke var Tyrstrups Privatliv af den Art, at det skabte nogen Opsigt om hans Person. Han levede tilbagetrukkent i et regelret Ægteskab, der efter Sigende endogsaa skulde være lykkeligt. I hvert Fald havde det aldrig skænket Bysladderen en eneste fornøjelig Time.

Jægermester Hagen, der ved Tolvtiden kom spaserende ned gennem Strøget, nybarberet, rødkindet og glad, standsede ligesom de andre paa Fortovet for at studere Plakaterne i et Aviskontors Vindu. Da han læste om Ministerudnævnelsen, nikkede han som til officiel Bekræftelse; men forøvrigt havde han lige saa lidt som den gabende Mængde nogen Forstaaelse af, hvad den betød. Han hørte endnu ikke til de indviede. Hans Folketingsmandat gav ham foreløbig kun Adgang til at optræde for Tilskuerne i Loger og Galleri. I det højeste fik han Ordet, naar en Sag var uddebatteret og Medlemmerne sad i Snapstinget.

Han gik nu videre med sin sølvknappede Stok bag 7| paa Ryggen og nød det smukke Vejr. Solen skinnede, og i Træerne udenfor Helligaandskirken gjorde Spurvene et Spektakel, som om det paany var blevet Foraar.

Paa Amagertorv mødte han Generalkonsul Kolding, som kom gaaende med Hatten i Haanden og lod Solen beskinne hans maskinklippede Samson-Hoved. Generalkonsulen standsede og fulgte ham et Stykke for at faa Lejlighed til at fortælle, at hans Kones Brochure „Folkenes Velfærd“ nu var bleven oversat til russisk og polsk og havde vakt enorm Opsigt i alle slaviske Lande. Midt i Mylret af Spaserende holdt han et forklarende Foredrag om Fru Nathalies Brud med det Wellerske System, som virkelig var den Begivenhed i Øjeblikket, der havde vakt den største Opmærksomhed.

„De Wellerske Principer med deres Overanstrengelse af Muskelvævet og Karsystemet har gjort umaadelig Skade. Det har min Kone uigendriveligt godtgjort. Vi udgiver jo nu vort eget Blad. „Lys og Luft“ har vi sat som Motto paa det, og dermed er i Grunden alting sagt. En Tilbagevenden til Elementerne. Kun ad den Vej løses det store Velfærdsproblem: Kraft, Sundhed, Livsglæde og Harmoni for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler.“

Da Generalkonsulen tilfældigvis havde nogle Prøvenumre af Bladet hos sig, bad han Jægermesteren modtage dem til Fordeling mellem sine Venner. Bladets Navn var „Morgenrøden“, og Forsiden var prydet med et stort Billede af den profetiske Frue, som var fremstillet med græsk Gevandt i en mystisk Belysning, der som et him8|melsk Bebudelses-Skær faldt over hendes alvorsfulde Træk og de blottede Skuldre.

„Jeg veed jo af Erfaring, hvor det er, Skoen trykker,“ fortsatte Generalkonsulen. „Før jeg lærte min Kone at kende og blev ført ind paa en naturlig Levevis, var jeg et ynkværdigt Vrag. Jeg følte mig altid syg og var saa nedtrykt, at jeg bogstavelig talt var til Plage for mine Omgivelser. Og nu vaagner jeg hver Morgen saa frisk i Sindet som en Fugl i den grønne Skov.“

Jægermesteren, der erindrede Generalkonsulen fra hans Ungkarledage som en Kæmpekrop, der altid lyste af Sundhed og Glæde, viste sig som Diplomat og sagde ingenting. Desuden optoges han i det samme af en smuk, mørkhaaret Dame, der kørte forbi i et flot Privat-Automobil og selv var meget kostbart udstyret. Ansigtet syntes ham underlig bekendt. Det forekom ham ogsaa, at Damen i Forbifarten betragtede ham med en lille Studsen. Men da han ikke kunde komme paa, hvem hun var, glemte han hende hurtigt for Gadens mange andre Ansigter.

„Jeg vil oprigtig anbefale Dem at gøre et Forsøg, Jægermester Hagen. Det er jo dog ikke noget stort Offer. Morgen og Aften et fire Minutters koldt Fodbad. Nogle Gange i Løbet af Dagen de Nathalie-Koldingske Aandedrætsøvelser med paafølgende Ben- og Armstrækninger. Andet er det i Grunden ikke. Men Virkningen! ... Jeg vilde ønske, De kunde føle mit sjælelige og legemlige Velvære blot i en eneste Time. De vilde da begynde straks imorgen. Pulsslaget bliver fuldt og kraftigt som 9| hos en Tyveaarig. Søvn, Appetit, Fordøjelse og Stofskifte fuldkommen normale. De skulde se en Afføring!“

I sin Nidkærhed udraabte Generalkonsulen det sidste Ord saa højt, at Folk forskrækket vendte sig om og stirrede. Men nu havde Jægermesteren ogsaa nok af ham og tog en hastig Afsked.

Han var paa Vej til sin Tante i Dronningens Tværgade for at hente Jytte. Han traf Tanten alene i Dagligstuen, hvad han ikke var saa glad ved, og hun paa sin Side ytrede just heller ikke nogen overvættes Glæde ved at se ham.

Hun sad i Sofaen med sit Strikketøj, som mere og mere havde afløst de Aviser, man tidligere gerne saae hende med. Hun kunde ikke tilgive sin Brodersøn Salget af Storeholt. Siden hendes Slægts gamle Gaard var kommen i fremmed Eje, følte hun det, som om hendes kæreste Tanker og lykkeligste Minder var bleven husvilde her i Verden.

Jægermesteren gav sig til at fortælle om sit Møde med Generalkonsulen og den sørgelige Aandsforfatning, han havde truffet ham i.

„Skønt jeg forsikrede ham, at jeg befandt mig overordenlig vel uden nogetsomhelst regulerende System for min Livsførelse, slap jeg ikke for en længere Præken. Jeg hører, at han ovenikøbet nu har solgt sin Forretning for helt at opofre sig for sin Kones Ideer. Det er baade til at le og græde over. At opgive et gammelt anset Handelshus for at blive Gaardmissionær for saadan noget Pjank! Hvor kan en dannet Mand dog gøre sig saa latterlig?“

10| „Bliver du her til Frokost?“ afbrød Fru Bertha ham for ikke at lade sig friste til et hvast Svar.

„Ja, har Jytte ikke sagt det? Det var jo en Aftale.“

„Har I da noget for?“

„Saa det veed du heller ikke! Jo, jeg foreslog, at vi skulde følges hen til Karsten From. Han er nemlig ved at male mit Portræt og har lavet et Par Udkast. Og nu vil Jytte hjælpe mig med at træffe en Afgørelse.“

Fru Bertha havde standset sine Strikkepinde.

„Det kan Jytte ikke have sagt. Du maa tage fejl, John!“

I det samme kom Jytte ind fra sit Værelse ved Siden af. Hun havde godt hørt Fætteren komme, men hun stod dengang midt i en Omklædning. Nu saae hun med første Blik, at John allerede havde sladret af Skole.

„Hvad er der? ... I ser saa højtidelige ud.“

„Sig mig,“ sagde Moderen. „Det kan jo ikke være rigtigt, hvad John her fortæller, at du tænker paa at gøre Hr. From et Besøg. John maa have misforstaaet dig, ikke sandt?“

Jytte havde i Virkeligheden ganske slaaet Tanken af Hovedet. Men Moderens Tone krænkede hende.

„Hvorfor det? Naar jeg kan gøre John en Tjeneste med det?“

„Ja, hvad har du egenlig imod From?“ spurgte Jægermesteren. „Jeg har mærket det før, Tante Bertha, at du ikke synes om ham. Han har jo ganske vist sine Underligheder; men en genial Kunstner kan nu ikke være noget Normalmenneske. Jeg finder endda, at From har langt 11| mere Optræden og Dannelse end de fleste af den Slags Folk. Havde du set ham i Aftes, var du selv bleven charmeret i ham, Tante Bertha, saa fin og dæmpet og taktfuld kan han virkelig være.“

Fru Bertha, der ikke havde taget sine Øjne fra Jytte, sagde nu:

„Saa Hr. From var altsaa med jer iaftes! Det har du heller ikke talt et Ord om.“

„Saa har jeg glemt det. Eller jeg har vel ment, at det ikke kunde interessere dig,“ svarede Jytte og gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ud. „Men for at tale om noget andet ... Skal vi ikke snart spise? Jeg er forfærdelig sulten.“

Jægermesteren rejste sig. Høflig, tilknappet, strengt formel. Han erklærede, at han ikke vilde gøre Ulejlighed. Naar de ikke havde ventet ham, fandt han det rigtigst, at han som sædvanligt spiste sin Frokost henne i Rigsdagen, hvor han desuden gerne skulde træffe en Meningsfælle.

Fru Bertha gjorde ikke noget Forsøg paa at overtale ham. Hun ønskede netop at blive ene med sin Datter. „Som du vil, John!“ sagde hun blot. „Jeg kommer saa tilbage om en Timestid og henter dig, Jytte. Er det en Aftale?“

Jytte svarede Ja, fordi hun følte, at et Afslag nu kun vilde forøge Moderens Mistanke. Men hendes Tone var ligegyldig.

Efter Jægermesterens Bortgang, var der en lille Tid Tavshed mellem Mor og Datter.

12| „Veed du af, Jytte, at den Mand, som du altsaa nu vil besøge, har Ord for at være en af Københavns værste Skørtejægere?“

„Jeg tror, jeg har hørt det,“ sagde Jytte henne fra Vinduet. „Men hvorfor fortæller du mig forresten det? At jeg tager hen til en Maler sammen med min Fætter for at se paa et Portræt — hvad har det med Mandens Fruentimmerhistorier at gøre?“

„Aa jo — lidt dog maaske! Men har du da ganske glemt, hvad du selv engang kaldte for hans Bølleoverfald paa aaben Gade?“

„Det har vi jo talt om før, Mor!“ svarede Jytte utaalmodigt. „Jeg har sagt dig, at jeg vistnok misforstod Meningen. Det skulde ikke tages saa alvorligt. Naar jeg gaar derhen, er det for at gøre John en Tjeneste. Hvad Per og Povl behager at tænke om det, bryder jeg mig virkelig ikke det bitterste om.“

„Hvorfor tager du saadan paa Vej?... Du bryder dig ikke om, hvad Folk vil sige. Men maaske vil du dog tage lidt Hensyn til, hvad din Mor mener. Og jeg ber dig om, at du vil blive hjemme fra det Besøg. Du kom sent hjem iaftes og har været i Butikker hele Formiddag. Nu trænger du sikkert til at være lidt i Ro.“

„Hvor du er underlig, Mor! Tidligere lod du mig høre, at jeg var sær, naar jeg foretrak mit Klaver for mine Veninder. Og nu bebrejder du mig, at jeg er bleven fornøjelsessyg og altid er paa Farten. I Sommer paa Skagen var du ogsaa misfornøjet med mig. Du er virkelig ikke let at gøre tilpas.“

13| „Det er noget Snak, Jytte! Det er ikke det, jeg bebrejder dig, at du søger Selskab. Men disse kaade Skuespillere og Kunstnere, som du blandede dig med paa Skagen, eller de Folk, som John nu fører dig sammen med — vil du sige mig, finder du virkelig, at det er passende Selskab for dig?“

Jytte trak paa Skuldren.

„Det er Folk, der ikke tager Livet højtideligere, end det fortjener. Derfor synes jeg om dem.“

Der blev igen Stilhed.

Fru Bertha vilde have svaret, men opgav det. Hver Gang hun i den senere Tid forsøgte at tale alvorligt med Jytte, var hun blevet forfærdet over hende. Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed hendes Bror Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Livs-Ligegyldighed, den samme skamløse Selvopgivelse! Ligesom Ebbe holdt hun nok af at more sig; men naar hun kom hjem fra Teatret eller fra Sportspladserne, fandt hun det altsammen saa dumt. Hun, som engang var saa læselysten, aabnede nu aldrig en Bog, kiggede i det højeste i en Revolverroman af den værste Slags for at slaa en Aften ihjel. Det var næsten ikke til at forstaa, at det var det samme Menneske, der allerede som halvvoksen slæbte store videnskabelige Værker hjem fra Bibliotekerne og sad med Fingrene i Ørene og læste Søren Kierkegaard. — Hvad der under Sommerens Besøg paa Storeholt kunde være foregaaet mellem hende og Pastor Gaardbo, havde hun ikke faaet Rede paa; men netop fordi Jytte aldrig næv15|nede ham eller overhovedet nogensinde talte om dette Besøg, følte hun sig mere og mere overbevist om, at hun havde noget at skjule.

Jytte vendte sig nu bort fra Vinduet og spurgte igen, om de dog ikke skulde spise. Men Fru Bertha havde ikke sagt sit sidste Ord.

„Du hørte, jeg bad dig om at blive hjemme fra det Besøg. Men jeg fik ikke noget Svar. Nu forlanger jeg, at du ikke gaar derhen. Ja, du ser paa mig, men det er min Mening. Jeg forbyder dig at tage hen til Hr. Karsten From. Nu skal det have en Ende med denne uforsvarlige Leflen med dig selv — og andre.“

Jytte kom ikke til at svare. Pigen aabnede i det samme Døren til Spisestuen og meldte, at der var rettet an.

Under Maaltidet talte de kun saa meget sammen, som det var nødvendigt af Hensyn til Pigens Nærværelse. Og da de havde spist, gik Jytte straks ind til sig selv.

Hun satte sig i sin store Stol og tog en Bog med koloreret Omslag, „Angelica med Tigerøjnene“, for at blive sine Tanker kvit. Men hun lagde den straks igen og lænede Hovedet tilbage med halvlukkede Øjne. At nu ogsaa hendes egen Mor sad og vogtede paa hende som en Politispion, gik paa Lur efter hendes Tanker og begyndte at holde Forhør! Og hvad var hendes Forbrydelse ? At hun ikke havde haft det Held at finde den Sjælens „Tvillingbroder“, som hendes Far dengang paa hendes 16-Aars Fødselsdag havde talt til hende om. Hun følte sig saa inderlig træt af det altsammen, havde kun 16| det eneste Ønske at kunne sove sig bort fra den hele Tilværelse ...

Det ringede, og lidt efter hørte hun Fætterens Stemme inde i Dagligstuen. Hun rejste sig dog ikke straks men blev siddende med tilbagebøjet Hoved og tænkte paa, at Moderen i hvert Fald havde opnaaet, at hun nu selv havde tabt al Lyst til det Atelierbesøg.

„Dersom Mor ikke var kommen med det fornærmelige Forbud, kunde jeg saa udmærket godt have føjet hende i at blive hjemme. Men nu har hun selv gjort det umuligt. Mor maa engang forstaa, at jeg ikke vil lade mig gøre umyndig. Og hvad Hr. From angaar, saa skal jeg nok sørge for, at han ikke misforstaar Besøget.“

Jægermesteren stod inde i Dagligstuen med Tøjet paa, spejlblank i Øjnene og med Blus paa Kinderne efter en bastant Frokost. Han underholdt Fru Bertha om Ministerudnævnelsen, der var bleven livlig diskuteret i Rigsdagens Korridorer, bragte en Hilsen fra Direktør Zaun, hvem han havde mødt to Gange paa Gaden og een Gang paa Rigsdagens Trappe, og udtalte sig endelig om Vejret.

Stadig høflig, tilknappet, strengt formel.

Nu kom Jytte ind fuldt paaklædt i Hat og Overtøj. Hun undgik at se paa Moderen, sagde blot, idet hun hurtigt gik gennem Stuen:

„Ja, saa gaar vi altsaa, John!“

Fru Bertha fulgte hende med Øjnene. Hun vilde ikke tro, at det var Alvor. Da Døren lukkedes efter dem, lod hun raadløs Hænderne synke ned i Skødet.