17| II.

Da Karsten Froms Husholderske ved Titiden var kommen ind til ham i hans Soveværelse med Barbervandet og det opvarmede Badehaandklæde, havde han ikke følt sig mere utidig, end han plejede at gøre, inden den kolde Douche og en kraftig Frottering havde fordrevet Opvaagningens Tungsind. Men da han en halv Time senere sad inde i sin Dagligstue ved Siden af Atelieret, indhyllet i en kinesisk Silkeslobrok og med Morgenkaffen foran sig paa en Stumtjener, opdagede han snart, at den mørke Sindsstemning, der havde holdt ham vaagen om Natten, ikke havde forladt ham.

Han tændte sig en Cigaret og tog Avisen, der laa ved Siden af Kaffebakken. Men af Frygt for at finde en ny, ondskabsfuld Notits om „Hr. Kunstgrosserer From“ lagde han den straks igen.

Et Par Timer efter, da han stod ved sit Arbejde, ringede Telefonen. Det var Jægermesteren, der henne fra Rigsdagen kaldte ham op for at underrette ham om, at han og hans Kusine vilde komme Klokken to. I det første Øjeblik vilde han ikke tro det; men siden fik han travlt med at smykke sin Lejlighed med Blomster og i det hele forberede en festlig Modtagelse.

Opreven af de dristigste Forhaabninger havde han nu ventet paa dem i en halv Time.

Da han fra sin Entre hørte Jægermesterens Stemme paa Trappen, gik han selv ud for at tage imod. Paa 19| sin orientalske Maade, med Haanden paa Brystet, takkede han Jytte for den store Ære og bød hende velkommen.

Allerede paa Vejen derhen var Jytte begyndt at fortryde sin Dristighed. Hun maatte kæmpe med sin Nervøsitet, og naar hun tænkte paa Moderens Uro, følte hun Samvittighedsnag. Hun havde ogsaa bestemt fordret af Fætteren, at Besøget skulde være ganske kort.

Jægermesteren førte hende straks hen til to store Kulstifts-Skitser, der var anbragt paa Staffelier midt i Atelieret. Foran stod et Par forgyldte Stole. Den ene Skitse apoteoserede ham paa Folketingets Talerstol i tilknappet sort Frakke og med nogle Papirer i Haanden. Paa den anden var han fremstillet i sin Laboratoriedragt, den hvide Kittel og den sorte Fløjlsbaret. Han holdt her en Kartoffelblomst i Haanden, og paa et Bord var der antydet et Mikroskop og andre Instrumenter. Blikket, der paa begge Billeder lynede af Aand og Myndighed, var rettet ud imod Beskueren.

„Sæt dig nu ned, Jytte — og betragt!“ sagde han. „Og nu siger vi ikke et Ord ... Tavshed, saa længe Retten sidder.“

Jytte havde Møje med at holde gode Miner. Hun var opbragt paa Karsten From og spurgte sig selv, om han ansaae hende for dum, siden han havde opfordret hende til at agere med i dette kunstneriske Bondefangeri.

Hendes Blik søgte ham et kort Nu. Han sad paa Armen af en Stol og havde slaaet Øjnene ned paa en Maade, som om han havde gættet hendes Tanker. Hun 19| kom til at tænke paa en Falskspiller, der smiler af Forlegenhed, da han mærker, at han er opdaget.

„Naa, hvad siger du saa?“ spurgte Fætteren, der stod og trippede bag hendes Stol. „Nu maa du virkelig udtale dig! Finder du ikke Ligheden god? Du skal sige din Mening lige ud. Det Lys i Øjet! Synes du, det ligner?“

Hun greb til Udflugter. Skønt hun skammede sig over ham, kunde hun ikke faa sig til at stille ham blot for Karsten From, vilde fremfor alt ikke lade sig mærke med nogen hemmelig Forstaaelse og svarede, at hun fandt adskilligt godt i begge Billederne men ogsaa en Del at udsætte paa dem.

„Men nu Valget! Den store Afgørelse, Jytte!“

I Stedet for at svare saae hun sig med et undersøgende Blik omkring i Atelieret og betragtede dets mange halvfærdige Malerier og Kulskitser. Paa et Staffeli tæt ved hende stod et legemsstort Portræt af en ung Verdensdame i en maaneskinsblaa Selskabsdragt, malet med den virtuosmæssige Dygtighed i Gengivelsen af Silkestoffer, Guldbrokade og Juveler, der havde gjort Karsten From til den fornemme Verdens Yndlingsmaler. Et Stykke falsk og tom Bravur-Kunst. Paa et andet Staffeli saaes en friseret Husaroberst i Galauniform mandig støttet til en Pallask, og ved Siden af stod en gammel Biskop med store blaa Øjne, der lyste af himmelvendt Fromhed omkap med et Par Ordensstjerner paa hans sorte Fløjlsornat. Og pludselig syntes Jytte at forstaa Meningen. Naar 20| Menneskene var saa himmelglade for Bedraget, hvorfor da ikke unde dem den Lykke? Mundus valt decipi; ergo dccipiatur. Det var jo endogsaa et Paveord!

I en Krog af Atelieret, rykket helt tilbage mod Væggen, stod et Brystbillede af en smuk, mørk og fyldig Dame, der ligeledes var selskabsklædt. Trods Billedets skjulte Plads var det straks faldet hende i Øjnene; men hun undgik at se derhen, fordi Synet af Damens dybe Nedringethed var hende ubehageligt. Nu havde hun tilmed opdaget, at hun kendte hende. Det var en Fru Merck, gift med en af Byens rige Juvelerere.

„Altsaa Afgørelsen! ... Afgørelsen, Jytte!“ opmuntrede Fætteren hende igen. „Jeg lægger den helt og holdent i din Haand.“

Jytte maatte med Anstrengelse samle sine Tanker for at faa en Ende paa den pinagtige Situation. Paa maa og faa foreslog hun ham at vælge Portrættet med den hvide Arbejdskittel. „Det virker mest hjemligt,“ sagde hun.

„Naa, synes du det!“ kom det lidt misfornøjet. „Synes du virkelig det! ... Men finder du dog ikke, at det andet er mere repræsentativt? Og tror du ikke, at Vilhelmine af den Grund vilde blive nok saa glad for det? Er det egenlig ikke ogsaa det mest veltrufne, hvad Ligheden angaar?“

„Jamen, kære, saa vælg dog det!“ sagde Jytte, der følte sig mere og mere genert af hans Latterlighed. Hun forstod jo godt, at han var lige taabelig forelsket i begge Billederne og kun ulykkelig over, at han maatte nøjes 20| med at faa det ene udført i Legemsstørrelse og ophængt paa Foraarsudstillingen.

„Sig noget selv, From!“ sagde han tilsidst. „De maa dog — for Pokker! — ogsaa ha'e en Mening.“

Maleren rejste sig fra Stolearmen.

„Jeg vil foreslaa, at Spørgsmaalet afgøres ved Lodtrækning. Det er en Udvej, jeg gerne anbefaler, naar der som i dette Tilfælde opstaar Vanskeligheder ved at træffe en Afgørelse.“

Jægermesteren gik lidt modvillig ind paa Planen. Ved Hjælp af to Tændstikker blev Sagen derpaa afgjort til Fordel for det Billede, Jytte havde valgt.

I det samme kom Husholdersken ind med et Visitkort til Karsten From. Han kastede et Blik paa Navnet og sagde:

„Kender ikke den Herre ... Vær saa god at sige Hr. Frandsen, at jeg er optaget og ikke kan modtage ham!“

Jægermesteren, der havde staaet hensunken i vemodig Betragtning af det forkastede Portræt, vendte sig om ved Lyden af Navnet og sagde:

„Frandsen! Er han derude? ... Det har jeg glemt at sige Dem, From! Det er en Ungdomsven af mig — Skovtaksator Frandsen. Jeg ringede ham op, fordi han saa gerne vil se mit Billede. Jeg haaber da, det ikke generer —.“

„Gudbevares! — Vil De altsaa vise den Herre ind, Frøken Svendsen,“ sagde Karsten From uden at skjule sin Ærgrelse.

21| Da Husholdersken var gaaet, fortsatte Jægermesteren:

„Jeg gør vistnok bedst i at forberede Dem paa, at min Ven er lidt enfoldig og noget naragtig. Men forøvrigt er han et godmodigt og hjertensgodt Menneske, som vil være stolt af at gøre Deres Bekendtskab.“

Med denne Anbefaling traadte Hr. Frandsen lidt efter ind i korrekt Visitdragt og hilste paa Husets Herre, paa Jytte og tilsidst ogsaa paa sin Ven med en tavs Hovedbøjning og samlede Hæle. Han havde friske Skrædderlæg nedad Benklæderne, en Krysantemum i Knaphullet og holdt desuden en let Stok i Haanden, hvad der indbragte ham et strengt bebrejdende Øjekast fra Jægermesteren. Da han saae det, forklarede han ham i Forfjamskelse, at Visitstokken var en ny udenlandsk Mode, som ogsaa herhjemme var i Færd med at blive indført i de fineste Krese.

„Af Hensyn til Hr. Froms Billeder vil du dog maaske vise os den Venlighed at sætte det Spyd fra dig,“ sagde Jægermesteren og saae hen paa de andre med en Hovedrysten, mens Hr. Frandsen — rødmende som en irettesat Skoledreng — anbragte Stokken i en Krog.

Forholdet mellem de to Venner var ellers igen gaaet i Leje efter Sommerens Rivninger. Som Jægermesteren i det hele nu saae Tilværelsen i et forklaret Lys, nærede han heller ikke længer Bekymring for sin Ægteskabslykke. Skønt Frandsen havde faaet en Ansættelse i Landbrugsministeriet og — paafaldende nok — var flyttet til København omtrent samtidig med, at han selv 22| og Vilhelmine kom herover, fandt han det nu nærmest komisk at tænke paa, at han i Sommer virkelig havde været lidt skinsyg paa ham.

Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun ønskede at tage bort. Men Jægermesteren havde trukket sin svaghjernede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, og straks nærmede Karsten From sig for at underholde hende saa længe.

Han var stadig paa besynderlig- Maade afdæmpet, næsten forsagt. Hun lagde Mærke til, at han for det meste undgik at se paa hende. Og hun tænkte som saa mange Gange før: „Hvad er han dog for en underlig hemmelighedsfuld Eventyrer, der skifter Væsen som en Kamæleon og ikke er til at blive klog paa?“

Døren til Dagligstuen stod aaben, og fra det Sted, hvor hun stod, kunde hun se derind. Dens elegante Ungkarlehygge tiltalte hende. Paa en Væg over en fransk Kamin hang tre Smaabilleder, der især fangede hendes Interesse. Det var Studier af Landskaber og Dyr med en ualmindelig pragtfuld Farve.

Paa hendes Forespørgsel fortalte han, at det var lykkelige Fund, han havde hjembragt fra Paris. Svaret skuffede hende. Hun havde tænkt sig, at det kunde være nogle af de Friluftsstudier fra hans Ungdom, som hans Kunstbrødre paa Skagen havde berømmet.

For at komme hans Indbydelse i Forkøbet gik hun af sig selv derind og betragtede Billederne paa nærmere Hold. Og hun spurgte ham nu, om han aldrig gjorde 23| den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portrætter.

Han svarede ved at oplyse, at han i sin Tid havde købt disse Mesterværker for 50 Francs Stykket.

„For 50 Francs? ... Men Janet er jo et berømt Navn!“ sagde Jytte.

„Ja. Men det blev det først ti Aar efter, at Mesteren var funden død af Sult paa et Tagkammer. Saa han havde ikke stor Fornøjelse af det.“

„Tænk! — Blot han dog havde levet endnu!“ sagde Jytte. „Saa havde han haft den Tilfredsstillelse at se sig anerkendt af hele Verden.“

„Det havde han naturligvis. Men det vilde han rimeligvis ikke have haft synderlig mere Glæde af. Han vilde saa blot have ærgret sig over de talentløse Folk, der blev ligesaa berømte som han, fordi de havde gode Presseforbindelser. Vi har jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. Karl May f. Eks. De kender vistnok hans Billeder.“

„Ja — Karl May!“

„Ja, han hører jo nu til de store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet. Følgelig er han et kunstnerisk Geni. For at holde Berømmelsen oppe klemmer han engang imellem en Masse forskellige Farvetuber ud paa et Stykke Lærred og lader saa Folk gætte paa, hvad den Sildesalat skal betyde. De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Publikum stimer til, og naar Forargelsen er paa 25| sit højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden, og Spillet er gaaende. — Nej, Berømmelsen er den geniale Kunstners egenlige Martyrium, fordi han maa dele den med altfor mange Abekatte.“

Jytte hørte lidt forundret paa dette bitre Selvforsvar. Men hun forstod ham, og der var noget i Tonen, der gjorde Indtryk paa hende, en trodsig Ensomhedsfølelse, som hun selv kendte.

„Jytte!“ sagde Jægermesteren, der i det samme kom ind med Hr. Frandsen. „Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrættet fra Rigsdagssalen er at foretrække. Det er — som Frandsen meget rigtigt siger — mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det.“

Jytte gad ikke svare, men hun lod ham nu forstaa, at hun vilde gaa.

I det samme kom Husholdersken ind med en Te-Anretning paa en Bakke. For ikke at være uhøflig var hun nødt til at tage en Kop; men hun tænkte igen paa sin Mor og var urolig.

„De bor skam godt, From!“ sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken gaaet. „Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa vor Tids første Kunstner ... Jo! De skal slet ikke ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade.“

Han lagde Haanden paa sin Vens Skulder og fortsatte:

„Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har Talent 26| for noget. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. — Hvad siger du, er det Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? ... Herregud, hvorfor rødmer du over det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening.“

Hr. Frandsen trak sig ud til Siden med en. dannet Hovedrysten.

Husholdersken kom tilbage og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt.

Karsten From vendte sig heftig mod hende og sagde, at han ikke kunde modtage dem — de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham ikke fra den Side.

„De vil da ikke gaa!“ sagde han, da han saae, at hun paany gav Jægermesteren et Vink.

„Jo. — Du lovede forresten at passe Tiden, John!“

„Herregud, Jytte, nu har vi det saa hyggeligt. Har det virkelig saadan Hast?“

„Ja.“

Da Jytte sagde Farvel, rakte hun for første Gang Karsten From Haanden. I al den Tid, de havde kendt hinanden, havde hun undgaaet det, fordi hun havde set, at 26| han efter udenlandsk Mønster gerne tog sig den Frihed at give Damerne Haandkys.

Ved denne Lejlighed undlod han det dog og nøjedes med et ceremonielt Buk. I det hele forglemte han sig lidt, blev tavs og mut som et forkælet Barn, der ikke faar sin Vilje. Men Jytte havde gennem Hansken følt hans nervøse Haands Dirren.

Nede paa Gaden sagde Jægermesteren til Jytte, efter at Hr. Frandsen havde taget Afsked:

„Hvad skal jeg stille op med ham? Jeg indfører ham i de bedste Krese, og allevegne gør han sig til Latter. Som nu f. Eks. idag ... den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske — og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min eneste Ven — saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Et Menneske har intet Ansvar for, at han er født ubegavet eller kejthaandet eller pukkelrygget, men det er hans egen Fejl, dersom han bliver latterlig. Giver du mig ikke Ret?“

„Naturligvis,“ sagde Jytte uden Anelse om, hvad det var, hun svarede paa.

Efter at de havde gaaet nogen Tid i Tavshed, begyndte Jægermesteren igen:

„Der er forresten noget andet, jeg gerne vilde tale med dig om, dersom du vil give mig Lov til det.“

„Hvad er det?“

„Maa jeg gøre dig et Samvittighedsspørgsmaal? Har der været noget mellem dig og From engang?“

28| „Hvad skulde det være?“

„Det veed jeg ikke; men han sagde forleden, at der var ingenting, han saadan fortrød som en Dumhed, han engang havde begaaet overfor dig. Husker du noget om det?“

Jytte betænkte sig et Øjeblik og kom til det Resultat, at hun gjorde bedst i at sige lige ud, hvordan det forholdt sig.

„Ja, han har engang været lidt for galant overfor mig. Og det var virkelig en større Dumhed, end jeg havde tiltroet ham.“

„Død og Pine! Men jeg tænkte jo nok, det maatte være noget i den Retning. Han har unægtelig paa det Punkt en Skavank, som vistnok undertiden gør ham lidt utilregnelig.“

„Det lader til, at du er bleven hans Fortrolige!“

„Naa ja, naar jeg sidder for ham, fortæller han mig undertiden et og andet om sig selv, mens han maler. Det er virkelig højst interessant. Veed du af, at han er et Vajsenhusbarn? “

„Jeg tror, vi har talt om det.“

„Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra en Fjerdesal. Jeg tror, han gaar i stadig Angst for, at han skal have arvet Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Læg Mærke til hans Øjne!“

„Ja — hvad de?“

„Jeg har hørt, han engang skal have sagt til en Ven, 28| at naar han havde saa mange Narrestreger for, var det, for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skønne Dag brød ud hos ham. — Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere bringe jer sammen.“

„Ja Tak, det ser jeg helst.“

„Det gør mig selvfølgelig personlig ondt — du veed, jeg sætter stor Pris paa ham — men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt.“

De havde naaet Hjørnet af Dronningens Tværgade og skiltes her.

Da Jytte kom hjem, var der Fremmede. En Kancelliraad Hansen og Frue var kommen paa Visit. Det var et Par jævne Provinsfolk, en Rest af deres Bekendtskaber fra Faderens Birkedommertid.

For Jytte, der havde været forberedt paa en alvorlig Scene ved Hjemkomsten, var dette Besøg en kærkommen Afleder. Straks hun kom ind, kastede Moderen et hurtigt forskende Blik paa hende; men senere syntes hun kun optaget af sine Gæster, der blev der til Middag.

Jytte var nu selv ked af Affæren og indsaae, at hun havde baaret sig forkert ad. Hvad John paa Hjemvejen havde fortalt om Karsten Froms Mor, gjorde desuden et forstemmende Indtryk paa hende. Men det var altsaa rigtigt, som hun havde formodet, at hans Narrekappe var et Skjul, hvor han gemte sig for Verden, og hun kendte nu lidt til hans Sorger. Men ogsaa derfor ønskede hun nu, at hun var bleven hjemme.