IV

Han gik ned ad den knirkende Loftstrappe, gennem Forstuen og ud af en Laage ved Siden af Hovedbygningen for gennem Haven at naa ud paa fri Mark. Idet han gik forbi den første, store Græsplæne, hørte han, at nogen kaldte paa ham. Det var Frøken Ragnhilds Stemme. Han blev lidt utaalmodig. Han vilde helst have været alene nu. Men han maatte vende sig og hilse.

Frøken Ragnhild kom imod ham oppe fra Verandaen. Hun var klædt i en lysblomstret Formiddagskjole af blødt, varmt Stof med store Skulderpuffer og et langt og spidst nedløbende Liv. Idet hun steg ned ad Verandaens Trappetrin, saae man under Nederdelens Kant et Par spidsnæsede Laksko med Remme. Over Ryggen og den øverste Del af Armene laa et blegblaat Sjal. Paa hendes egernrøde, krusede Haar sad en kæmpemæssig Straahat, opkrammet i Nakken og fæstet med en Agraf.

„Maa jeg tale to Ord med Dem, inden De gaar, Hr. Hansted?“ spurgte hun utvungent. „Har De noget imod at følge mig et Øjeblik ned i Kastanjealleen ... Jeg skulde se, om jeg kunde finde et Par Violer.“

De fulgtes gennem Haven.

Denne, der ligesom selve Præstegaarden var en af „Millionpræstens“ Efterladenskaber, mindede med sine udstrakte Græsplæner, sine Busketter, sine store Stenvaser, sine lange Alleer og kunstfærdigt tilklippede 54| Ligusterhækker nærmest om en adelig Herregaardspark — og Provst Tønnesen satte en Ære i efter Evne at vedligeholde den i dens fordums Herlighed. Over en dyb Grøft, der gennemskar Haven, var der bygget en Træbro i kinesisk Stil med Dragehoveder og Bambustag, — og over denne Bro gik nu Frøken Ragnhild og Emanuel.

„Nu,“ sagde den sidste efter nogle Øjeblikkes Tavshed. „Tør jeg saa spørge, hvad det er, De ønsker at sige mig, Frøken?“

Hun lo lidt.

„Er De saa nysgærrig?“

„Ikke netop det. Men — ærlig talt — jeg er optaget. Som De ser, er jeg rejseklædt, pilgrimsklædt .... jeg er paa Vejen ud til mit forjættede Land!“

„Deres forjættede Land. Hvad mener De?“

„Aa ... jeg mener egentlig ingenting dermed,“ sagde han alvorlig og saae ned for sig.

De gik atter et Par Minutter i Tavshed.

„Hvor De dog egentlig er et utaknemligt Menneske!“ sagde hun saa med et Forsøg paa igen at anslaa en munter Tone. „Jeg kunde virkelig have Lyst til at holde en lille Straffepræken for Dem. Kan da intet i Verden længer slaa et Smil af Deres Ansigt? .... Jeg vil sige Dem, jeg er virkelig paa Veje til at blive en Smule fornærmet paa Dem. Jeg er f.Eks. overbevist om, at De slet ikke har lagt Mærke til, hvorledes jeg idag havde pyntet Frokostbordet — alene fordi De forleden sagde, at De satte mere Pris paa at se en Blomsterbuket end en Oksesteg paa et Bord. De veed, at jeg for mit eget Vedkommende absolut foretrækker Oksestegen.“

Han smilte adspredt.

„Jeg føler det godt, Frøken — jeg er et ganske uværdigt Menneske. Skænd kun paa mig ... jeg fortjener det vist. Det er sandsynligvis saadan en Slags Børnesygdom, jeg er ifærd med at faa ud af Kroppen. 55| De veed jo, hvad de allernyeste Profeter præker. Vi bærer alle paa en Arv af mølædt Romantik, siger de, — og vistnok har da enten min Fader eller min Moder en Gang ejet en større Kapital deraf end de fleste.“

„Deres Moder —?“

„Ja — men lad os tale om noget andet, Frøken! De skulde dog ikke gaa og glemme, hvad det var, De vilde fortælle mig.“

De var kommen ind i en bred Kastanjealle, der dannede Havens Afslutning ud imod Markerne. En jublende Hærskare af metalglinsende Stære sværmede her omkring i Solskinnet mellem Trækronerne, og ude fra det fri kom en varm Em, der duftede af Jord og friske Spirer.

Mellem to Stammer stod en saakaldet „Naturbænk“; foran denne standsede Frøken Ragnhild, idet hun sagde:

„Skal vi ikke sætte os lidt? ...A Her skinner Solen saa rart.“

Hun slog med Kvasterne af sit Sjal noget vissent Løv bort fra Bænkens Træmmesæde og tog Plads i det ene Hjørne. Emanuel blev staaende foran hende, lænet til sin Paraply, og gjorde ikke Mine til at sætte sig.

Hun sad et Øjeblik foroverbøjet, med Hænderne samlede i Skødet, og betragtede tavs Spidsen af sine Sko. Saa sagde hun, uden at løfte Hovedet:

„De talte om Deres Moder .... Jeg kommer til at tænke paa .... er det noget, jeg har drømt, eller har De ikke en Gang fortalt mig, at De ikke var meget gammel, da Deres Moder døde?“

„Jeg?“ sagde han og skottede ned til hende med et mistænksomt Blik. „Aa, jeg var en 15—16 Aar .... Men hvorfor spørger De om det?“

„Aa, jeg veed ikke —“

„Har De nylig talt med nogen om min Moder?“

„Ja, Fader og jeg talte idag om ..... Fader har vistnok truffet nogen, der i sin Tid har kendt Deres Moder.“

56| Kapellanens Blik mørknedes.

„Saa har Deres Fader formodentlig ogsaa talt om .... om min Moders Endeligt?“

„Ja.“

Der var stegen en dyb Rødme op i Kapellanens Kinder. Efter et Øjebliks Tavshed sagde han — dæmpet men med lidenskabelig bevæget Stemme:

„Min stakkels Moder var et Offer for sin Tid, for sin Slægt, for det Samfund, som ogsaa De og jeg tilhører, og som fra Fødslen lægger en Spændetrøje om os allesammen for langsomt at tage Livet af dem, der mangler enten Mod eller Kraft til at sprænge den.“

Hun saae noget overrasket op paa ham og sagde:

„Ja, hvorledes mener De egentlig —?“

„Aa, jeg mener, at naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil kalde denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde uden helt at forkrøbles; men det er derfor ikke altid netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den. De skal se, vi segner maaske tilsidst allesammen i Kampen ..... især vi stakkels Menneskekarrikaturer, der er avlede i de store Byers Feber, født imellem Dampskorstene, Telegraftraade, Jærnbaner og Sporvogne .... hvor mange Generationer tror De, vi holder ud til endnu? — — — Og det er jo netop det, der er det fortvivlede!“ vedblev han med en pludselig Overgang i Stemmen, idet han med Magt kastedes tilbage i gamle, nagende Tanker. „Kan De dog ikke forstaa, Frøken, hvor ganske bagvendt det er, at jeg har faaet det Kald at lære andre at leve og dø — jeg, som netop selv trænger til at lære at leve Livet retteligt — og netop af dem, jeg er sat til at være Lærer for? Eller er det da ikke sandt, at vi alle af Hjertet bør misunde den fattige Husmand, der glad og uden Klage 57| træller Uger igennem, spiser sit tørre Brød og sover sødt i gammel Halm. Findes der en større Livsvisdom? ... Men hvor er det da taabeligt, at jeg — det stakkels, fordærvede Kulturmisfoster — at jeg vil være en Fører for de sunde, et Eksempel for de ubesmittede! Jeg forsikrer Dem, Frøken Ragnhild .... jeg træder aldrig over Tærsklen til den usleste Fattigmandshytte, uden at Hjertet banker i mit Bryst af hellig Andagt. Jeg har en Fornemmelse af, at jeg burde drage mine Sko af, — at jeg betræder en Helligdom, hvor i hvert Fald nogle af de menneskelige Følelser endnu er bevaret i deres skønne, ædle Oprindelighed, saaledes som Vorherre i Tidernes Morgen nedlagde dem i Menneskenes Bryst — — —“

Han var kommen ind paa sin sædvanlige Lovprisning af Landboernes Liv, hvorom Frøken Ragnhild og han i Vinterens Løb havde haft saa mangen varm Debat. Frøken Ragnhild tilstod nemlig ganske aabent, at hun afskyede Livet paa Landet, og lagde heller ikke Skjul paa, at hun betragtede Bønder som Væsner, der tilhørte en lavere Menneskekaste, — en Slags snart krybende, snart anmassende, altid ildelugtende Halvmennesker, med hvilke hun ikke ønskede at komme i nærmere Berøring end allerhøjst nødvendigt. Ogsaa nu bestred hun paa det ivrigste Emanuels Anskuelser. Naar mange af disse Bønder — sagde hun — befandt sig saa vel i deres Smuds og mugne Halm og næppe nok attraaede nogen højere Lykke, saa beviste dette blot, hvor lidt de i Virkeligheden endnu adskilte sig fra de umælende, f.Eks. fra Grisene, hos hvem sikkert ogsaa alle Hjertets Følelser var bevarede i uforfalsket Grisethed.

„Men det nytter sikkert ikke, at vi snakker derom,“ endte hun livligt. „De er nu en Gang bleven uforbederlig bidt af en gal Grøftegraver — og det er ganske taabeligt af mig at ville forsøge paa at overbevise 58| Dem. Det Arbejde gør saamænd ogsaa nok en Gang den kære Virkelighed. Vent blot!“

Hun lo; — og som hun sad der i sin lyse, efter nyeste Mode syede Dragt, saa behersket i hver af det slanke Legemes Linjer lige fra Spidsen af den lille fremstrakte Laksko og op til den kæmpemæssige Florentinerhat, der kastede en prikket Skygge som et Kniplingsslør ned over den halve Del af hendes blege Ansigt, kunde man virkelig et Øjeblik komme til at tvivle paa, om hun ogsaa tilhørte den samme Menneskerace som det tunge, kejtede, i Jorden puslende Vadmelsfolk, i hvis Midte hun levede.

Emanuel, som havde følt sig stødt af hendes Ord, gjorde Mine til at gaa. Forinden vendte han sig dog endnu en Gang om imod hende og sagde:

„Jeg skulde dog vide, hvad det var, De vilde meddele mig .... De glemmer vist, at De endnu ikke har sagt mig det.“

Frøken Ragnhild blev lidt rød. Hun havde nemlig ikke haft anden Grund til at kalde ham tilbage end Trangen til at snakke lidt og blive underholdt.

Saa fandt hun paa at sige:

„Jo, ser De, Hr. Hansted .... Som De maaske veed, skal vi idag have en Smule Selskabelighed her i Præstegaarden.“

„Ja, det forekommer mig virkelig, at jeg har hørt en Fugl synge derom.“

„Naa, ja — gør De kun Nar! Den Slags Ting bliver nu altid til en Begivenhed herude paa Landet, hvor der Aaret rundt ikke sker noget interessantere — hvilket iøvrigt netop beviser, hvad jeg før har sagt om den Sag. Men nok om det! .... Som De sikkert allerede har forestillet Dem, vil jeg blive den elskværdigste Værtinde for vore Gæster. Disse ere — saavidt jeg veed — de Herrer Peter Nielsen og Niels Petersen og Peter Nielsen Petersen og Niels Petersen Nielsen .... Ja, nu skal De slet ikke saa forarget rynke Deres Bryn. 59| Jeg har saamænd ikke det ringeste imod de kære Mennesker. Kun kan jeg ikke forlige mig med, at de spytter paa mine Gulvtæpper — ja, for det var der sidste Gang en, der gjorde. Mulig er sligt en Ytring af den Følelsernes ædle Umiddelbarhed, hvorom De før talte saa smukt; men ikke desmindre er jeg den helst foruden .... Og nu var det altsaa, jeg vilde bede Dem om, at ogsaa De vilde vise Dem rigtig elskværdig mod vore Gæster iaften. Og skulde det paa en eller anden Maade hænde, at jeg i Aftenens Løb fik Forfald — f.Eks. ved, at jeg blev overfalden af min store Hovedpine eller sligt — saa er De nok saa god at være min galante Stedfortræder hos Damerne.“

„Frøkenen kan — som De veed — ganske befale over mig,“ svarede Emanuel, idet han med ironisk Høflighed blottede sit Hoved og bukkede. „Er der ellers noget, hvormed jeg kan være Frøkenen til Tjeneste?“

„Ja — De vil nok vise Dem saa forekommende for en GangsA Skyld ikke at være altfor upræcis idag. Jeg tror, at Fader ved denne Lejlighed vilde blive særlig utaalmodig, dersom vi skulde blive nødt til at vente efter Dem. Kom derfor heller en halv Time før Tiden — saa kan De ovenikøbet hjælpe mig lidt med Arrangementet.“

„Jeg skal gøre mit bedste! .... Men saa maa De virkelig ogsaa tillade, at jeg forlader Dem nu. Der ser jeg desuden Deres Hr. Fader komme med ilsomme Skridt. De kan tro, der er noget alvorligt ivejen med Salaterne! .... Jeg har den Ære at anbefale mig!“ —

Nede for Enden af Alleen var Provst Tønnesen virkelig kommen tilsyne. Han gik med Hænderne paa Ryggen — aabenbart ifærd med at memorere en Festtale. Men saa saare han fik Øje paa det unge Par ved Bænken, vendte han skyndsomst omkring og vandrede videre den anden Vej ind gennem Haven.