60| V

Frøken Ragnhild blev endnu siddende lidt paa Bænken og saae tankefuldt ud til Siden. Saa rejste hun sig og gik langsomt op imod Præstegaarden, hvor hun blev modtaget af den i Dagens Anledning ganske fortumlede gamle Tjenestepige, der var bleven helt ulykkelig over hendes lange Fraværelse og havde hundrede Spørgsmaal at gøre angaaende Madens Tillavning og Festbordets Dækning. Frøken Ragnhild gav sine Anvisninger i en kort og bydende Tone og gik derefter ind i Dagligstuen, hvor hun satte sig hen til Vinduet med en Bog, en engelsk Roman, som hun paa maa og faa tog ud af Bogskabet. Hun var forstemt.

Da hun havde siddet der et Kvarters Tid uden at vide, hvad hun læste, saae hun hen paa Uret over Hjørnepiedestalen. Klokken var tre. Saa lagde hun Bogen og rejste sig, puslede lidt omkring i Stuen, stod et Øjeblik og betragtede Papegøjen, der var falden isøvn i sit Bur, og satte sig tilsidst hen ved Flyglet, hvor hun gav sig til at gennemspille et af Chopins Præludier.

Saa saae hun atter hen paa Uret.

Ti Minutter over tre.

Hun anslog igen et Par Akkorder men brød pludselig af, rejste sig, tog en Avis fra det svære, runde Mahognibord, der stod midt i Stuen, og satte sig saa atter hen paa Stolen ved Vinduet. Med Avisen udfoldet i Skødet og med Hagen støttet i sin smalle, hvide Haand faldt hun dybere og dybere hen i Tanker, mens Blikket blev ved at glide frem og tilbage over den store, tomme Gaardsplads og Staldlængernes øde Straatage. Endelig slog Klokken halv fire. Saa rejste hun sig og gik ind i sit Værelse for at klæde sig om.

De fremmede Gæster ventedes Klokken seks; og da Middagsmaaltidet idag paa Grund af Selskabet skulde overspringes, var der rigelig Tid til et omhyggeligt 61| Toilette. Men selv under sædvanlige Forhold var den daglige Omklædning en af Døgnets Hovedbegivenheder for Frøken Ragnhild. I sit — efter Landsbyforhold — overdaadigt udstyrede Sovekammer, i hvis Luft der altid sporedes Duften af en fin Violessens, tilbragte hun regelmæssigt de to Timer før Middag. Det var hende en Underholdning at staa foran sit legemsstore Spejl og betragte sin Person under Af- og Paaklædningen, nyde Synet af sin Nakke, sin blottede Skulder, sit udslaaede Haar, prøve en ny Frisure eller forsøge en ny Farvesammenstilling paa sin Dragt, — ikke fordi dette tilfredsstillede hendes Forfængelighed; endnu mindre paa Grund af tom Glimrelyst, — hvem skulde hun vel ogsaa bryde sig om at glimre for i denne Udørken? — men efter fattig Lejlighed trøstede hun sig i disse Timer for Savnet af det Liv og den Verden, hvorfra hun var udestængt.

Hvad skulde hun desuden tage sig for? Hver Morgen dyrkede hun sin Musik — og dette var hendes lykkeligste Øjeblikke. Men mere end tre Timer havde Lægen paa det strengeste forbudt hende at tilbringe ved Klaveret. To Timer tilbragte hun daglig med at læse — helst fremmede Sprog — og to Timer kunde hun tilnød slaa ihjel ved at deltage i Husholdningen, skønt hendes personlige Hjælp der var ganske overflødig. Men endnu havde Dagen otte lange, tomme Timer, — hvad skulde hun gøre med dem? Spadsere? Ak, i Vinterens otte Maaneder laa Marker og Veje rundt om som et ufremkommeligt Morads, eller Sneen rejste sig omkring Præstegaarden som en uigennemtrængelig Mur. Selv om Sommeren satte Synet af de store, stumme Agre, de nøgne, ensformige Stendiger, den ufravigeligt enten blaanende eller graanende Fjord hende i en nedtrykt Sindsstemning. Allerværst var det dog at spadsere ind igennem Byen, hvor hun paa Forhaand vidste, hvilke Mennesker hun vilde træffe; hvor hun var nødt til at gengælde Bønderkarlenes fortrolige Hilsner og besvare de halvt paaklædte Husmandskoners enfoldige Talemaader om Vejr 62| og Høstudsigter og Nattefrost. I Almindelighed indskrænkede hun derfor sine Vandringer til en ensom Sti, der fra Præstegaardshaven førte ud imod Strandbakkerne. Her tog hun sig gerne henimod Solnedgang en lille rask Motion — indtil Lyden af en Flok hjemdragende Markarbejdere eller en lummer Luftning fra en gødet Ager jog hende hjem. Egentlig havde hun kun en eneste Omgangsven, nemlig „Methusalem“ — Papegøjen. Naa, hun kunde for den Sags Skyld tænke sig et tristere Selskab. Hun havde nu aldrig kunnet indse, at et saadant lille Dyrs menneskelige Plapren ikke var nok saa underholdende som den dyriske Brummen og Grynten, hvoraf en Bondes Tale i hendes Øre hovedsagelig bestod. Og saa var der dog lidt af et Temperament i en saadan lille Krabat; den kunde være skælmsk, nedtrykt, overgiven, koket, opfarende — alt i en og samme Time ligesom med Intelligensens Nervøsitet.

I fem Aar havde hun nu levet her i samme Ensomhed. Hun var født i den jydske Provinsby, hvor hendes Fader i sin Tid havde været Adjunkt, og fra sit trettende Aar, da hun mistede sin Moder, og indtil sin Konfirmation havde hun opholdt sig hos et Par Tanter inde i København for at fuldende sin Uddannelse i et højere Pigeinstitut. Først med sit fyldte sejstende Aar havde hun taget fast Ophold i Præstegaarden.

Hun var den Gang kommen herud med sit unge Hjerte svulmende af lykkelig Forventning. Hun vidste fra sin Romanlæsning og fra Teatret, at i Landsbypræstegaardenes unge Døtre havde den danske Kvinde sat sine huldeste Blomster, paa hvis Besiddelse alle ædle unge Mænds ømme Længsler gik ud. Endnu huskede hun, hvorledes hun den Gang i Sommertiden kunde tilbringe hele Dage ude i Haven, hvor hun — smykket med en frisk Mosrose paa Brystet — snart satte sig hen at drømme i Skyggen under et Træ, snart steg op paa Diget ud mod Markerne og med Armen skyggende over Øjnene stirrede ud over 63| det solflimrende Landskab — som om hun hver Dag for Alvor kunde vente, at to fodrejsende Studenter skulde dukke op i Horisonten. Hun forestillede sig levende, hvorledes de bægge saae ud; hvorledes de — støvede og solbrændte — vilde kigge nysgærrigt ind ad Havelaagen og hvorledes Faderen i det samme vilde træde ud paa Verandaen og byde dem ind; hvorledes de da i Begyndelsen vilde være røde og forlegne men senere blive muntre og ligefremme og tilsidst synge bellmanske Sange ude i Maaneskinnet i Haven; hvorledes endelig den ene — ikke den morsomme og lystige, men han med det dybe, tankerige Blik — ved Afskeden vilde trykke hendes Haand og stamme nogle forvirrede Ord om ikke at glemme ham, og hvorledes han Aaret efter vilde vende tilbage som Kandidat med bedste Karakter og i bevægede Ord anholde Faderen om hendes Haand.

Men der kom aldrig Turister til denne skovløse Afkrog af Landet, og Sommer efter Sommer gik, uden at der viste sig mindste Udsigt til noget Eventyr.

Ragnhild Tønnesen smilte medlidende, naar hun nu tænkte tilbage paa disse sine Sejstenaars Sværmerier. Hun var siden den Tid ofte bleven ulejliget af Friere blandt Egnens øltykke Proprietærsønner, der slet ikke kunde forstaa, at hun ikke med Kyshaand modtog deres Tilbud. Men forøvrigt var Aarene hengledne stille og ensformige ved Faderens Side uden ydre Oplevelser af nogen Betydning. Naar hun saae tilbage paa sit Liv, forstod hun næsten ikke, at hun virkelig ikke var mere end enogtyve Aar, at hun altsaa netop befandt sig midt i sin „Blomstring“. Der fandtes snart sagt intet i Verden, der mere interesserede hende — uden netop hendes Musik. Selv det aarlige Foraarsbesøg i Kjøbenhavn var hende ikke længer en virkelig Oplivelse. Hun var efterhaanden bleven fremmed for Forholdene inde i Hovedstaden, hendes gamle Veninder og Bekendte var blevne spredte, hendes Tanter var døde .... 64| og saa var det ogsaa bagefter, som om Livet herhjemme blot blev dobbelt tomt, og Naturen omkring hende dobbelt uhyggelig i sin stumme, forstenede Livløshed.

Derfor havde det heller slet ikke været hende behageligt, da Faderen i sin Tid bestemte sig til at tage en Kapellan. Hun ønskede ikke at forstyrres i den Søvngængertilværelse, hvori hun lidt efter lidt var falden til Ro. Da hun tillige mærkede, at Folk, endog inden Kapellanens Ankomst, uden videre klappede hende sammen med ham, blev hendes Sindelag imod ham paa Forhaand ikke blidere. Men efterhaanden som hun mærkede, at den ny Husfælle kun ønskede at leve i den samme uforstyrrede Tilbagetrukkenhed som hun selv, havde hun forliget sig med hans Nærværelse. Tiltrods for sine mange Særheder begyndte han endog hurtig at interessere hende. Det morede hende at snakke med ham, at skændes med ham; og da samtidig Emanuel følte en stedse større Trang til at have en at udtale sig for og betro sig til, udviklede der sig lidt efter lidt, og næsten uden at de selv mærkede det, det utvungne, halvt kammeratlige Forhold, som havde vakt Provst Tønnesens Opmærksomhed og Eftertanke.

Naar imidlertid Provsten — og adskillige med ham — af dette Forhold byggede Fremtidsplaner for det unge Par, beroede dette paa en Misforstaaelse. Vistnok var Ragnhild langt fra en saa kølig Natur, som hendes Udseende og Væsen kunde lade formode; — hun havde tværtimod arvet sin Faders letvakte Lidenskabelighed og hede Blod. Men netop derfor var Kapellanen hende for æterisk. Hun følte sig ham desuden altfor overlegen, og det ærgrede hende altid, naar hun — som denne Formiddag — forledet af Kedsomhed havde aflagt for meget af sin Værdighed overfor ham. Hvad Emanuel vedrørte, saa gik hans Fremtidsdrømme saa højt over den selvbevidste unge Dames Hoved, at hun aldrig blot for et Øjeblik eksisterede i dem.