65| VI

Emanuel var gaaet ud af en Laage i den yderste Ende af Præstegaardshaven, hvorfra man kom ud paa fri Mark. Han befandt sig her paa Egnens højeste Punkt, den saakaldte „Præstebakke“, fra hvis Top man kunde se milevidt ud over Landet. Overalt laa de lysegrønne Rugagre og glitrede i Solen mellem det mørke Pløjeland; over Moser og Kær bølgede lette blaa Taager; Grøfter og Mergelgrave dampede, — over hele Landet laa en Luft saa grødefugtig, saa foraarsfrisk, saa fuld af Sol og forjættende Fuglekvidder, som om Sommeren kunde holde sit festlige Indtog, hvad Dag det skulde være.

Emanuel fulgte en Sti, der fra Præstegaarden gik over en Række øde Udmarker ud imod Fjorden. Det var just den samme Sti, paa hvilken Frøken Ragnhild plejede at tage sin lille hastige Solnedgangs-Promenade. Dog, herpaa tænkte han ikke, og ikke heller var det netop af den Grund, at denne Sti efterhaanden var bleven ogsaa hans Yndlings-Spadseregang. Naar de bægge havde vundet Forkærlighed for den, var det, fordi de her kunde være mest uforstyrrede. I deres Ensomhed søgte de uvilkaarligt endnu ensommere Steder, og paa disse afsidesliggende Marker saaes kun hist og her en lille Hytte og en enlig Bondekarl, der gik og pløjede.

Hver Dag i Vinterens Løb havde Emanuel vandret her i sin lange Frakke og med sin sædvanlige Følgesvend, den sorte Silkeparaply, der efterhaanden var bleven ham uundværlig, næsten som en trofast Ven. Ofte havde han i halve Døgn sværmet omkring mellem Bakkerne og langs den øde Strand uden Maal og Med; og i dette Samliv med Naturen havde han mere og mere fundet en Erstatning for Savnet af menneskelig Omgang. Han havde aldrig før tænkt sig, at der kunde være noget saa fængslende ved Synet af en vintergraa 66| Skyhimmels tunge Vandring over Jorden, noget saa betagende ved at lytte til Kragernes vilde Skrig, naar de ved Solfaldstid drog flokkevis hjemad over Markerne. Og den første Lærke! Aldrig kunde han glemme det Øjeblik, da han midt i Ødemarkernes mægtige Stilhed pludselig hørte den lille Himmelklokke kime sommerligt over hans Hoved, mens alt endnu laa stivnet i Vinterdød rundt omkring ham.

Han søgte daglig ned til Stranden, hvor han plejede at opholde sig nogen Tid for at indaande Havfriskheden og iagttage Maagerne, der stumme og urolige kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en vigtig Hemmelighed. Men idag var Stranden tom — Varmen havde drevet Fugleflokkene ud imod Fjordmundingen — og han fortsatte da sin Vandring langsmed Kysten og nød Synet af Fjordens store Flade, hvori Genbo-Landets Fiskerbyer og kratklædte Skrænter pragtfuldt spejlede sig. Tilsidst steg han op paa en Høj langt i Syd, hvorfra han atter havde et vidt Skue over Egnen. Lige under ham laa her Skibberup mellem sine tre nøgne Muldbjærge.

Han følte sig altid ejendommeligt tiltrukken af denne By, der med sine Klynger af smaa Hytter, sit vidtforgrenede Gadekær og sine mange Smaavænger og mærkelige Smøger og Smug syntes ham langt venligere end Vejlbys Samling af nye, regelrette Bøndergaarde, som han daglig havde for Øje. Han havde helt forelsket sig i denne lille romantiske Plet, der laa her som en frodig Oase mellem de golde Banker; og det var ham derfor til dobbelt Sorg, at det netop skulde være i denne By, at den kirkefjendske Bevægelse i Sognet havde sit Hovedsæde. Han følte ligesom en Naal i sit Hjerte, hver Gang hans Blik strejfede en bestemt, affældig Bygning i Byens Midte, over hvis Straatag der ofte vajede et stort Dannebrogsflag. Han vidste, at her var den „Forsamlingssal“, hvorfra den berygtede Væver Hansen førte sin hidsige Kamp imod 67| Provst Tønnesens og — i den sidste Tid — imod hans egen Forkyndelse.

Hellere dvælede hans Blik i den vestlige Ende af Byen, ved et lille Sted med gulkalkede Længer og en ris-indhegnet Have. Det var den Halvgaard, hvortil han hin Vinteraften var bleven hentet i Slæde for at berette Ejerens syge Datter. Han havde siden ofte tænkt paa denne Aften og paa de fremmede Mennesker, mellem hvilke han paa en saa ejendommelig Maade var kommen til at indvie sin præstelige Virksomhed. Han havde ogsaa mange Gange ønsket at forny sit Besøg hos dem og spørge til den unge Piges Befindende; men han havde endnu ikke kunnet overvinde sig til at forsøge nogen personlig Tilnærmelse til denne Del af Befolkningen, efter at den — næsten umiddelbart efter hans første Præken — saa utvetydigt havde lagt et uvenligt, ja fjendtligt Sindelag imod ham for Dagen.

Men idag var det, som om Solen og Vaarluften indgød ham nyt Mod. Han sagde til sig selv, at han ikke kunde blive ved at leve her paa denne Maade; der maatte nødvendigt træffes en Afgørelse. Han maatte se at komme til Klarhed over sin Stilling, og han besluttede at gøre et sidste, alvorligt Forsøg paa at bryde den Modstand, der herfra var rejst imod ham, og ved Kærlighed at tilkæmpe sig disse Menneskers Forstaaelse og derigennem finde Vejen til deres Hjerter.