92| TREDJE BOG

I

En Søndag Eftermiddag i Maj var Forsamlingshuset i Skibberup fuldt af en stor Skare Mennesker, paa hvis spændt forventningsfulde Ansigter man kunde læse, at der forestod noget usædvanligt. Det var i Virkeligheden ogsaa en Mærkedag i Skibberup Bys Historie. Den Taler, der idag ventedes, var ingen ringere end Provst Tønnesens Kapellan, Hr. Pastor Hansted.

Hver Plads i den langstrakte, halvmørke Sal — en forhenværende Lade — var optaget, og i de aabentstaaende Vinduer hang Klynger af Karle og Knøse, der med deres Kroppe spærrede det halve Dagslys ude. Overalt lød en livlig Summen af glade og højrøstede Stemmer. Man mærkede straks, at det ikke var en Forsamling Vejlby-Bønder, man havde for sig; thi skønt Afstanden mellem Vejlby og Skibberup ikke var større end en god halv Mil, var de to Tvillingbyers Beboere saa forskellige, som om de ikke tilhørte samme Landsdel. Dette Forhold beroede ikke paa nogen Tilfældighed men skyldtes Byernes uensartede Beliggenhed og de forskellige Livsvilkaar, Beboerne i Tidens Løb havde været underkastede. Mens de sagtmodige Vejlby-Bønder 93| fra Arilds Tid udelukkende havde beskæftiget sig med at pløje og høste deres store Agre, var Skibberup oprindelig — og tildels endnu — en Fiskerby, hvis Beboere delvis ernærede sig af Havet. Endnu for et Par Menneskealdere siden betragtede Skibberupperne Dyrkningen af deres Jord som en Biting, der helst overlodes Kvinderne, medens Mændene æventyrede sig omkring i nære og fjerne Fjorde og gjorde Landgang rundt om paa Kysterne for at afhænde deres Fangst.

I den ene Ende af Salen stod en simpel Talerstol, bag hvilken den gamle Ladelænges raa Lervæg var dækket af et Dannebrogsflag, der var ophængt saaledes, at det hvide Kors tegnede sig oprejst i den røde Dug. Bænkerækkerne foran Talerstolen var saa godt som udelukkende optaget af Kvinder, medens Mændene havde Plads i den nederste Ende af Salen og langsmed Væggene til bægge Sider.

En særlig Opmærksomhed i Forsamlingen vakte Else Anders Jørgen og hendes Datter Hansine, der havde taget Sæde paa en af de midterste Bænkerækker. Else Anders Jørgens fyldige Skikkelse med de lyse, udhvælvede Øjne, det staalgraa Haar og den store Gyldenstykkes-Hue, hvorfra to brede, røde Silkebaand hang ned til den ene Side, vilde have tiltrukket sig Opmærksomhed i enhver Forsamling; men den særlige Grund til den Opsigt, hun idag vakte, var den almindelig kendte Omstændighed, at det var i hendes Hjem, Kapellanen og Væver Hansen havde haft de Sammenkomster, der dannede Indledningen til denne Dags store Begivenhed.

Paa en Maade mente man endog at skylde Else Sagens lykkelige Tilendebringelse. Da hun nemlig ikke havde været tilstede ved Kapellanens og Væver Hansens første Sammentræf i hendes Hus, og da hun ved Hjemkomsten hørte om dets uheldige Udfald, havde hun taget den Beslutning paa egen Haand at opsøge Hr. Hansted, for hvem hun — trods alt — havde bevaret en usvækket 94| Hengivenhed, siden de første Gang mødtes ved Datterens Sygeseng. Straks den paafølgende Søndag gik hun efter Gudstjenesten hen til ham udenfor Kirken og bad ham om ved Lejlighed at forny sit Besøg hos hende „for at træffe gode Venner, der meget ønskede at tale med ham“. Hr. Hansted havde straks og med Glæde modtaget hendes Indbydelse; og da hun i Forvejen havde sikret sig Væver Hansens og et Par andre af Byens ledende Mænds Nærværelse, kom det saaledes endelig til en alvorlig Menings-Udveksling mellem Kapellanen og Menigheden.

I Anledning af disse Hr. Hansteds gentagne Besøg i Anders Jørgens Hus havde Hansines Veninder ofte drillet hende med Kapellanen, til hvem hun efter deres Paastand skulde have baaret en hemmelig Kærlighed fra den allerførste Gang, hun saae ham. Rigtignok protesterede hun selv ivrigt, ja med Vrede mod Beskyldningen, og det saae ud, som om det var for yderligere at bevise sin Uskyld, at hun netop idag — i Modsætning til de fleste andre af Forsamlingens unge Piger — havde iført sig en ganske tarvelig, mørkegrøn Hvergarnskjole uden mindste Pynt eller Besætning.

Alligevel saae hun godt ud; — det var ikke for ingenting, at man regnede hende blandt Byens smukke Piger, skønt der herskede et lille Misforhold mellem den øverste Del af Ansigtet med de mørke, sammengroede Bryn over de dybtliggende, alvorlige Øjne og Underansigtets barnligt uudviklede Form. Hun sad nu der med sin næsten unaturligt strunke Holdning, der gav hendes lille sluttede Skikkelse et Præg af Selvsikkerhed og Kraft, og hverken deltog i eller paahørte den livlige Snak, der førtes mellem Kvinderne i hendes Nærhed. Denne Mangel paa Deltagelse for, hvad der foregik omkring hende, var saa gammel hos hende, at den ikke længer vakte Forundring hos nogen. Allerede mens hun var Barn, havde man moret sig over den pudsig mutte Mine, hvormed hun besvarede enhver 95| — venlig eller uvenlig — Tilnærmelse af fremmede. Men især var hendes Indesluttethed bleven paafaldende, efter at hun for nogle Aar siden havde været Elev paa en Højskole og som saadan deltaget i et „Vennemøde“ inde i København, hvor blandt andre selve den gamle Grundtvig havde talt — for sidste Gang. Siden den Tid saaes hun ikke ofte udenfor sin Faders Hus og Mark; og navnlig holdt hun sig ganske borte fra de endnu den Gang temmelig frie Forlystelser, hvormed Byens Ungdom fordrev Fritimerne om Søndagen og i de lyse Sommeraftener. Derimod hørte man hende bestandig gaa og synge ved sit Arbejde i Stalden og i Køkkenet, eller naar hun gik med Malkeaaget den lange Vej op over Markerne.

Blandt Byens Folk morede man sig lidt over hende, men fæstede sig iøvrigt ikke synderligt ved hendes Egenheder. Hun var jo endnu halvt et Barn, kun nitten Aar, og desuden kendte man godt dette aparte Væsen fra andre af Egnens unge Piger, der havde været paa Højskole. Man vidste, at der altid skulde hengaa nogen Tid, inden de unge igen fandt sig tilrette i de jævne, dagligdags Bondeforhold.

... Imidlertid var Klokken bleven fem, og Kapellanen havde endnu ikke indfundet sig. Blandt den Flok Mænd, der med Væver Hansen i Spidsen havde samlet sig henne ved Indgangsdøren for at modtage ham, begyndte der at spores nogen Ængstelse. Man vidste, at der i den sidste Tid havde hersket et meget spændt Forhold mellem Provst Tønnesen og Kapellanen, efter at dennes Omgang med Væver Hansen og andre bekendte Skibberuppere var bleven Provsten bekendt. Og nu ængstedes man for, at Tønnesen — trods alle Forsigtighedsforanstaltninger — i Utide skulde have faaet Nys ogsaa om denne Sammenkomst og i sidste Øjeblik ligefrem forbudt Hr. Hansted at give Møde.