96| II

Endelig saaes en ensom Skikkelse oppe paa Strandbakkerne. Det var Emanuel. Han bar en lys Sommerfrakke over den ene Arm og gik med hastige Skridt ned imod Byen. Da han fik Øje paa den ventende Skare udenfor Forsamlingshuset, fremskyndede han yderligere sin Gang, og et Par Minutter efter stod han ved Indgangsdøren. Hans Ansigt var blegt trods Varmen og den hurtige Marsch; Trækkene nervøst urolige. Med tavse Haandtryk hilste han temmelig aandsfraværende paa Væver Hansen og et Par andre af de omkringstaaende Mænd, hvorpaa han straks traadte ind i Salen.

Her forstummede øjeblikkelig al Samtale. Rundt om langs Væggene strakte man Hals for at komme til at se. Med sine lange, abeagtige Arme banede Væver Hansen ham Vej gennem Mængden og førte ham op til den øverste Ende af Salen, hvor han bød ham Sæde paa Hæderspladsen, en gammel Kurvestol med hullet Sæde. Efter at der her var vekslet et Par Ord imellem dem, besteg Væveren Talerstolen og trak en Sangbog frem af sin Baglomme. Med Bogen mellem Hænderne stod han nogle Øjeblikke ganske tavs og lod Blikket glide langsomt rundt over Forsamlingen, mens der i hans Ansigt bredte sig et lunt triumferende, Provst Tønnesen helliget Smil, der blev besvaret med en forstaaende Munterhed af Mandfolkene henne ved Vinduerne og i den nederste Ende af Salen.

Endelig sagde han med sin uskyldigt lydende Stemme:

„Ja, saa skulde vi vel ha'e en Sang at begynde med, go'e Venner! Hr. Pastor Hansted har ikke noget særligt Ønske i den Henseende, saa vi kan vælge, hvad vi selv synes. Hvad skal vi saa syng'?“

Der blev fra Forsamlingen raabt paa forskellige 97| Sange. Tilsidst blev man enig om „Frem, Bondemand, frem!“

„Ja, la' vos syng' den,“ sagde Væveren med et nyt Smil. „Det er en Sang, der passer vos!“

Han gav selv med skingrende Fistel Tonen an, og straks brød Stemmerne øredøvende frem fra alle Sider. Det var ikke Sang. Det var en vild Skrigen uden Maade, en Beruselse i egen Lungekraft, der truede med at sprænge Ørehinderne.

Emanuel havde anbragt sig i Kurvestolen, hvor han sad foroverbøjet med korslagte Ben og ofte strøg sig med Haanden uroligt gennem Haaret. Han deltog ikke i Sangen og følte sig i det hele ikke rigtig vel tilmode. Den skumle, mørke Sal, de frittende Blikke, der allevegnefra mødte ham, naar han løftede Hovedet, Væver Hansens prosaiske Indledningsord og denne larmende, uharmoniske Sang havde et Øjeblik bragt ham ud af Stemning.

Desuden pintes han af, at han paa Grund af et uberegneligt Uheld ikke havde faaet Lejlighed til at meddele Provst Tønnesen sin Beslutning om at tale her. Med velberaad Hu havde han opsat indtil det sidste Øjeblik at give Provsten nogen Meddelelse herom, ligesom han havde bedet Væver Hansen ikke offentlig at bekendtgøre Mødets Afholdelse, for at det saa lidt som muligt skulde faa Karakteren af en Udæskning. Men da han, kort før han forlod Præstegaarden, i den nævnte Hensigt havde opsøgt Provsten, var denne tilfældigvis en halv Time i Forvejen taget bort for at besøge en af Nabopræsterne. Han havde da fundet det rigtigst i det mindste at bringe sin Meddelelse til Frøken Ragnhild, der imidlertid viste langt mindre Forundring, end han havde tænkt sig. Hun havde nemlig gennem Præstegaardens gamle Pige hørt et og andet om, hvad man rundt i Sognet fortalte om Kapellanen; og desuden havde forskellige af hans 98| egne Udtalelser i den sidste Tid ladet hende ane, hvad der forestod.

Men blev ikke Frøken Ragnhild forbavset, blev Emanuel selv det til Gengæld desmere — paa Grund af den ualmindelig bestemte Maade, hvorpaa Frøkenen ved denne Lejlighed havde taget Bladet fra Munden overfor ham.

„De er dog med al Deres Forsagthed et ubegribelig letsindigt Menneske,“ havde hun sagt. „Der styrter De Dem blindthen ud i noget, som De slet ikke veed, hvad er — blot fordi De ikke føler Dem tilfreds i de Forhold, hvori De i Øjeblikket befinder Dem. Det er vistnok ganske taabeligt af mig at ville forsøge paa at bringe Dem til Fornuft. Men jeg vil alligevel ikke lade være med at bede Dem alvorligt betænke, Hr. Hansted, hvilke Følger et saadant Skridt kan faa for Dem ... og for os. Naar De veed — og det veed De — paa hvilken Maade denne Væver Hansen og hans Eftersnakkere har optraadt overfor Fader, skulde man forresten synes, at det maatte være overflødigt at gøre opmærksom paa, hvor mildest talt mærkelig ... ja rentud upassende enhver Tilnærmelse til disse Folk maa forekomme ... og i Virkeligheden ogsaa er.“

Uden at give ham Tid til at svare havde hun dermed vendt ham Ryggen og forladt Stuen.

Disse Ord og navnlig Tonen, hvori de udtaltes, havde bortblæst de sidste Skæl for Emanuels Øjne. Han havde vel ingenlunde været blind for, hvad hans Optræden i Forsamlingshuset vilde kunne drage efter sig i Præstegaarden — og andre Steder. Navnlig var han fuldt forberedt paa, at hans Dage som Provst Tønnesens Kapellan herefter var talte. Men han havde dog troet, at man i hvert Fald vilde respektere hans alvorlige Overbevisning — ja han havde end ikke helt kunnet slippe et lille Haab om, at Stormen kunde ende med et mindeligt Forlig. Nu forstod han, at ethvert Forsøg paa at komme til en Forstaaelse med hinanden 99| vilde være frugtesløst; og netop derfor var det ham dobbelt pinligt, at han overfor Provsten var kommen til at fortie sin Beslutning paa en Maade, der kunde tage sig ud som Fejghed. Men derfor følte han ogsaa nu en forstærket Længsel efter for Alvor at bryde med sin Fortid og gøre sig fri. Selv i dette Øjeblik, da den mørke Sals Uhygge og Forsamlingens ringe Højtidelighed havde bragt ham ud af Stemning, brændte han af Utaalmodighed efter at komme til en Afgørelse, efter atA kaste Broen af bag sig og foretage det Skridt, der vilde bringe hans Forhold ud over enhver Tvetydighed.

Saasnart Sangen var tilende, rejste han sig og besteg Talerstolen.