X

Da Provst Tønnesen et Øjeblik efter med Allarm slog Døren op til Dagligstuen, kom Frøken Ragnhild i det samme ind fra Spisestuen med en Porcellænsskaal fuld af gule Blomster mellem Hænderne. Hun var klædt i en let Morgenslobrok, der omkring Livet var sammenholdt af en tyk Snor med lange Ender og Kvaster. Paa Hovedet sad en flad, lysegraa Filthat uden anden Pynt end et hvidt Slør, der hang hende ned ad Ryggen. Hun var som sædvanlig bleg, men op under hendes Hage kastede Blomsterne et pragtfuldt rødgult Skær, som om det var en Skaal fuld af flammende Sollys, hun bar.

„Hvad er der sket?“ spurgte hun straks ved Synet af Faderens ophidsede Udseende og standsede forskrækket foran det svære Mahognibord i Midten af Stuen.

„Ja, det maa du nok spørge om! Jeg tror saa sandelig, at Verden er gaaet aflave i denne Tid! Folk er som forheksede — komplet gale!“

„Hvad er der da sket?“

„Aa — det er saamænd hverken mere eller mindre, end at vor Ven Hr. Hansted er gaaet hen og har forlovet sig!“

Frøken Ragnhild satte Skaalen fra sig paa Bordet med en saa hastig Bevægelse, at noget af Vandet spildtes over de fremlagte Pragtværker. Hendes Kinder blev rosenrøde helt op til Tindingerne.

„Hvad siger du? ... Hr. Hansted!“

137|„Ja, saa minsandten! ... Men du vil næppe kunne gætte, hvem der er den udkaarne, Ragnhild!“

„Er det ... er det en Dame her fra Egnen?“

„Ja, her fra Egnen er hun ganske vist; men Dame kan man just ikke kalde hende. Det er nemlig Anders Jørgens Datter i Skibberup. Hvad mener du om det?“

„Aa Snak! Det er ikke muligt!“

„Ja, det maa du sandelig nok sige! Man veed virkelig tilsidst ikke, hvad man skal tænke om denne Galskabernes Tid, vi lever i. Det er næsten, som om al sund Fornuft er ved at gaa ud af Verden! ... Og overalt dette ynkelige Skrabud for Almuen, denne vanvittige Bondeforgudelse, der synes ligesom anden Pest at ligge i Luften i vor Tid. Jeg veed sandelig ellers ikke, hvordan man skal forklare, at hidtil ret fornuftige Mennesker paa en Gang og tilsyneladende uden al Foranledning bliver som besatte, ... at endog Folk blandt mine egne Studenterkammerater paa deres gamle Dage pludseligt begynder at skabe sig til Nar ved at klæde sig i Vadmel, tale bondsk og lade deres Døtre malke Køer? ... Og nu dette! Det er jo komplet Galmandsværk! Og du skal se, Ragnhild — det bliver endda ikke herved! Dette er blot det første Udslag af Fjanteriet. Der vil følge andre efter! Hr. Hansted har allerede i den Grad mistet al sund Sans og Samling, at han som alle indskrænkede Personer, der bliver grebne af noget nyt, har faaet den Ide om sig selv, at han har en Mission at udføre her. Han vil være den ny Tids Profet hos os, stifte Parti, gøre Optøjer kort og godt, ... saadan som det er Mode i vore Dage!“

Frøken Ragnhild havde med en Søvngængers mekaniske Bevægelser løst Hatten af sit Hoved og var gaaet hen til Vinduet. Ligesom overvældet af Træthed havde hun her sat sig ned paa en Stol og givet sig til at betragte Hønseflokken ude i Gaarden.

„Nu ja —,“ udbrød hun i ligegyldig Tone, da hun mærkede, at Faderen var begyndt at iagttage hende. 138|„Paa en Maade er dette vel kun, hvad man maatte vente efter den Retning, Hr. Hansteds hele Udvikling i den senere Tid har taget. Det har jo længe været at mærke paa ham, at det vilde bære henimod noget saadant.“

„Ja, det er netop det, jeg ikke helt kan lade være med at bebrejde mig, Ragnhild! Jeg burde straks fra Begyndelsen have taget om ham med fastere Haand. Hvem veed — maaske havde han da staaet til at redde. Jeg fik jo hurtigt en Mistanke ... men han var dog et voksent Menneske, og det er sandelig vanskeligt at behandle en Mand som syg, før man har ganske sikre Beviser paa Sygdommen ihænde. Men nu er der for mig ikke længer nogen Tvivl ... han er gal, komplet forskruet! Naar jeg tænker tilbage, kan jeg jo følge Sygdommens Udvikling Skridt for Skridt lige fra det Øjeblik, han betraadte vort Hus. Det er Moderens Vanvid, der slaar ud igen i Sønnen. Hun havde nok, efter hvad jeg har hørt, i sin Ungdom en ganske lignende Snært af Ligheds-Raptussen fra otteogfyrre og gjorde engang ligefrem Skandale paa et offentligt Møde ved en fuldkommen revolutionær Tale. Og — ja, er det nu ikke mærkeligt? — ovre hos Pastor Petersens, fra hvem jeg i det hele har det meste af min Viden om hende, fortalte de mig forleden, at det skal være netop her — i vor egen Nærhed — at hun i sin Tid søgte at praktisere sine vilde Ideer. Hun skal nemlig have været det egentlige Ophav til den Højskole derovre i Sandinge, som jo ogsaa vi hovedsagelig skylder al vor Uro i Sognet. I saa Fald kan man med Sandhed sige, at Hr. Hansted nu er bleven et Offer for sin Moders Ungdoms-Daarskaber. Men saadan gaar det!“

Frøken Ragnhild hørte ikke længer Faderens Ord, ja hun mærkede det næppe, da han omsider standsede sin Talestrøm og forlod Stuen. Hun forstod egentlig ikke, at denne Forlovelse kunde gøre et saa stærkt 139| Indtryk paa hende, aldenstund hun var sig bevidst ikke selv at lide nogen Skuffelse i Anledning af den. Hendes Interesse for Hr. Hansted havde tværtimod i den sidste Tid været stærkt i Aftagende, og det hævede ham just ikke i hendes Øjne, at han nu var gaaet hen og havde forelsket sig i en Bondepige. Alligevel var det, som om der ved denne Begivenhed var slukket endnu et Lys i hendes Tilværelse; som om der var bleven endnu et tomt Rum indeni hende. Hun mistede jo dog med Kapellanen en Omgangsfælle, der paa en Maade var hendes eneste, og en forstaaende Lidelsesfælle i sin Ørken-Ensomhed og Melankoli ... Var det mere?

... Imidlertid befandt Emanuel sig paa Vejen til Skibberup. Solen skinnede, og han gik rask til med faste, beslutsomme Skridt. Det stormende Møde med Provsten og bagefter Synet af det solbestraalede Foraarslandskab havde brat gjort Ende paa de Selvanklager, hvormed han havde pint sig i den lange, søvnløse Nat. Han følte sig atter stolt og lykkelig i tryg Bevidsthed om med sin unge Kærlighed at have overvundet den sidste Rest af gammel Fordom. Det syntes ham da ogsaa, at baade Solen og Engenes vilde Blomster smilede ham imøde, ja at selv Køerne paa Marken i Forbifarten tilnikkede ham et: „Til Lykke!“