XI

Heller ikke Hansine havde lukket et Øje den hele Nat. I halvt forvildet Tilstand var hun om Aftenen naaet til sit Hjem, hvor hendes Forældre lykkeligvis allerede var gaaet til Ro, saa hun kunde snige sig ind i sit Kammer og klæde sig af, uden at nogen saae hende. Skønt den Tanke, at en ung Præst eller Folketaler en Gang — ligesom Prinsen i Eventyrene — vilde krydse hendes Vej, fatte Kærlighed til hende og løfte hende som sin Hustru op over Bondens jordbundne 140| Liv til en Flugt mod Aandens lyse Højder, ingenlunde var hende fremmed, idet den havde tilhørt hendes Drømme fra den allerførste Gang, hun som halvvoksen var tilstede ved et af de store Vennemøder ovre i Sandinge; og skønt det virkelig var sandt, hvad hendes Veninder paastod, at denne hendes Drømmes Helt i Vinterens Løb mere og mere havde antaget Kapellanens Skikkelse, havde hun under Mødet med Emanuel ikke et Øjeblik troet, at hans Ord kunde være andet end et Udtryk for Medlidenhed, et Forsøg paa i hans Egenskab af Præst at trøste hende og tale hende tilrette. Derfor ønskede hun nu, at hun maatte dø. Hele Natten laa hun og rystede under Dynen af Angst for Dagens Komme, fordi hun ikke forstod, hvorledes hun skulde faa Mod til igen at se Mennesker, efter at hun saa forsmædeligt havde røbet sin dyre Hemmelighed.

Alligevel, da det lysnede mod Dag og Fuglenes søvndrukne Pippen begyndte at høres i Haven udenfor hendes Vindu, blev hun roligere. Hun gav sig til med mere Samling at gennemtænke, hvad Kapellanen havde sagt, og hvorledes i det hele alt var gaaet for sig. Og jo mere levende hun nu i Erindringen genkaldte sig Aftenens Begivenhed, des mere Vold maatte hun anvende mod sig selv for at skyde den Tanke fra sig, at Kapellanen virkelig havde bedet hende om at blive hans Hustru. Hun huskede det kærlige Tonefald, hvormed han havde spurgt, om hun holdt af ham, og hvorledes han havde taget hendes Haand og trykket den til sit Bryst ... Det blev hende mere og mere umuligt at bortforklare hans Frieri.

Og næppe var hun staaet op, før hun fik Vished. Af Egnens Kludekræmmerske fik hun et Brev stukket ind gennem Vinduet, netop som hun stod og redte sit Haar; og hun behøvede blot at kaste et Blik paa Udskriften for at vide, fra hvem det var. Der stod: „Til Jomfru Hansine Andersdatter“. Indholdet bestod kun af en eneste Linie:

141|„Jeg kommer i Formiddag og taler med dine Forældre.

Dette Brev bragte hende atter helt fra Fatningen. Hun blev siddende paa Sengekanten med Hovedet mellem sine Hænder og vidste i sin Fortvivlelse ikke, hvad hun skulde gribe til. Havde hun dog blot aldrig fulgt Ane langs Stranden — tænkte hun — saa var denne Ulykke maaske ikke sket!

Hun besluttede at betro sig til sin Moder. Efter at have fuldført sin Paaklædning og gjort sig Umage for at udviske Sporene af Nattens Kampe gik hun ud i Køkkenet.

Else, der var beskæftiget med at tænde op i Komfuret, udbrød straks ved Synet af hende:

„Herre Gud, mit Barn! Hvad er der paafærde?“

Hansine vilde i Begyndelsen ingenting sige og gav sig til at tage Mælkefade ned fra „Rækken“. Men da Moderen blev ved at trænge ind paa hende, ja tilsidst gjorde sig næsten vred og tog hende i Armen for at faa hende til at tale, begyndte Hansine paa sin sædvanlige butte Maade at fortælle, at hun om Aftenen havde truffet Kapellanen nede ved Stranden, og at han — at han — —

Længere kunde hun ikke komme.

„Naa, hvad han? Saa fortæl dog, bedste Barn!“ sagde Moderen.

„Han har .... har friet til mig!“ brød hun endelig ud og kastede sig i det samme over Ryggen af Køkkenstolen under en stum Hulken.

Moderen foldede i Forfærdelse Hænderne over Ildklemmen og kunde længe ikke tale.

„Det er da ikke sandt, Hansine?“ sagde hun endelig, næsten hviskende — som havde Talen været om en tilstaaet Forbrydelse.

Da Datteren ikke svarede men blot blev ved at hulke stumt, tilføjede hun stadig mere bleg og halvt grædefærdig:

142|„Det er jo dog noget saa rent ubegribeligt, Hansine! ... Om jeg da kan forstaa, hvordan det kan være gaaet til! Hvem skulde dog kunnet tænke, at det kunde gaa saa galt! ... Hvad vil vel Folk mene om det? Det er jo rent forskrækkeligt!“

I det samme kom Anders Jørgen stampende ind ude fra Gaarden med to Blikspande for at hente Mælk til Kalvene.

„Hvad er her tiltorvs, Godtfolk?“ udbrød han morgenlystig og holdt Spandene ud fra sig i stive Arme.

Da han langt om længe af Elses stammende Beretning havde forstaaet, hvad der var paafærde, satte ogsaa han et højst betænkeligt Ansigt op. Han havde nemlig en Gang for alle gjort sig det til Vane at antage sin Kones Miner, — men igrunden stod det ham ikke ganske klart, hvad her var at græde for. Han skulde snarere have været tilbøjelig til at betragte det skete som en lykkelig Himlens Tilskikkelse; men han vogtede sig altid vel for at røbe Meninger, som Else ikke først havde godkendt, fordi han overhovedet ikke havde synderlig Tillid til sin egen Dømmekraft.

Nu stod han der med sine underlig døde, blaahvide Øjeæbler og stirrede i betuttet Raadvildhed frem og tilbage fra Moder til Datter. Og da ingen af dem sagde noget, faldt der ham ud af Munden:

„Jamen ... jamen, Hansine! Hvordan i Alverden er dette hersens dog kommet?“

„Det veed jeg ikke,“ sagde endelig Hansine, halvt uhørligt. Hun hvilede endnu Hovedet paa sin Arm men havde holdt op at græde. Forældrenes samstemmende Beklagelser begyndte at krænke hende.

Men nu nærmede Moderen sig og lagde varsomt sin Haand paa hendes Skulder.

„Jamen, sig mig dog, Hansine ... holder du da ogsaa af ham?“

Først svarede hun ikke; men da Moderen gentog 143| sit Spørgsmaal og samtidig lod sin Haand stryge med et ligesom tilgivende Kærtegn ned over hendes Haar, mumlede hun:

„Det gør jeg vel nok.“

„Ja, for det er da endelig det, det kommer an paa, mit Barn, at I bægge tror, det kan blive til Lykke for Jer. For skønt det jo rigtignok er helt underligt for en anden at tænke paa, saa — naar det nu en Gang er blevet saadan — saa kan man jo kun bede Vorherre om at lægge sin Velsignelse til.“

„— sin Velsignelse til,“ gentog Faderen hurtigt; det begyndte at lysne til Smil i hans Ansigt.

„Naar nu bare Folk ikke vil se for ilde til det, ... det er det, jeg frygter mest,“ vedblev Else. „Det fejler vel næppe, at der vil komme til at gaa en Del ond Snak om det; og kanske er der endogsaa dem, der lige ud vil mene, at vi har været med til at lave alt detteherre med Kap'lanen, bare for at lokke ham til vos. Men det faar man jo se at komme over.“

„Aa, man kan vel ikke ha'e saa meget at snakke om,“ prøvede Anders Jørgen forsigtigt. „Folk kender jo da nok Kap'lanen nu.“

Else plejede ikke at høre synderlig efter, hvad han sagde; og heller ikke nu lagde hun Mærke til hans Tale men blev staaende tavs og saae med bekymret Tankefuldhed paa Datteren, der stadig ikke rørte sig.

Efter en Stunds Forløb sagde hun, halvt undseligt:

„Ja saa kommer han ... din ... jeg mener Kap'lanen, maaske her idag?“

„Han kommer i Formiddag,“ mumlede Hansine.

„Ja, saa maa vi se at komme til Arbejdet. Her skulde dog se lidt ordentligt ud, til han kommer. Han skulde dog ikke gerne mærke andet, end at han var velkommen ... Du, Anders, maa ogsaa hæge dig lidt, naar du har givet Kvæget.“

„Jeg?“ sagde den gamle Mand forbavset og saae 144| ned ad sin graa, lappede Vadmelsdragt, hvor Avner og Hakkelsestraa hang og dinglede i den lodne Lu. —

Det blev en travl Morgen. Da det var Mandag, laa der meget ubesørget Arbejde fra den foregaaende Hviledag. Der var stillet Fløde til Syrning for at kærnes, et Kar Valle skulde ostes og en halv Gris nedsaltes. Endda havde de Vasketøj paa Bleg, og i Stalden stod en syg Ko, der skulde malkes hveranden Time.

Else, der forstod, at hun ikke kunde gøre synderlig Regning paa Hansines Hjælp, og som da heller ikke nænnede at lægge Beslag paa hendes Tanker, sendte Bud efter en Husmandskone, som ogsaa straks indfandt sig. Til denne vovede hun alligevel ikke, da det kom til Stykket, at fortælle Nyheden, skønt Konen flere Gange nysgærrigt frittede og tilsidst rent ud spurgte, om der ventedes fremmede til Huset.

„Ja, der kommer kanske nok et Menneske,“ svarede Else undvigende og gik ned i Saltekælderen.

Imidlertid havde Hansine opsøgt sin Broder Ole ude i Stalden og bedet ham om at løbe ud i „Lunden“ til Ane og sige hende, at hun endelig maatte komme hen til hende straks, da hun absolut skulde tale med hende endnu i Formiddag; og skønt Ole ikke begreb et Muk af, hvad der foregik, lovede han at bringe Beskeden i rette Hænder og saaes et Øjeblik efter i fuldt Firspring ude over Bakkerne.

Mens Hansine i Uro ventede paa sin Veninde, satte hun sig ind ved Vinduet i sit Kammer og stirrede ud i den lille skyggefulde Have, hvor de ægformede Solpletter krøb hen over Græs og Gange i deres Sneglevandring fra Vest til Øst. Hun forstod det ikke, at Verden saaledes gik sin daglige Gang, som om intet var sket. Der gik Hønsene roligt og skrabede i Jorden under Stikkelsbærbuskene, og Skaderne fløj sladderagtige fra Trætop til Trætop, ganske som igaar. Henne bag Diget saae hun den solbeskinnede Ryg af det gamle, brune Øg, der stod ubevægelig med sænket Hoved og 145| lod sig gennembage; og hun kunde ikke lade være at tænke paa, hvor saadan et Dyr igrunden havde det godt. Det havde ingen Sorger, ingen Ængstelser, det kendte ikke denne forfærdelige Beklemthed, der fik Hjertet til at banke, saa hele Legemet smertede.

Endelig kom Veninden. Under mange forlegne Omsvøb og megen Kamp med Taarerne betroede Hansine hende henne paa Sengekanten, hvad der den foregaaende Aften var sket, og at hun kunde vente sin Forlovede hvert Øjeblik. Ane blev ikke nær saa forbavset, som Hansine havde troet. Hun omfavnede hende straks under et stormende Udbrud af Henrykkelse og Stolthed og paastod frejdigt, at det altsammen var noget, hun havde tænkt sig for længe siden. Overhovedet — tilføjede hun — var det af den Slags Ting, der saamænd ikke vilde blive saa ualmindeligt herefterdags, da Lighed og Folkelighed nu blev præket allevegne, saa for den Sags Skyld skulde Hansine ikke gøre sig Bekymringer.

Men Hansine var ikke saa let at berolige. Hun vedblev at være adspredt og foer ængstelig sammen ved hver Lyd ude fra Gaarden; — Tiden nærmede sig, da Kapellanen kunde ventes.

„Jeg tror, for Dyden, at den Kap'lan halvt har skræmmet Livet af dig!“ udbrød Ane leende. „Jeg kan jo slet ikke kende dig igen. Er det virkelig dig, der aldrig før skulde blinke med en Øjenvippe, om man saa stak dig med Stoppenaale!“

„Ja, du har let nok ved at snakke, du!“ sagde Hansine og rejste sig. „Jeg maa vist gaa ind i Stuen nu ... Du maa helst komme med,“ tilføjede hun ganske modfalden, da hun var naaet hen til Døren.

En Timestid tilbragte de to Veninder inde i Dagligstuen, hvor Hansine havde sat sig til at sy for at bekæmpe sin Beklemmelse, mens Ane sad i Ovnstolen med Hænderne foldede om det løftede Knæ og oprullede 146| fantastiske Billeder af den Fremtid, der nu ventede Hansine.

„Man skal vel egentlig til at kalde dig for Frøken nu,“ skæmtede hun. „Frøken Hansine Andersen, — det lyder jo nok saa gævt.“

„Aa, ti dog stille, du!“

„Ja, saadan har du nu Raad til at snakke, fordi du skal blive Præstekone. Men hvad skal der blive af et andet stakkels Menneske? Der kommer nok ingen Kap'lan og vil være god Ven med mig. Jeg maa nok være kisteglad, om jeg kan slippe til at faa en gammel Degn eller en skrutrygget Skomager — —“

Det rykkede paa en Gang i dem bægge. Der hørtes Støvletrin udenfor paa Stentrappen.