XIII

Anders Jørgen og Emanuel gik først ud i Hestestalden, der laa i en nybygget Længe lige overfor det bedagede Vaaningshus. Her stod to store, røde Hopper og et loddent Aarsføl, der alle begyndte at rasle med Grimeskafterne og „gumre“ nede i Krybberne med denne hule, hyggelige Lyd, hvormed Heste modtager kendte Folk i Stalden.

150| Med en Livlighed, der vakte Emanuels største Forbavselse, gav Anders Jørgen sig til at gøre omstændelig Rede for Dyrenes Alder, Karakter og Stamtræ. Med særlig Stolthed fortalte han, at „Tøsen der“ — han mente Føllet — var en direkte Ætling af den berømte Stærkodder II, der tre Aar itræk havde taget første Præmie ved Hingsteskuet i Roskilde, og som i det hele kunde bedække sit Bryst med flere Hæderstegn og Æresmedailler end nogen Fyrste.

Emanuel hørte opmærksomt paa ham og besaae med Interesse de forskellige Indretninger i Stalden og i den tilstødende Skære- og Tærskelo. Han undersøgte Hakkelsekniven og Rensemaskinen, udspurgte om de enkelte Skruers og Tandhjuls Betydning og lod sig i det hele grundigt indvie i disse Landbrugets Mysterier, som han ikke havde været paa nært Hold, siden han som Barn havde besøgt en Onkel paa en Herregaard ovre i Jylland.

Da de kom ind i Kostalden, fængsledes hans Opmærksomhed dog mest af en Fuglerede, der var klinet op under en af de spindelvævsbesatte Loftsbjælker, og hvorfra et Svalepar fløj ud, idet han traadte ind.

„Nej, se dog!“ udbrød han henrykt.

Anders Jørgen, som mente, at et saa begejstret Udraab alene kunde gælde hans Kvægbestand, lod med et fornøjet Smil sin Haand falde tungt ned paa Bagen af en mægtig Fedeko og sagde:

„Ja, her skal Kap'lanen se et Stykke Kyd!“

Køerne var nemlig Anders Jørgens Kælebørn, og som Kvægopdrætter og Kvægfeder havde han vundet noget af et Ry i Egnen. Han huskede nøjagtigt, hvor meget hver af hans syv Køer havde malket og vejet i al den Tid, han havde haft dem i sin Stald. Han vidste paa sine Fingre, hvor mange Pund Klid, Skraa, Halm og Rapskager de havde fortæret, og hvorledes Forholdet i de sidste tyve Aar havde stillet sig mellem Smør-, Kød- og Foderpriser — og om alt dette udbredte 151| han sig nu med stor Tungefærdighed, idet han tillige gav en næsten videnskabelig Forklaring af den nymodens Kraft- og Staldfodring, af hvilken han viste sig at være en lidenskabelig Tilhænger.

Emanuel hørte paa ham med stigende Forbavselse. Denne lille, halvblinde Mand med det kejtede Væsen, som han hidtil havde anset for lidt af en enfoldig Pusling, stod her foran ham fuld af Iver og forfægtede selvstændige Anskuelser, aabenbarede en Indsigt, udfoldede en Sagkundskab, der ganske overvældede ham. Og i sit stille Sind tog han heraf en ny Bekræftelse paa, at meget af den Miskendelse og Uret, hvorunder Bønderne alle Dage havde lidt og endnu led, alene skyldtes Mangel paa ret Forstaaelse af dem. Det gik i disse Øjeblikke tilfulde op for ham, hvor ganske nødvendigt det var — ogsaa for dem, der vilde virke som Præster mellem disse Folk — at slutte sig til dem helt og holdent for at vinde deres Fortrolighed.

Anders Jørgen, der følte sig smigret ved Emanuels Interesse for hans Bedrift, blev mere og mere snaksom. Han førte ham efterhaanden rundt gennem alle Udlænger og Udhuse, viste ham Havreboden, den lukkede Hestegang, tog ham med ind i Faarestien, ned i Roekælderen, — og Emanuel fulgte overalt uden Modstand. Tilsidst, da de kom ind i Svinehuset, og Anders Jørgen i sin Ivrighed vilde have ham med over Indhegningen, for at han kunde føle Svinene paa Flæsket, blev det dog Emanuel for meget. Han lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde:

„Tak, kære Anders Jørgen — men det, tror jeg, jeg maa bede om at have tilgode til en anden Gang.“

I det samme viste ogsaa den hvidblonde Ole sig for at mælde, at Middagsmaden var færdig. Emanuel hilste kammeratligt paa sin tilkommende Svoger og tog ham for første Gang nøjere i Øjesyn, — det var en køn, frisk, femtenaarig Knøs, lidt lille ligesom Hansine og med et endnu ganske barnligt Ansigtsudtryk.

152|„Vi to skal blive Venner!“ sagde han og kneb ham i den æblerøde Kind.

Fyren stirrede maabende op paa ham og derefter hen paa Faderen; og saa saare Emanuel slap ham, løb han, alt hvad han kunde, bag om Ladelængen og ind i Bryggerset, hvor han grinende fortalte Husmandskonen, hvad Kapellanen havde sagt. Men Konen, som efterhaanden havde faaet Færten af, hvad der var paafærde, trak Munden op til Ørene og sagde:

„Du er en rigtig Fjerding, Ole! Kan du da itte begribe, hvad her gaar for sig!“

I samme Øjeblik begreb Ole det. Rød som det dryppende Blod stirrede han op paa Konen, vendte sig derpaa tavs omkring og løb sin Vej. Da Moderen lidt efter traadte ud paa Stenflisen og raabte ham ind til Maden, svarede han ikke; og under hele Maaltidet lod han sig ikke se.

Inde i Stuen var Bordet dækket med ren, hvid Dug og blomsterbemalede Lertallerkener. Pladsen for Bordenden var forbeholdt Emanuel. Han havde straks søgt at faa Hansine til at tage Plads ved hans Side, men han opdagede snart, at det vilde være stridende mod god Bondeskik, om Husets Datter satte sig ved Bordet, saalænge Gæsterne spiste. Saa maatte han nøjes med at nikke til hende, naar hun bar ud og ind fra Køkkenet.

Retterne var for Emanuels Vaner ret tarvelige, og han vidste end ikke, at Risengrød og speget Flæsk med Røræg i Bønderhjem betragtedes som Højtidsmad. Aldrig havde alligevel et Maaltid forekommet ham festligere end dette. Solen kastede sine Guldskiver midt ind over Dugen, og han syntes, at han nu først var kommen rigtig ud paa Landet. Gennem Forstuedørene, der var aabnede, strøg en frisk Duft af Hø og Stald ind fra Gaardspladsen; og paa de milde Luftstrømme gled snart en hvid Sommerfugl ind — ligesom et lille Skib for fulde Sejl — snart en travl Humlebi, der brusede 153| frem som en Luftens Damper og et Øjeblik fyldte Stuen med sin vrede Summen, før den foer ud igen.

Tilsidst viste ogsaa Hønsene sig i Flok, hidlokkede af Skeernes og Gaflernes Raslen. En for en hoppede de husvante ind over Tærskelen og begyndte straks at opplukke de tabte Krummer fra Lergulvet under Bord og Bænk. Kun den store, knejsende Hane blev staaende udenfor i Forstuen og smaaklukkede som en aarvaagen Inspektør, paa een Gang opmuntrende og advarende.

.... Efter den søvnløse Nat og Dagens mange Sindsbevægelser følte Hansine sig saa træt, at hun, da Maaltidet var tilende, maatte gaa ind i sit Kammer og hvile sig lidt.

Dette var en haard Skuffelse for Emanuel, der havde længtes efter endelig at komme til at tale med hende i Enrum. I en Timestid maatte han nu nøjes med Elses Selskab, idet ogsaa Anders Jørgen saae sit Snit til at liste sig bort for ovre i Loen at tage sig sin sædvanlige Middagsskraber med en Træsko til Hovedpude.

Paa Bønderkoners Vis førte Else nu Emanuel rundt i hele Huset. Hun viste ham baade Køkken og Bryggers — hvor den smilende Husmandskone lykønskende rakte ham en pjaskvaad Haand — og førte ham ned i Salte- og Mælkekælderen, hvor hun til Ære for ham lod et Parti friskkærnet Smør nedslaa i en Drittel. Tilsidst gik de ind i „Salen“, et stort, blaakalket Rum, der laa for sig selv paa den anden Side af Forstuen. Af Møbler fandtes her kun et dobbelt Klædeskab og tre store, grønmalede Kister, hvori Husets Forraad af Linned, Dækketøj og gamle Familieerindringer laa forvarede. Else aabnede Kisterne en efter en, og Emanuel saae her mange Ting, der vakte hans højeste Interesse. Der var aarhundredgamle Brudeskjorter, Brystsmækker og „Hængklæder“, kunstfærdigt overbroderede og med indvævede Navne og Aarstal, der havde kostet Aaringers Arbejde; desuden gamle Gyldenstykkes Hovedtøjer og 154| perlestukne Huer, der havde tilhørt Forfædrenes Bryllupsdragter; Bønnebøger, Skospænder, Brystkæder og Sølvknapper.

Else selv var mest optaget af at fremvise sin gennem mange Aar opsparede Beholdning af Lærreder, Vadmel og spunden Uld; thi denne udgjorde — hvad Emanuel ikke tænkte paa og heller ikke vilde have forstaaet — Børnenes hovedsageligste Medgift, idet Gaarden var en Fæsteejendom paa tre Mænds Levetider, hvoraf Anders Jørgens var den sidste.

„Ja, dette er nu, hvad vi har faaet samlet,“ sagde hun, mens hun fremtog Stykke for Stykke af sine Skatte og strøg ligesom kærtegnende hen over dem med Haanden. „Det er jo kanske ikke saa meget, for Anders og jeg blev jo sent gifte, og de første Aaringer var det kun smaat med Udkommet, saa der var ikke stort at lægge tilbedste. Vi har jo ogsaa mangen Gang haft Uheld baade med Kvæget og Høsten, saa vi maa vel endda være glade til, at vi dog er kommen saa vidt, som vi er. Den Gang jeg fik Tanker til Anders, spaaede min Moder mig rigtignok baade Fattigkassen og al Elendighed, men Vorherre vilde det nu alligevel anderledes med os, og vi har ham meget at sige Tak for.“

Hendes Syslen med disse mange hengemte Sager genvakte allehaande gamle Minder hos hende, og hun begyndte af sig selv at fortælle om, hvorledes Anders og hun i deres Ungdom havde fundet hinanden, mens de tjente igaarde sammen i et af Nabosognene. Opfyldt af Beundring hørte Emanuel paa hendes halvt skæmtende Beretning om, hvorledes de i femten Aar havde maattet tjene hos fremmede og udstaa alle Slags Genvordigheder, før de i Fællesskab havde faaet sammensparet saa meget, at de kunde fæste Bo; — og han følte i dette Øjeblik en ny Glæde ved at tænke paa, at han kunde blive dette gamle, stræbsomme og trofaste Ægtepar en Trøst og Støtte i deres Alderdom.