© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Da Købmand Villing Søndagen efter Mødet i Skibberup Forsamlingshus om Morgenen aabnede sin Bod, stod der nedenfor Stentrappen den sædvanlige lille Forsamling af pjaltede og forkomne Skikkelser, Mænd og Kvinder, der med tomme Flasker skjulte under Frakker og Forklæder i Utaalmodighed havde ventet paa, at Døren skulde blive aabnet. Med en tavs og sky Morgenhilsen smuttede de een efter een ind bag Købmandens Ryg og lagde med rystende Hænder deres irrede Kobberskillinger paa Disken, mens Butiksdrengen fyldte Flaskerne henne ved Brændevinsankeret; hvorpaa de lige saa stille listede ud og hastede bort — hver sin Vej over Markerne.
Imidlertid var Villing bleven staaende udenfor paa Dørflisen i broderede Morgensko og med en graa Lærredskasket trykket ned paa sit store, fede Hoved. Hans Tommelfingre hang i Vestens Ærmegab; de øvrige Fingre trommede paa hans Bryst, mens hans spejdende Blik foretog sin sædvanlige Morgenvandring rundt i Byen, luskede omkring i Gaardene og sneg sig ind i Afkroge ligesom en Ræv efter Bytte. Han kunde fra sin Dør 159| overse næsten hele Byen, kunde lugte, hvad der blev kogt og stegt paa alle Komfurerne, og øjeblikkeligt afgøre, om Kaffebønnerne eller Krydderierne var købt i hans Butik. Vejlby bestod nemlig kun af syv-otte Gaarde og nogle faa Smaahuse. Gaardene var alle nye og alle opførte efter en og samme Tegning, byggede af samme Slags nøgterne gule Sten, med en lang, kedelig Vinduesrække ud imod Gadekæret, en høj Cementsokkel og et Skifertag. Foran eller ved Siden af hver Gaard fandtes en Strimmel Have med nyplantede Træer, der lignede lange Fejekoste og hverken gav Læ eller Skygge. En Ildsvaade havde for nogle Aar siden paa en eneste Nat lagt hele Byen i Aske og kun sparet Kirken, Præsteboligen og et Par Smaahytter, der laa lidt højere end den øvrige By.
Skønt Klokken ikke var mere end syv, brændte Solen ganske hedt. Der var ikke en Sky paa Himlen, og ved det mindste Vindpust rejste der sig en Taage af Støv over Byen og de tilstødende Marker. Græsset paa Havedigerne og Præstegaardens høje Tjørnehegn, der vendte ud imod Vejen, var saa tilrøget af Støv, at det saae ud, som om det var hvidtet; og i det lille stensatte Gadekær var Vandfladen overtrukken med en olieagtig Hinde, der under Solens Straaler spillede i Regnbuens Farver. Inde i en af Portene stod en Mand og pudsede Seletøj; ved Gavlen af en anden Gaard var en Karl ifærd med at banke og børste sine Helligdagsklæder. Rundt om sporedes Søndag-Morgenens festlige Travlhed.
Købmand Villing sendte idelig bekymringsfulde Øjekast op til Præstegaarden, hvis røde Tegltage lyste majestætisk mellem Parkens høje Trækroner. Vidste han bare, hvad der idag vilde ske! Han havde gerne givet hundrede Kroner til de fattige for at faa Lov til at kigge blot et halvt Sekund ind i „Fremtidens dunkle Kaos“ — saaledes som han i Tankerne udtrykte sig, fordi han overhovedet havde en Svaghed for højtidelige 160| Talemaader. At det virkelig var Provst Tønnesens Hensigt nu at opbyde al sin Magt for at kue Oprørsaanden i Menigheden, derom kunde der ikke længer tvivles, efter at han forleden ved Opslag paa Smedenes Porte havde bekendtgjort, at han fremtidig agtede selv at tale i bægge Kirkerne, denne Dag først i Skibberup. Men vilde det lykkes ham? Havde Forblindelsen ikke allerede vundet en saadan Udbredelse, at al Modstand var forgæves?
For syv Aar siden havde Købmand Villing nedsat sig her i Sognet, og han havde aabnet sin „Kolonial-, Speceri-, Delikatesse- & Diverse-Handel, en gros & en detail“ med det bestemte Forsæt, at han — for sin Handels Skyld — aldrig vilde blande sig i Befolkningens Stridigheder. Med en Beskedenhed, af hvilken man i bægge Lejre havde ladet sig stille tilfreds, erklærede han den Gang overfor enhver, der søgte at tilegne sig ham for sit Parti, at han „kun var en simpel Købmand“, der meget vel indsaae, at han her i Sognet alene havde den underordnede Opgave at skaffe Befolkningen saa reelle og prisbillige Varer som muligt og ved prompte Ekspedition og lette Afviklingsvilkaar at tilfredsstille de Kunder, der vilde beære ham med deres Tillid. Men efter at Væver Hansen ikke desmindre for et Par Aar siden havde faaet oprettet en saakaldet „Forbrugsforening“ i Skibberup og derved berøvet ham mere end hans halve Kundekreds, havde han pludselig indset, til hvilken Fordærvelse den ny Tids megen Folkeoplysning førte, og at det for alle retsindige Borgere nu galdt om at slutte sig ubrydeligt sammen for at værne Landet mod den vankundige Almues Anmasselser. I sine mismodige Øjeblikke saae han i Aanden, hvorledes Skibberuppernes forbryderiske Selvraadighed vilde brede sig ud over Egnen, ja over det ganske Land; hvorledes Forbrugsforeninger og Andelsforetagender vilde skyde op som giftige Paddehatte i hver en By, medens gamle, paa Faguddannelse og Sagkundskab 161| grundede Forretninger ubarmhjertigt tilintetgjordes. Hvorledes stod det ikke allerede til i det offentlige Liv? Trængte ikke der Bønderne sig frem overalt og tiltvang sig Styret? Ovre i Kyndby havde de forleden kastet to Proprietærer, ja endog en Jægermester ud af Sogneraadet og i disses Sted valgt tre Mænd, der næppe kunde skrive deres Navne. Og inde i Rigsdagen? Gud bedre det! Bønder og Bønder og ikke andet end Bønder!
Naar Samtalen i Villings Butik nu faldt paa Skibberupperne og deres Fremfærd, og især naar der blandt de Tilstedeværende fandtes nogle af de smaa Boelsmænd ude fra Overdrevet, der mistænktes for at nære begyndende Tilbøjeligheder for Væver Hansens Forsamlingssal, optraadte han straks som deklamerende Agitator.
„Jeg er sandelig ingenlunde nogen Fjende af Friheden,“ udbrød han, idet hans blege Ansigt straks blev rosenrødt af selvbehagelig Iver. „Jeg mener blot, at man overalt skal respektere Sagkundskaben. Ikke sandt — Sagkundskaben, mine Herrer, det er den, vi i alle Forhold skal og bør underkaste os. Det maa dog vist enhver forstandig Mand indrømme. Naar man vil købe sig et Par Briller, gaar man dog ikke ind til en Skrædder, og naar man vil have en Tand trukket ud, søger man en Læge og gaar ikke ind til en Prokurator eller en Skorstensfejer. Har jeg ikke Ret i disse mine Argumentationer?“ udslyngede han og tog samtidig et dybt Greb i sin ene Bakkenbart, hvilken han derpaa hastigt snoede om en Finger, mens hans Blik gled tungt henover Tilhørerne. Derefter fortsatte han: „Naar nutildags enhver Arbejder mener, at han forstaar sig paa at drive Købmandshandel, eller naar den første den bedste Haandværker tror om sig selv, at han er istand til at være Sjælesørger for sin Næste — er dette da ikke lige saa bagvendt, som om en Grosserer pludseligt vilde nedsætte sig som Væver, eller en Præst 162| give sig til at hugge Sten ved Vejene — og ser man vel nogensinde det?“ Atter en Kunstpavse og et triumferende Blik, under hvis Vægt de overbeviste Boelsmænd beskæmmet sænkede deres Øjne mod Gulvet. „Og hvad bliver Følgen? Hvad er det f. Eks. for Varer, disse saakaldte Brugsforeninger byder deres Kunder? Lutter Udskudsting naturligvis, ... halvfordærvede Sager, som ingen Grossist vilde vove at byde en udlært Købmand. Vil de Herrer f. Eks. behage at kaste et Øje paa disse Risengryn, af hvilke jeg nylig har faaet et større Parti hjem. Jeg gad nok se den Brugsforening, der er istand til at levere en saadan Vare. Ikkesandt! Betragt kun nøje hvert enkelt Gryn. En enestaaende Kvalitet. Lutter Fedme, lutter Næringsværdi! .... Ønsker maaske nogle af de Herrer et Par Pund til Prøve?“
Købmand Villing havde saaledes i det sidste Par Aar hørt til Provst Tønnesens svorne Tilhængere. Han havde indset, at med denne Mands Magt og Myndighed i Sognet stod og faldt hans egen Eksistens her. Efterretningen om Kapellanens Forlovelse havde derfor ramt ham som et Næveslag for Brystet; han havde bogstavelig maattet snappe efter Luft. Det stod ham øjeblikkelig klart, at Skibberupperne hermed havde faaet Trumf Es paa Haanden. Rigtignok forlød det, at Provsten havde indgivet en Klage over Kapellanen til Bispen og hos denne anmodet om Hr. Hansteds øjeblikkelige Forflyttelse; men man kunde sige sig selv, at Skibberupperne ikke vilde lade denne Udæskning ubesvaret. Efter nogles Paastand skulde Væver Hansen da ogsaa med sit sædvanlige skadefro Smil have ytret, at nu blev der ikke Fred i Sognet, før Provsten var jaget ud af Vejlby Præstegaard, — og hvad Væveren smilende lovede, plejede han at holde.
Med en mismodig Hovedrysten gik Villing ind i sin Butik, hvor han efter Sædvane lod sit onde Lune gaa ud over Butiksdrengen, et magert og kælderblegt 163| Københavnerbarn, der „ved Guds Styrelse“ — som han med sit Hang til højtidelige Talemaader udtrykte sig, og med hvilke Ord han sigtede til et Avertissement i Adresseavisen — fornylig var bleven betroet til hans Varetægt.
„Snyd Næsen, Dreng!“ raabte han til den lille Fyr, der som i Angst havde forputtet sig inde i Bodens mørkeste Krog, hvor han sad med en Spølkumme Kaffe i den ene Haand og en Fedtebrødsskive i den anden. „Sid ikke der med et helt Firskillingslys ned fra Næbet! .... Og altid sidder du og mæsker dig, saa det er ligefrem uappetitligt at se paa. Ja, det er, som jeg har sagt dig — æde, det kan du til den store Ædemedaille; men veje et Pund Sukker af, saadan som det skal vejes, det lærer du aldrig i Evighed!“
Han blev afbrudt i sin Veltalenhed ved, at en Kunde traadte ind.
Lidt efter viste der sig en til, og i Løbet af de paafølgende Timer indtil Kirketid blev der et saa livligt Rykind af Byens Folk, at Butikken næsten uafbrudt stod fuldpakket. De fleste kom dog mere for at fordrive en ledig Time med Passiar end for at handle. Købmandens Bod var Mændenes sædvanlige Samlingssted, hvor man mindst een Gang om Dagen søgte hen for at spørge Sognenyt, hente Post og høre efter Dagspriserne.
Stemningen mellem de besøgende var denne Morgen ualmindelig trykket. Dog var det mindre Skibberuppernes nye Fredsforstyrrelser end Foraarets vedholdende og særlig for alle højtliggende Jorder skæbnesvangre Tørke, der i disse Dage bevirkede Vejlbybøndernes bitre Modfaldenhed. I flere Uger var der ikke faldet en Draabe Regn. Rundt om paa Bakketoppene var Sædspirerne allerede ganske gule, og Græsset visnede helt hen. Nede i Skibberuppernes dybe Dalsænkninger og paa deres smaa Engstykker ud mod Stranden stod derimod alt endnu grønt og kraftigt. Det var næsten, 164| som om Vorherre havde afpasset Vejret netop efter de oprørske Skibberupperes Behov.
Dersom Regnmangelen endnu varede ved mange Dage, kunde der frygtes for en formelig Misvækst i denne Del af Sognet; og det var ikke alle Vejlbybønder, der sad saa trygt i deres Gaarde, som deres ny Stuehuse og høje Lader lod formode. Hin frygtelige Ildebrandsnat havde rokket ved adskilliges Velfærd, ligesom den ikke var helt uden Skyld i den Sindets Fortrykthed og let vakte Modløshed, der hidtil havde gjort dem til saa viljeløse Redskaber i Provstens Hænder. Det var, som om de bestandig gik og rugede over Mindet om det røde Flammehav, der i Løbet af et Par Timer havde forvandlet deres By og al deres rørlige Ejendom til en rygende Brandtomt, hvorover kun Husenes nøgne Skorstensmure og Havernes forkullede Træstammer spøgelseagtigt ragede op. Det var, som om de endnu bestandig saae for sig de Dynger af døde og forbrændte Kroppe af Heste, Køer og Svin, de Bunker af sønderbrudt Bohave og sodede Bjælker, hele denne Mødding af Lig, Skrammel og Aske, hvorover Solen Morgenen efter kastede sine Straaler.
Omme bag sin Disk færdedes Købmand Villing med spidsede Øren for at følge de forskellige, halvhøje Samtaler, der førtes mellem Bønderne rundt om i Lokalet; og hans Knæ blev ganske bløde under ham, hver Gang han mente at høre Væver Hansens Navn nævne. Alligevel forsømte hverken han eller hans Kone, der imidlertid havde aabenbaret sig i Butikken i lyserød, nystrøgen Sirtses Kjole, at skøtte Forretningen og drage Fordel af de mange Menneskers Tilstedeværelse. Gennem det dumpe Mudder af tunge Støvler, Træsko og Menneskestemmer hørtes bestandig enten Villings Kommandoraab til den fortumlede Butiksdreng: „Ludvig! En Mellemskraa til Hans Olsen — af bedste Sort, fineste Kvalitet! Og et Pund Kandis! Men fuldt Maal, forstaar du! Ikke noget Kniberi til 165| Hans Olsen, om jeg maa bede!“ — eller Fruens blide, overtalende Røst: „Vil De ikke med det samme se paa et Stykke Bomuldstøj, Maren Hansen? Jeg tør garantere Dem, at De ikke noget Sted vil faa Mage til f.Eks. dette Stof under den dobbelte Pris. Men det er nu en Gang vort Forretningsprincip, at naar vi selv har gjort en god Handel, skal ogsaa vore Kunder nyde godt af det.“
Henne ved Døren udbrød pludselig en Mand:
„Nu kommer Provsten!“
Alle vendte sig mod Vinduerne, og et Øjeblik efter kørte Tønnesen forbi i nedslaaet Kalesche — paa Vej ud til Førsttjenesten i Skibberup. Han sad ene paa det brede Sæde, let tilbagelænet, med Haanden selvtillidsfuldt paa Vogndørens Kant. Villing, der var steget op paa en halvt udtrukken Skuffe for at komme til at se, brød ufrivillig ud i et lille Raab. Synet af Provstens Kæmpeskikkelse, saadan som den der rullede ham forbi i det højtidelige Præsteskrud, bestraalet af Himlens Sol, fremkaldte hos ham et saa overvældende Indtryk af ubetvingelig Styrke og gudebenaadet Majestæt, at han følte sit Hjerte svulme og paany begyndte at fatte Haab for Fagdannelsens og Sagkundskabens Sejr.