III

Det blev først den næste Morgen, at Hansine fik Frimodighed til med tilstrækkelig Styrke at fremsætte sit Forlangende om, at Doktoren skulde hentes. Emanuel blev i første Øjeblik næsten vred. Han bebrejdede hende — som saa ofte før — hendes Bekymringsfuldhed, hendes Svaghed i Troen paa Forsynets Miskundhed og hendes Tilbøjelighed til at søge sin Trøst i allehaande Menneskepaafund istedetfor tillidsfuldt at lægge alt i Guds naaderige Hænder. Han talte saa indtrængende til hende, saa varm af Troes-Iver og i et saa bedrøvet Tonefald, at hun tilsidst følte sig ganske skyldbetynget og begyndte at græde.

Men ved Synet af hendes Taarer formildedes han øjeblikkelig. Han gik hen for at kysse hende paa Panden men gjorde hermed kun ondt værre, saa hun vendte sig bort under en modløs Hulken. Han stod ganske overrasket. Han var ikke vant til at se hende saaledes lade sig overvælde af sine Følelser. Han havde ikke set hende græde siden hint Øjeblik paa deres Forlovelsesaften, da hun ufrivilligt havde aabenbaret ham sin Kærlighed, — og Erindringen om denne lykkelige Stund gjorde ham nu saa bevæget, at han selv fik Taarer i Øjnene og angergiven bøjede sig ned og klappede hendes Haar og vaade Kind.

„Min kære, — kære Ven! Havde jeg vidst, at mine Ord kunde gaa dig saa nær til Hjertet, havde jeg sandelig ikke sagt dem. Jeg mente det ikke saa slemt. Du veed jo ogsaa nok — ikke sandt? — at naar du virkelig troer, at det kan være dig til nogen Beroligelse at høre Doktor Hassings Mening, kunde det aldrig falde mig ind for Alvor at modsætte mig det. Jeg vil straks gaa ud til Niels og bede ham spænde for. Saa kan vi have Doktoren her allerede i Formiddag.“

... Da Hansine et Kvarters Tid efter hørte Vognen 272| rulle ud gennem Porten, drog hun et Lettelsens Suk og gav sig til at rydde op inde i Stuerne, for at der kunde se lidt ordentlig ud til Doktorens Modtagelse. Det var første Gang, hun ventede Besøg af en fremmed, der kunde antages at ville se paa hendes Hjem med uvillige Blikke, og hun følte selv, at der var adskilligt, der kunde og burde have været anderledes. Inde i Sovekammeret blev der lagt rent paa alle Sengene, og Sigrid og den lille Dagny blev hentet ind fra Gaarden for at pyntes lidt. Helst havde hun givet dem bægge deres Søndagstøj paa; men da hun havde paa Fornemmelsen, at Emanuel ikke vilde synes om det, nøjedes hun med at sæbevaske dem i Ansigtet og give dem rene Forklæder paa. Gutten maatte hun lade være, som han var. Han havde den sidste Halvdel af Natten været temmelig rolig og sov endnu saa fast, at hun ikke nænnede at vække ham.

Emanuels udprægede Ulyst til at se Egnens Læge i sit Hus havde en dobbelt Aarsag. For det første nærede han en indgroet Uvilje imod Lægerne i Almindelighed. Han vilde hævde, at der i det moderne Samfund blev tillagt disse Folk en altfor overdreven Betydning, ja han gav dem en væsentlig Skyld for den Blødagtighed og de Udsvævelser, der havde undergravet de dannede Klasser i Nutiden. Det var hans Overbevisning, at den blinde Tillid, hvormed Folk i vore Dage havde kastet sig i Lægens og Apotekerens Arme, rummede den alvorligste Fare for en sund og sædelig Udvikling af Menneskelivet, idet mange taabeligt troede at være istand til at bøde paa legemlige og aandelige Udskejelser ved Hjælp af Piller, Miksturer og Elektricitet og derfor at turde lade haant om de eneste sande og virksomme Lægemidler: Maadehold, Nøjsomhed og legemligt Arbejde.

Men ved Siden heraf var der en særlig Grund til hans Sky for Doktor Hassing. Denne Mand var nemlig saa at sige den eneste udenfor Vennernes Kres, med hvem han i disse Aar var kommen i en Art 273| Forbindelse, idet de nogle Gange var truffet sammen ved Syge- og Dødssenge, — og Lægen havde da med sin altid paa det omhyggeligste plejede Person, sit tilknappede Væsen og sine formelle Talemaader paa en ubehagelig Maade paatvunget ham en fornyet Berøring med de Omgangsformer, som han foragtede og havde flyet. Desuden var det almindelig bekendt, at han — som de fleste af sine Kolleger — var Fritænker og oftere havde udtalt sig spottende om de kristnes Tro paa Forsynets Bistand og Guds Ords Forjættelser. Endelig var det den almindelige Mening i Egnen, at Doktor Hassing var en højst middelmaadig Læge, hvis egentlige Interesser bestod i at indsamle og omgive sig med kostbare Snurrepiberier, at bygge om paa sin Villa, holde Middagsselskaber og foretage en Udenlandsrejse en Gang om Aaret — kort sagt ved Hjælp af sin betydelige Privatformue at gøre sig Livet saa behageligt som muligt.

Det var da et ikke ringe Offer, Emanuel havde bragt Hansine ved at indvillige i, at denne Mand blev hentet til hans kære Gut, om hvis sunde Natur han selv var saa fast overtydet, at det næsten syntes ham en Utaknemmelighed mod Vorherre at tvivle om den. Det var derfor heller ikke i den sædvanlige, morgenglade Stemning, han idag gik ind i Stalden for med Bistand af den gamle Søren Røgter at fodre Kvæget og hente Byghalm ned fra Stænget. Der ventede ham nu tilmed her det Ulykkesbudskab, at Nattens Storm havde løsnet en stor Kalkflage fra Gavlvæggen og slaaet Ruderne ind paa et Staldvindu, som man om Aftenen maatte have glemt at lukke. Allerede for nogle Dage siden havde han set, at Muren var revnet; men der havde i den sidste Tid været saa meget at udbedre baade paa Tage og Mure, at man ikke havde kunnet overkomme det altsammen. Det kunde i det hele ikke nægtes, at den før saa statelig holdte Præstegaardsbygning begyndte 274| at gøre et lidt forfaldent Indtryk. Emanuel var kommen hertil paa en for Landmanden særlig ugunstig Tid med vigende Priser for Jordens Produkter og med samtidigt stigende Krav til deres Fuldkommenhed. Desuden havde han i Begyndelsen været forfulgt af en Række Uheld med Kreaturerne, havde ogsaa et Par Gange — som man sagde — „faaet et Par slemme Lussinger“ i Anledning af forskellige Forsøg med nye Foder- og Gødningsstoffer, som han havde læst om i Landbobladet og til almindeligt Bedste havde villet indføre i Menigheden. Ogsaa hans Husførelse havde — trods den strenge Tarvelighed, hvoraf den var præget — været ham kostbarere, end han selv rigtig vidste af; og hans Mødrenearvs Tusinder, som han i Begyndelsen havde haft at ty til, var forlængst forbrugte til sidste Hvid.

Sagen var den, at han — sit gamle Forsæt tro — haardnakket vægrede sig ved at modtage andet Vederlag for sin Præstegerning end den frie Benyttelse af Præstegaardens Tilliggende. For i et og alt at kunne dele Liv og Kaar med sine Venner ernærede han sig udelukkende af sin Jord og havde straks ved sin Embedstiltrædelse opfordret Sognets Bønder til at indskyde Tiende- og Offerydelser i den saakaldte „frie Fattigkasse“, som bestred Udgifterne til Menighedens store Velgørenhedsværk. I det hele var det hans Ønske, at man ikke betragtede ham som først og fremmest Præst, men som en Bonde, der i Lighed med Sogneforstanderen og Brandsynsmændene havde faaet et Æres- og Tillidshverv overdraget af Menigheden. Han plejede selv at kalde sig dens „Tempeltjener“, og han var saa glad ved Ordet, fordi det — som han sagde — „saa dejligt slog Velærværdigheden ihjel“.