VI

Den øverste Ende af det lange Bord i Storstuen var dækket med et brunt Voksdug. Paa dette stod to dampende Lerfade med Kaalsuppe, et halvt Rugbrød, en Underkop med grovt Salt og den sædvanlige Vandkrukke med Trælaag. Emanuel tog Plads for Bordenden. Paa hans venstre Haand, inde under Vinduet, sad Niels og den gamle Søren, Gaardens Røgter, et tre Alen højt Vrag af en Arbejdsmaskine — lutter Knokler og store Ledknuder — der foroven endte i et lille, ludende Hoved, som ikke bestod af stort andet end et Par vældige Kæber. Hele Underansigtet og den forreste Del af hans lange Hals indtil det stærkt fremtrædende Adamsæble var sort af Skæggestubbe, Næsen rød, den lave Pande bengul, Haaret af en Farve, som om der var strøet Aske over hans Hoved. Ved Bordets anden Længdeside sad Hansine med de to Børn og Abelone; desuden en gammel Mo'erlille med grøn Øjenskærm samt et Par Børn fra Gaden. Som Skik var blandt Byens Fattigfolk, havde de sidste indfundet sig til Maaltidet af sig selv og følte sig ganske som hjemme der. Gutten laa inde i sin Seng. Han havde straks efter Bedstemoderens Bortgang atter lagt sig til Ro og var falden i Søvn med sin Sukkergris i Haanden.

Alle bøjede Hovedet og foldede Hænderne, da Emanuel med høj Røst begyndte Bordbønnen:

Der blev i Begyndelsen spist i Tavshed. Man hørte kun Hornskeernes Skuren mod Lerfadene og den slubrende Lyd af de mange Munde. I Særdeleshed lod Søren Røgter høre livligt fra sig. Han holdt i sin venstre Haand et Stykke varmt Flæsk, som han hyppig dyppede ned i Saltkoppen og mellem hver Skefuld Suppe gav sig til at sutte paa.

„Er der ingen af jer, der idag har hørt noget nyt inde fra Rigsdagen?“ spurgte Emanuel, da den værste Sult var stillet. „Du, Søren? Du plejer jo van at være vel underrettet om Politikens Gang.“

„Aa ja, et og andet hører man jo immer,“ svarede Søren med sit uhyre Gab fuldt af Mad og løftede Øjenbrynene under et Forsøg paa at give sig et hemmelighedsfuldt Udseende. Han var Morbroder til en af Rigsdagsmændene og galdt i denne Egenskab for et Orakel i politiske Sager. „Jeg tænker, vi snart kommer til at age til Staden alle ihov.“

„Du mener en Opløsning af Tinget ... nye Valg, hva'? Skulde Regeringen virkelig ville forsøge det Middel endnu en Gang? Hvad skulde det egentlig hjælpe?“

„Aa nej ... men det var vel heller ikke for tidligt, at den menige Mand fik et Ord at sige her i Landet.“

„Nej, deri har du Ret! Det skulde være sket for længe siden, saa var meget af Tidens Bitterhed sikkert undgaaet. — — Naa, skal vi saa sige Tak for Mad,“ sagde han, da han saae, at alle var færdige med at spise. Endog Søren havde tilsidst lagt Skeen fra sig efter først omhyggeligt at have slikket den ren og aftørret den med sin Tommelfinger.

Der blev atter bedt en kort Bøn, hvorpaa hver gik til sit.

286| Emanuel søgte som sædvanlig ind til Voksdugssofaen i sin Stue for at „titte lidt ind i Drømmeland“ — som han med et fra Højskolen stammende Mundheld plejede at sige. Søren Røgter vandrede med Mæthedens tunge Skridt over Gaarden og forsvandt ind i Loen, hvor han Sommer og Vinter tog sin Middagslur paa et Knippe Halm. Niels derimod gik ind i sit Kammer, et lille hvidkalket Rum ved Siden af Hestestalden, hvor han havde indrettet sig det helt studentermæssigt med et til Skrivepult omdannet Vadskebord under Vinduet, en lille Hylde fuld af smukt indbundne Bøger, en Stump Tæppe under Bordet og en lang Række efter Længden omhyggeligt ordnede Piber under et Brædt paa Væggen. Over Sengen hang et indrammet Fotografi af Sandinge Højskole. Billedet fremstillede Skolens klosteragtige, vedbendbevoksede Murstensportal, foran hvilken der var opstillet en Samling Lærere og Elever. Midt i Billedet saas selve den gamle Forstanders runde Skikkelse med den møllestensstore Hat og de lange Nakkekrøller; og nedenunder Billedet stod der trykt med Guldbogstaver de Ord, hvormed han regelmæssigt tog Afsked med sine Elever:

Da Niels havde faaet stoppet den allerlængste af sine Piber, satte han sig foran det lille Bord og strakte med Velbehag sine tykke Ben fra sig. Derpaa trak han et ugegammelt Nummer af „Folkebladet“ frem af sin Lomme, bredte det med en kærtegnende Varsomhed ud paa Bordet og gav sig til for tyvende Gang at gennemlæse følgende Artikel:

Jeg vil idag tillade mig at skrive om Søndagsfriheden paa Landet. Hvor sørgeligt er ikke slige Syn, 287| af hvilke man saa ofte ser mange trindt om i Landet, at Karle, ja endog Piger, som dog skulde have bedre Tanker, fordrive Fritimerne om Søndag Eftermiddag og paa andre Dage, naar Arbejdet hviler, med alskens verdslig og unyttig Tant saasom Keglespil paa Gadejorden om Penge eller Spirituosadrikke, saa at det ofte sker, at Karlene beruse sig, skrige og raabe som Dyr, hvoraf atter følger megen anden Uterlighed af den værste Slags. Slige Syn maa harme ethvert aandelig frigjort Menneske, da man dog skulde synes, at de maatte have noget højere at tænke paa og stræbe efter, besynderligt i denne Tid, hvor Frihedsbavnen er tændt over Landet for at samle alle til Kamp for Folkets Frihed og Ret. Her i vor Egn ser man, takket være vore gode Lærere og Ledere, ikke mere af den Slags, som er et fribaarent Folk uværdigt. Men i mange andre Sogne gaa endnu slige Ting i Svang, og derfor sender jeg dette Opraab til Ungdommen, at vi ogsaa paa dette Punkt ville slutte os sammen og kæmpe for Aandens Sejr over Trældoms Mørke, saa vi kunne synge med Digteren: