VIII

Ugedagen efter skulde Begravelsen finde Sted fra Hjemmet med den sædvanlige timelange Klokkekimen og en forudgaaende stor Frokostbespisning af hele Følget. I sin dybe Nedtrykthed havde Emanuel helst set, at alt var foregaaet i største Stilhed. Men han havde altid selv talt for ivrigt for Bevarelsen af de gamle Bondeskikke til nu at kunne bryde med dem; og det havde desuden allerede vakt nogen Misstemning i Menigheden, at han i Guttens sidste Levedage saa tydeligt havde unddraget sig Vennernes Deltagelse.

Der herskede nu i et Par Dage en Travlhed i 296| Præstegaarden med Rengøring overalt i Huset og med Kogen og Brasen i Køkkenet som til et Bryllup eller et Daabsgilde. Emanuel var paa en vis Maade Hansine taknemmelig, fordi hun i disse Dage saa rolig styrede alt og opofrende tog enhver Besværlighed paa sine Skuldre. Men samtidig kunde han ikke lade være at forundre sig lidt over, at hun midt i sin Sorg kunde have Tanke for alle disse hverdagsagtige Ting; og det saarede ham næsten, at hun ved Guttens Tvætning og Indhyllelse i Liglagnet ikke havde fældet en eneste Taare. Selv opholdt han sig mest ude i Haven, vandrede her frem og tilbage i de fjernestliggende Alleer, hvor Stegeduften fra Køkkenet og Snakken fra de rengørende Hjælpekoner inde i Stuerne ikke kunde naa ham. Ofte sad han timevis paa en Bænk med Hovedet i sine Hænder sønderknust af Sorg og fortæret af Selvanklager. I sin oprevne Sindsstemning opfattede han Guttens Sygdom som en Prøvelse, Gud havde tilskikket ham, og Barnets Død som Himlens Straf, fordi hans Tro i Nødens Stund havde svigtet, og han i sin Svaghed havde paakaldt Menneskehjælp mod Forsynets ubønhørlige Vilje. Hver Gang han tænkte paa hin Nat, da han ude fra Jordhøjen i Haven havde stirret ud i Mørket efter Lygteskæret fra Doktorens Vogn og i sin raadløse Fortvivlelse endog fornægtet det himmelske Lys, skjulte han skamfuldt sit Ansigt for Gud. Han havde i sin dybe Anger betroet sig til Hansine; men ogsaa ved denne Lejlighed havde han savnet noget af den rette Alvor hos hende og følte sig ene og uforstaaet i sin Sorg. Hun havde hørt paa hans Bekendelse i Tavshed, havde blot sagt, at Gud vist ikke vilde miskende hans Omsorg for Gutten, og var derpaa gaaet ud igen til sin Køkkengerning.

Da Begravelsesdagen oprandt, vajede Flagene paa halv Stang over hele Sognet. I Vejlby var Gaden overstrøet med Grankviste, og selv Børnene var kommen 297| i deres Festklæder og løb omkring med Slikkerier i Hænderne ligesom ved en Folkefest. Inde i Præstegaarden var der daarligt Plads til de mange sortklædte Mennesker, der ved Middagstid strømmede til fra hele Egnen. Guttens Kiste, der var anbragt paa to sorte Skamler inde i Emanuels Værelse, blev tilsidst ganske usynliggjort af Tøjblomst-Kranse og Kors af Perler og af presset Guld- og Sølvpap med trykte Inskriptioner. Rundt om Kisten stod en stadig tættere Skare af Andægtige, især Kvinder, der med foldede Hænder beundrede den usædvanlige Blomsterpragt. Inde i Storstuen var de lange Frokostborde dækkede, og ved Indgangen stod Emanuel og Hansine for at modtage Gæsternes deltagende Haandtryk. Bedstemoder Else forestod Bespisningen, mens Abelone og et Par af Byens Husmandskoner besørgede Opvartningen. Gennem den dæmpede Summen af Gæsternes Samtaler hørte man idelig Else med mange Ord byde Folk tilsæde.

„Værsaago' Venner, og tag Plads! .. Værsgo og gør jer tilgode, Venner!“

Stemningen var overalt meget trykket. Dog var det mindre Sorgen over Emanuels Søn, der fremkaldte denne Modfaldenhed, end de stadig mere foruroligende Rygter inde fra Hovedstadens Rigsdagskrese. Man vidste, at Gaarsdagen maatte have bragt den endelige Afgørelse af den lange Kamp, men endnu var der ikke naaet nogen Meddelelse om Udfaldet hertil. Ude i Haven stod Sogneraadsformanden med Hænderne paa Ryggen, til Stadighed omgivet af Folk, der vilde høre hans Mening om Sagens Stilling. Hans Næse var paafaldende bleg, hans ellers saa buldrende Stemme besynderlig afdæmpet. Paa de mange bekymringsfulde Spørgsmaal, der rettedes til ham, svarede han regelmæssig med et Forsøg paa at bevare en fortrøstningsfuld Ro:

„Lad os se Tiden an, Venner! Jeg tror nu ikke noget paa, at man for Alvor skulde vove at sætte 298| Magt for Ret ... Vox populi, vox dei, siger en gammel græsk Skjald — det betyder saa meget som, at ingen ustraffet byder Folkeviljen Trods — vær vis paa det!“

Overalt hørte man Forespørgsler om Væver Hansen. Man vidste, at han om Morgenen var taget ind til Købstaden for at faa Telegrammerne fra København, og man havde regnet ud, at han maatte kunne være tilbage inden Middagstid. Men endnu havde ingen set ham, og Kirkeklokkerne begyndte at ringe, og Følget steg tilvogns, uden at han var kommen.

Det var en klar Solskinsdag med skinnende blaa Himmel og grønnende Marker, og midt i denne Foraarsfest gjorde det lange, mørke Ligtog, der Skridt for Skridt bevægede sig sydpaa ad den bugtede Sognevej, en dobbelt sørgmodig Virkning. Det var efter Emanuels Ønske, at Gutten stedtes tilhvile i Bedstefaderens, den gamle Anders Jørgens' Familjebegravelse ude ved Skibberup Næsse-Kirke. Han havde fra gammel Tid bevaret en Forkærlighed for dette øde og ensomme Sted med dets højtidsfulde Stilhed, der kun gennembrødes af de vilde Skrig fra Maagerne ude over Stranden.

Først efter over en Times Kørsel naaede Toget op til Kirken. Kisten blev taget af Vognen og af seks unge Bønder — tre fra Vejlby, tre fra Skibberup — baaret ind paa Kirkegaarden. Foran gik en Flok halvvoksne Piger og strøede Gran og Mos, og bagefter fulgte den øvrige Skare under Afsyngelse af en Salme.

I dette Øjeblik foer det som en Løbeild gennem Følget, at Væver Hansen var kommen tilstede. Hviskende Spørgsmaal og Svar gik fra Mund til Mund, og endnu før Kisten var sænket i Jorden, vidste alle, at „det umulige“ var sket, at Statskupet var fuldbyrdet, Rigsdagen hjemsendt, og at Regeringen af egen Magtfuldkommenhed udstedte Love og indkrævede Skat.

Der blev ikke megen Opmærksomhed tilovers for 299| den lille Tale, hvori Emanuel — under uafbrudt Kamp med Graaden — tog Afsked med sin Søn og takkede ham for de seks Aar, hvori de havde „levet sammen i lykkeligt Kammeratskab“. Næppe var de tre Skuffer Jord kastet ned paa Kisten og „den stille Bøn“ endt, før Følget spredtes under højrøstede Udbrud af Harme. Udenfor Kirkegaardsporten stimlede Folk sammen i Flokke, og i den almindelige Raadvildhed søgte alle efter Sogneraadsformanden. Det oplystes imidlertid, at han allerede midt under Jordpaakastelsen var stegen i sin Vogn og kørt hjem. Ogsaa Væveren havde fjernet sig — efter nogles Sigende sammen med Maren Smeds — og af alle „Tillidsmændene“ fandt man overhovedet kun den lille mavesvære Vejlbybonde med de barnligt røde Kinder. Men denne Mand havde man nærmest indvalgt i Menighedens politiske Raad for at yde ham en Paaskønnelse af hans Fortjenester paa Mælkeriets Omraade, og han blev nu saa betuttet over pludselig at se sig omringet af en Flok unge Karle, der bestormede ham med Spørgsmaal, at han under Paaskud af at have et Ærinde at udrette paa Naturens Vegne søgte bagom Kirken og herfra sneg sig uset væk.

Det forholdt sig rigtigt, at Væver Hansen var gaaet bort sammen med Maren Smeds. Den lille hæslige Fattigkælling, der efterhaanden ved at optræde i alle Slags Forsamlinger og allevegne vække Modsigelse og Spektakel havde faaet den Forestilling om sig selv, at hun var en Profetinde, havde i sin uudslukkelige Tørst efter at forbedre Verden grebet ogsaa Tidens allersidste Løsen og var bleven „hellig“. Ude i sin Rønne paa den øde Mark holdt hun tilligemed tre-fire andre misfornøjede daglige „Bønnemøder“, paa hvilke de oplæste Stykker af Biblen, udhylede Salmer og i Jesu Navn bagvadskede alle dem, der ikke i Maren saae Kristenhedens nye Guddomslys oprinde. Det havde derfor vakt nogen Forundring og Bekymring, at Væveren 300| i den sidste Tid saa aabenlyst havde taget Maren Smeds under sin Beskyttelse. De Folk, der havde set dem gaa sammen fra Kirken, mente endog i Væverens Ansigt at have iagttaget et triumferende Smil, der syntes dem at passe daarligt til Lejligheden og sikkert ikke varslede noget godt.

Der var Uro i Luften. Hvad vilde Fremtiden bringe?