En Eftermiddag i Midten af Juli kom Emanuel og Hansine gaaende hen ad Vejen fra Skibberup Fjordkirke; de havde været derude for at lægge en frisk Krans paa Guttens Grav. Tavse gik de hver paa sin Side af Vejen, Emanuel i sin graa, langskødede Multumsfrakke, Hansine i Kirkehætte og med et sort Sjal, som hun foran holdt ind til sig med sine brune, lidt knoklede Hænder. Det var en solhed Dag. Under den høje Himmel svævede ikke en eneste Sky, og paa Vejen laa et tykt, hvidt Støvlag, der hvirvledes op af deres Skridt, saa de gik ligesom i en Meldamp.

Da de naaede op paa Bakkehøjden, standsede Emanuel udfor en ensom Røn, der kastede en Smule Skygge henover Vejen. Med Hat og Kæp lagt om bag Ryggen blev han længe staaende ubevægelig, fordybet i Skuet af det sommerfrodige Landskab. Til alle Sider saae han ud over modne eller modnende Agre. Over hele Egnen strakte sig et endeløs Kornhav, som vuggede Sollyset paa sine gule og grønlige Bølger.

„Er det ikke et yndigt Syn?“ sagde han omsider med et stille Tonefald, næsten som var han bange for at 302| skræmme noget bort ved at tale. „Det er, som om man gennem Luften kan fornemme Muldens Kraft! Og hør Lærkerne derovre over Niels Jensens Rug! ... Men er det ikke besynderligt, jeg bliver altid højtidelig stemt, naar jeg ser Høsten nærme sig. Det er saa forunderlig gribende, saadan at se Frugten af et helt, langt Aars Kamp og Møje saa at sige paa een Gang modnes for vore Øjne. Og endnu mærkeligere er det at tænke paa den underfulde og ukuelige Naturkraft, der her aabenbarer sig for os. Hvad enten Vinteren har været barsk eller mild, Sommeren tør eller regnfuld, ... Aar for Aar modnes Kornet paa samme Tid, ja næsten nøjagtig paa samme Dato. Og hver enkelt Kornsort har endog sin egen Modningsdag! ... Kan du huske, Hansine, hvordan vi nu i Foraaret allesammen klagede over Nattekulden, fordi vi frygtede for, at den vilde dræbe de smaa Spirer? Og senere, da vi klagede over Mangel paa Regn, og bagefter over for megen Regn? Og nu staar Kornet her i al sin Herlighed og spotter vor Selvklogskab og alle vore Bekymringer!“

Han tav et Øjeblik og vedblev derpaa:

„Der ligger egentlig en dyb Lære for os Mennesker i alt dette!“

Og efter endnu en Stunds Tavshed fortsatte han:

„Jeg tror, jeg vil benytte det Emne til min Præken paa Søndag. Der aabenbarer sig i dette lille Træk fra Naturens lovordnede Husholdning en evig Sandhed, som vi — og særlig i denne Tid — kan have Nytte af ret inderlig at tilegne os.“

Han havde fortsat sin Vandring men standsede fra nu af foran næsten hveranden Ager og brød ud i Beundring over Synet af den fremvældende Rigdom. Han havde igen sat sin bredskyggede Straahat paa Hovedet og trykket den dybt ned i Panden for at skaane sine Øjne, der i den sidste Tid ikke ret havde kunnet taale Sollyset.

Ovre paa den anden Side af Vejen fulgte Hansine 303| ham taalmodigt trods hans idelige Standsninger og hørte paa ham med et opmærksomt, noget forskende Udtryk, naar han talte. Selv forholdt hun sig stadig tavs; ...A indtil Emanuel pludselig forandrede Tone og faldt hen i lidt melankolske Betragtninger ved at anstille en Sammenligning mellem sine egne Markers temmelig tarvelige Afgrøde og den Frugtbarhed, han her overalt saae omkring sig.

„Din Moder har vist Ret,“ sagde han. „Vi maa virkelig tage os sammen nu.“

„Aa, saa meget slemt er det da heller ikke,“ sagde Hansine i en opmuntrende Tone, der lød underlig fremmed i hendes Mund og heller ikke gjorde noget ganske utvungent Indtryk. „Rugen er jo næsten god, synes jeg; og du har nu ogsaa haft saa meget andet at tage Vare paa i de sidste Aar, Emanuel ... baade med Politiken og andre Dele. Jeg tænker nu, at vi allesammen ligesom falder lidt mere til Ro herefterdags. Og det var kanske heller ingen Skade til.“

Som saa ofte overhørte han den sidste Halvdel af, hvad hun sagde, og fortsatte i sin egen Tankegang:

„Maaske det vilde være godt, om jeg foretog en Forandring i Driften til næste Aar.“

Men lidt efter gik han atter tavst fordybet i sig selv og saae mod Jorden.

Efter en Tid at have gaaet mellem to Mure af mandshøje Rugstraa, hvorover gule og brogede Sommerfugle boltrede sig i Solskinnet som flyvende Stedmodersblomster, naaede de nu Foden af Bakken, hvorfra en Sti førte over et Engdrag ind til Skibberup. Her standsede Hansine og sagde:

„Jeg vil gaa lidt ind og se til de gamle. Gaar du ikke med? Jeg tror, de venter os.“

„Nej, ikke nu! Ikke nu! ... Jeg har en Sag at gennemtænke ... Men hils de kære gamle fra mig, og sig dem, at jeg kigger nok ind til dem en Gang i Ugens Løb. — — Og hør!“ raabte han efter hende, 304| da han allerede var kommen et Stykke henad Vejlby-Vejen. „Dersom du kan huske det, saa sig til din Fa'er, at jeg ikke har glemt den Saarug, jeg laante af ham i Foraaret. Han skal faa den igen, saasnart vi faar det første Læs i Hus.“

I Forældrehuset fandt Hansine Faderen ene hjemme. I sort-hvide Uldskjorteærmer og med en lodden Hue trykket dybt ned paa sin stride Haarmanke sad den gamle Mand og smaasov i Armstolen, omkreset af en stor Fluesværm, der ved hendes Indtrædelse spredte sig summende omkring i Stuen.

„Er det dig, Hansine?“ sagde han og løftede de hvide Bryn højt op over sine blinde Øjne. „Hva? Kommer du alene? Hvor er Emanuel?“

„Jeg skulde hilse jer fra ham. Han kigger herind i Ugens Løb, sagde han.“

„Naa saadan. Ja, ja, Mutter kommer straks. Hun gik bare en lille Vending ind til Sørens for at hente Avisen. Der skal nok staa en gevaldig Tale deri af Bærre. Har Emanuel ikke snakket om det?“

„Nej, jeg tror ikke, han læste Avisen idag.“

„Han gi'er dem nok ordentlig paa Klapperne, gør Bærre. Men det er, som det skal være. Det er ikke for meget til dem ... de ... Tyveknægte, siger jeg rent ud. For hvad er de vel andet ... Røvere og Kæltringepak er de og ikke andet! ... Men hvad sagde jeg den Gang ... kan du huske, Hansine? ... Er det Træhesten, vi skal ha'e igen, sagde jeg. Skal vi Bønder igen være Kvæg for Herremanden ...“

Han havde med Besvær rejst sig fra Stolen og ved Hjælp af en Stok bevæget sig et Stykke henover Gulvet paa et Par store Slæbere. Hansine havde taget sit Tøj af og sat sig hen ved Vinduet; og mens den gamle, forbitrede Mand blev ved at snakke, sad hun stum og saae ud i den lille skyggefulde Have, hvor de ægformede Solpletter sneglede sig frem over Græs og Gange, og hvor Hønsene gik og skrabede under Stikkelsbærbuskene 305| — ganske ligesom i hin Tid, da hun som ung Pige havde haft sin Plads ved det samme Vindu og i ensomme Timer byggede sig en Fremtid op i gyldne Drømme.

Hun sad netop og tænkte paa denne Tid og paa det første Aar af sit Ægteskab, da Emanuel og hun levede ene med og for hinanden, og da hver Dags Samliv var en ny Aabenbarelse af en rig og ukendt Lykke for hende. Hun tænkte paa den første Vinters fredelige Aftener, da de sad sammen omkring Lampen, mens Emanuel læste højt for hende eller fortalte hende om sin Ungdoms ensomme Sjælekampe. I Tiden umiddelbart efter Guttens Død havde hun troet at spore ogsaa hos Emanuel en Længsel efter hine Dages Fred og Hygge. Men hun mærkede nu for hver Dag tydeligere, at hans Tanker var begyndt at søge deres egne Veje. Hvorhen de gik, vidste hun ikke; det var, som om hun i den sidste Tid havde mistet hans inderste Fortrolighed. Men i Følelsen af sin Afmagt overfor den Nedtrykthed, der mere og mere betog ham, kunde hun ikke finde Ro for den Tanke, at han gik og skjulte noget for hende, rugede over et begyndende Savn, som han ikke havde Mod til at tilstaa hende, og som han maaske ikke engang var sig helt bevidst, — en langsomt vaagnende Længsel efter det Liv og de Mennesker, som han tildels for hendes Skyld havde forladt.

Døren til Køkkenet aabnedes halvt, og Else stak sit store Hoved ind.

„Naa, det er dig, Hansine. Ja, vi havde jo ogsaa ventet jer ... Hvor er Emanuel?“

„Han havde ikke Tid idag. Han kigger herind i Ugens Løb. Jeg skulde hilse fra ham.“

Elses Ansigt fik et stramt Udtryk og forsvandt fra Døraabningen. Efter nogle Øjeblikkes Forløb sagde hun ude fra Køkkenet, hvor hun gik og rumsterede med nogle Lerfade:

„Det er svært, som Emanuel har faaet travlt paa 306| det sidste. Jeg synes, han har aldrig mere Stunder til at gøre et Par gamle Folk en Besøgelse. Det ta'er sig dog egentlig saa løjerligt ud, mener jeg.“

Hansine svarede ikke. Hun vidste, at der i den sidste Tid havde hersket en lille Misstemning mellem Moderen og Emanuel i Anledning af, at denne efter Moderens Mening var begyndt at vanskøtte Præstegaardens Bedrift og for meget overlade Styret til Karlene.

„Men Avisen ... Avisen, Mo'er!“ raabte nu Anders Jørgen, der atter havde famlet sig hen til sin Armstol.

„Nu kommer jeg. Jeg skal bare slaa Mælken op til Kalvene.“

Lidt efter viste hun sig i Døren ifærd med at binde et Forklæde om sit omfangsrige Liv.

„Nu skal vi — mente — høre!“ udbrød den gamle straalende, da han opfangede den knitrende Lyd af Avisen. „Han gi'er dem nok ordentlig paa Klapperne. Ja Bærre er god! Han siger ligesom jeg — kan du huske? — Er det Træhesten, vi — —“

„Ja, det er godt, Fatter, men ti nu stille,“ afbrød Else ham, satte Anders Jørgens gamle runde, irrede Messingbriller paa sin Næse og begyndte med let snøvlende Stemme Oplæsningen af en seks Spalter lang Artikel, betitlet „Vor Førers Tale i Vemmeløv“.