IV

En Timestid efter sad han ved et fint dækket Aftensbord i Doktor Hassings pompejansk udstyrede Spisestue.

324| Han havde endnu ikke helt overvundet den Følelse af Ufrihed og den dybe Uvilje, der havde bemægtiget sig ham ved at træde ind i det overdaadigt indrettede Hjem, som i saa meget mindede ham om hans eget Barndomshjem. Efter tavs at have taget Plads ved Bordet bøjede han Hovedet og foldede Hænderne i sit Skød. Uden at lade sig paavirke af den lille Betuttelse, det vakte hos de andre, bad han i Stilhed sin sædvanlige Bordbøn og tilføjede endda: „O, min Fader og Frelser i det høje! Skænk mig Naade og Kraft til at bære dit Vidnesbyrd ind i dette Hjem og tænde det himmelske Lys i Vankundigheds Mørke!“

Ved den øverste Bordende sad Frøken Ragnhild og Doktoren og disputerede om moderne Musik; ved den nederste sad de to unge, der for det meste stak Hovederne sammen under en hemmelighedsfuld Hvisken, og hvis snart varme, snart fornærmede Øjekast til hinanden syntes at tyde paa, at Fætterskabet var paa Veje til at glide over i et mere fortroligt Forhold.

Lige overfor Emanuel og Fru Hassing sad en lille tavs, sortklædt Dame, og ved Siden af hende en ældre Herre af højst ejendommeligt Udseende. Han var en Mand paa omkring halvfjerdsindstyve Aar, stor og plump af Legemsbygning og med et fuldkommen skaldet Hoved, hvis Isse var saa hvid og blank, at alle Stuens Lys spejlede sig i den. Ansigtet var rødvinsfarvet og delt paatværs af en bred Mund, som hvert Øjeblik aabnede Udsigten til en stor og tyk Tunge, der hindrede ham i at tale rent; Øjnene var smaa, Næsen til Gengæld stor og rød som en Hummerklo, og fra Hagen hang en rødblaa, nobret Hud ned over Halsen ligesom en Pelikanpose. Iøvrig var Ansigtet prydet med et lillebitte, hvidt Fipskæg og et Par smaa, halvmaaneformede Bakkenbarter, der efter gammel Hofmode strakte sig fra det underste af Øret henimod Midten af Kinden; og til dette aristokratiske Skæg svarede et stift, sort Atlaskes Halsbind og en ovalformet Brillantnaal midt i Skjortebrystet 325| (med en vedhængende Stump Guldkæde og en lille Hæftenaal) samt et stort, broget Silkelommetørklæde, hvormed han idelig og uden synlig Grund tørrede sig bag om sin tykke Nakke. Forresten var han ganske tarvelig klædt i en graa Klædesfrakke, og hverken hans Linned eller hans Hænder røbede nogen stærkt udviklet Properhedssans.

Denne Mand var den af Fru Hassing og hendes Nevø saa ængstelig omtalte „Onkel Joachim“, en forhenværende Herregaardsbesidder, med Titel af Jægermester, som for nylig paa Grund af en altfor junkerlig Svaghed for Luksusheste, kostbare Ekvipager, stort Tjenerskab, fine Vine og illegitime Kærlighedsforbindelser havde været nødt til at sælge sin Ejendom og nu hovedsagelig levede af Familjens Naade. Sammen med sin Søster — den lille sortklædte Dame — opholdt han sig for Tiden hos Doktor Hassing i „et Besøg“, der allerede havde strakt sig over adskillige Maaneder.

I god Overensstemmelse med sine øvrige Tilbøjeligheder havde Onkel Joachim altid sat en Stolthed i at høre til „de faa“, der endnu hyldede de mest yderliggaaende reaktionære Anskuelser paa alle Omraader. Han kaldte sig bestandig — og slog sig samtidig med Varme paa sit brede Bryst — „en Repræsentant for Ideerne fra før Ulykkesaaret 48“; og det havde ikke formildet hans Sindelag mod det overalt fremrykkende Demokrati, at det netop blev en rig Bonde, som ved Tvangsavktionen fik hans Ejendom tilslaaet. Doktor Hassings ellers saa tyste og navnlig for al Politik ganske tillukkede Hjem havde i den sidste Tid fra Morgen til Aften genlydt af rasende Udfald mod Bønderne, Rigsdagen, Højskolerne og mod selve Regeringen. Jægermesteren var nemlig nok regeringsvenlig og navnlig kongetro; men han fandt, at man tog altfor valent og ængsteligt fat paa „Oprørerne“; han begreb ikke, hvorfor man ikke straks proklamerede den uindskrænkede Enevældes Genindførelse, og det var et Forslag, 326| hvortil han idelig kom tilbage, at man skulde sende alle Demokrater, i hvert Fald alle demokratiske Rigsdagsmænd, paa Krigsskibe over til Kristiansø, hvor de skulde hugge Sten, indtil de havde forbedret sig. Alle andre Forholdsregler var efter hans Mening Lapperier, Slag i Luften, der ikke vilde føre til noget Resultat.

Der havde derfor virkelig været Grund til med nogen Ængstelse at imødese Mødet mellem denne Mand og Emanuel — og de spændte Forventninger var da ogsaa i fuldt Maal bleven opfyldte. Saasnart Jægermesteren havde hørt Emanuels Navn, var hans Hoved bleven purpurfarvet; og uden at give Emanuel Haanden eller besvare hans Hilsen foer han ind i Spisestuen til Fru Hassing, der var ifærd med at tilse Aftensbordets Dækning.

„Hvad skal det sige!“ raabte han her med sit tykke Læspemæle, hvis Styrke han paa Grund af Tunghørighed aldrig formaaede ret at beregne. „Er det ikke den gale Anarkist og Folkeforfører derovre fra Vejlby? Og med saadanne Folk holder I Omgang! Med den Slags Personer fører I mig sammen! Hvad er Meningen, Ludovica?“

„Hør, Onkel!“ havde Fru Hassing svaret med en Bestemthed, der ellers var hende ganske fremmed men netop derfor gjorde et desmere overvældende Indtryk paa Onkel Joachim. „Du veed, at hverken Hassing eller jeg befatter os med Politik. Men Pastor Hansted er en overordentlig dannet og interessant Mand, af hvis Konversation man kan høste baade Fornøjelse og Belæring, uden at man derfor behøver at hylde hans Anskuelser. Jeg vil nu derfor bede dig om, Onkel Joachim, at du ikke fornærmer Pastor Hansted men husker paa, at han iaften er vor Gæst.“

Det var Virkningen af denne Formaningstale, der endnu i Begyndelsen af Maaltidet kunde spores paa ham; han sad stiv som en Ledstolpe og lod med fornemt krænket Mine de fleste Retter gaa ham forbi. 327| Men efterhaanden som han mærkede, at hans tavse Modstand forblev upaaagtet — og desuden fordi den i Længden krævede altfor stor Selvfornægtelse af ham — forandrede han pludselig sin Taktik, tog med Graadighed for sig af alt, hvad der var paa Bordet, larmede ugenert med Kniv og Gaffel og faldt hvert Øjeblik de andre i Talen med højrøstede Anmodninger om Brød, Smør, „lidt mere Leverpostej, Ludovica“, for dermed at vise, at Anarkisten slet ikke eksisterede for ham.

Underholdningen omkring Bordet var efterhaanden bleven livlig. Ogsaa Emanuels langsomme og tungt formede Tale hørtes bestandig tydeligere mellem de andres lette Konversation. Han følte i stigende Grad det Ansvar, han havde paataget sig ved at sidde her mellem disse sørgeligt vildledte Mennesker. Han besvarede høflig Fru Hassings forskellige interesserede Spørgsmaal om Forholdene i hans Menighed men var bestandig agtpaagivende, gav sig ikke paa noget Punkt hen og aflagde ikke et Øjeblik den alvorlige, næsten dystre Mine, der var hans foreløbige, tavse Indsigelse mod alt, hvad han saae omkring sig.

Samtalen mellem ham og Fru Hassing gled efterhaanden over paa et farligt Emne, nemlig paa Spørgsmaalet om Tidens store Folkeoplysningsarbejde, navnlig indenfor Bondestanden. Emanuel udtalte uforbeholdent sine Anskuelser og fremhævede med Vilje ganske særlig den Betydning, han tillagde Højskolernes Virksomhed paa dette Omraade.

Fru Hassing var lutter lyttende Opmærksomhed. Hun hørte til den Slags letbevægede Kvinder, der øjeblikkelig bliver varme for alt, hvad de mærker andre være varme for. I hendes regelmæssigt smukke, ikke særlig kløgtige Madonna-Ansigt kom der altid et Udtryk af dyb Eftertænksomhed, naar nogen talte; — det saae ud, som om Vedkommende med sine Ord klargjorde hende netop det, hvorpaa hun længe forgæves havde grundet. Saaledes sad hun ogsaa nu og 328| lyttede med Albuerne paa Bordkanten og en Finger lagt op over Kinden, — og naar hun nu og da i sin syngende Tone fremkom med, hvad hun kaldte „sine Betænkeligheder“, var det i Virkeligheden mindre for at modsige ham end for at give ham fornyet Lejlighed til at udvikle sine Anskuelser.

Men ogsaa de andre var begyndt at blive opmærksomme. Emanuels urokkelige Alvor, hans grovt klædte Skikkelse og store Skæg frembragte i disse Omgivelser et ejendommeligt Indtryk af apostolisk Oprindelighed og Kraft. Ja, om det saa var den noget foredragsagtige Maade at tale paa, som han havde vænnet sig til ved stadig at henvende sine Ord til Bønder, gjorde den ham blot end mere interessant i disse Menneskers Øjne. Desuden var Emnet for Samtalen saa fremmed for dem alle, hans Udtalelser derfor saa nye og overraskende, at han uvilkaarlig paatvang dem Respekt.

Endog de to unge afbrød bestandig oftere deres Hvisken for at høre efter ham, naar han talte; og Sportsmanden blinkede en Gang hen til Fru Hassing, som om han vilde sige:

„Du har forresten Ret, Tante! ... Der er virkelig Stil over Manden!“

Derimod var Frøken Ragnhild øjensynlig forstemt. Hun sad tilbagelænet mod Stoleryggen, og hendes lange, spidse Fingre tumlede stedse mere nervøst med nogle Brødkrummer paa Dugen.

Emanuel forblev i Længden ikke upaavirket af den stigende Opmærksomhed, han vakte med sin Tale. Han havde i et Øjebliks Selvforglemmelse — uden at tænke paa sit Afslag ude paa Marken — drukket et Glas Vin, og hans Tone blev bestandig mere utvungen. Han formede sine Sætninger med en Lethed, som undrede ham selv, og udtrykte sig i det hele med en Myndighed, der var ham ganske uvant.

Paa een Gang opstod der nogen Uro omkring Bordet. Fra sin allerede temmelig udæskende Lovprisning af Højskolerne 329| og den Aand, der gennem dem var udgaaet til Befolkningen paa Landet, havde Emanuel pludselig kastet Talen ind paa Øjeblikkets store Strid mellem Regeringen og Folket.

Alle saae ængstelig hen paa Onkel Joachim, hvis Hoved atter var blevet purpurrødt og svulmede op som en Ballon, der fyldes.

„Tillad mig, Højstærede!“eksploderedeA han tilsidst, idet han efter tunghørige Folks Vane lagde en Haand — en højst uaristokratisk Næve med lange, røde Haartotter midt paa alle Fingerleddene — op bag Øret. „Jeg hører, De er en ivrig Beundrer af denne saakaldte Folkefrihed, min Herre, og denne ... saakaldte ... almindelige Stemmeret, jeg be'r! De vil da maaske tillade mig, Højstærede, at fremføre for Dem et Eksempel, som dog rimeligvis vil bringe Dem til andre Anskuelser. Jeg behøver blot at fremføre et eneste Eksempel for klart at godtgøre for Dem, hvor forkastelig, ja rent ud fordærvelig denne ... jeg be'r ... denne saakaldte almindelige Stemmeret er for et Lands Fremtid og Velfærd.“

Fru Hassing sendte sin Mand et Blik for at faa ham til at standse Onkel Joachim. Men Doktoren, der bag sit korrekte og værdige Ydre gemte ikke saa lidt af en ungdommelig Skælmsmester, lod, som om han ikke saae det. Han fandt, at det kunde være ret underholdende at blive Vidne til en lille Holmgang mellem de to kamplystne Herrer.

„Jeg tillader mig altsaa — ganske kort — at fremføre følgende for Dem,“ fortsatte Jægermesteren. „Jeg havde en Gang ... for nogen Tid siden, hm! ... en Røgter ... en Røgter, forstaar De! Iøvrig en meget ædruelig og skikkelig Person, men ganske uvidende, aldeles blottet for selv de mest elementaristiske Kundskaber. Dersom nogen vilde have spurgt ham ... f.Eks. om, hvad tre Gange seks er, vilde han rimeligvis have svaret ni eller tolv eller fjorten. Jeg be'r Dem! ... 330| Eller dersom nogen havde spurgt ham om, hvad f.Eks. Hovedstaden i Tyskland hedder, vilde han udentvivl have svaret Skelskør ... det var nemlig den eneste By, han kendte, foruden København og Roskilde. Med Hensyn til Lovkyndighed, saa vidste han præcis lige saa megen Besked om, hvad der stod i vor ... saakaldte ... Grundlov, som hvad der staar i den tyrkiske eller kinesiske! Nu tillader jeg mig at spørge,“ fortsatte han med stigende Selvfølelse, da han paa den almindelige Tavshed kunde mærke, at han var begyndt at gøre Lykke. „Er det virkelig Deres Mening, Højstærede, at en saadan Person bør have lige saa megen Indflydelse paa Styrelsen af et Riges indre og ydre Anliggender som en Mand som ... som f.Eks. vor ærede Vært, Hr. Doktor Hassing? Jeg be'r Dem!“

Han kastede sig med en inviterende Haandbevægelse tilbage paa Stolen, lagde Armene overkors og afventede i denne Stilling sejrstryg Emanuels Svar.

Emanuel havde mest Lyst til sletikke at svare Jægermesteren, hvis hele Person ikke syntes ham at indbyde til alvorlig Meningsudveksling. Men da han mærkede den Forventningsfuldhed, hvormed nu ogsaa de andre saae hen paa ham for at høre hans Svar, sagde han:

„Jeg mener, at den omtalte Røgter, trods al formentlig Uvidenhed, ikke alene burde have haft lige Ret med Doktor Hassing men — om der skete ham fuld Retfærdighed — maaske snarere den dobbelte.“

Svaret kom med en saadan Overbevisningens Tilforladelighed og lød samtidig saa paradoksalt, at man uvilkaarlig brød ud i Indsigelser.

„Men det kan De dog umulig mene!“ sagde selv Fru Hassing, mens Onkel Joachim lagde sig ned mod sin Søster og med en Stemme, som han aabenbart selv antog for hviskende, skreg hende ind i Øret: „Hvad siger han? Hvad er det, han siger?“

331|„Jeg synes dog, at Tingen er ganske simpel og indlysende,“ vedblev Emanuel, gjort yderligere veltalende af den Modstand, hans Ytringer vakte. „Hvorfor skal dog en Mands Fødsel være bestemmende i hans Forhold til Samfundet. At et Menneske er født i Fattigdom, kan blive en Ulykke for ham, og der var snarere Grund til at yde ham en Oprejsning derfor end til det modsatte. Og hvad hans paastaaede Uvidenhed eller rettere Mangel paa Lærebogskundskaber angaar — ja, saa betyder den jo egentlig blot, at Samfundet ikke har villet koste tilstrækkeligt paa hans Uddannelse; ... men derfor er der dog ingen Grund til altid at lade ham være Stedbarn; tværtimod!“

„Jamen, De maa dog virkelig indrømme —,“ begyndte Doktor Hassing.

Men Emanuel hørte allerede kun sine egne Ord og vedblev:

„Sagen har desuden en anden Side. Jeg sætter, at der forestod en Afgørelse af et eller andet stort Samfundsspørgsmaal, f.Eks. om Krig eller Fred ... Spørgsmaalet staar jo virkelig paa Dagsordenen rundtom i Evropa. Nu maa dog enhver give mig Ret i, at for en Mand i Doktor Hassings Stilling vil Udbruddet af en Krig — økonomisk set — ikke medføre væsentlige Forandringer i hans Livsvilkaar. Jeg mener, han behøver af den Grund ikke at paalægge sig nogen Art Forsagelse, for ikke at tale om, at han ikke har noget særligt at befrygte af Fremtiden ... jeg taler jo slet ikke her om de langt dybere Følelser, som en saadan Begivenhed naturligvis vil fremkalde, men som maa antages at være ens hos alle. Derimod paastaar jeg, at for en fattig Arbejdsmand betyder Udbruddet af en Krig noget ganske andet og langt mere. Det betyder i mange Tilfælde hans fuldstændige Forarmelse. Hans Arbejde standser, Landets Handel, Fabriksdrift o.s.v., alt staar stille. Samtidig fordyres Levnedsmidlerne, Skatterne forhøjes ... og 332| ikke nok dermed, men hans unge Sønner, der skulde være hans Støtte i Alderdommen, sendes mod Fjenden, bliver maaske skudte eller gøres til Krøblinge. Det vil sige, de kommer fremtidig til at hvile som en ny, tung Byrde paa Familjen. Og en saadan Mand, hvis Nutid og Fremtid saa frygtelig trues, ham skulde man ikke spørge om Forlov, endog to Gange? ... Men netop saaledes stiller Forholdet sig jo i næsten alle Tilfælde. Det er altid de smaa og de fattige, der kommer til at lide mest under onde Tiders Tryk; derfor er det vel ikke mere end billigt, at man fortrinsvis lader dem være de bestemmende. Dersom der virkelig skal være Tale om Retfærdighed, saa er det hverken dem, der veed mest, eller dem, der ejer mest, eller dem, der nyder mest, som bør have den største Indflydelse paa et Lands Styrelse ... men derimod dem, der udsættes mest. Saadan ser i alt Fald jeg paa den Sag.“

„Men saa er De jo næsten ... saa er De vel egentlig Socialist,“ ytrede Fru Hassing; hun sad med Fingren under Hagen og saae tankefuldt op mod Loftet.

„Det skal jeg saamænd ikke saa nøje kunne afgøre,“ svarede Emanuel, der paany i Tanker havde tømt et Glas Vin. „Dersom de Anskuelser, jeg her har udtalt, er socialistiske — nu, saa er jeg Socialist. Jeg skræmmes ikke af den Benævnelse!“

„Hvad siger han? ... Siger han Socialist?“ stammede Jægermesteren og lagde sig igen ned imod Søsteren, hvis Bestilling det i det hele syntes at være at hænge ved hans Øre som en levende Høretragt.

„Men De maa dog virkelig indrømme, Hr. Pastor,“ tog nu Doktoren tilorde — „at Folket, saadan i Almindelighed taget, i mange Tilfælde slet ikke veed eller er i Stand til at danne sig nogen Dom om, hvad der er til dets eget Bedste. Dertil fordres dog i mange Tilfælde Forudsætninger — Kundskaber, Erfaringer o.s.v. — som f.Eks. en Arbejdsmand paa Landet ganske mangler. Naturligvis findes der mange udmærkede 333| Undtagelser — det skal jeg, Gud bevares, aldrig benægte; paa ingensomhelst Maade benægte; — men ganske i Almindelighed kan man dog vistnok sige, at Almuen, f.Eks. vor store Bondebefolkning, er at betragte som et stort, uerfarent — maaske for Tiden ogsaa lidt uregerligt — Barn, der kun vilde styrte sig selv i allehaande Ulykker, ifald man ganske overlod det til dets egen Dømmekraft. Synes De dog ikke, jeg har Ret?“

„Jeg veed ikke, hvorfra man har faaet den Mistillid til Bonden,“ svarede Emanuel. „Vor Historie indgiver os den dog ikke. Tværtimod; den lærer os, hvor ganske uberettiget den er. Der vil ikke kunne peges paa et eneste Tilfælde, hvor man ved at imødekomme de lavere Klassers Ønsker og følge deres Raad har udsat Samfundet for mindste Fare. Derimod kan der nævnes Eksempel efter Eksempel paa, at man — tiltrods for Almuens Advarsler — har styrtet vort Fædreland fra Ulykke til Ulykke. Men ikke nok dermed! Jeg vover at paastaa, at alt, hvad vort Land har ejet og ejer af Dygtighed, Foretagelsesaand, Flid og Udholdenhed, oprindelig og udelukkende stammer fra vor Bonde. Det kan historisk bevises, at der saavel i Fortid som i Nutid næppe findes en eneste stor Begavelse, ikke en eneste Personlighed, der ved Aand eller Handlekraft har raget op over sin Samtid, uden at man ved at søge blot et Par Led tilbage har truffet paa Bonden i hans Slægt! ... Derimod vil man næppe kunne finde en eneste fremragende Dygtighed, der igennem mange Slægtled har haft sin Rod i de saakaldte højere Lag. Det er vor Bondes Flid, Nøjsomhed og sejge Udholdenhed, som alle vore dygtige Mænd har haft i Arv; ... det var saadan i Fortiden, og det er saadan endnu den Dag idag. Aar for Aar sender Landet frisk, ung, virkelysten Kraft ind til Byerne ... og hvert Aar udspreder disse til Gengæld en Samling hensygnende, aandeligt og legemligt nedbrudte Stakler, 334| hvem Landliv og Landluft skal bringe paa Fode igen. Det er ganske det samme Forhold som med vor gode, taalmodige, danske Muld, der Aar for Aar sender sit nærende Korn ind „mellem de røde Tage“ ... og faar Gødningen tilbage!“

Han havde talt med voksende Kraft og Lidenskab. Ganske vist var hans Henrevethed efterhaanden bleven en Smule bevidst; men han tog sig godt ud, som han sad der med sine rødblonde Haarlokker og det lyse Skæg, varm af Talen, af Vinen og sin alvorlige Overbevisning. Der var virkelig kommen lidt af et profetisk forklaret Udtryk i hans Ansigt, og Stuens stærke Lys havde tændt en lille gylden Stjærne i hans himmelblaa Øjne.

Der opstod efter hans Tale et Øjebliks Tavshed. Den blev afbrudt ved, at Doktoren vendte sig mod Frøken Ragnhild og sagde:

„Ja, hvad siger nu De, Frøken Tønnesen? Vil ikke ogsaa De give Deres Bidrag til Diskussionen?“

Hun rejste sig ligesom med lidt Besvær fra sin tilbagelænende Stilling og sagde:

„Jeg holder med Pastor Hansted.“

„Hvad for noget? ... Ogsaa De!“ udbrød man rundt om, mens Onkel Joachim, efter at have faaet hendes Ord gentaget af Søsteren, med et „Nu har jeg Pinedød —“ slog Hænderne sammen over Hovedet.

„Ja, jeg tilstaar det. Jeg er ogsaa af den Mening, at i et Land som vort, med dets lange, mørke Vinter og øvrige strenge Livsbetingelser for Beboerne ... at i dette vort kære Fødeland, der maaske, ligesom hele det øvrige Norden, aldrig burde have været civiliseret men endnu henligget som en Slags stort Grønland, hvortil man i Sommertiden kunde tage op for at jage og fiske, ... Ja, hvad var det nu egentlig, jeg vilde sige?“

Hun saae sig omkring med et forstilt Smil.

„Jo, nu husker jeg det. Det var bare dette ... at i et saadant Land er det — som Hr. Hansted rigtigt 335| antydede — ganske naturligt de stærke Skuldre og de brede Pander, som det fornemmelig kommer an paa. Som Hr. Hansted ogsaa fuldkommen rigtigt bemærkede, er det netop, hvad vor Historie lærer os, at her i Danmark dør og henfryser og bortblæser hurtig alt, hvad der ikke maaler fyrretyve Tommer over Brystet og tyve mellem Ørene. Jeg giver Pastor Hansted fuldstændig Ret i, at vi Stakler egentlig lever paa Bondens Naade ... det har jeg altid selv haft en levende Fornemmelse af.“

Der opstod ogsaa efter disse Ord et Øjebliks Tavshed. Man var ikke ganske klar over, hvad der skulde opfattes som Alvor, og hvad som Ironi. Kun Doktoren mærkede Uveir i Luften og fandt det raadeligst at bryde af itide.

„Tør vi saa bede Dem tage tiltakke!“

Man rejste sig og bød hinanden Velbekomme.

Ogsaa Frøken Ragnhild og Emanuel mødtes og gav hinanden Haanden.

„Min oprigtige Kompliment, Hr. Pastor!“ sagde hun med fremtvungen Lystighed. „Det maa jeg lade Dem ... De har virkelig uddannet Dem til en slagfærdig Taler!“