II

Det blev igen en lummerhed Dag med blikstille Luft, bissende Køer og en Himmel saa skinnende blank, som om den svedte. Inde i Bøndernes Gaarde bredte Solen sig som en gloende Ild over Brolægningen og trængte Skyggen helt ind under Tagskæget, hvor Spurvene sad paa Rad og rystede Fjerene ligesom gamle Damer, der føler sig besværede af Varme. Lænkehunden laa udenfor sit Hus og strakte alle fire Ben fra sig, som om den var død; Ænderne var vraltet til Gadekæret, og Hønsene stod og sov inde under Hyldebuskene. Ikke et Pip var der at høre.

Kun inde i Præstegaardens Have var der saa megen Skygge, at Fuglene gad synge. Men det var ogsaa en af de gode gammeldags Præstegaardshaver paa fire Tønder Land med uigennemtrængelige Buskadser og hundredaarige Træer, under hvis ærværdige Kroner der var svalt og lydt som i en Kirke. Og selve Præstegaarden var en af de nu snart forsvundne Levninger af Fortidens landlige Idyller, fire lange, lave, straatækte Længer, der saae saa uanselige ud ved Siden af de moderne Bøndergaarde, men hvis vedbendbehængte Mure 466| og mosbegroede Tag fortryllede Sindet som en Aabenbarelse fra Æventyrets Land.

Her boede den gamle 80-aarige Pastor Momme, som ligeledes var et ærværdigt Minde om en Tid, der nu syntes at tilhøre de underfulde Sagn. Den lille, dværgagtige Mand med den sorte Fløjls Kalot, de lange, sølvhvide Nakkekrøller og hele det øvrige gammeldags Folkehyrde-Præg lignede en Æventyr-Skikkelse, naar han sad ude i sin store, grønne Have, ensomt drømmende i Skyggen af et knudret Træ. Det var nu ogsaa snart et halvt Aarhundrede, siden Pastor Momme holdt sit Indtog her i Sandinge Menighed. Ældre Folk kunde endnu huske det og fortælle derom. Først var det sket, at den gamle Pastor Jerrild en Morgen fandtes død under Lampen inde i sit tilrøgede Gavlkammer, hvor han havde siddet begravet mellem sine Portvinsflasker i mere end en Menneskealder. Datidens Sandinge-Bønder havde stille baaret deres Sjælehyrde til Jorden; og da de havde faaet sagt, at nu laa han der, hvor han havde det bedst, vendte de uforstyrrede tilbage til deres daglige Dont. Men en Dag, et Par Maaneder derefter, drog et mærkeligt Optog ned fra Bakkerne i Syd. Forrest svinglede to Top-Læs Flyttegods, og bagefter kom en gammel Hyrekaret med store og smaa Hoveder kiggende ud af Vinduerne. Oppe hos Kusken sad yderligere to Drenge, der holdt et udfoldet Flag imellem sig; og alle raabte de Hurra foran ethvert Hus, de rullede forbi. Ude i Engene stod de gamle, sindige Sandinge-Bønder og stirrede — med Øjnene fulde af Forbavselse. Og da Toget ved Indkørslen til Byen brød ud i et tredobbelt Hurraraab og derpaa under Afsyngelse af „Danmark dejligst Vang og Vænge“ drejede ind i den tomme Præstegaard, saae de betænkeligt til hinanden over Grøfterne. Der forløb da ogsaa baade Aar og Dag, før de forligede sig med den lille livlige Præst — „Abekattepræsten“, som de i Begyndelsen rent ud kaldte 467| ham. Den første Gang, han havde ladet Indbydelse udgaa til „kristeligt Sangstævne“ i sin Have, var der ingen, der mødte; man var ikke vant til andre Slags Forsamlinger her i Sognet end Legestuer og Gildelag, og man følte sig fortrydelig over, at en fremmed selvraadigt vilde indføre nye Skikke der paa Egnen. Efterhaanden mærkedes det dog, at den lille Mand fik Ørene til at høre, ... snart rygtedes det om en, snart om en anden, at han var begyndt at forsage Kortspil og Brændevin og hemmeligt søgte til Bibelmøderne inde i Præstegaarden. Og nu fulgte den store Tid, Brydningens Tid, de aandelige Jordrystelsers Dage, da Forældrene forbandede deres eget Afkom, og den rige Ole Vemmeløv slog sin Kæp itu paa sin Kones Ryg, fordi han en Dag fandt den nye Sangbog gemt i hendes Dragkisteskuffe. De gamles Modstand styrkede blot Ungdommens Sammenhold, ildnede deres Tro til Begejstring. Langt ud over Sognets Grænser, helt over til den anden Side af Fjorden spredtes Rygtet om det nye, glade Budskab, og langvejsfra kom Folk dragende for at høre og se. Det var, som om selve Luften bragte Aandens Vaarbud viden om Land og kaldte de slumrende Spirer frem af Mulde. Det var Grødetid, Blomstertid, de rige Forjættelsers straalende Dage.

Nu levede den gamle Pastor Momme ensomt og tilbagetrukkent sammen med en Svigerinde, Frk. Katinka Gude. Den Tid var forlængst forbi, da Sandinge Præstegaardshave spillede en Rolle i Egnens Liv; da dens nu saa velholdte Gange og Plæner nedtrampedes af tungfodede Folkemasser, mens svulmende Sang og begejstret Tale genlød under Trækronerne. Saa længe var det siden, at man ikke var langt fra helt at glemme, at denne tjørneindhegnede Plet var hellig Jord for Folkesagens Venner, at derinde under den brede Blodbøg havde engang selve Grundtvig staaet og forkyndt sit Lysets Evangelium; der havde Budstikke-Bojesen talt, og Lindberg, Birkedal, Svejstrup, Frederik Barfod, Dines 468| Pontoppidan og hvad nu alle de andre hed, der havde fulgt i den store Seers Fodspor og udlagt hans dunkle Billedsprog for det lyttende Folk.

Ja, endogsaa Pastor Mommes egen Eksistens var Befolkningen undertiden nærved at skrive i Glemmebogen. Paa en Maade var man jo nok stolt af ham, og ved højtidelige Lejligheder holdt man af at vise ham frem og hylde ham som den sidste, endnu levende Patriark fra den folkelige Guldalders Dage. Men ellers var det den almindelige Mening, at han var bleven altfor gammel. Man kunde ogsaa høre Folk sige, at han jo dog heller aldrig havde hørt til de store Profeter, og det betragtedes næsten som en Opofrelse, naar man engang imellem gik i Kirke for at høre hans Præken, i hvilken der aldrig forekom blot den mindste Hentydning til Bibelkritiken eller andre af de store Spørgsmaal, der nu satte Sindene i Bevægelse.

Det var nu dog ingenlunde Savnet af Paaskønnelse, der i de senere Aar havde lagt en bestandig dybere Skygge over Oldingens forhen saa livlige og smilende Ansigt. Han var tvertimod taknemlig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at henleve sine sidste Dage. Han havde overhovedet aldrig hørt til dem, der følte Trang til at gøre sig personlig gældende her i Verden; han havde haft altfor beskedne Tanker om sig selv og sin Virksomhed til at mene, at han fortjente Anerkendelse. Derfor havde han ogsaa i sin Tid betragtet det som noget ganske naturligt, at andre og mere betydelige Personligheder — som f. Eks. den gamle Højskoleforstander — havde overtaget Førerskabet her, ja ingen havde i Virkeligheden frydet sig mere end han over det fornyede Opsving, som særlig Højskolen havde fremkaldt i Menigheden ved det bevægede Liv, den stadig tilførte Egnen.

Men Pastor Momme var i Ordets tungeste Betydning mæt af Dage. Han følte det dybere end nogen anden, at han havde overlevet sig selv og nu fristede den trange Lod at opleve Dommen over sit Liv og sin 469| Tid. Og dette var da den Sorg, der formørkede hans Alderdom, at han nu — i sit firsindstyvende Aar — var begyndt at tabe sin frejdige Tro paa den Sag, han havde ofret sit Livs Gerning. Han havde længe ikke rigtig villet tilstaa det for sig selv; han havde bebrejdet sig sine Anfægtelser, kaldt sig en skørhovedet Olding og søgt at trøste sig med Sangens Ord om, at „unge Øjne, de se dog bedst“. Men han havde ikke kunnet berolige sit bekymrede Hjerte. Den Ungdom, han saae vokse op omkring ham, de Tanker og Følelser, der nu beherskede Folket, ... det var slet ikke en saadan Høst, han havde ventet sig af Aandens rige Udsæd. Allerbitrest var det for ham at være Vidne til, hvorledes den frie Kirkes gamle Modstander, den lysrædde og livsfjendske Pietisme, som han havde troet overvunden for alle Dage, nu drog i Sejrsgang over det hele Land. Naar han i Aviserne læste om den nyvakte Begejstring, hvormed man næsten overalt flokkedes om Mørke-Troens Forkyndere; naar han hørte, at endog Folk her fra hans egen Egn stod op midt om Natten og trodsede Vejr og Vind paa Fjorden for at komme over og høre Helvedprædikanten derovre i Vejlby, — ganske som man i sin Tid var draget derovrefra her til Sandinge for at opbygges af Lysets og Frihedens Evangelium — da grebes han af en nedknugende Følelse af, at alle Menneskeaandens Kampe for Sandheds Erkendelse var et frugtesløst Op og Ned, at Gud i sin Usynlighed spottede alle Efterstræbelser og omstyrtede alle Babelstaarne, indtil Evighedens Time slog.

Han havde nu kun de skuffedes Haab tilbage: det andet Liv. Derfor var han saa taknemlig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at leve. Her i sin Haves tjørneomhegnede Fred, kun faa Skridt fjernet fra det Sted, hvor hans Grav skulde graves, følte han sig som allerede halvt tilhørende Aandernes Verden. Og nu sad han der paa denne solrige Eftermiddag hensunken i Tanker under den minderige Blodbøg. 470| Hans Hænder laa foldede i Skødet, og han havde lukket Øjnene for at lade Sjælen være alene med sine overjordiske Drømme.

Et Stykke fra ham gik hans Svigerinde frem og tilbage paa Grusstien langsmed Havehegnet. Frk. Katinka Gude var — ligesom Pastor Mommes afdøde Hustru — en Halvsøster til Fru Lene Gylling, med hvem hun dog ikke havde synderlig Lighed. Man skulde endog vanskeligt kunne tænke sig større Modsætninger end den smukke, smilende, af alle beundrede Enkefrue og denne uanselige, lidt krogede gamle Jomfru med det lille graa Abehoved, det bøse Ansigtsudtryk og de altid travle Træstrikkepinde.

Frk. Katinka havde fra Barnsben været Familiens Skumpelskud, som man ikke tænkte paa uden i Sygdomstilfælde eller ved andre saadanne Lejligheder, hvor man havde Brug for tro og paalidelig Hjælp. Navnlig her i Pastor Mommes forhen saa store og urolige Husholdning havde man bestandig maattet ty til hendes Bistand, saa at hun — skønt ingen andre end hun selv vidste det — i Virkeligheden havde tilbragt sin meste Tid i Sandinge Præstegaard. Ganske udeltagende overfor det aandelige Røre omkring hende, uden forsaavidt det hvert Øjeblik fyldte Huset med larmende Gæster, havde hun stilfærdig gjort Dagens Gerning for sin svagelige og af højere Tanker optagne Søster, indtil hun ved dennes Død og Børnenes Giftermaal helt overtog Styrelsen af Svogerens Hjem og snart blev hans eneste Støtte.

Ogsaa nu mens hun gik der frem og tilbage i Havegangen og strikkede, holdt hun et vagtsomt Øje med den gamle, hvis Skikkelse faldt mere og mere sammen derhenne paa Bænken under Blodbøgen. Tilsidst gik hun hen til ham og sagde paa den stødvise, butte Maade, der var hende egen:

„Momme ... du skulde ikke ... sidde der og sove. Hvorfor gaar du ikke ... ind og lægger dig lidt?“

Den gamle var virkelig falden i et let Blund. Han 471| saae sig omkring med sine falmede Øjne, som om han først maatte besinde sig paa, i hvilken Verden han var vaagnet op.

„Ja, — jeg troer ogsaa, jeg vil gaa ind lidt,“ svarede han og lagde Hænderne paa Bænken for at rejse sig.

„Kom — lad mig hjælpe dig,“ sagde Frk. Katinka.

„Tak, Cecilie! ... Hvad var det, du fortalte om vor Frederik?“

Den gamle Mand var endnu lidt forvirret efter Søvnen. Han troede, at han talte med sin afdøde Hustru, og kom ikke rigtig til sig selv, før de naaede ind i Stuerne.