III

Da Frk. Katinka havde bragt den gamle til Hvile, vendte hun tilbage til Haven, hvor hun hver Eftermiddag tog sig sin nøje afmaalte Spaseretur — tyve Gange frem og tilbage langsmed Tjørnehegnet. Udenfor Præstegaarden viste den gamle Dame sig kun sjelden, og naar det hændte, vakte hendes lille indtørrede Skikkelse en ikke just smigrende Opmærksomhed blandt Byens Befolkning. Selv Bønderkonerne kunde ikke lade være at trække paa Smilebaandet, naar de saae hende komme anstigende i en fodsid, af Ælde grøn Mantille, i Kysehat med Krusestrimmel og flade, fuldkommen hæleløse Brunels-Støvler, der var snøret paa Siden.

Frk. Katinka var selv ingenlunde ubekendt med Folks Værdsættelse af hende; men hun fandt sig i den med sin sædvanlige Koldblodighed. Hun havde overhovedet ikke saa stor Agtelse for sine Medmennesker, at hun lod sig anfægte af deres Domme. Ganske særlig havde den Kres, hvori hun her havde maattet leve, og det store, religiøse Folkeskuespil, hun havde set opført for sine Øjne, ingensinde formaaet at indgyde hende 472| Respekt. Dertil havde hendes underordnede, halvt tjenende Stilling i Søsterens Hjem altfor ofte givet hende Lejlighed til at færdes upaaagtet mellem Kulisserne og blive Vidne til, med hvilken Rutine fejrede Troes-Helte anlagde Taler-Værdigheden eller afførte sig den lidenskabelige Henrevethed, og hvor snildt Misundelsen og Havesygen og den personlige Forfængelighed ogsaa blandt de troende forstod at maskere sig som Uforfærdethed, Selvopofrelse og hellig Nidkærhed.

I det hele var hun langtfra gaaet saa blind eller saa uberørt gennem Livet, som hun selv bestandig gav det Udseende af, og som Folk derfor i Almindelighed troede. Men hendes Natur havde ikke tilladt hende at leve med Hænderne i Skødet. Skønt hendes Hjerte egentlig slet ikke tilskyndede hende, dreves hun bestandig som af et Instinkt til at overtage Samaritangerningen hos sine Omgivelser, ... og der havde altid været nok af hjælpeløse paa hendes Vej, nok af stakkels skibbrudne paa Tidens rørte Vande.

... Med eet standsede hun sine Strikkepinde, løftede Hovedet og lyttede. Hun syntes bestemt at have hørt Havelaagen knirke.

Ganske rigtigt! Derhenne for Enden af Gangen kom en lang, hældøret Bondemand listende. Rynkerne i hendes lille graa Ansigt trak sig sammen til en Art Smil, idet hun genkendte Væver Hansen. Naa, han skulde være velkommen.

„Goddag,“ sagde hun med et hurtigt Nik men uden at give Haanden, da Væveren var naaet hen til hende og havde hilst. „Saa De er ... kommen herover ... idag, Jens Hansen. Har De noget Ærinde her?“

„Aa ja, noget har man jo immer at pusle med,“ sagde han drævende. „Og da jeg nu var kommen her til Bys, saa tyktes jeg jo, jeg skulde dog gøre Frøkenen en Besøgelse med det samme.“

„Naa ja, det er godt, Jens Hansen. Det er ogsaa 473| ... saa længe siden ... De var her. Kom, lad os sætte os.“

De tog Plads henne i Lysthuset. Frk. Katinka satte sig paa Bænken derinde, Væveren paa en Havestol tæt ved Indgangen.

Væver Hansen var for Tiden en ensom Mand. Førerstillingen ovre i Skibberup og Vejlby havde han paany ganske mistet. Det var igen gaaet ham, som da han havde benyttet Emanuel Hansted til at rydde Provst Tønnesen af Vejen med: de onde Magter, han med beraad Hu havde fremmanet, havde han ikke været Mester for i rette Tid at besværge. Den Bevægelse, han med saa megen Snildhed havde skabt for at fremme sine Planer, havde hurtigt taget en langt stærkere Fart end ønsket og beregnet; og før han anede det, var han selv bleven revet overende.

Frk. Katinka havde altid haft en Del tilovers for denne af de fleste saa haardt bedømte Mand. Hvilke hans Planer egentlig var, vidste hun ligesaa lidt som nogen anden, — og det interesserede hende heller ikke. Men det morede hende engang imellem at tale med ham, fordi han syntes hende at betragte Livets Rørelser med nogenlunde det samme nøgterne Blik som hun selv. Hans Mistænksomhed, hans hemmelighedsfulde Væsen, hans snu, koldsindige Overlæg, hans Forkærlighed for i snevre Vendinger at lirke og lure sig frem ved Kneb og Forstillelse istedetfor paa Holger Danskes Vis at svinge Sværdet med aaben Pande ... alt dette frastødte hende ikke, ja det tiltalte hende næsten som Vidnesbyrd om en ualmindelig forstandig Opfattelse af Livet og Menneskene.

„Naa ... er der saa noget nyt ... ovre fra Deres Side?“ fremstødte hun, da de en Stund havde siddet tavse overfor hinanden.

„Aa nej, saadan noget større er der da ikke passeret. Det lider altsammen jevntvæk i den gamle Skure. Vi har det jo immer lidt rigeligt med Djævelsnak og 474| Svovlstank, saa man sommetider kan synes at fornemme Helvede brænde En gennem Træskoen. Forresten har vi da ogsaa faaet en ny Religion derovre nu.A“

„Ja saa,“ mumlede Frk. Katinka. „Hvad hedder saa den Religion?“

„Ih, det er jo dissehersens Damgaardianere.“

„Hvad for noget? ... Damgaardianere? Dem synes jeg dog ikke, jeg har hørt Tale om før.“

„Aa nej, saamænd, det er rimeligt nok. For de er jo ogsaa endnu noget vaade bag Ørene. — — Det er ellers ham Niels Nilen, ... eller Niels Damgaard, som han jo helst vil kaldes ... det er ham, der har opfunden den. Han var før i Tiden Gaardskarl hos Emanuel Hansted, og han har nu altid haft det saa meget med Læsning og Skriverier i Aviserne og saadan. Og nu var han jo bleven Missionærtaler og sad immer og studerte. Og saa var det, han forgangen lavede denneherre nye Religion, som forresten skal være helt udmærket, ... det har jeg da hørt baade een og to snakkes om.“

„Men hvad er da det nye ved den?“

„Ja se, det kan en anden jo ikke vide. Men jeg troer nu nok, at det er noget med Daabens Ord, som han vil have sagt i en anden Mening.“

„Ja, Vorherre er en taalmodig Mand,“ sagde Frk. Katinka.

„Ja, det er et Sandhedens Ord, Frk. Gude,“ istemte Væveren og hensank et Øjeblik i tankefuld Tavshed.

Men snart spillede igen det skæve Smil i hans Ansigt, og han sagde:

„Men hvordan gaar det saa egentlig med Jeres egen ny Profet? Ja for vi har natyrlig ogsaa hørt baade et og andet om det derovre til vort. Og det er jo da helt mærkeligt, hvad der saadan fortælles. Han skal jo ligefrem være begyndt at gøre Mirakler nu.“

„Saa-aa, det har jeg dog ikke hørt.“

475|„Ja ja — han har da allenfals faaet Skik paa hende, den sorte Trine, som I kalder hende ... Det maa da næsten kaldes et Mirakel, skulde jeg tro. Og saa er der jo ogsaa en gammel Mand dernere i Lejet, som han skal have kureret for Drukkenskab ... og det bare ved at gaa ham forbi en Aftenstund og endda ikke sige saa meget som et eneste Ord.“

„Ja saadan fortælles der jo.“

„Ja — sandelig! — det er mærkelige Tider, vi lever i, Frk. Gude! Man gnubber sig oven i sit Hoved og veed saamænd mangen Gang knap, hvad man skal tænke om'et.“

Det var Emanuel, de talte om. Han havde nu opholdt sig paa Egnen i nogle Uger og var i den Tid bleven et almindeligt Samtaleemne her, — ja, trods den Tilbagetrukkenhed, hvori han stadig levede, var han paa Vej til at vække et formeligt Røre i visse Dele af Befolkningen. I Begyndelsen havde man vel været mest tilbøjelig til at smile af det klosteragtige Levnet, han førte, og som efter Sigende endog gik saa vidt, at han fastede visse Dage om Ugen for at modstaa Syndens Fristelser. Henne paa Højskolen ymtede man rentud om, at han var bleven gal. Men saa hændte det, at den sorte Trine en Søndag til almindelig Forbavselse viste sig i Kirken, ja endog søgte Herrens Bord; og snart rygtedes det, at det var Emanuel Hansted, der havde haft Del i denne mærkelige Omvendelse. Fra dette Øjeblik slog Stemningen mange Steder om. Det viste sig, at navnlig blandt Smaafolk og ganske særligt blandt de fattige Fiskere nede i Lejet, som hidtil var forbleven ganske upaavirkede af Egnens aandelige Rørelser, var mange stærkt optagne af denne besynderlige fremmede, der frivilligt hengav sit Liv til Fattigdommens Ydmygelser og Vanære. Han havde undertiden givet sig i Snak med dem, naar de stod ved Stranden og røgtede deres Garn; og skønt de ikke altid forstod hans Tale, havde alene hans sære Skikkelse og Mildheden i hans 476| Blik og Tone bibragt dem en egen svimlende Fornemmelse af at være kommen i Berøring med det overnaturlige. Ogsaa Egnens syge, og navnlig de fattigste iblandt dem, havde han jevnlig besøgt, dog ikke for at trøste dem. Naar han sad ved deres Senge, talte han om deres Sygdom som om en stor Naade og kaldte deres Lidelser „Guds Kærtegn“, for hvilke de skulde være glade og taknemlige. Særlig megen Tale havde der i den sidste Tid været om hans vidunderlige Indflydelse paa en midaldrende Kone, der led af Mavekræft, og hvis Smertensskrig man forhen havde kunnet høre om Natten over den hele By. Nu, efterat Emanuel nogle Gange havde besøgt hende, var ikke alene disse uhyggelige Skrig forstummede; men Folk, der gik forbi hendes Vindu, kunde høre hende ligge inde i Sengen og synge Takkesange, hvis Jubel steg med Lidelserne.

„Skal De forresten ikke hen og besøge samme Hr. Hansted,“ sagde Frk. Katinka. „De og han var jo i sin Tid gode bekendte.“

Væverens rødrandede Øjne skævede hen til hende med et undersøgende Blik.

„Aa, det kunde der vel ikke være nogen større Gavn ved, troer jeg. — Men hvad mon han ellers saadan gaar og tænker paa, mener Frøkenen?“

„Jeg veed saamænd ikke.“

„Mon han har Spekulationer med detteherre Vennemøde, som nu skal holdes her?“

„Jeg veed ikke.“

„Kaskesens han tænker paa at tale ved den Lejlighed?“

„Ja, det kan jo være.“

„Saa Frøkenen har sletikke hørt noget om den Ting?“

De gav sig til at tale om det paatænkte Møde, og Væveren vedblev utrættelig at udfritte hende om, hvad hun havde hørt angaaende Foredragsemnerne og Talerne; om de første var endelig bestemte, om Ordet vilde blive 477| givet frit o.s.v. Tilsidst tog han en sammenlagt Avis op af Brystlommen, sad en Stund og glattede den med sin Haand og sagde:

„Se, der var ellers noget, jeg saa gerne vilde bede Frøkenen gøre mig en Tjeneste med.“

„Hvad er det, Jens Hansen?“

„Ja se, det er et bitte Ord her, jeg ikke forstaar. Det er vel latinsk, tænker jeg. Om Frøkenen vil være saa god at se her ... Jeg har sat Mærke under det med min Tommelnegl.“

Han rakte hende Bladet.

„Utopi,“ læste Frk. Katinka. „Er det ... det Ord?“

„Ja, Utopi, ja. Hvad betyder ellers det, med Forlov?“

„Det betyder saadan ... Drømmebillede ... noget uopnaaeligt ... og saadan.“

„Drømmebillede, ja saa! Ja se, det tænkte jeg netop! ... Utopi! ... Ja saa siger jeg Frøkenen saa mange Tak,“ sagde han og gemte igen omhyggeligt Avisen i Brystlommen.

„Hvorfor er det Dem ... forresten saa magtpaaliggende ... med det Ord, Jens Hansen?“

„Aa jeg vilde bare saadan gerne vide, hvad det betød, skal jeg sige Frøkenen.“

„Ja vel. Men ... har De ... nogen bestemt Hensigt med det?“

„Ja se, jeg mente jo, at det var immer godt at vide, hvad det var, man læste.“

„Men De maa vel ogsaa ... have tænkt at bruge det ... siden det var Dem saa meget om at gøre ...“

„Nu er det nok paa Tide, jeg kommer afsted,“ sagde Væveren og rejste sig, som om han havde overhørt hendes Spørgsmaal. „Ja saa siger jeg nu Frøkenen Farvel og saa mange Tak.“

Frk. Katinka lo indvendig. Hun kendte Væveren 478| tilstrækkeligt til at vide, hvor frugtesløst det vilde være at fortsætte Forsøget paa at komme hans Tanker paa Spor.

„Farvel, Jens Hansen,“ sagde hun da og gav ham denne Gang Haanden.