V

Pater Rüdesheimer og Frk. Ragnhild kom i dette Øjeblik gaaende inde over Heden i livlig Samtale ... han med sin bredskyggede Straahat og en stor Rose i Knaphullet, hun i en lysblomstret Kjole, som hun omhyggeligt løftede op over Lakskoene, for at den ikke skulde blive hængende i de stride Lyngtoppe.

Det var første Gang, hun havde vovet sig herop paa disse Enemærker, og det var ikke frit for, at hun følte sig lidt uhyggelig tilmode i det store, tavse, dystre 483| Øde, hvorover Sommervinden puslede med en spøgelseagtig Hvisken.

„Her er rigtig ækelt!“ ytrede hun hvert Øjeblik. „Dersom man var overtroisk, vilde man da aldrig tvivle om, at her var alle onde Aanders Bolig ... Og saa er her naturligvis fuldt af Hugorme og Snoge og Firben og al Slags væmmeligt Kryb. Jeg har hele Tiden en Fornemmelse af, at noget bider mig i Benene.“

Ikkedesmindre var det hende selv, der havde foreslaaet Turen herop. Pateren, der kendte hendes Afsky for, hvad hun plejede at kalde Naturen i Adamskostume, var bleven højlig forbavset, da hun under Raadslagningen angaaende Dagens Udflugt pludselig havde udbrudt: „Idag vil vi ud til det yderste Thule!“ Hemmeligheden var den, at hun et Øjeblik forinden fra sit Vindue havde set Emanuel gaa ud mod Hammerbakkerne; og da hun havde hørt fortælle, at han daglig gik derop og ofte var Timer, ja halve Dage borte, havde hun ikke kunnet modstaa Lysten til at faa at vide, hvad han egentlig tog sig for deroppe i Ensomheden mellem Mørkets og Overtroens Aander.

Samtalen mellem hende og Pateren havde da ogsaa næsten under hele Spasereturen drejet sig om ham. Rigtignok havde Pateren — som han plejede — søgt at undgaa dette Emne ved hvert Øjeblik at fortabe sig i almindelige Betragtninger. Han havde givet sig til at fortælle Anekdoter og muntre Oplevelser fra det københavnske Selskabsliv; men med sædvanlig Snarraadighed forstod Frk. Ragnhild bestandig hurtigt og naturligt at føre Samtalen tilbage til dens oprindelige Udgangspunkt.

„Hvad er forresten det, jeg hører om Dem,“ sagde hun saaledes, efterat Pateren en Tid havde underholdt hende med en Fortælling om sin Afskedsvisit hos den gamle Etatsraad Hansted, hvor han havde været saa uheldig at støde paa den nye Kultusminister, der akkurat havde rakt ham to og en halv Finger. — „De har 485| nok været en Slags Mellemmand ved de sidste Underhandlinger mellem Pastor Hansted og hans Familje.“

„Hvorledes? ... Underhandlinger?“

„Ja, Fru Torm fortalte mig forleden, at De er bleven Etatsraad Hansteds Fortrolige i saa Henseende.“

„Hm! Har Fru Torm fortalt Dem det? Nu ja — forinden Etatsraaden rejste til Karlsbad, bad han mig ganske rigtig tale med Sønnen for endnu engang at forsøge at virke paa hans usalige Beslutning. Det er det hele!“

„Saa kan man egentlig ikke sige, at De har haft Held med Dem!“

„Nej desværre! Det kan man ikke. Naa — men det var altsaa det, jeg vilde fortælle Dem om det unge Menneske, der for Tiden beklæder Kultusministerposten —“

„Altsaa ikke engang Deres Overtalelsesevne har kunnet udrette noget! Tænk! ... Og nu har jo Etatsraaden ovenikøbet nægtet at støtte ham længere. Naa! Man maa i hvert Fald lade Hr. Hansted, at der er Metode i hans Galskab. Jeg er overbevist om, at det er hans ophøjede Martyr-Maal engang at ende med sin Familje paa Ladegaarden!“

Pateren saae et Øjeblik misbilligende paa hende. Derpaa sagde han med den dybe, mørke Alvor, han glimtvis kunde aabenbare:

„Frk. Tønnesen ... den Sag synes mig forresten lidt for alvorlig til at spøge med.“

„Det finder netop ogsaa jeg!“ svarede Frk. Ragnhild stødt og i en udæskende Tone. „Vi er hver Dag omgivne af saa megen kedsommelig Snusfornuft, at det virkelig gør godt engang at træffe et Menneske, der har Mod til at følge sin egen Lyst uden først ærbødigst at anholde den offentlige Mening om Tilladelse.“

„Hm! ... Mener De virkelig det, Frk. Tønnesen! Jeg er nu rigtignok af en noget anden Mening. Jeg er aldeles ikke istand til at undskylde, endsige begejstres 485| for en Letsindighed, blot fordi den er større eller farligere end, hvad vi sædvanligvis er Vidne til hos vore Medskabninger. Jeg veed jo nok, at Forstandighed ikke just staar højt i Kurs i disse de store Følelsers Dage. Vor Tids Helt er Konfusionsmageren, der overalt render Panden mod Væggen og tilsidst brækker Halsen ved at dratte over sine egne Ben, — hvad der poetisk kaldes hans tragiske Skæbne. At se sig for, at bruge sine Øjne og Øren og overlægge en Sag, før man handler, ... det er altsammen noget, der er den sande Mandighed uværdigt, og som medlidende overlades til Kræmmersjæle og Spidsborgere. Er det ikke saa?“

„O, gak den gyldne Middelvej — dens Endemaal bedrager ej!“ deklamerede Frk. Ragnhild. „Er det ikke saadan, det hedder i den underskønne Sang, De plejer at citere for mig?“

„Javist — netop!“ svarede Pateren med opvældende Varme. „Jeg anser det virkelig for en højst gavnlig Lære at præke i vore Dage, hvor vi alle har en sygelig Tilbøjelighed til at lave os til Undtagelser og interessante Fænomener. Paa det Almenmenneskeliges Bekostning plejer vi omhyggelig vore Smaaejendommeligheder, opelsker med Flid en eller anden lille Særhed, en eller anden fiks Ide, bare af Frygt for at blive „som alle andre Mennesker“ — det værste, nogen veed. Vi maa absolut være noget for os selv, være selvstændige, have Særpræg, som det hedder. Dogmernes Tid er jo forbi! Enhver, der ikke vil anses for en Dosmer, maa have sin private Mening om alt mellem Himmel og Jord, maa i det allermindste paa egen Haand have udgrundet Verdensgaaden og kunne aabenbare en hjemmestrikket Opfattelse af Gud, Himlen, det hinsidige Liv o.s.v.“

„Hvor De bliver ivrig, Hr. Pastor! ... Forresten maa De for Guds Skyld ikke tro, at jeg vil forsvare Hr. Hansted. Jeg har blot tilladt mig den spagfærdige Bemærkning, at man i hvert Fald maa indrømme ham 486| Mod til at leve i Overensstemmelse med sine egne Teorier. Og der er nu engang noget umiddelbart tiltalende ved, at en Mand lader Ord og Handling følges ad og ofrer sin Velfærd for sin Overbevisnings Skyld, ... ligegyldigt hvad Værd denne Overbevisning i og for sig har.„“A

„Ikke for mig! For mig er sligt kun et sørgeligt Vidnesbyrd om, at Begrebsforvirringen og Jeg'ets Forgudelse har naaet Storhedsvanvidets Højdepunkt. Hvad der tager sig ud som Mod og Aandsstyrke, er i Virkeligheden blot en slappet Viljes ynkværdige Svaghed. Jeg kender det fra mig selv. Jeg veed af Erfaring, hvor svært det falder, naar man har drømt om at blive Profet og Helgen, da at forlige sig med Tanken om at være en slet og ret Pastor Petersen. Jeg veed, hvor langt mere Selvovervindelse der kræves for at bøje sig ind under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til eet med sine Omgivelser, — hverken større eller ringere, hverken værre eller bedre!“

Frk. Ragnhild trak paa Skuldrene uden at svare. Hun tænkte i sit stille Sind paa Ordet om Ræven og Rønnebærrene. Hun var i det hele begyndt at føle sig lidt besværet af Paterens daglige Selskab, og hun var ganske glad ved, at han nu snart skulde rejse. Mere og mere havde hun maattet give Fru Betty Ret i, at han var for meget i Familje med de firføddede. Og besad han end noget af en Pudelhunds rørende Trofasthed, saa ejede han desværre ikke dette lærvillige Dyrs Evne til straks at forstaa et lille Vink om, naar dets Nærværelse var til Besvær.

„Overhovedet“ — vedblev Pateren næsten heftig — „har jeg ikke saa stor Respekt for det Tilfældighedens Værk, vi kalder vor personlige Overbevisning, at jeg kan indrømme Berettigelsen til uden videre at indrette vort Liv efter den. Jeg mener tvertimod — —“

Han blev afbrudt ved, at Frk. Ragnhild standsede 487| med et lille Skrig. Hun paastod, at noget havde bidt hende i den ene Fod.

Det viste sig dog blot at have været en Lynggren, der havde strejfet hendes Vrist, saa at Skobaandet var gaaet op.

„Berolig Dem, min Frøken! Det er ikke livsfarligt!“ trøstede Pateren, glad ved at være bleven standset i sin Iver og ved at faa Lejlighed til at skifte Samtaleemne. „Tillad mig nu at være Deres Læge og foretage en højst nødvendig Operation ... Sammenbindingen af disse to smaa Baand ...“

„Ja Tak. Dersom De virkelig vil ...“

Hans Velærværdighed lagde sig ridderligt paa Knæ foran hende midt paa Stien, ... og enten det nu virkelig var paa Grund af hans tykke Fingres Ubehjælpsomhed, eller fordi han saa længe som muligt vilde nyde Synet af den smalle Kvindefod i den fine Svikkelstrømpe ... han laa en uendelig Tid og famlede med Baandene uden Resultat.

I det samme fik Ragnhild Øje paa en Skikkelse, der noget borte tegnede sig mørkt mod den nu helt tilslørede Himmel ... en skyggelignende Mand, som langsomt og med bøjet Hoved vandrede ned over den yderste Skraaning bag det høje Sømærke.

„Binder jeg maaske for fast?“ spurgte Pateren, — han havde mærket et lille Ryk fare igennem hende.

„Aa, det gaar an —“ svarede hun, idet hun hurtig fattede sig, men vedblev ufravendt at stirre efter Skikkelsen derude, hvor Himmel og Jord flød sammen i Taage.

Synet af Emanuel kom hende vel langtfra overraskende; men det virkede ganske anderledes paa hende, end hun havde ventet. Det slog hende, hvor godt han passede i disse øde, tavse, ensomme Højder, fjernt fra Menneskers Færden. Han blev saa sælsomt fremmedartet heroppe, saa mærkeligt stor i Stilen. — — Men var det virkelig ogsaa ham selv? Ikke alene gjorde 488| hans Skikkelse et besynderlig ulegemligt og samtidig kæmpemæssigt Indtryk mod Taagehimlens graablaa Dunst; ogsaa hans Holdning og Gang fik i disse Omgivelser et Præg af overjordisk Højhed.

Hun forstod i dette Øjeblik, hvad hun engang havde hørt Fiskerne tale om, at han mindede dem om Kristus paa Alterbilledet i Sandinge Kirke. End ikke Straalekransen manglede. Ved et mærkeligt Tilfælde stod nemlig Solen lige bag ham, omtrent i Højde med hans Hoved, hvor den skimtedes gennem Skyerne som en mat, maanestor Lysskive, der ganske lignede en Glorie, som blot var anbragt lidt for lavt.

„Nu haaber jeg, det er tilfredsstillende!“ sagde Pateren og rejste sig efter fuldbragt Gerning.

Men skønt Emanuels Skikkelse nu var dukket under Synslinien, blev Ragnhild staaende som en Støtte. Med et bestandig mere forundret, tilsidst helt forfærdet Udtryk blev hun ved at stirre hen imod den Plet, hvor han forsvandt.

„Vil De sige mig, Pastor Petersen,“ sagde hun omsider og lagde en skælvende Haand paa hans Arm. „Er det mig, der pludselig er bleven gal ... eller hvorledes forholder det sig? Ser De ogsaa tre Sole paa Himlen i dette Øjeblik?“

„Hvad siger De? Tre Sole?“

„Ja. Se, der ... og der ... og der!“

„Ja sandelig! De har Ret! ... De har virkelig Ret!“

Det forholdt sig rigtigt. Paa hver sin Side af Solen, men i temmelig stor Afstand fra den, saaes i Skyerne en maanestor Lysplet, der blot var en ubetydelig Smule mattere end den egentlige Sol og svagt regnbuefarvet langs den indvendige Rand.

„Men hvad er alt dette for Trolddom!“ brød hun tilsidst ganske ubehersket ud. „Hvor er det dog, De har ført mig hen? Og hvad er det ... det store, sorte Kors derhenne?“ vedblev hun i stigende Rædsel 489| ved pludselig at faa Øje paa Sømærket oppe over Højden, hvorfra Emanuel var kommen. „Det er jo som et Golgatha her! ... Jeg vil bort! Hører De? Jeg vil ikke være her!“

Den ellers under alle Tilskikkelser saa overlegne Frøken tabte et Øjeblik ganske Fatningen. Pateren søgte at berolige hende og gav sig til at forklare Luftspejlingens ganske naturlige Aarsag. Det varede da heller ikke længe, før hun kom nogenlunde til sig selv; men helt i Ligevægt kom hun dog ikke, før hun ved hans Arm var naaet ud af „den ækle Ørken“. Ja, endnu efter at hun var naaet hjem, lød hendes Latter ikke rigtig ægte, idet hun gav sig til at fortælle Betty om sit Eventyr.