525| III

Den følgende Morgen rugede en tung Skyhimmel over Jorden. Det havde i lange Tider ikke regnet; hver Morgen havde Solen flænget Nattedisens Slør ligesom med Guldklinger; Himlen havde været blaa, og over Landevejene laa et tommetykt Støvlag. Men hele denne Formiddag lod Solen sig ikke et Øjeblik se. Alligevel var det fra Morgenstunden en brændende Varme, en tør, trykkende Ovnhede, der syntes at strømme ud fra Jordens eget, glødende Indre. Rundt om paa Markerne laa Kvæget med Hovederne tungt mod Grønsværet, Svalerne var urolige, og Luften havde en sær, svovlagtig Lugt.

Ved Middagstid kom Frøken Ragnhild langsomt gaaende henimod den Bondegaard, hvor Fru Betty og Emanuel boede. Hun gik i Tanker og mærkede ikke, hvor langt hun var kommen, før en Stemme sagde Goddag tæt ved Siden af hende.

Det var Betty. Hun stod derinde paa Gangen bagved Havehækken i en tarvelig, glat, sort Kjole og med sit sorte Morgen-Kniplingsstykke over Haaret. Hendes lille, tynde Skikkelse var besynderlig rank; Armene holdt hun korslagte under Brystet.

„Er det virkelig din Agt at gøre os et Besøg idag?“ sagde hun.

„Ja. Kommer jeg maaske ubelejligt?“

„Det har jeg jo ikke sagt.“

„Men, kære — hvorfor spørger du da? Og hvorfor ser du saadan paa mig?“

„Du har ikke været her i to Dage. Hvorfor har du ikke det? ... Tilstaa det kun! Du har undgaaet os i den senere Tid, Ragnhild. Jeg har godt mærket det. Vil du sige mig, hører du maaske ogsaa med til Komplottet?“

„Kære Betty, lad os dog nu ikke begynde igen 526| idag,“ sagde Ragnhild i træt Tone og gik ind gennem Havelaagen. „Vejret er virkelig ikke dertil. Jeg forsikrer dig, jeg er aldeles ødelagt. Og du synes da ogsaa at være en Del overnervøs ... Undskyld, at jeg sætter mig.“

Hun tog Plads paa Tremmebænken under Æbletræet. Fru Betty derimod blev staaende. Hun var gusten i Ansigtet, Trækkene slappe. Kun Øjnene lyste.

„Vil du sige mig,“ — sagde hun — „er det sandt, at Pastor Petersen er kommen her tilbage?“

„Ja, han kom igaar. Han havde faaet Lyst til at overvære Mødet derinde i Sandinge, og han bliver her blot i disse Dage. Jeg havde forresten ventet at træffe ham her. Han gik i Formiddags ind til Højskolen for at høre et Foredrag, og vi aftalte at mødes her bagefter. Han vilde gøre jer en Visit, sagde han.“

„Ja saa. Saa han kommer her! En saadan — Dristighed har han altsaa! Vil du maaske nægte, Ragnhild, at han hører til Komplottet? ... Jeg er overbevist om, at det er ham, der staar bagved det hele. Det er ham, der har gjort Fader ond!“

„Jeg troer, du tager ganske fejl, Betty. Vi talte just igaaraftes om din Broder, og jeg fik det bestemte Indtryk, at han indtil det Øjeblik intet havde vidst om din Familjes sidste Skridt, som han end ikke syntes at billige —“

„Ja, forsvar ham, du! Han er jo din Ven, din Kavaler!“ udbrød Betty og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Gangen, stadig med en unaturlig strunk Holdning og Armene korslagte under Brystet. „Du har nu selv altid været fjendtlig sindet mod Emanuel. Du har gerne villet se ham over Hovedet og gøre ham til en Ubetydelighed. Og nu er du bleven bitter ved at se, hvor ganske du har taget fejl af ham.“

„Veed du hvad, Betty, det er næsten komisk at høre dig tale saadan. Du glemmer efterhaanden helt, at du selv for ikke mere end fjorten Dage siden var 527| allerivrigst til at fordømme din Broders Færd. Naar det kommer til Stykket, er det vel endda nærmest dig, der har foranlediget, at din Fader og din Broder Karl — eller hvem det nu er — har grebet til saa yderlige Midler.“

„Hvad har jeg? — Hvad er det, du siger?“

„Jeg mener, at det dog vel maa være din egen Fremstilling af, hvorledes alt staar til her, der har været afgørende for din Familjes Handlemaade i denne Sag.“

„Aa, det troer du ikke selv, Ragnhild! Og det er skammeligt af dig at sige det! At jeg i lang Tid ikke forstod Emanuel — at jeg maaske endnu har vanskeligt ved helt at følge ham — det bekender jeg ærligt, det lægger jeg slet ikke Skjul paa! Men aldrig — aldrig, siger jeg! — har jeg kunnet tænke mig, at noget saadant kunde ske. At ville berøve et Menneske som Emanuel Friheden, at ville spærre ham inde og gøre ham til en gal Mand! Noget saa oprørende! Saa skændigt! ... Men det skal heller aldrig i Evighed ske! Jeg har dog vel ogsaa et Ord at sige, saalænge Emanuel boer under mit Tag! Og vi to skilles fra nu af ikke mere!“

Hun fortsatte sin Gang, og der var i nogen Tid Tavshed mellem de to Veninder.

„Saa er din Broder vel altsaa ogsaa til Møde nu,“ sagde Ragnhild omsider og ligesom med Overvindelse.

„Naa, saa det interesserer dig dog! — Nej, det er han ikke.“

Ragnhild saae hurtigt op.

„Var det da ikke idag, han vilde tale?“

„Jo, men først iaften ved Diskussionsmødet, naar Ordet bliver givet frit.“

„Naa saadan! — Troer du, der er noget om, hvad jeg hørte idag, at man vil nægte ham Ordet?“

„Aa, det vover de ikke! Hvad vilde det desuden 528| hjælpe? De vil dog ikke dermed kunne hindre, at han andetsteds skaffer sig Ørenlyd. Og fra den Dag, han har talt, vil tusinder flokkes om hans Forkyndelse. Derom er jeg overbevist!“

I det samme var der nogen, der rømmede sig ude paa Landevejen, og Pastor Petersens blussende Ansigt viste sig et Øjeblik efter over Havelaagen.

„Mine Damer! Goddag! Goddag, Frue! ... Jeg bør vel næsten gøre en Undskyldning, fordi jeg saaledes for anden Gang i denne Sommer falder med Døren ind i Huset til Dem. Og ovenikøbet i en saadan Hede!“

Fru Betty modtog ham netop med saa megen Forekommenhed, at hun ikke kunde kaldes ligefrem uhøflig. Hun satte sig paa Bænken ved Siden af Ragnhild og bød ham med en afmaalt Haandbevægelse at tage Plads paa den højryggede Havestol, hvor han engang før havde siddet i de samme to Damers Selskab.

„Jeg hører, at Pastoren har været til Møde inde paa Højskolen,“ sagde hun.

„Ja! Jeg kommer just derfra.“

„Der var vel mange Folk forsamlede.“

„Aa — de var lige ved at krybe op paa Skuldrene af hinanden for at komme til at høre! Den Slags Menings-Turneringer er nu engang bleven vore Dages Folkeforlystelser. Og det gik virkelig ogsaa — i dobbelt Forstand — ganske hedt til. Det maa sandelig have ringet forsvarligt for Vorherres Øren denne Formiddag ... for man tog skam ikke blidt paa den gamle Mand. Navnlig den gode Vilh. Pram og de andre Skriftkloge maalte ham min Tro Skæppen fuld. De lod ham rentud vide, at han risikerede at gaa ganske ud af Spillet, dersom han nu ikke godvillig opgav alt gammeldags Hemmelighedskræmmeri, som dog ikke længer imponerede nogen. Hvad oplyste Nutidsmennesker fordrede af Religionen, var fuld og klar Besked om Tingene ... ingen Tvetydigheder, om vi maa bede!“

529| Han talte i sin sædvanlige spøgefulde Tone, men det var dog ikke vanskeligt at mærke, at han kogte indvendig.

„Det maa dog retfærdigvis tilføjes,“ — vedblev han — „at der ogsaa var dem, der tog den gamle Mand i Forsvar eller i hvert Fald søgte at undskylde ham. Særligt udviste Forstander SejlingA en virkelig paaskønnelsesværdig Højhjertethed ved at optræde som hans Advokat og i et veltalende Foredrag gøre gældende, at anklagedes Ord i merbemeldte Skrift, kaldet Biblen, i det mindste i de afgørende Punkter fuldtud stod til Troende. Men saa var der et snildt Hoved, der midt i Stridens Hede fandt paa den subtile Ide, at der skulde afstemmes om det. Ikkesandt? Det var virkelig en storslaaet Tanke, saadan at gøre Vorherre til Genstand for Ballotation. Ja, vor Tid er i Sandhed en Fremskridtstid! Jeg er overbevist om, at det varer ikke længe, før man træffer Afgørelse om de himmelske Ting ved at tælle paa sine Knapper eller lægge en Kabale!“

„Og hvad blev saa Resultatet af Afstemningen?“ spurgte Frk. Ragnhild.

„Ja, derom kan jeg ingen Oplysninger give Dem, da jeg ikke afventede Udfaldet. Ærlig talt ... jeg foretrak at gaa min Vej. Rimeligvis vil man finde dette meget sippet af mig ... hvad jeg da maa se at bære.“

„Jeg forstaar egentlig ikke,“ — sagde Fru Betty i stridbar Tone — „hvorledes netop De, Hr. Pastor, kan føle Dem saa frastødt af den Art Forhandlinger. De plejer jo dog ellers at være en ivrig Talsmand for den saakaldte sunde Fornuft.“

„Aa jo, Frue! Netop som en varm Beundrer af den sunde Forstandighed hylder jeg i stort som i smaat den Lære, der er udtrykt i det gamle, besindige Ord, at den Sten, man ikke kan løfte, gør man bedst i at lade ligge. Jeg har nemlig selv engang været ved at forløfte mig, og derfor har jeg lært at være taknemlig for, at andre har taget Byrden fra mig. Herregud! 530| Hvorfor vil vi Mennesker dog vedblive at forspilde Livets Lykke ved bestandig at gaa paa Eventyr ovenover Skyerne. Hvortil dog denne Lyst til at liste sig ind paa Evigheden ad Bagveje, ved hvilke der dog tilstrækkelig tydeligt staar skrevet: Ingen Adgang for Uvedkommende! Rigtignok er jeg selv Præst, men ikkedesmindre maa jeg tilstaa, at naar jeg betragter en saadan teologisk inficeret Forsamling som den idag, tænker jeg med Vemod tilbage paa de gode gamle Tider, da man herude paa Landet dyrkede sin Jord og fedede sine Stude og fik sin religiøse Trang fuldtud tilfredsstillet ved at gaa i Kirke om Søndagen og til Alters tre Gange om Aaret. Dengang forstod man at leve, d.v.s. man forstod Livet. Man bar taalmodigt Tilværelsens Byrder og tog derfor ogsaa uden Skrupler Del i Livets Fester. De gamle spillede deres Firkort og tømte deres Krus, og Ungdommen dansede paa Logulvet med Sølvspænder paa Skoene og røde Silkebaand i Huerne! ... Ak ja, det var virkelig en lykkelig Tid!“

„Ja, det er nu ikke alle, der i en saadan Tilværelse kan se et Ideal,“ bemærkede Fru Betty skarpt.

„Aa nej, deri har De fuldkommen Ret. Jeg mærker særdeles vel — og for hver Dag tydeligere — hvor haabløst det er at anprise Livets uskyldige Glæder i en eksalteret Tidsalder, hvor man kun anerkender Yderlighederne — de eventyrlige Udskejelser eller Askesens Selvtilintetgørelse — og igrunden har lige meget tilovers for bægge disse Standpunkter og derfor ogsaa idelig slingrer frem og tilbage imellem dem ... fordi det er selve Yderligheden i dem, man beundrer. Kunde de Godtfolk endda blive enige om et fælles Ideal, skulde jeg endelig finde mig deri. Men der er for Tiden akkurat lige saa mange „Livssyn“, som der er Personer, der brænder efter at gøre sig bemærkede. Og det er just ikke vanskeligt at finde Ørenlyd for Profetier og nye, mageløse Sandheder i vore Dage. Luften er i det 531| sidste halve Aarhundrede saaledes bleven opfyldt af Forjættelser og Bebudelser, at ikke en sølle Skrædder kan rejse sig op i en Forsamling og sige et Par lidt ualmindelige Taabeligheder, uden at Tilhørerne øjeblikkelig bliver indadvendte og ved sig selv tænker: Ja, Gud veed, om ikke dette er det forløsende Ord, vi har ventet paa!“

Ragnhild begyndte at blive urolig. Hun saae Betty sidde som paa Gløder og dreje Hænderne om hinanden i Skødet. Hurtig rejste hun sig og tog Afsked.

Pateren fulgte.