IV

Om Eftermiddagen sad Emanuel og Betty ved Siden af hinanden i Hestehaars-Sofaen inde i hans Stue. De sidste Uger havde ældet ham, saa han næsten var ukendelig. Hans høje Skikkelse var bleven endnu mere smal, Kinderne hule, Øjnene indsunkne. Det store Haar og Skæg hang ham uredt ned over Skuldre og Bryst.

Han havde i de sidste fireogtyve Timer intet spist, hvorfor han ogsaa for lidt siden var faldet i en let Afmagt, da han sammen med Søsteren kom ind fra Haven.

„Hvordan gaar det? ... Har du det bedre?“ spurgte hun og strøg ham varligt ned over Armen.

„Tak. Det er ovre nu. Jeg har det godt.“

„Jeg vil saa nødig plage dig, Emanuel, ... men maa jeg ikke lave dig et eller andet styrkende?“

Der gled et svagt Smil over hans Læber.

„Hvortil skulde det vel hjælpe, Betty? ... Guds Aand vil opretholde mig og gøre mig stærk.“

I dette Øjeblik kom Tjenestepigen tilsyne henne i Døren.

„Frue!“

Betty rejste sig hastig.

„Hvad er der? ... Tal sagte ... Forstyr ikke!“

532|„Fruen skulde vel ikke have set noget til Børnene?“

„Nej, — de er vel i Haven.“

„Nej, der er de ikke. Og vi kan ikke finde dem nogetsted.“

„Søg blot efter dem, og lad dem holde sig rolige inde i deres Kammer ... Forstyr os ikke oftere!“

„Hvad er Klokken, Betty?“ spurgte Emanuel, da hun var kommen tilbage.

„Den er snart fire. Der er endnu tre Timer, til Mødet begynder. Forresten, Emanuel, ... jeg vil helst sige dig det, for at du ikke skal mistyde det, ... jeg tager alligevel ikke med til Mødet. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, at det skal angribe mig for stærkt. Ogsaa de mange Mennesker — —“

Emanuel klappede tavs hendes Haand.

„Men sig mig ... jeg har længtes saa meget derefter ... kan du ikke, Emanuel, fortælle mig lidt om, hvad du idag vil tale om?“

„Hvad Gud indgiver mig. Intet andet.“

Svaret gjorde Betty lidt urolig.

„Men sig mig, Emanuel, ... troer du dog ikke, det var rigtigst at tænke lidt paa det i Forvejen ... maaske ogsaa skrive noget op? Du er jo ikke vant til at tale i en saa stor og fremmed Forsamling.“

Emanuel saae paa hende med en mildt bebrejdende Hovedrysten.

„Du gør dig saa mange Bekymringer, Betty. Kun eet er fornødent!“

„Jeg forstaar dig vist ikke rigtig, Emanuel ...“

„Nej — endnu ikke,“ sagde han og strøg medlidende sin Haand ned over hendes Haar og Kind. „Men siden du ængstes for mig, saa vil jeg nu fortælle dig, Betty ... jeg havde før et yndigt, et trøsterigt Syn.“

„Et Syn?“

„Ja — et Møde med Mo'er. Det var for lidt siden, da jeg sad ude i Haven. Min Sjæl var urolig og angstfuld 533| ... Da kom hun i sin Lysskikkelse henimod mig, tog mig om Hovedet og kyssede mig paa Panden. „Min Velsignelse,“ sagde hun.“

Betty havde foldet Hænderne foran Brystet og stirrede skrækslagen paa ham.

„Emanuel ...!“

„Stille, Søster! Lad os være ydmyge! ... Hvorfor foruroliges du? Har du aldrig selv i Ensomheden følt, at Aanderne omsvæver os? ... Og er det dog ikke en trøstefuld Tanke, at Himmeriges Rige er os saa nær! Er det ikke dejligt at vide, at vi daglig omgives af dets usynlige Herlighed, at vi kun har et eneste lille Skridt at vandre, naar Døden, vor Forløser, aabner vort Jordefængsel for os og kaster vor usle Fangedragt i Graven til Føde for Ormene?“

Betty sad ubevægeligt stille.

„O ja, Emanuel!“ udbrød hun med eet i Ekstase og greb hans Haand.