V

Heden var i Løbet af Dagen bleven stadig mere kvælende, og allerede midt paa Eftermiddagen herskede der et Mørke, saa man inde i Stuerne næppe kunde se, hvad Klokken var. Pludselige Vindstød foer henover de tørre Marker og indhyllede Egnen i en Sky af askeagtigt Støv; Hanerne rundt om i Gaardene galede, og Svalerne fløj som i Dødsensvaande hid og did over Vejene. Af og til hørtes den underjordiske Rumlen af en fjern Torden.

Ved Solnedgang, mens i Vest en sorteblaa Skymasse hævede sig som et uformeligt, elefantagtigt Himmeldyr op fra Horisontens udstrakte Blodsø, fyldtes Højskolens store Foredragshal paany til sidste Plads; og trods Heden og Hs. Ekscellence Kultusministerens Nærværelse fortsattes Striden fra om Formiddagen med uformindsket 534| Heftighed. Særlig var de „Skriftkloge“ kommen i Krigsstemning, efter at de ved Formiddagsmødet havde lidt et alvorligt Nederlag ved Afstemningen paa Spørgsmaalet om Biblens guddommelige Oprindelse. Vilh. Pram erklærede rentud, at han nu vilde plante Oprørsfanen i Menigheden og kalde dens frie Mænd og Kvinder til aaben Kamp mod alle dem, der af lyssky Frygt vilde gøre Forstanden til Træl under Avtoritetstroens Aag. Denne Udæskning kaldte nu ogsaa Modstanderne frem; og ikke alene Partiernes Ordførere, ogsaa de menige Skarers mangestemmige Ekko lod sig efterhaanden høre. Een efter een traadte Folk op paa Talerstolen, baade Mænd og Kvinder, underlige Skikkelser ... alle betagne af den samme brændende Trang til at bekende, forkynde, forjætte og forny.

Rundt om Tribunen sad Mødets Hædersgæster og de særligt indbudne Talere, deriblandt baade den stumpede Pastor Magensen med de evige Helvedstraffe — „Bettefanden“, som han populært kaldtes i Modstandernes Lejr —, og den sørgmodige Tvivler Kandidat Boserup. Størst Opmærksomhed vakte naturligvis den unge Minister, der havde Plads ved Siden af Fru Gylling, og som med en noget anstrengt Værdighed modtog de Oplysninger om de optrædende Talere, der meddeltes ham af nogle kjoleklædte Højskolemænd, som havde stillet sig op bagved ham.

Oppe paa Tribunen ved Siden af Talerne sad Forstander Sejling, Mødets Ordstyrer. I alvorsfuld Ubevægelighed, med Armene korslagte over Brystet, saae han ud over Forsamlingen med den uigennemtrængelige, barske og myndige Mine, der gjorde ham saa frygtet baade blandt Venner og Modstandere. Den Vankelmodighed, der forhen havde præget hans offentlige Optræden og i saa høj Grad skadet hans Indflydelse i Menigheden, var i den sidste Tid — efterhaanden som Vilh. Pram forøgede sin Popularitet hos de unge — vegen for en endog ualmindelig Fasthed. 535| I den almindelige Bevidsthed stod han nu som Føreren for Vennesamfundets konservative Fløj, og det blev da ogsaa fortalt, at det fortrinsvis var ham, der havde foranlediget, at Ministeren var kommen tilstede her idag, ... et Træk, der i saa Fald var ganske klogt beregnet af ham. Der var ingen Tvivl om, at Ministerens Nærværelse havde været en medvirkende Aarsag til, at det oppositionelle Parties Aktier under Formiddagsmødet var dalet, og at Biblens guddommelige Oprindelse var bleven fastslaaet med en saa overvældende Majoritet.

Heden i Salen var efterhaanden bleven næsten uudholdelig. Skønt man havde lukket alle Vinduer og Døre op for at skaffe Luft, fik flere Kvinder ondt, og Lamperne rundtom paa Væggene og under det høje, svære Bjælkeloft lyste tilsidst saa mat, at særligt den nederste Del af Salen kom til at ligge i en dyster Skumring. Nu og da hørtes et fjernt Bulder af Tordenen, der langsomt nærmede sig.

Paa een Gang opstod der Uro henne ved en af Sidedørene. Folk derhenne veg tilside, — Emanuel traadte stille ind.

Oppe paa Talerstolen stod i dette Øjeblik en Landsbylærer og udviklede sine Anskuelser; men ingen havde nu længer Øre for hans Ord. Alle saae hen imod den høje, blege Skikkelse, der blev staaende derhenne ved Døren med Hovedet bøjet og Hænderne foldede foran Brystet. Selv de, der aldrig havde set ham, var ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvem han var. I den bageste Del af Salen rejste man sig op paa Bænkene for at komme til at se, og fra Mund til Mund lød hviskende Spørgsmaal og Svar.

Kun een forholdt sig stille ... Henne i en Krog sad Væver Hansen foroverbøjet og skjulte den nederste Del af sit Judasansigt med sine blodrøde Hænder.

Da Landsbylæreren endelig sluttede, og efter at endnu et Par andre havde haft Ordet, blev det oppe fra Tribunen forkyndt, at Emanuel vilde tale. I samme 536| Nu steg en sortklædt ung Pige op paa en Bænk ved et af Vinduerne, og een efter een rejste der sig omkring hende en fem-seks pjaltede Skikkelser — deriblandt „sorte Trine“ — hvis Nærværelse hele Tiden havde vakt Uro hos de styrende, særlig blandt de kjoleklædte Højskolefolk bagved Ministeren. Det var Gerda og et Udvalg af Emanuels Tilhængere nede fra Lejet.

Idet han nu selv nærmede sig Talerstolen, strakte den unge Pige med et ekstatisk Udtryk Armene frem imod ham og raabte med høj, skærende Røst:

„Hosianna! Velsignet være du, som kommer i Herrens Navn!“

„Hosianna! ... Hosianna!“ gentog de andre i Kor med deres raa og mørke Stemmer.

Rundt om i Forsamlingen vakte Optrinet en raadvild Bestyrtelse. Man saae paa hinanden eller op til Ordstyreren eller — frygtsomt — hen paa Ministeren. Forstander Sejling havde øjeblikkelig grebet til sin Klokke for at skride ind; men i det samme viste Emanuel sig paa Talerstolen, — og alt blev stille.

I mere end et Minut var der dødsstille i hele Salen. Det var, som om en Engel usynlig svævede gennem Rummet. Emanuel selv lignede mere en Aand end et levende Menneske, som han stod deroppe, mager og marmorbleg, skarpt belyst af Skæret fra to nedhængende Loftslamper, der gjorde Øjnenes og Kindernes Hulninger dybe og sorte som paa en Dødning. De lange, udtærede Hænder laa fladt foldede over hans Bryst; Blikket var løftet mod det høje.

Rundtom i Salen sad man med tilbageholdt Aandedræt. Ogsaa Ministeren glemte et Øjeblik sin Værdighed og stirrede maabende op over sine Næseklemmer, som han havde paasat sig for bedre at kunne se. Ja endog Vilh. Pram saae ud, som om han ikke længer rigtig vidste, hvad han skulde mene. Og da Emanuel nu hævede sine Arme mod Himlen og med svag, skælvende Stemme sagde: „Tal, Herre ... din Tjener hører!“537| — og da der i det samme lød et dumpt rullende Tordenbrag i det fjerne, gik der med eet en Gysning gennem den hele Forsamling.

Emanuel blev staaende med oprakte Hænder og tillukkede Øjne; men ikke en Lyd kom over hans hvide Læber. Man kunde se, at hele hans Legeme rystede; at Sveden randt ham ned over Ansigtet. Og pludselig sank han sammen, bedækkede Ansigtet med sine Hænder og udbrød under en stønnende Hulken:

„Min Gud! Min Gud! ... Hvorfor har du forladt mig!“

Der løftede sig i dette Øjeblik ligesom et Lettelsens Suk fra den store Forsamling. Det var, som befriedes de alle fra en sammensnørende Angst ved Visheden om, at det ikke var nogen gudesendt Profet men slet og ret en gal Mand, de havde for sig. Forstander Sejling havde hurtig rejst sig, og ved Hjælp af et Par tililende Mænd blev nu Emanuel lempelig ledet ned fra Talerstolen og derpaa under Forsamlingens medynksfulde Deltagelse bragt ud af Salen.

Endnu helt ude fra Forstuen kunde man høre hans hjælpeløse Hulken. — —

Saa lettet man nu paa en Maade var, og skønt man straks paa Ordstyrerens Forslag gav sig til at afsynge en Sang for at bringe de opskræmte Gemytter i Ro, hengik der alligevel nogen Tid, inden man forvandt Indtrykket af den uhyggelige Scene. Dertil kom, at Uvejret hastigt nærmede sig. Et Par vældige Tordenskrald har allerede lydt inde over Byen, og en hagelblandet Regn begyndte at smælde mod Ruderne.