VI

Hjemme hos Fru Betty havde der imidlertid ogsaa hersket stor Uro. Først i Anledning af Børnene. Sigrid 538| havde virkelig benyttet sig af den Forvirring, der den hele Dag havde været i Huset, og endelig iværksat sin længe forberedte Plan om paa egen Haand at opsøge sin savnede Moder. Sammen med Dagny, Dukke-Lise og en lille Pindevogn, der indeholdt Bagagen, nemlig to Sommeræbler, en Sparebøsse og en Skrivetavle, var hun hen paa Eftermiddagen draget afsted ud ad Landevejen, uden at nogen havde set det. Den lille Karavane var dog ikke kommen langt. Da nemlig Skæbnen vilde, at Solen, deres eneste Vejviser, denne Dag slet ikke lod sig se; da desuden den genstridige Dagny straks gav sig til at tudbrøle for at komme hjem; og da endelig det Uheld indtraf, at det ene Hjul gik af Vognen ved, at den kørte mod en Sten, tabte ogsaa Sigrid efterhaanden Modet og satte sig modløs ned paa Grøftekanten, — hvor Tjenestepigen kort efter havde fundet dem.

Fru Betty var bleven alvorlig vred. I sin eksalterede Sindstilstand havde hun taget Børnene for sig og holdt en formelig Dommedagspræken for dem, saa at selv Sigrid tilsidst var bleven betuttet og var begyndt at græde.

Nu gik Betty i febrilsk Spænding frem og tilbage paa Gulvet i den tarveligt oplyste Bondestue og ventede paa Emanuels Hjemkomst. Hun kunde ikke forstaa, at han endnu ikke var kommen. Klokken var snart ti, og hun var sikker paa, at han ikke havde ladet sig opholde af Regnen. I sin Utaalmodighed begyndte hun tilsidst at bebrejde sig, at hun ikke havde ledsaget ham. Hun følte sig desuden uhyggelig tilmode i sin Ensomhed; Tordenen nærmede sig med hvert Minut, og Regnen strømmede ned som en Vandflod.

Tys! Nu, kom der ikke nogen! Ja, der var han endelig! Nej ... hvad var det? ... det var ikke hans Fodtrin.

„Ragnhild!“ udraabte hun, da Døren var bleven 539| aabnet. „Kommer du her ... paa denne Tid! Og, min Gud! — hvordan er det, du ser ud?“

„Godaften,“ sagde Frk. Tønnesen stakaandet og frigjorde sig hastig for et stort Sjal, som hun havde haft over Hovedet. „Bliv ikke forskrækket! Jeg vilde blot i Forbigaaende høre, hvordan det stod til her.“

„Men hvor kommer du dog fra? Du er jo ganske gennemblødt! ... Ragnhild! ... Du har da ikke været derinde til Mødet?“

„Jo ... hvorfor ikke?“ sagde hun i en Tone, der skulde lade ligegyldig; men hendes Stemme skælvede, og Udtrykket i hendes Ansigt var sky og uroligt. „Jeg fik Lyst til engang at se, hvordan saadan noget gaar til.“

„Men hvem fulgte dig? ... Du er da ikke gaaet alene, Ragnhild!“

„Nu ja, hvad saa? ... Er din Broder ikke kommen hjem?“

Betty stod et Øjeblik maalløs.

„Ragnhild!“ skreg hun med eet og slog sine Arme omkring Veninden. „Du elsker Emanuel! Jeg ser det paa dig! ... Du elsker ham! Du elsker ham!“

Ragnhild vilde rive sig løs, men hendes Kræfter svigtede, og hun sank udmattet ned paa en Stol.

„Vær rolig, Betty,“ sagde hun — hun snappede efter Vejret og holdt Haanden presset mod Hjertet. „Svar mig dog engang ... Er din Broder ikke kommen hjem?“

„Nej. Er Mødet forbi ... Fortæl dog!“

„Er din Broder virkelig ikke kommen hjem?“

„Nej, hvorfor bliver du ved at spørge? Og hvorfor ser du saadan paa mig? ... Der er hændet noget! Jeg kan se det paa dig! ... Ragnhild! Hvad er der sket?“

„Du veed det altsaa ikke?“

„Hvilket?“

„At din Broder blev ... blev syg paa Mødet.“

540|„Syg? ... Emanuel syg! ... Men hvor er han da? — —“

— — —

En Mand fra Højskolen havde fulgt ham hjemad. Men mens denne paa Vejen havde været inde i et Hus for at hente en Drik Vand til ham, var Emanuel gaaet videre og havde siden ikke været til at opspore.

Han gik i dette Øjeblik ude over de øde Hammerbakker — langsomt, med Øjnene mod Jorden. Han mærkede ikke, at Regnen strømmede ned over ham. Hans Tanke stod stille, hans Aand var lammet ... han vidste end ikke, at han gik.

Han havde af Aftenens Oplevelser, ja af hele sit Liv kun bevaret en eneste Erindring, ... Erindringen om et uhyre Bulder, et rædselsfuldt Skrig af tusinde Munde ... og saa om et Ildhav, et endeløst Baal, over hvis Flammer Guds Aand havde aabenbaret sig i en blændende Straalekrans, omgiven af hvide Cheruber med lange, gyldne Domsbasuner, hvis mægtige Toner havde slaaet ham til Jorden.

Pludselig standsede han. Himlen i Vest oplystes af fjerne Lyn, og Sømærket oppe paa Højden tegnede sig et Øjeblik ganske tydeligt mod den hvidblaa Himmelrand.

Han gyste. Han havde set et Legeme hænge deroppe paa det sorte Kors og i det lidende Aasyn under Tornekronen genkendt sine egne Træk. Javist! De havde korsfæstet ham, ... stødt ham gennem Byen med Lanser, pisket ham med Svøber og korsfæstet ham! ... Javist! Og nu gik han her gennem de dødes Rige ...

Angsten for Mørket vakte ham lidt efter lidt. Han saae sig sky omkring ... og det begyndte at dæmre i hans Bevidsthed.

„Det regner,“ sagde han højt.

I det samme huskede han alt, hvad der var sket, og han satte sig ned i den vaade Lyng og græd som et Barn.

541| Han vilde ikke vende hjem. Han kunde ikke mere leve i Menneskenes Samfund. Han bad saa inderligt, at Gud dog vilde udfri ham af Livets Elendighed og give hans trætte Sjæl Hvile i sit Skød.

„O kære Fader! Lad mig ikke forsmægte mere! Tag mig op til din Himmel! Jeg har ikke længer hjemme paa Jorden. Hav Barmhjertighed med mig! Tag mig op i dit Skød! — —“