Stemningen paa Højskolens Formiddagsmøde den næste Dag var i hvert Fald i Begyndelsen endnu præget af den Uhygge, som Begivenheden med Emanuel overalt havde fremkaldt. Først henimod Daggry var han — mere død end levende — bleven funden af det Mandskab, der ved Midnatstid under Pastor Petersens Ledelse var udsendt for at opsøge ham. Man vidste, at der var skikket Bud efter Herredsfogden og en Læge, og at det var Hensigten straks at faa ham anbragt paa et Hospital.

Omslaget i Mødets Stemning foranledigedes af Væver Hansen. Han havde den foregaaende Aften siddet i sin Krog og i Tavshed dukket sig under det Nederlag, som ogsaa han ved den Lejlighed havde lidt. Naar det havde været ham saa magtpaaliggende at faa Emanuel til at optræde ved Mødet, var det, fordi han havde stolet paa, at han i det mindste vilde vække nogen Opsigt, og fordi han vidste, at hans Skibberuppere dog ikke aldeles havde glemt deres aandelige Hjemstavn, men særlig i disse Dage med Aarvaagenhed fulgte alt, hvad der foregik paa Sandinge Højskole.

Dog — nogen stor Tillid til sin Krigslist havde han alligevel denne Gang ikke haft. Den hidtil saa utrættelige skønt atter og atter slagne Stridsmand var omsider begyndt at opgive Haabet om Fremgang for den Sag, der havde været ham selve Livet. Da han denne Nat laa hjemme i sin ensomme Halmseng, mismodig over det fornyede Nederlag, havde hans Tanker som sædvanlig en Stund samlet sig om det mørke Barndomsminde, der havde været Giftbrønden i hans Sind, det bitre Kildevæld, ved hvilket han i fyrretyve Aar daglig havde fornyet sin Styrke og sin Hævntørst, ... Mindet om hin Eftermiddag, da han som Hyrdedreng var bleven Vidne til, at Herremanden gennempryglede hans Fader med sin Stok. For tusende Gang saae han Scenen for sig: de store, lergraa Marker, den krumbøjede Fader ved Ploven, de dampende Heste, den unge Junkers gule Stok, Faderens ynkelige Mine, hans løftede Arm, hans bedende Hundeblik, ... Erindringen stod indbrændt i hans Sjæl som et Slavemærke. Han havde hin Dag knyttet sin Drengehaand og svoret en dyr Ed. Men istedetfor den Oprejsning for ham selv og hans Stand, han havde haabet paa og i alle disse Aar kæmpet for, var Lydigheden blot Dag for Dag bleven større og Underdanigheden mere krumrygget.

Han havde nu besluttet endelig at opgive Kampen. Der var ikke noget at udrette med et Folk, der i alle Forhold syntes at have taget til Valgsprog: Jo galere, jo bedre! Naar han ikke desmindre havde bedt om Ordet her, var det blot for endnu en allersidste Gang at lette sit Hjerte og bringe sine fordums Venner og MeningsfællerA en velment lille Afskedssalut.

Hans Tilsynekomst paa Talerstolen vakte straks ingen synderlig Opmærksomhed. Han var en ukendt Person for Størsteparten af Forsamlingen, og hans besindige, ja drævende Maade at udtrykke sig paa fremkaldte til en Begyndelse nogen Utaalmodighed hos Tilhørerne. 544| Men efterhaanden begyndte man at lytte. Hvad var det? Manden talte jo om Politik, om Statskupet og Frihedsbevægelsernes Undertrykkelse ...

Der blev Uro i Salen. Man saae med ængstelige Blikke hen paa Ministeren og derfra op paa den myndige Ordstyrer, der da ogsaa havde rejst sig med Haanden om Klokken, parat til at skride ind.

I det samme snoede Væveren kattesmidigt sin Tale ind paa det foreliggende Emne: ForestillingenA om det hinsidige Liv og de evige Helvedstraffe.

Men næppe havde Forskrækkelsen sat sig, og Ordstyreren igen taget Plads paa sin Stol, før han atter var paa forbudne Veje. Han gav sig til at tale om Smaafolks Alderdomsforsørgelse, om Almuens Undervisning og det forældede Fattigvæsen.

Forstander Sejling ringede kraftigt med sin Klokke.

„Jeg maa gøre Taleren opmærksom paa, at han skal holde sig strengt til den Sag, der ligger for. Navnlig er al Indblanding af Politik absolut forbudt,“ sagde han. Og under Forsamlingens lydelige Tilslutning tilføjede han bistert: „Dette er ikke nogen Krostuediskussion men en Forhandling om aandelige Ting.“

„Jeg be'r saa saa meget om Forladelse,“ sagde Væveren med sin allersagtmodigste Stemme: „Jeg mente bare, at det vel kunde gaa an i den Forbindelse at berøre Ting, som dog ligger os alle paa Hjertet ... besynderligt idag, da vi jo har den grumme store Ære at se en saa højtstaaendes Mand som en Minister her i vor Forsamling. For se, angaaendes det evige Liv hinsides —“ vedblev han med hævet Stemme, da Ordstyreren igen gjorde Mine til at bruge Klokken — „ja saa mener jeg nu, at Vorherre nok sørger for det. Men Livet her paa Jorden har vi vel selv nogen Forpligtelse til at tage Vare paa.“

„Afslutning! — Afslutning!“ raabte et Par ophidsede Stemmer.

Men uden at agte paa Forsamlingens stedse utaalmodigere 545| Tilraab, og idet han stadig belagde sine Ord saa behændigt, at han afværgede Ordstyrerens Indskriden, vedblev han at tale. Han lod Menigheden høre ilde for, at den havde svigtet den Folkesag, som det var dens Opgave at føre frem til Sejr, og istedet trukket i Købstadklæder og faaet fine Fornemmelser. Han talte om en „Højskole-Storagtighed“, der ikke var et Haar bedre end det Studenter-Hovmod, som det havde villet bekæmpe, og betegnede med et æggende Smil Vennesamfundets Forkyndelse som „dennehersens Gaardmands-Religion“, der alene egnede sig for Folk, som havde Raad til at slide Bagen flad paa Højskolernes Bænke.

Uroen i Salen var efterhaanden stegen til et formeligt Røre, og Forstander Sejling stod da ogsaa i Begreb med paany at skride ind, da Vilh. Pram rejste sig fra sin Plads paa den forreste Bænk foran Talerstolen og — vendt imod Forsamlingen — med høj Røst udbrød:

„Jeg føler mig kaldet til at nedlægge en bestemt Indsigelse mod denne Talers Ord. Skønt jeg selv befinder mig i Opposition til meget i vort Menighedsliv — eller rettere netop af den Grund — er det mig magtpaaliggende at erklære, at jeg anser de faldne Ytringer for aldeles utilbørlige — ja usømmelige.“

„Hør! Hør!“ raabtes der med fuldtonende og enstemmigt Bifald fra Forsamlingen, hvorimod Forstander Sejling blev kendelig bleg og famlede nervøst ved Klokken.

„De Samfundsanliggender,“ — vedblev Vilh. Pram med stigende Varme — „som Taleren har berørt, egner sig ikke til Drøftelse her ... og det er ikke vor Sag at føre dem frem. Tværtimod! Vi har i Fortiden anvendt altfor megen Kraft og Evne og tilsidesat alvorligere Opgaver for at bidrage til Løsningen af Spørgsmaal ... som maaske til syvende og sidst sletikke lader sig løse. Vi kan visselig alle føle dyb og oprigtig Medlidenhed med Samfundets Stedbørn, og vi kan hver 546| for sig gøre, hvad der staar i vor Magt, for at lindre Nød og afhjælpe Savn og bøde paa Samfundenes Brøst. Men der klæber nu engang Mangler ved ethvert Menneskeværk, og det er ikke alene frugtesløst, men næsten formasteligt at tro at kunne fuldkommengøre det. Ideen om et Lyksalighedsland her paa Jorden er en Kimære, en Frugt af skønne men letfærdige Drømmerier ...“

„Drømmerier?“ gentog Væveren med et lumsk Smil.

„Ja — en Forestilling uden Gehalt, uden Mulighed for — —“

„U ... U ... Utopi?“ prøvede Væveren.

„Ja, et uløseligt Problem, ... et Fantasteri, som det er ørkesløst for Alvor at beskæftige sig med.“

„Det er dog egenlig besynderligt,“ sagde Væveren. „For just de samme Ord læste jeg forgangen Dag i en af de rigtig gamle, ærkereaktionære Højreaviser, som jeg ellers ikke troede, at Hr. Pastoren havde Meninger tilfælles med.“

„Her tales ikke om Politik!“ raabte Vilh. Pram afvisende.

„Aa nej. Men jeg kan nu ikke faa i mit Hoved, hvordan netop det kan kaldes for Fantasteri ... hvorfor justement det skal være Daarskab at ville hjælpe Smaafolk til Ligestillethed med andre Mennesker og skabe Ret og Billighed i Samfundet, mens det skal være det bare Smørrebrød for os at tumle med de store Verdensproblemer og vende Vrangen ud baade af Himmel og Helvede. Jeg er — Gud ske Tak og Lov! — hverken Fritænker eller andet af den Slags, men er glad for min Barnetro. Men alligevel kan jeg ikke forstaa andet, end at om vi Mennesker blandede os lidt mindre i Vorherres Anliggender, blev der vistnok baade Tid og Evne til at løse en og anden af de Opgaver, som vi nu er saa grumme hastige til at kalde for ganske uløselige ... det er nu min beskedne Mening.“

„Hvor længe skal dog den Mand have Lov til at 547| tale om uvedkommende Ting?“ raabte Vilh. Pram i ophidset Tone op til Ordstyreren.

„Ja, Afslutning! ... Afslutning!“ lød det fra mange Sider.

Tilsyneladende fuldstændig behersket traadte Forstander Sejling frem og sagde:

„Jeg maa gøre Vilh. Pram opmærksom paa, at det er mig, der leder Mødet ... og jeg skal nok udføre mit Hverv uden hans Bistand.“

„Men Talerne maa dog i hvert Tilfælde holde sig til det foreliggende Emne.“

„Ja — ingen Upartiskhed!“ brølte en ungdommelig Stemme fra Baggrunden, og der rejste sig nu over hele Salen et almindeligt Spektakel. Ingen vilde længer høre, alle talte i Munden paa hinanden, ... mens Væveren smilende krøb ned fra Talerstolen og listede stille bort.