31| IV.

Dagen efter skinnede Solen. Den lunefulde Julihimmel udfoldede sig allerede fra Morgenstunden saa festlig blaa, med et saa indsmigrende Smil, som var den ivrig for at gøre godt igen, hvad den de foregaaende Dage havde forbrudt med sine Efteraars-Nykker. En blaffende Søndenvind strøg i lummerhede Pust ned over Bakkerne, aandede over de vaade Enge, fyldte sig med Kløverstakkenes Vellugt og jog Strandens uvejrsvarslende Maageskarer langt ud over den spejlblaa Havbugt. Det var virkelig bleven Højsommer nu.

Paa en Tremmebænk i en lille hyggelig Have ved den Bondegaard, hvor den gamle Kaleschevogn Dagen forud var kørt ind, sad den unge Generalkonsulinde Torm i Skyggen af et vidtforgrenet Æbletræ. Den lille spinkle, sygeligt blege Dame var klædt i dybeste Enkesorg. For anden Gang i Løbet af de sidste to Aar havde Knokkelmanden banket paa hendes Dør og fordret Indladelse. Endnu før hun havde forvundet den første Smerte over Tabet af sit eneste Barn, havde hendes Mand – der var en Snes Aar ældre end hun – en Nat efter et rigt Festmaaltid faaet et Slagtilfælde i 32| hendes Arme, og faa Dage efter var han afgaaet ved Døden.

Det var dog ikke netop disse tunge Minder, der nu fik hende til at sidde med sit Hækletøj i Skødet og stirre ud paa Græsplænens Solpletter – aldeles fortabt i Tanker. Det var Uroen og Bekymringen for hendes Broder Emanuel, der igen i Dag – som saa ofte før – fik hende til at glemme egne Sorger.

Forholdet imellem de to i saa mange Aar adskilte Søskende var i den sidste Tid paa en Maade bleven meget inderligt. Under de stærke, sjælelige Rystelser, som de gentagne Berøringer med Døden havde fremkaldt hos Fru Betty, havde hun hos Emanuel fundet den religiøse Støtte og Trøst, som hverken Faderen eller hendes yngre Broder, den livslystne Garderofficer, var i Stand til at yde hende. Han var bleven hendes Skriftefader, og hun havde klynget sig til ham i fuld Oprigtighed og Tillid. Og dog var Forstaaelsen imellem dem vedblivende kun halv. De glade Forventninger, hvormed ogsaa hun i sin Tid havde imødeset Broderens Tilbagekomst til Fædrenehjemmet, var kun bleven til Skuffelse. Trods alle velmente Bestræbelser for at forstaa ham, al søsterlig Villighed til at følge ham paa hans underlige Veje, følte hun sig frastødt, ja krænket af hans 33| stadig lige haardnakkede Vægring ved at forsone sig med det Liv og det Samfund, som han dog baade ved Fødsel og Opdragelse tilhørte. Han havde »Intet lært og Intet glemt«, som Faderen plejede at sige med en sørgmodig Hovedrysten, ... og i saa Henseende delte hun ganske den øvrige Families Opfattelse af ham. Hun betragtede hans Tilbøjeligheder som sørgelig Forvildelse, en Slags Sygdom i Sindet, der syntes at være bleven uhelbredelig.

Imidlertid blev hun – uden at vide det – opmærksomt iagttaget henne fra Havediget af en lille Pige. Det var Emanuels ældste Datter, den nu seksaarige Sigrid, som sad der med sit Lokkehoved gemt i en stor Helgolænderhat og Skødet fuldt af afplukkede Markblomster. Det ellers saa rastløse og støjende Barn sad saa besynderligt stille og andægtigt, rørte sig ikke af Pletten, skottede blot nu og da hen til Tanten med et stjaalent Blik.

Denne usædvanlige Højtidelighed havde hvilet over Barnet lige siden den foregaaende Middag, da hun kørte gennem Landsbyens Gade. Under Gaarsdagens lange Aftenskumring havde hun siddet ganske tavs henne ved Vinduet inde i Barnekammeret og stirret ud paa Regnen uden at ville 34| hverken spise Noget eller lege med den lille Dagny. Men da Tjenestepigen havde spurgt hende, om hun ikke var rask, havde hun pludselig ladet som Ingenting og givet sig til at danse rundt paa Gulvet med Søsteren ligesom i et Anfald af overstadig Lystighed.

Dèr sad hun nu paa Havediget og lod, som om hun legede. Men med ét rejste hun sig, strøg varsomt Blomsterne af sit Forklæde og drev i en stor Bue hen over Græsplænen ... indtil hun naaede Tremmebænken. Her anbragte hun sig paa Knæ foran Tanten og lagde Armene op i hendes Skød.

»Tante,« sagde hun stille og gav sig til at pille ved Hækletøjets lille Garnnøgle.

»Ja, min Ven,« svarede Fru Betty, endnu halvt i egne Tanker.

»Hvor er min Mo’er henne?«

Det gav formelig et Sæt i Fru Betty, – hun stirrede ned paa Barnet med store Øjne. Det var nu saa længe, siden hun havde hørt dette Spørgsmaal, der i sin Tid daglig havde sat hende i pinlig Forlegenhed.

»Hvor falder du pludselig paa det, min Ven?« spurgte hun.

»Jo-o,« svarede Sigrid og saa’ nu op med et 35| frimodigt Blik. »For jeg drømte saa meget om Mo’er i Nat. Og om gamle Trofast. Jeg kunde ligesaa grangivelig se Mo’er, Tante! Ogsaa den lille Vorte paa Kinden, du véd nok. Og jeg drømte ogsaa om Mormo’er. Hun gav mig en Sukkerkringle, tror jeg nok. – Tror du, Tante, at Mo’er kommer nogensinde tilbage fra den Rejse?«

Fru Betty blev urolig. Hun saa’ ned i disse troskyldigt spørgende Barneøjne og vidste ikke, hvad hun turde svare.

»Sig mig, Sigrid,« sagde hun endelig, idet hun med Haanden strøg de viltre, gulbrune Lokker bort fra Barnets rødmossede Kind. »Drømmer du ofte om din Mo’er?«

Sigrid gav sig atter til forlegent at lege med Garnnøglet i Tantens Skød.

»Det véd jeg saamænd ikke,« sagde hun i en Tone, der skulde lade ligegyldig. Men det var let at høre, at hun ikke talte rigtig sandt.

Fru Betty blev mere og mere tvivlraadig, – hun kæmpede i nogle Øjeblikke med en stor Beslutning. Saa klappede hun Barnet paa Kinden og sagde:

»Naar lille Sigrid vil være rigtig taalmodig, saa kommer din Mo’er nok snart tilbage.«

36| »Snart?« spurgte Barnet med vidtopspærrede Øjne.

»Ja, det tror jeg ... Men gaa nu hen og hent Dagny. Jeg synes, jeg kan høre hende ude paa Gaardspladsen.«

»Er hun dèrude!« udbrød pludselig Sigrid med sin sædvanlige, robuste Iver, som om al Erindring om Moderen i samme Nu var blæst bort. »Det skal vi snart faa at se!«

Og som en Stormvind fo’r hun ud af Haven.

Fru Betty saa’ forbavset efter hende. Saa rystede hun paa Hovedet, ... hun forstod sig ikke paa det Barn. Og hun var nu ikke langt fra at fortryde, hvad hun havde sagt hende, fordi hun egentlig slet ikke havde haft Lov dertil. Naa ... én Gang maatte dog Børnenes Sind forberedes paa dette Gensyn, hvorom hun selv nu ikke længer tvivlede. Emanuel havde vel ikke ligefrem sagt noget derom; men hun kunde forstaa paa Alt, at han nu var fast besluttet paa at genoptage Samlivet med sin Hustru og i det Hele søge en Tilnærmelse til sine forrige Venner. Han havde blandt andet for nylig talt om et stort Møde, der skulde afholdes her paa Egnen, og ved hvilket det var ham magtpaaliggende at være nærværende. Hun antog, at han her for første Gang vilde forkynde 37| det nye Syn paa Kristendommen, hvortil han efter sit Sigende nu var kommen.

Det var jo rigtignok ikke en saadan Udgang af disse halvandet Aars pinefulde Uro og Uvished, hun oprindeligt havde tænkt sig og helst ønsket. Men hun indsaa’ mere og mere, at der næppe var anden Udvej. Ja, som Forholdene nu en Gang havde udviklet sig, var den vel ogsaa den for alle Parter bedste!

Ude fra Gaardspladsen hørtes nu Sigrids kommanderende Stemme; og et Øjeblik efter vendte Barnet tilbage med den lille Dagny, der netop i Dag fyldte sit tredje Aar. Den lille pluskæbede Tyksak havde Favnen fuld af nyt Legetøj og trak efter sig en lille Træhest paa Ruller. Men trods disse rige Gaver saa’ hun meget mut og utilfreds ud. Hun havde nemlig endnu ikke faaet sin Faders Lykønskning, og da hun naaede hen til Tanten, gav hun sig straks til at rykke hende energisk i Ærmet og brummende forlange at komme »ind til Fa’er.«

Fru Betty søgte at stille hende tilfreds.

»Du véd jo nok, at Fa’er ikke gerne vil forstyrres om Morgenen. Han sidder jo og læser, Dagny. Sæt Jer nu hen i Solen, Børn, saa kommer han nok snart.«

38| Sigrid trak atter rask af Sted med det modvillige Fødselsdagsbarn. De anbragte sig paa Græsplænen og gav sig til at lege. Men stadig hørte man Dagny utaalmodigt mumle med sin mærkeligt dybe Røst, at hun vilde »ind til Fa’er.«

For Resten begyndte ogsaa Fru Betty at forundre sig over Emanuels Udeblivelse. Hun vidste, at han for længe siden var staaet op. Allerede ganske tidlig i Morges havde hun hørt ham spadsere op og ned ad Gulvet inde i sin Stue ... en af disse utrættelige, timelange Vandringer, som hun huskede saa godt fra hans Studenterdage derhjemme, og som altid havde gjort hende ilde til Mode, fordi de saa uhyggeligt mindede hende om hendes Moder. Det var nemlig noget af det, hun tydeligst huskede om sin afdøde Moder, at hun saaledes kunde gaa halve Dage og hele Nætter frem og tilbage i sit Værelse uden at standse et Øjeblik. Disse ensformige, vedholdende Skridt havde ogsaa været det allersidste, hun havde hørt af hende om Natten før hendes forfærdelige Endeligt, ... og den dumpe Lyd var bleven siddende i hendes Øre som en rædselsfuld Erindring.

Men netop som hun sad og overvejede, om hun ikke gjorde rigtigst i at se lidt ind til Broderen, lød der Mandstrin inde i Havestuen; og et Øjeblik 39| efter traadte Emanuel frem i den aabne Dør med en bredskygget Filthat paa Hovedet og en Egekæp i Haanden.