V.

Han lignede ganske sig selv fra forrige Dage. Han var tarveligt, ja fattigt klædt og saa mager, at Kinderne dannede store Hulninger oven over Skægget. De mærkeligt lyse Øjne var lige klare og milde ... syntes blot endnu lidt mere ømfindtlige for Dagslyset end før; og de mørke Skygger, der laa omkring dem, gjorde dem tillige ligesom større. Haaret i Nakken bar han atter langt og tæt, saa det næsten naaede ned til Frakkekraven, og det store, lyse Skæg hang i Bølger ned over hans mørke Dragt.

»Hvad?« udbrød han og saa’ sig overrasket om, idet han holdt Haanden skyggende op for Øjnene. »Jeg tror virkelig, Solen skinner i Dag!«

»Kære – ser du først det nu?« sagde Søsteren og betragtede ham over sit Haandarbejde med et undersøgende Blik. »Saa har du vist igen siddet og glemt dig selv over en Bog eller noget 40| Andet. Husk paa, at Doktoren har advaret dig imod den megen Indesidden.«

Han smilte til hende og nærmede sig over Græsplænen.

»Ja, du har Ret, Betty. Men ser du, derfor har jeg ogsaa, ... God Morgen, mine Smaa!« – han fik Øje paa Børnene og klappede i Forbigaaende den lille Dagny, der straks var løbet hen imod ham. – »God Morgen, min Lille! Naa ... har I saa sovet godt i det fremmede Hus? Ja, naturligvis! ... Nej, ser du, Betty, derfor har jeg ogsaa udrustet mig til en længere Fodvandring nu. Jeg fik et Glas Mælk og en Bid Brød af Angelica – saa du skal ikke bekymre dig om Frokost til mig. For Resten har jeg virkelig – som du siger – været optaget af en Bog. En mærkelig lille Bog! Og et mærkeligt Tilfælde i det Hele! Ganske tilfældigt faldt den mig i Øjnene, da jeg i Morges pakkede mine Bøger ud – –«

»Men du glemmer vist –« afbrød Søsteren ham og blinkede betydningsfuldt henimod Fødselsdagsbarnet, der var bleven staaende paa Græsplænen, yderst slukøret, med Fingren i Munden og frembrydende Taarer i sine store Øjne.

»Aa, Dagny, min Stump! Nu har jeg aldrig kendt Mage!« – Han tog Barnet op til sig og 41| kyssede det paa begge Kinderne. – »Gud velsigne dig, mit Barn! Ja, du maa da ikke tro, at jeg havde glemt din Højtidsdag. Det havde jeg sandelig ikke! ... Du har vel ogsaa fundet en lille Gave ved din Seng i Morges – ja, dèr ser jeg den! Og Tante har nok betænkt dig rigeligt, lader det til. Ja ja, tak nu den kære Gud for Alt, mit Barn! ... Men dèr kommer nok Angelica og vil have fat i Jer.«

Han satte hende ned paa Jorden, og begge Børnene løb nu hen til Tjenestepigen, der var kommen frem i Havedøren for at kalde dem ind til Øllebrøden.

Emanuel tog Plads paa Bænken ved Siden af Søsteren og genoptog efter nogle Øjeblikkes Tankefuldhed sin afbrudte Meddelelse:

»Jeg talte om den Bog, Betty. Tænk dig, det var en af Mo’ers gamle Bøger! ... Jeg begriber ikke, hvordan den er kommen med herud; for jeg har aldrig set den før, og jeg kender den slet ikke. Er det ikke mærkeligt! Det er næsten, som om jeg skulde læse den Bog, ikke sandt?«

»Men kan den ikke ganske simpelt have forputtet sig mellem de andre Bøger, du tog med derhjemme fra. Der var vistnok flere af Moders imellem.«

42| »Ja, det er jo muligt – naturligvis. Men du kan tænke dig, hvor underlig bevæget jeg blev ved saadan ganske uventet at se Mo’ers Haandskrift paa det første Blad. Inde i Bogen laa der et Mærke ... rimeligvis paa det Sted, hvor hun sidst havde læst i den. Og dèr gav jeg mig saa ogsaa til at læse. For det er saa underligt med Mo’er. Det er nu hændet mig saa ofte i mit Liv, at naar jeg syntes, at Alt blev mørkt og uvejsomt omkring mig, eller naar jeg saadan rigtig trængte til en Bekræftelse paa min Tro og mit Haab ... saa har Mo’er paa en eller anden Maade givet mig et Vink, rakt mig en hjælpende, trøstende eller vejledende Haand fra den anden Side af Graven. Saadan ogsaa nu. I Nat, da jeg laa og ikke kunde falde i Søvn – –«

»Kunde du nu igen ikke sove, Emanuel?« spurgte Søsteren og betragtede ham atter med et bekymret forskende Blik.

»Aa, det har ingenting at sige. Det var vel Rejsen, tænker jeg, og den ny Seng maaske. Men, som sagt ... som jeg laa dèr og hørte paa Regnen og Blæsten og Hanernes Midnatsgalen ... paa alle disse kære, kendte Lyd, som jeg nu ikke har hørt, siden jeg forlod Vejlby Præstegaard og Hansine, – saa vaktes der hos mig saa mange 43| gamle Følelser, saa mange dyrebare Minder, der satte Sind og Tanker i Bevægelse. Det var, som gennemlevede jeg i Erindringen hele mit Liv ... ikke stykkevis og ufuldkomment ... men som en stor, forklaret Helhed. Det var et af disse Øjeblikke, da Gud laaner os sit altskuende Øje, for at vi fuldt ud skal blive aabenbare for os selv. Ligesom fra Tinden af et højt Taarn saa’ jeg ud over den Vej, jeg har traadt, – forstod med en Klarhed som aldrig før, hvorfor Guds Haand rørte mig, bød mig staa stille og se tilbage ... ind i mig selv. Ja, Gud har været mig god! Og det skal en Gang siges – og siges med Alvor og Myndighed – at Kristenheden er fuld af falske Lærere, der fører Folket i Fordærvelse, ... som ikke fornemmer, at Vejen gaar nedad, dybere og dybere nedad og maa ende i Fortvivlelsen.«

Han havde rejst sig op og stod og saa’ ud over Havediget – ud mod det flade Engdrag i Syd, hvor et Glimt af Sandinge Højskoles røde Mure skimtedes i det Fjerne. Saaledes blev han længe staaende i Tanker, med Hænder og Stok lagt bag om Ryggen, mens Fru Betty sad stille bøjet over sit Haandarbejde. Hun blev gerne imod sin Vilje greben af Broderens Ord. Det var altid først bag44|efter, naar han var gaaet, at hans Tales Uforsonlighed ret gik op for hende og skræmmede hende.

»Men du glemte, hvad du vilde fortælle om Mo’ers Bog,« sagde hun, da Emanuel ikke fortsatte.

»Hvilket? ... Naa, Mo’ers Bog!« udbrød han og gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende. »Aa, det var i og for sig en Ubetydelighed, ... en lille Samling smaa, religiøse Fortællinger fra forskellige Tider og Lande. Den Fortælling, som Mo’er havde lagt Mærke ved, handlede om en from Mand i Jødeland, om hvem det berettes, at han bestandig var Genstand for sine Naboers Spot, fordi han – trods en inderlig Hengivelse i Gud – stadig led Skibbrud med Hensyn til sin timelige Velfærd. Hans Børn og Hustru døde, hans Kvæg blev sygt, han selv smittet af Spedalskhed. Tilsidst lagde et Uvejr hans Vinmark øde, og Lynet fortærede hans Hus. Og saa slutter Fortællingen om ham med de dejlige Ord: Da gik han til Templet, bøjede sit Knæ og takkede Gud, Verdens Børn til Forargelse. – »Verdens Børn til Forargelse«. De Ord havde Mo’er understreget. Og de er ogsaa nok værd at lægge sig paa Hjærte. Vi kender jo nok disse Anfægtelsens Øjeblikke, da Verdens daarlige Tale gør os tvivlraadige, saa vi 45| bliver rædde for vor egen Gærning og siger til os selv: Ja, har de Andre i Grunden ikke Ret? Er det ikke Galskab, er det ikke Vanvid det Hele? Da kan det være godt at mindes Historien om denne fromme Mand i Jødeland, der havde en saa dyb Forstaaelse af – – Men hvem er det, der kommer dèr? –« afbrød han sig selv ved Synet af to Personer, der nærmede sig ad Landevejen inde fra Fiskerlejet, – en hvidkjolet Dame med hvid Parasol og en sortklædt Herre med bredskygget Straahat.

»Hvor?« spurgte Betty og saa’ op. »Aa, det er jo Ragnhild Tønnesen!«

»Ja, nu ser jeg det,« sagde Emanuel, – og der gled en hastig Skygge hen over hans Ansigt. »Men hvem er det, der følger hende?«

»Jeg véd ikke ... Jo ... er det ikke Pastor Petersen?«

»Pastor Petersen? Bor han maaske ogsaa herude!«

»Det maa han vel gøre. Og det kan være rimeligt nok. Han og Ragnhild har i den senere Tid været paafaldende meget sammen, har jeg lagt Mærke til.«

»Ja saa,« sagde Emanuel – hans Stemme lød lidt usikker. »Ja, Pastor Petersen har jo Ord 46| for at være en meget kvindekær Mand. ... Tror du, de kommer herind?«

»Ja, det gør de vel.«

Emanuel stod et Øjeblik tvivlraadig. Han vilde helst overlade til Betty at tage mod Besøget. Men de Fremmede derude havde allerede genkendt ham. Damen gav sig til at hilse med sin Parasol, og Herren løftede sin gule Straahat.