VI.

Fru Betty rejste sig fra Bænken for at modtage de Fremmede ved Havelaagen. Ragnhild Tønnesens Besøg havde hun ventet. Derimod var ogsaa hun højlig overrasket, ja næsten betuttet over at se hendes Ledsager dukke op paa disse Enemærker.

Pastor Petersen var en lavstammet, sværtbygget Mand i 50-Aars Alderen, med et fyldigt, glatraget og letbevægeligt Ansigt, et saakaldt Skuespiller-Ansigt. Dersom han ikke netop havde baaret sort Skødefrakke og hvidt Slips, kunde man meget godt have antaget ham for Indehaveren af det 47| ældre, komiske Rollefag i en Aktørtrup, især da hele hans Person, frem for Alt hans kraftigt blussende Ansigtsfarve, røbede ham som en fuldtro Ven af Bordets Glæder. »Pater Rüdesheimer« var da ogsaa det Navn, hvorunder han var bedst og videst kendt; og i fortrolig Samtale fortalte han ofte selv med stor Aabenhjærtighed, næsten med en Smule Stolthed, at en af Københavns fineste Restavratører en Gang havde kaldt ham sin næstbedste Kunde. Forøvrig var han ikke Præst i selve København men havde et indbringende Kald i Byens umiddelbare Nærhed. Men da han var Enkemand uden Børn, saaes han saa godt som daglig i Hovedstaden, hvor han betragtedes som en af Selskabslivets Seværdigheder. Han havde i de senere Aar hørt til den afdøde Generalkonsul Torms Middags-Venner, og som saadan var han ogsaa af og til bleven indbudt til Etatsraad Hansteds Hus. Her var han dog ikke særlig velset mellem Gæsterne, endskønt det var bekendt, at han i religiøs Henseende var fuldkommen rettroende, endog strengt ortodoks, og at han i sit Sogn førte en skaanselsløs Kamp mod alle Dissentere.

... Damerne anbragte sig paa Tremmebænken under Æbletræet, medens Pastor Petersen – ildrød af Varme – nedlod sig i en højrygget Have48|stol ved Siden af Fru Betty. Emanuel derimod blev staaende. Efter at have hilst paa Gæsterne forskansede han sig straks bag den tavse Tilbagetrukkenhed, han altid bevarede i Fremmedes Selskab.

Pater Rüdesheimer lod, som om han slet ikke mærkede, at han just ikke havde faaet nogen synderlig hjærtelig Modtagelse. Med Sindsro tog han Hatten af Hovedet og viftede sig med sit Lommetørklæde.

Da de første Hilsner var vekslede, de første Spørgsmaal om Rejsen, Befindendet o. s. v. besvarede, vendte Fru Betty sig imod ham og sagde:

»Det var virkelig en Overraskelse at træffe Hr. Pastoren her. Har De været her længe?«

»Længe nok eller altfor kort ... ganske som De behager, Frue! Naar Klokken bliver ét, har jeg været her præcis i tre Dage.«

»Tre Dage ... altsaa kom De hertil sammen med Frk. Tønnesen.«

»Samme Dag som Frk. Tønnesen, ja. Vil De sige mig, Frue ... kunde jeg gøre andet? Jeg har tænkt meget over den Sag. Men var det ikke min ligefremme Skyldighed? Min uafviselige Pligt?«

»Hvorledes? Deres Pligt?«

»Ja, hvad mener De, Hr. Pastor? Maa ogsaa 49| jeg bede om en Forklaring,« faldt Frk. Ragnhild ind.

»Jeg er overbevist om, Frue, at De ganske deler min Opfattelse,« vedblev Pateren med uforstyrrelig Alvor, – han sad let tilbagelænet mod Stoleryggen, havde anbragt Straahatten i sit Skød og holdt Hænderne med de korte, tykke, ringbesatte Fingre samlede foran Brystet, saaledes at kun Fingerenderne berørte hinanden. – »Jeg kunde dog virkelig ikke forsvare at lade en Dame af saa elskelige Egenskaber som Frk. Tønnesen drage ganske uden Beskyttelse til et saadant »første Rangs Kursted«, der ikke uden Berettigelse gør Fordring paa at kaldes et Nordens Ostende. Betænker man tillige det overvældende Indtryk af disse »vildt romantiske Naturomgivelser«, som vi her Alle har for Øje, vil man sikkert forstaa, at jeg har følt det som min Pligt at tilbyde Uskyldigheden den Beskærmelse, som saavel min gejstlige Distinktion« – han pegede op paa sit hvide Slips – »som mit graanende Hovedhaar forhaabentlig selv i dette moderne Sodoma vil kunne yde den.«

»Nej, den Forklaring duer ikke, Hr. Pastor!« vedblev Fru Betty ufortrøden. »Maa jeg bede om en anden.«

»Aa, hvor vil du dog høre paa de Taabelig50|heder,« afbrød Frk. Ragnhild i let irriteret Tone og lagde Haanden paa sin Venindes Arm. »Pastor Petersen fik i Morges kold Te og har af den Grund været i sit utaaleligste Drille-Humør hele Formiddagen.«

Pateren lod, som om han ganske overhørte denne Bemærkning.

Forøvrig havde han ikke Uret. Frk. Ragnhild saa’ ingenlunde ufarlig ud i sit lyse Sommertoilette med de mægtige Pufærmer og den store Hyrdindehat, hvis hvide Filt »stod« fortræffeligt til hendes brunrøde Krushaar. Man maatte indrømme hende, at hun havde holdt sig udmærket. Hendes Holdning var lige udfordrende rank, de pragtfulde, graablaa Øjne havde intet mistet af deres Glans, – ja hun var endog bleven lidt fyldig med Aarene og svagt rødmosset og en Smule koket ... syntes kort sagt at befinde sig i den Efterblomstring, som forundes visse Kvinder i Begyndelsen af Trediverne, naar der paa dette Tidspunkt hænder dem et eller andet Usædvanligt.

»Ja, naar denne Forklaring ikke tilfredsstiller Dem,« – vedblev Pateren, vendt mod Fru Betty – »saa maa jeg jo se at finde en anden. Jeg vil da sige, at ogsaa jeg – ligesom vor Veninde, Frk. Tønnesen – har faaet en af Hovedstadens 51| berømte Medicinmænd til at udstede Attest for, at mine Nerver trænger til længere Tids Hvile og Pleje. Og hvor skulde de vel kunne finde dette bedre end her i »Hotel Kattegat«, der i sin elskelige Ukunstlethed synes mig et sandt Mønster paa et Forbedringshus – hm! – for Nerver. Jeg hører iøvrigt, at det er Dem, Frue, hvem vi er Tak skyldige for Opdagelsen af denne i Sandhed fredelige Plet.«

»Nej, det er det dog ikke. Det var min Broder, der fik den Idé.«

»Ja, Ære den, som æres bør,« sagde Frk. Ragnhild med en ironisk Bøjning hen imod Emanuel. »De kan tro, Hr. Pastor Hansted, at jeg allerede har storvelsignet Dem adskillige Gange ... især den første Aften, da jeg fandt en Mus i min Seng. Jeg haaber, det ringede med Stormklokker for Deres Øren den Gang.«

Emanuel, der var falden i Tanker, fo’r let sammen ved hendes Tiltale og blev lidt rød i Hovedet, – hans Øjne havde agtpaagivende vandret frem og tilbage imellem Pateren og Frk. Ragnhild, mens disse udfægtede deres lille kammeratlige Skærmydsel. Han tog sig dog hurtigt sammen og mødte hendes overmodige Øjekast med et fast Blik.

»De synes at glemme, Frk. Tønnesen,« – 52| sagde han roligt og fuldkommen behersket – »at da jeg valgte dette Sted til vort Sommerophold, havde jeg ingen som helst Grund til at tage Hensyn til Deres Vaner og Tilbøjeligheder. Jeg vidste jo nemlig slet ikke, ... ja, jeg kunde end ikke ane, at De for Alvor tænkte paa at gøre min Søster Selskab herude. De vil maaske ogsaa erindre, at jeg, den Gang De fortalte mig, at De havde faaet »denne Flyveidé« – som De selv udtrykte Dem – absolut fraraadede Dem at ...«

»Ja, De fraraader jo altid!« afbrød hun ham med kun slet dulgt Utaalmodighed og vendte sig mod de Andre. »Ikke sandt, Pastor Petersen? Dersom Hr. Hansted fik Lov at raade for Verdensordenen, gik vi saamænd endnu Allesammen omkring med vore Mælketænder. Tror De ikke?«

Pateren truede ad hende med Fingren.

»Hvor De er slem, Frøken! ... Hvor De er slem!« sagde han med en Hovedrysten og indtog atter sin forrige Stilling med Hænderne samlede foran Brystet paa en Maade, der mindede om de hellige Mænd paa gamle Kirkemalerier. Men over hans sorte, præstelige Dragt dansede et lystigt Mylr af smaa gyldne Solpletter. Og om hans store, æselsgraa Hoved lagde Æbletræets Grene ligesom en druebladet Skyggekrans, der forræderisk fremhævede 53| hans Lighed med en skalkagtig Satyr, der var graanet i Bacchi Tjeneste.

»Jeg maa i det Hele advare Dem imod Frk. Tønnesen,« vedblev han derpaa, vendt imod Emanuel. »Frøkenen bagtaler Dem paa det styggeste. Nu har jeg gaaet her og glædet mig til Deres Ankomst, Hr. Hansted, blandt andet for at faa et Parti Kegler med Dem en Gang imellem ... en Keglebane er nemlig det eneste Forlystelsesetablissement, jeg hidtil har kunnet opdage her i Ostende. Men paa Vejen herhen i Dag søger Frk. Tønnesen at indbilde mig, at De ikke spiller Kegler, ja at De endog skal være aldeles utilbøjelig til at dyrke en saa ædel Idræt.«

»Frk. Tønnesen har virkelig denne Gang haft Ret,« svarede Emanuel. »Jeg beder Dem, ikke at gøre Regning paa min Deltagelse.«

»Herre Gud! Saa er det altsaa virkelig sandt! ... De spiller ikke Kort, De nyder ikke Vin, De ryger ikke længer Tobak, og nu vil De heller ikke spille Kegler! ... En komplet Helgen altsaa!«

»Kære, har De ikke vidst det før!« spottede Frk. Ragnhild.

Emanuel blev bleg og bed sig i Læben. Men han svarede ikke.

»Ja, saa er jeg altsaa fremdeles henvist til 54| min Med-Pensionær, Hr. Børstefabrikant Mikkelsens Barmhjærtighed,« sukkede Pateren. »Naa – han slaar virkelig en ganske proper Kugle. Navnlig har han en Force i venstre Spænd, som jeg højligen beundrer ... højligen beundrer!«

»Men her er dog saa megen anden Oplivelse, Hr. Pastor,« indskød hurtigt Fru Betty, hvem Emanuels Holdning havde gjort nervøs, og som ønskede at give Samtalen en anden Retning. »Der er virkelig ganske smukt heromkring. Og De er vist en stor Ynder af Naturen, Hr. Pastor. De er jo ogsaa en ivrig Jæger, har jeg ladet mig fortælle.«

»Jeg er Dem i høj Grad forbunden for Deres fordelagtige Mening om mig, Frue! Men desværre ... jeg er et ganske prosaisk Menneske! Jeg nægter ikke, at jeg har et lille Sværmeri for at sole min dovne Krop paa en Kløvermark. Jeg finder det ogsaa yderst behageligt en varm Sommerdag at tage en lille Middagsslummer i Skyggen af et Skovhegn, ved Bredden af et køligt skvulpende Vand ... især naar det ikke er altfor langt fra et Sted, hvor man ogsaa kan faa Vand paa Maskine. Men for de saakaldte højere Naturnydelser mangler jeg desværre al Sans ... al Sans! Jeg skammer mig ved at tilstaa det; men tror De 55| f. Eks., at det i Gaar var mig muligt at drive mig op til nogen nævneværdig Begejstring for det sikkert højst poetiske Regnvejr? Jeg saa’ kun, at det øsregnede, da jeg stod op, at det plaskregnede, da vi spiste Frokost, og at det ved Middagstid var et saadant Skybrud, at Vandet styrtede spandevis gennem Skorstenen ned i Suppegryden ... at dømme efter Suppens Smag i hvert Fald.«

»Ganske som jeg!« istemte Frk. Ragnhild med forceret Livlighed. »Pastor Petersen og jeg er i det Hele forbavsende enige. Dersom jeg sad Dem lidt nærmere Hr. Pastor, vilde jeg række Dem min Haand!«

Paa Paterens Ansigt bredte der sig et stort Smil. Han rejste sig op fra Stolen og kyssede med Anstand den yderste Spids af Frk. Ragnhilds behandskede Haand.

»Hvor artigt!« sagde hun og blev lidt rød.

Emanuels Øjne begyndte atter at vandre iagttagende frem og tilbage imellem dem. Fru Betty derimod blev lidt forlegen og gav sig pludselig til at sysle med sit Haandarbejde.

»Som sagt, Frue,« fortsatte Pateren, da han atter var kommen til Sæde. »Jeg er kun et stakkels prosaisk Menneske, der trænger til vor lyrisk bevægede Tids Overbærenhed. Min stakkels 56| fattige Aand er altfor tung til at svinge sig op i de Regioner, hvor min ærede Samtid udfolder saa forbavsende Præstationer i den højere og højeste og endnu aldrig her paa Pladsen sete Luftgymnastik. Jeg maa nøjes med i Beskedenhed at være en oprigtig beundrende Tilskuer! ... Jeg kommer for Resten derved til at tænke paa, hvad Dagens Blade fortæller, at der med det første skal afholdes et storartet Møde derinde paa den celebre Højskole. Hvad siger egentlig De, Hr. Pastor Hansted, om Deres forhenværende Meningsfæller? Ikke sandt? Det er i hvert Fald en ganske kvik Idé, saadan med visse Aars Mellemrum at holde en lille privat Dommedag over Himmel og Helvede og Vorherre selv.«

Emanuel havde en Gang for alle foresat sig ikke at tale om alvorlige Ting med denne Mand. Han svarede derfor blot med en undvigende Mumlen.

»Bare de nu maa være heldige og dømme rigtigt ... det er det, jeg frygter mest!« vedblev Pateren ufortrøden. »For – sandelig! – vi har i vore Dage erfaret, hvad der kan komme ud af blot den allermindste Smule Uagtsomhed paa saadanne Omraader. De har vel ogsaa læst Pastor Magensens epokegørende Skrift om Helvede og Helvedstraffene? Tænk, dèr har nu alle vi Kristne 57| i nitten Aarhundreder gaaet og baaret paa Angsten for den evige Forstødelse fra Guds Aasyn. Som en knugende Mare har Forestillingen om Fordømmelsens Gru hvilet over Menneskenes Sind, ... og nu kommer velagtede Pastor Magensen eller en tysk Professor, eller hvem det nu oprindeligt er, og beviser os saa klart, som to og to er fire, at det Hele beroer paa en Misforstaaelse, en forkert Opfattelse af et Ord i Grundteksten, en beklagelig Oversætterfejl, som først nu har faaet sit Notabene. Er det ikke skrækkeligt! Dèr har hin gamle Eneboer siddet og oversat i sit Ansigts Sved og passet paa som en Smed ... indtil han er kommen til det fatale Ord. Her har han et Øjeblik rent ud sagt sjusket. Maaske er han bleven forstyrret, en Ven er kommen ind for at spørge til hans Befindende, eller en Flue har sat sig paa hans Næse ... og vips er det skæbnesvangre Ord sluppet ned paa Papiret. Sandelig, det gamle Ord har Ret: Liden Flue kan vælte stort Læs! ... Men, Kære! De staar med Stok i Haand,« afbrød han sig selv, da Emanuel intet svarede. »Jeg opholder Dem dog vel ikke? De stod maaske i Begreb med at gaa ud, da vi kom?«

»Ganske vist,« svarede Emanuel. »Jeg havde unægtelig tænkt at spadsere – –«

58| »Godt! Saa tillader jeg mig at følge Dem et Stykke paa Vej. Jeg kan vist have godt af en lille Motion før Badet. Og jeg kan vel ikke gøre Regning paa Deres Følgeskab mere i Formiddag, Frk. Tønnesen?«

»Nej, jeg bliver her og holder Fru Torm med Selskab. For Resten ... et Ord, før De gaar, Hr. Hansted! Jeg vilde gerne bede Dem gøre mig en Venskabstjeneste. Jeg har for Tiden et sandt Sværmeri for Lyngblomster, denne beskedne, duftløse lille Urt o. s. v. ... Aa nej, sæt dog ikke straks det Jeremias-Ansigt op! Jeg vilde blot bede Dem vise mig den Elskværdighed at plukke en lille Buket paa Deres Spadseretur ... at sige, dersom det da ikke forstyrrer Dem i Deres Grublen over den forventede ny og bedre Verdensorden. Jeg vilde sandelig skrækkelig nødig ligesom hin næsvise Flue, Pastor Petersen talte om, være Aarsag til, at de næste to Tusinde Aars Menneskelykke forspildtes. Dersom derfor noget saadant skulde kunne befrygtes, maa De endelig lade, som om jeg ingenting har sagt.«

Alt Blodet veg atter Emanuel fra Læberne, og Skyggerne under hans Øjne blev foruroligende sorte. Men paany erindrede han sig sin Herre og Mesters Ord: »Naar Nogen slaar dig paa din højre Kind,« 59| – og han tav. Præget af en næsten overmenneskelig Sjælsstyrke stod han ubevægeligt stille og saa’ ned paa hende med et Blik, hvori Smerte og Medynk var vemodsfuldt blandet.

Men denne Tavshed og dette Blik æggede blot yderligere den spottelystne Frøken. Det var, som dreves hun af en uimodstaaelig Trang til at saare ham. Situationen var nær ved at blive uhyggelig, da Pateren endelig traadte imellem og stiftede Fred. Med en pludselig, mærkelig Alvor og ikke uden Myndighed sagde han:

»Nu forivrer De Dem, Frøken Tønnesen! Og De er desuden ganske uretfærdig. De glemmer, at Hr. Hansted lige er ankommen hertil og derfor har nok at tænke paa. Hvorfor kan De ikke overdrage til mig at plukke de ønskede Blomster? De véd, jeg gør det inderlig gerne.«

»Aa ja, det er vist ogsaa det bedste. Med Dem kommer man altid saa let ud af det. De er saa behagelig jordisk. Tak skal De have, Hr. Pastor! Og paa Gensyn!« – –