85| X.

Den Vej, Emanuel fulgte, var efterhaanden svunden ind til et Par dybe Hjulspor, to gulhvide Sandstriber, der drog sig i Bugter gennem den mørke Lyng. Nu hørte endog disse op. Kun en smal Fodsti førte videre gennem det tavse Øde, hvorover en enlig Lærke kvidrede med fortvivlet Kraft, som sang den sig fra sin Rædsel over Stedets Ensomhed.

Emanuel steg langsomt op ad den stadig stærkt stigende Skraaning, hvorover Solen brændte med næsten sydlandsk Ild. Han var stærkt grebet af den nys oplevede Scene, der paa saa underfuld Maade – ligesom ved Guds egen Tilskyndelse – var bleven ham en Indvielse til den Gerning, han nu skulde tage op med al sin Styrke.

Han naaede omsider sin Vandrings Maal, det store Sømærke, som knejsede deroppe paa den yderste høje Pynt, hvor Landet endte. En stejl og vildt opreven Skrænt styrtede herfra ned mod Havet lige ud for det Sted, hvor den stenede Fjord skød sig brusende ind i Landet.

Over Havet saa’ man milevidt. Men ogsaa over den brede Fjordmunding havde man en 86| storslaaet Udsigt til Landet ovre paa den anden Side ... et nøgent, bølgeformet Agerland, gennemkrydset af Markskel og lange, snorlige Stendiger, der strakte sig hen over alle Bakkerne som styrkende Ribber. Derovre paa Landets højeste Punkt øjnedes Vejlby med det højtragende Poppeltræ i Præstegaardshaven. Spredt omkring paa Markerne laa hvidkalkede Huse, der gnistrede i Solen som Spejlstumper, og helt nede i Syd skimtedes – som en Ø i Fjorden – Skibberup Næs med den ensomt liggende Kirke.

Emanuel stod længe ubevægelig ved Foden af Sømærket. Han stirrede over paa sit forrige Hjem som paa en Drømme-Aabenbaring. Det var ikke, fordi Gensynet kom ham overraskende, – tværtimod. Men han var i Øjeblikket uforberedt, følte sig overrumplet af det i den Sindsstemning, hvori Dagens mange forskellige Oplevelser havde sat ham. Han havde i Begyndelsen endog ondt ved at tro, at denne golde, fremmedudseende Banke virkelig var hans gamle Hjemstavn, hvor han havde levet sit Livs syv lykkeligste Aar, ... virkelig var den Plet af Jord, hvorom hans Tanker ved Dag og Nat havde kredset som Fuglen om sin Rede.

Men efterhaanden som hans Øje blev hjemme87|vant derovre mellem de lange Stendiger, efterhaanden som han genkendte hvert Hus, hver Busk, hver Høj, strømmede hans Hjærte over. Al den ydmyge Længsel, hele den højtidsfulde Forventning, hvormed han havde imødeset denne Gensynets Stund, vaagnede igen i hans Bryst, og hans Øjne stod fulde af Taarer. Dernede ved Stranden laa gamle Ole Birgers Hytte med Vippebrønden og den lille Kaalhave. Det Hus, der laa lidt højere oppe, maatte være Ruinerne af Dyrlæge Aggerbølles Hjem! ... Derhenne langs med det høje Pilehegn gik den Sti, ad hvilken han og Hansine saa ofte havde vandret i deres Ægteskabs første Aar, naar de gik Aftenture sammen ned til Stranden og sad paa de store Sten og talte om Fremtiden. Og dèr – o Gud! – Kirken helt dernede, hvor »Gutten« sov den lange Søvn under Grønsværet. Hans kække, dejlige Dreng! Hans Livs bedste Glæde! ... Og dèr? Var det ikke ...? Jo, dèr bag de tre mørke Høje gemte sig Skibberup; dèr boede Hansine, ... dèr gik hun maaske netop nu og tænkte paa ham, ... sad maaske ved den kære gamle Elses Sygeleje og tænkte paa ham. Ganske tydelig saa’ han for sig den lille gulkalkede Halvgaard med den lave Port og det tjærede Bindingsværk ... den gammeldags Stue 88| med det mørke Lergulv, det grønmalede Panel, den firkantede Bilæggerovn, Spinderokken og det blaastribede Alkoveforhæng, Tallerkenrækken under Loftet og de mangerudede Vinduer, hvorigennem Solen faldt ind med en gylden, søndagsfestlig Glans. Hvor ofte havde han ikke i sine vaagne Drømme staaet der udenfor Hyttens Dør en silde Aftenstund og sagte banket paa ... en vejtræt Vandringsmand, en mødig Pilgrim, der har endt sin lange Bodsgang paa nøgne, blodige Fødder. Sagte har Hansine rejst sig fra Stolen ved Moderens Leje, aabnet Vinduet paa Klem og spurgt, hvem det var. Og da hun har genkendt ham, er hun stille kommen ud og har rakt ham sin Haand med de Ord: »Velkommen! Jeg har ventet dig!« Tavse har de set paa hinanden. Og for ikke at forstyrre den Syge, gaar de ud i Haven og sætter sig paa den lille Digestump, hvorfra Udsigten aabner sig over Engene, og hvor de i deres Forlovelsestid saa ofte sad i stille Sommernætter og saa’ op paa de drivende Skyer. Nu sidder de der atter Haand i Haand under Stjærnehimlen og taler sammen om deres Fremtid; ... taler ogsaa om den forgangne Tid, om disse tunge Adskillelsens Aar, hvori de først ret har forstaaet og fundet hinanden. Og Hansine siger: »Vær ikke længer 89| vred over min Tavshed og mine korte Breve. Tro aldrig, jeg har tvivlet om, at du en Gang vilde komme tilbage. Jeg har siddet her og ventet dig hver Dag; og hver søvnløs Nat har jeg lyttet efter dine Trin. Men jeg vilde, du skulde komme frivilligt – ikke draget af min Klage. Derfor har jeg været tavs. Derfor vilde jeg ikke se dig. Men jeg har heller ikke grædt, hverken for dig eller for vore Børn. For jeg vidste, du vilde komme, naar din Kamp var udstridt!«

– – –

Ja, ja – nu vilde han komme! Endnu i Dag vilde han skrive til Hansine derom, saaledes som han havde bestemt. Allerhelst var han straks rejst over til hende med Børnene, ... men Hansine havde jo forbudt ham det. Netop i sit sidste Brev havde hun paany indstændigt afkrævet ham et Løfte om ikke at gøre det af Hensyn til Moderen, der ikke taalte nogen Sindsbevægelse. Maaske frygtede hun tillige den Opsigt, en saadan uforberedt Ankomst kunde vække derovre paa Egnen. Men han havde nu tænkt sig, at de kunde mødes første Gang ude paa Skibberups ensomt liggende Kirkegaard. Han kunde sejle derover i en Baad, saa Ingen fik ham at se. Dette vilde han nu skrive til hende. Over Guttens Gravhøj skulde de atter 90| række hinanden Haanden og forny deres Troskabspagt for Evigheden.

... Opfyldt af denne Beslutning vendte han med raske Skridt tilbage mod Sandinge Leje. Han steg ned ad en Sti paa Havsiden af Pynten og gik hjemad langs med Stranden. Hans Hoved var fuldt af Planer. Synet af det gamle Hjem havde givet ham nyt Mod, og Mødet med »sorte Trine« havde genvakt hos ham den Virkelyst, den Aandens Meddelelsestrang, som nu saa længe havde slumret.

Da han naaede Hjemmet, gik han over Gaardspladsen ind paa sit Værelse, en rummelig, lavloftet Bondestue med kalkede Vægge og mere end tarveligt Bohave. Han vilde straks sætte sig til Bordet for at skrive Brevet til Hansine.

I det samme opfangede hans Øre Lyden af en munter Latter, der klang ind til ham ude fra Haven.

Frk. Tønnesen! ... fo’r det igennem ham.

Han kastede Blikket ud igennem Vinduet. Ja ganske rigtigt. Dèr stod hun henne ved Havelaagen sammen med Betty, øjensynlig i Færd med at tage Afsked. Hun havde slaaet sin Parasol op for Solen og over dens hvide Skaft nikkede hun til Nogen, der nærmede sig henne paa Landevejen. Et Øjeblik efter viste Pastor Petersen sig med et 91| mægtigt Bade-Haandklæde over Skuldren. Han underholdt sig lidt med Damerne, hvorpaa han galant bød Frk. Ragnhild Armen, som hun smilende modtog.

Trods en voldsom Kamp med sig selv var Emanuel bleven bleg. Med et stift og ligesom brustent Blik blev han ved at stirre hen mod den Plet, hvor de forsvandt. Saa strøg han sig over Panden og sank stille ned paa en Stol.

Hvad var det dog for en forfærdelig Magt, denne Kvinde havde over ham ...?

Hans Legeme var kommen til at ryste. En Dødens Rædsel gennemisnede med ét hans Blod, og han bøjede sig ned, bedækkede Ansigtet med sine Hænder og næsten raabte:

»Herre, Herre! Jeg slipper dig ikke ... jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!«