[93]| ANDEN BOG

[95]| I.

Der fulgte sommerlige Dage med høj Himmel, Fuglekvidder og Duft af nyslaaede Enge.

Hver Aften lejrede der sig langs hele den vestlige Synsrand en graaviolet Taage, der tilslørede Solen, saa den allerede længe før sin Nedgang hang under Himlen som en mørkerød Maane. Og hver Morgen var Sandinge-Dalen i et Par Timer opfyldt af saa tætte Engdampe, at man inde i Byen ikke kunde se fra den ene Gaard til den anden. Til Gengæld kunde man saa høre, hvorledes alle Dalens Køer gav Hals derude i det klamme Bad; og ikke gik der et Par Træsko over et Gaardsrum, ikke græd et Barn for Morgenvadsken, uden det hørtes over hele Byen.

Man havde i disse Timer en Fornemmelse, som om man var bleven nedsænket i en undersøisk Verden, gik og famlede sig frem paa Bunden 96| af et graaligt-flimrende Hav, hvor sære, kæmpemæssige Skygger pludselig rejste sig omkring En og ligesaa hurtigt forsvandt. Selv temmelig nære Genstande skimtedes kun i uklare, bølgende Omrids af fabelagtig Form. Og oven over Taagerne forkyndte Lærkerne med deres Kimen, at deroppe var der en Verden, hvor Himlen var blaa, og hvor Solen skinnede. –

Henne fra Højskolen havde Morgensangen nylig lydt ... et Kor af halvandet Hundrede kraftige Pigestemmer, ledsaget af et Par dybe Mandsrøster. Nu var Eleverne beskæftigede med Morgen-Rengøringen oppe paa deres smaa, hvidkalkede Tagkamre, der laa i en lang Dobbeltrække oven over den store Foredragssal ligesom Celler paa en Klostergang. Men selv denne jævne Gerning udførtes under Sang og Nynnen og Sindets glade Opløftelse. Og da den var tilendebragt, satte de unge Piger sig paa Sengekanterne med Armene om hinandens Liv for at bytte Tanker og udøse Fortrolighed, ... eller de stillede sig hen i Ensomhed ved de smaa Vinduer og stod dèr med Haanden tankefuldt under Kinden og lyttede til de mange forskellige Lyd, der bares op til dem derude fra den travle, urolige Verden, som de bølgende Engtaager halvt skjulte for deres Blik, – 97| og som ogsaa i en anden Forstand forekom dem underlig fjern og uvirkelig.

Imidlertid rygtedes det, at der holdtes »Sammensladder« inde i det store Hjørnekammer »Brejdablik«. Det var Slagelse-Natalie, der som sædvanlig havde sat Gemytterne i Bevægelse. Den høje, krushaarede Pige gik frem og tilbage over Gulvet og oplæste med glødende Kinder Vilh. Prams sidste store Tale, der netop stod aftrykt i Dagens Nummer af Højskoletidende. Rundt omkring paa Sengekanterne sad Tilhørerne og afbrød hende med protesterende Tilraab. I den Bladstrid, der i den sidste Tid var bleven udfægtet mellem Vilh. Pram og Højskoleforstander Sejling angaaende Vennesamfundet, havde nemlig alle Skolens andre Elever trofast holdt med deres egen Forstander. Kun den lille Sofie Landerslev inde fra »Østen for Sol« havde Natalie foreløbig vundet for sit Parti, og det fortaltes, at hun straks havde opflammet hende til at afgive Løfte om at bryde med sin Kæreste, dersom han ikke vilde afsværge Troen paa Biblen som aabenbaret Skrift.

Men nu lød Skoleklokken, der forkyndte, at Formiddagsforedraget skulde begynde. Alle fo’r op, og et Øjeblik efter sad halvandet Hundrede unge Piger i festlig Forventning bænkede nede i 98| den store Foredragssal. Efter Afsyngelsen af en Sang steg Læreren op paa Katederet. Det var den unge Kandidat Schønberg, der fortsatte sin Oplæsning med tilhørende Udlægning af danske Kæmpeviser.

... Imidlertid var der begyndt at komme Liv i Taagerne derudenfor; de ligesom løftede sig, blev lettere, lysere, tilsidst næsten sølvhvide. Snart saaes det første Stykke blaa Himmel titte frem over en Skorstenspibe, Hanerne kom paa Møddingerne, og Børnene tumlede ud paa Gaden.

Kun Friskolelærer Povelsen laa endnu og bredte sig paa Ryggen i sine tykke Dyner med en Avis foran sig og en to Alen lang Pibe hen ad Gulvet. Solen listede netop ind til ham over Vindueskarmen, da Døren til Skolestuen aabnedes paa Klem. Hans Kones bebrillede Ansigt kiggede forsigtig frem, hvorefter den sædvanlige Morgenunderhandling begyndte imellem dem.

»Kære Povelsen, nu er alle Børnene samlede. De skulde jo have en Time Regning, min Bedste.«

Skolelæreren løftede ligesom aandsfraværende sit gudhengivne Blik og sagde:

»Ja, du har Ret, du Kære! Nu skal jeg straks komme ... om et Øjeblik komme. Men 99| sig mig, Ven, – kunde du ikke læse Morgenbønnen med dem?«

»Det har jeg netop gjort, kære Povelsen.«

»Ja, det er sandt, jeg hørte det jo! Nu skal jeg straks. ... For Resten, kunde du ikke synge lidt med dem saa længe, lille Maren – saa bliver de saa glade. Syng den om Torbisten og Fluen, den morer dem saa meget, de kære Smaa. Men lad dem kun synge alle Versene. Børn har godt af at vænnes til Orden og Akkuratesse.«

Det bebrillede Ansigt forsvandt, og Povelsen fordybede sig atter i sin Føljeton.