111| III.

Da Frk. Katinka havde bragt den Gamle til Hvile, vendte hun tilbage til Alleen langsmed Havehegnet, hvor hun hver Eftermiddag plejede at tage sin Spadseretur. Uden for Præstegaardens Enemærker kom den gamle Dame kun sjelden, og naar det skete, vakte hun gerne en ikke just smigrende Opmærksomhed blandt Byens Befolkning. Selv Bønderkonerne kunde ikke lade være at trække paa Smilebaandet, naar de saaA hende komme anstigende med det lille Hoved og den lange, slunkne Hals langt foran den øvrige Krop, iført en Nfodsid, af Ælde grøn NMantille, Kysehat med NKrusestrimmel og flade, fuldkommen hæleløse NBrunels-Støvler, der var snøret paa Siden.

Frk. Katinka selv var ingenlunde ubekendt med Folks Værdsættelse af hende; men hun fandt sig i den med sin sædvanlige Koldblodighed. Hun havde overhovedet ikke saa stor Agtelse for Menneskene, at hun lod sig anfægte af deres Domme; og ganske særlig havde ikke den Kreds, hvori hun her havde maattet leve, saa lidt som det store, religiøse Folkeskuespil, hun havde set opført for sine Øjne, nogensinde formaaet at indgyde hende syn112|derlig Respekt. Dertil havde hendes underordnede, halvt tjenende Stilling i Søstrenes Hjem altfor ofte givet hende Lejlighed til at færdes upaaagtet mellem Kulisserne og blive Vidne til, hvorledes fejrede Troes-Helte anlagde Taler-Værdigheden eller afførte sig den lidenskabelige Henrevenhed med en Skuespillers Rutine; og hun var kommen til det Resultat, at hvad der paa Tilskuerpladsen blev beundret som Uforfærdethed, Selvopofrelse og hellig Nidkærhed, i de fleste Tilfælde var temmelig Ntarvelige Hverdagsfølelser – personlig Forfængelighed, en Trang til at vække Opsigt – eller en slet og ret Spekulation i Menigmands Pengepung.

I det Hele var hun ingenlunde gaaet hverken saa blind eller saa uberørt gennem Livet, som Folk i Almindelighed troede, og som hun selv bestandig gav det Udseende af. Med en egen nøgtern Forstandighed havde hun iagttaget Menneskene og altid følt sig fremmed imellem dem. Men hendes Natur havde ikke tilladt hende at leve med Hænderne i Skødet. Skønt hendes Hjærte egentlig ikke tilskyndede hende, dreves hun bestandig som af et Instinkt til at overtage NSamaritangerningen hos sine Omgivelser, ... og der havde altid været nok af Hjælpeløse paa hendes Vej, nok af stakkels Skibbrudne paa Tidens rørte Vande.

113| ... Som hun nu gik dèr frem og tilbage langs Tjørnehegnet, standsede hun med ét sine rastløse Strikkepinde, løftede Hovedet og lyttede. Det forekom hende bestemt, at hun havde hørt Havelaagen knirke.

Ganske rigtigt! Derhenne for Enden af Gangen kom en lang, Nhældøret Bondemand listende ind i Haven.

Rynkerne i hendes lille graa Ansigt trak sig sammen. Hvem kom nu og bragte Forstyrrelse? ... Nu standsede Manden og saa’ sig forsigtigt omkring.

Aa – den Bevægelse kendte hun! Det var jo Væver Hansen ovre fra Skibberup. Naa, han skulde være velkommen.

I det samme fik Manden Øje paa hende og nærmede sig med betænksomme Skridt.

»Velkommen,« hilste Frk. Katinka med et Nik, dog uden at give Haanden. »Saa De er ... kommen her over ... i Dag, Jens Hansen. Har De maaske ... noget Ærinde her?«

I Væverens fregnede Ansigt med det rødlige, tyndtvoksende Skæg bredte der sig et skævt Smil, mens han skottede ned til hende med et opmærksomt undersøgende Blik.

»Aa ja, Noget har man jo Nimmer at pusle 114| med. Og da jeg nu var kommen her til Bys, saa tyktes jeg jo, jeg skulde dog gøre Frøkenen en bitte Besøgelse med det samme.«

»Naa ja, det er godt, Jens Hansen. Det er ogsaa ... saa længe siden ... De var her sidst. Kom lad os sætte os.«

De tog Plads i et Lysthus, der vendte ud til den store Græsplæne. Frk. Katinka satte sig paa Bænken derinde, Væveren paa en Havestol tæt ved Indgangen.

Væver Hansen var for Tiden en fredløs Mand. Den fornyede Førerstilling, han for et Par Aar siden havde tillistet sig derovre i Vejlby og Skibberup, havde han atter mistet. Hans Rolle var i Øjeblikket ganske udspillet, ja han var højtidelig lyst i Ban af selve Helvedprædikanten derovre, skønt det navnlig var paa Væverens Foranledning og ved hans Indflydelse, at denne Mand i sin Tid var bleven kaldet der til Sognet. Det var igen gaaet ham som den Gang, da han havde benyttet Emanuel Hansted til at rydde hans gamle Modstander Provst Tønnesen af Vejen. Den Bevægelse, han saa snildt havde skabt til Fremme af sine Planer, havde hurtigt taget en anden Retning og navnlig en langt stærkere Fart end beregnet; og da han 115| havde søgt at bremse den, var han bleven Nrevet over Ende.

Frk. Katinka havde altid haft en Del tilovers for denne af Alle saa haardt bedømte Mand. Hvilke hans Planer egentlig var, vidste hun lige saa lidt som nogen Anden, – og de interesserede hende heller ikke. Men det oplivede hende en Gang imellem at tale med et Menneske, der syntes hende at betragte Livets Rørelser omtrent lige saa ædrueligt, som hun selv. Alle de Egenskaber, der havde gjort ham saa ilde anset i hans egen Kreds, hans Mistænksomhed, hans hemmelighedsfulde Væsen, hans snu, koldsindige Overlæg, hans Forkærlighed for i snævre Vendinger at lirke og lure sig frem ved Kneb og Forstillelse i Stedet for Npaa Holger Danskes Vis at svinge Sværdet med aaben Pande ... Alt dette frastødte hende slet ikke, ja det tiltalte hende endog som Vidnesbyrd om en forstandig Opfattelse af Livet og Menneskene.

»Naa ... er der saa noget Nyt ... ovre fra Deres Side?« fremstødte hun, da de en Stund havde siddet tavse overfor hinanden.

»Aa nej, saadan noget Større er der da ikke at melde om. Det Nlider jo Altsammen jævntvæk i den gamle Skure. Vi har det jo immer lidt rigeligt med Djævelsnak og Svovlstank, saa man 116| somme Tider kan synes at fornemme Helvede brænde lige under Træskoen. Men ellers har vi det saamænd efter Fortjeneste, som man siger! ... For Resten har vi da faaet en ny Religion derovre nu.«

»Naa, I ogsaa!« mumlede Frk. Katinka. »Hvad hedder saa den Religion?«

»Ih, det er jo dissehersens Damgaardianere.«

»Hvad for Noget? ... Damgaardianere? ... Dem synes jeg dog ikke, jeg har hørt Tale om før.«

»Aa nej, saamænd, det er rimeligt nok. For de er jo ogsaa endnu noget vaade bag Ørene. – – Det er ellers ham Niels NNilen, ... eller Niels Damgaard, som han jo helst vil kaldes ... det er ham, der har opfunden den. Han var før i Tiden Gaardskarl hos Emanuel Hansted, og han har nu altid haft det saa meget med Læsning og Skriverier i Aviserne og saadan. Og nu var han jo bleven Missionærtaler og sad immer og studerte i Bibelbøger. Og saa var det, han Nforgangen lavede denneherre nye Religion, som for Resten skal være helt udmærket ... det har jeg da hørt baade en og to snakkes om.«

»Men hvad er da det Nye ved den?«

»Ja se, det kan en Anden jo aldrig vide. 117| Men jeg tror nu nok, at det er noget med Daabens Ord, som han vil have sagt i en anden Mening.«

»Ja, Vorherre er en taalmodig Mand,« sagde Frk. Katinka med usædvanligt Eftertryk.

»Ja, det er et Sandhedens Ord, Frk. Gude,« istemte Væveren, foldede sine røde Hænder og sad et Øjeblik hensunken i tankefuld Tavshed.

Men snart spillede igen Smilet i hans Ansigt, og han sagde:

»Men hvordan gaar det saa egentlig med Jeres egen nye Profet da? Ja for vi har Nnatyrlig ogsaa hørt baade et og andet om det Nderovre til vort. Og det er jo da helt mærkeligt, hvad der saadan fortælles. Han skal jo ligefrem være begyndt at gøre Mirakler nu.«

»Saa-aa, det har jeg dog ikke hørt.«A

»Ja ja – han har da Nallenfals faaet Skik paa hende, den sorte Trine, som I kalder hende, ... hende, der nok var forlovet med Povelsen, inden han kom paa Seminariet. Det maa da næsten kaldes et Mirakkel, skulde jeg tro. Og saa er der jo ogsaa en gammel Mand Ndernere i Lejet, som han skal have kureret for Drukkenskab – ... og det bare ved at gaa ham forbi en Aftenstund og endda ikke sige saa meget som et eneste Ord.«

»Ja saadan fortælles der jo.«

118| »Ja – sandelig! – det er mærkelige Tider, vi lever i, Frk. Gude! Man gnubber sig oven i sit Hoved og véd saamænd mangen Gang knap, hvad man skal tænke om’et.«

Det var Emanuel Hansted, de talte om. Han havde nu opholdt sig paa Egnen i nogle Uger og var i den Tid bleven et almindeligt Samtaleemne her, – ja, trods den Tilbagetrukkenhed, hvori han stadig levede, var han paa Vej til at vække et formeligt Røre i visse Dele af Befolkningen. I Begyndelsen havde man vel været mest tilbøjelig til at smile af det klosteragtige Liv, han for sit eget Vedkommende førte, og som efter Sigende endog gik saa vidt, at han fastede visse Dage om Ugen for at modstaa Syndens Fristelser. Henne paa Højskolen ymtede man rent ud om, at han var gal. Men saa hændte det, at den sorte Trine en Søndag til almindelig Forbavselse viste sig i Kirken, ja endog Nsøgte Herrens Bord; og snart rygtedes det, at det var Emanuel Hansted, der havde haft Del i denne mærkelige Omvendelse. Han havde nok en Dag givet sig i Snak med hende uden for hendes Hus, og hans Ord skulde da have gjort et saadant Indtryk paa hende, at hun senere havde opsøgt ham i hans Hjem for at tale med ham. Fra dette Øjeblik slog 119| Stemningen mange Steder om. Navnlig blandt Smaafolk og ganske Nsærligt blandt de fattige Fiskere nede i Lejet, som hidtil var forbleven ganske upaavirkede af Egnens aandelige Rørelser, blev Mange stærkt optagne af denne besynderligt udseende Fremmede, der frivilligt hengav sit Liv til den Fattigdom og de Ydmygelser, til den Kummer og Vanære, hvorunder de selv sukkede ... og som dog altid gik omkring med et Udtryk af dyb Lyksalighed, omgivet af en Forklarelsens Fred, der ligesom meddelte sig til Enhver, hvem hans milde Blik mødte.

»De skal vel for Resten hen og besøge samme Hr. Hansted,« ytrede Frk. Katinka. »De og han var jo i sin Tid gode Bekendte.«

Væverens rødrandede Øjne skævede atter hen til hende med et opmærksomt iagttagende Blik.

»Aa, det kunde der vel ikke være nogen større Gavn ved, tror jeg. – Men hvad mon han ellers saadan gaar og tænker paa, mener Frøkenen?«

»Jeg véd saamænd ikke.«

»Mon han har Spekulationer med detteherre Vennemøde, som nu skal holdes her?«

»Jeg véd ikke.«

»NKaskesens han tænker paa at tale ved den Lejlighed?«

120| »Ja, det kan jo være.«

»Saa Frøkenen har slet ikke hørt Noget om den Ting?«

»Nej, jeg har ikke,« svarede Frk. Katinka og lo ved sig selv; – hun begyndte at ane den skjulte Hensigt, som den Nunderfundige, i sine Muldvarpegange utrætteligt virksomme Væver havde med sit Besøg.

De gav sig til at tale om det paatænkte Møde. Væveren var utrættelig i at udfritte hende om, hvad hun havde hørt angaaende Foredragsemnerne og Talerne; om de første var endelig bestemte, om Ordet vilde blive givet frit o. s. v. Frk. Katinka kunde imidlertid Intet oplyse. Han tog da med stor Omstændelighed en sammenlagt Avis op af Brystlommen, sad en Stund og glattede den med sin Haand og sagde:

»Se der var ellers Noget, jeg saa gerne vilde bede Frøkenen gøre mig en Tjeneste med.«

»Hvad er det, Jens Hansen?«

»Ja se, det er et bitte Ord her, jeg ikke forstaar. Det er vel latinsk, tænker jeg. Om Frøkenen vil være saa god at se her. ... Jeg har sat Mærke under det med min Tommelnegl.«

Han rakte hende Bladet.

121| »NUtopi,« læste Frk. Katinka. »Er det ... det Ord?«

»Ja, Utopi, ja. Hvad betyder ellers det, med Forlov?«

»Det betyder saadan ... Drømmebillede ... noget Uopnaaeligt ... og saadan.«

»Drømmebillede, ja saa! Ja se, det tænkte jeg netop! ... Utopi! ... Ja saa siger jeg Frøkenen saa mange Tak,« sagde han og gemte igen omhyggeligt Avisen i Brystlommen.

»Hvorfor er det Dem ... for Resten saa meget om at gøre ... med det Ord, Jens Hansen?«

»Aa jeg vilde bare saadan gerne vide, hvad det betød, skal jeg sige Frøkenen.«

»Ja vel. Men ... har De ... nogen bestemt Hensigt med det?«

»Ja se, jeg mente jo, at det var immer godt at vide, hvad det var, man læste.«

»Men De maa vel ogsaa ... have tænkt, at bruge det ... siden det var Dem saa meget om at gøre.«

»Nu er det nok paa Tide, jeg kommer af Sted,« sagde Væveren og rejste sig, som om han havde overhørt hendes Spørgsmaal. »Ja saa siger jeg nu Frøkenen Farvel og saa mange Tak.«

Frk. Katinka bredte et Øjeblik sin Mund ud 122| til et Abesmil, der blottede hendes lange, gule Tænder. Hun kendte Væveren tilstrækkeligt til at vide, hvor frugtesløst det vilde være at fortsætte Forsøget paa at Nkomme hans Tanker paa Spor.

»Farvel, Jens Hansen,« sagde hun og gav ham Haanden.