IV.

Omtrent paa samme Tid traadte Emanuel ud af sin lille Have nede ved Stranden. Et Øjeblik stod han og stirrede i Tanker ud over Havet. Derpaa gik han langsomt videre ud mod de høje, nøgne Lyngbakker i Vest.

Imidlertid var han bleven ivrigt iagttaget af den lille Sigrid, der havde ligget paa Lur inde under nogle Buske paa Havediget og her Noppebiet det Øjeblik, da han gik ud paa sin sædvanlige Eftermiddagstur. Da hun ikke kunde se ham mere, rejste hun sig Nilsomt, stillede sig omhyggeligt op saaledes, at Ansigtet vendte lige mod Solen, og følte samtidigt paa sin Kjolelomme.

123| »Det passer,« sagde hun derpaa ganske højt.

Nu vidste hun Besked! Det var Moderen og Mormoderen, som Faderen regelmæssigt hver Eftermiddag gik hen for at besøge. Nu var der ikke længer nogen Tvivl!

Med blussende Kinder satte hun sig ned paa Diget og faldt i Tanker.

Lige fra den allerførste Dag, da hun kom hertil, havde det Nstundesløse Barns altid virksomme NIndbildningskraft beskæftiget sig med Moderen. Inde i København, hvor der altid var saa meget, der adspredte hende, kunde der ofte gaa flere Dage, uden at hun kom til at tænke paa hende. Herude derimod havde Omgivelserne daglig paatvunget hende Mindet om hendes gamle Hjem, og hun havde tilsidst sat sig fast i den Overbevisning, at Moderen maatte befinde sig et Sted her i Nærheden. Hver Gang hun saa’ en fremmed Kvinde nærme sig ude paa Vejen, standsede hun med bankende Hjærte sin Leg i den Tro, at det var hende. Fra Morgen til Aften ventede hun hendes Komme, som Tanten jo havde bebudet. Med al sin Opfindsomhed havde hun søgt at udfritte Tjenestepigerne og alle Andre, som hun kom i Berøring med, om Moderens Opholdssted, om Grunden til 124| hendes Udeblivelse o. s. v. Men hun havde ingenting faaet at vide.

Saa var det, hun i Gaar havde indsmigret sig hos den gamle Ellen NKagekone, der endelig havde røbet, at Moderen boede ikke saa langt herfra, nemlig hos Mormoderen, der var syg, og hos hvem hun derfor maatte blive for at pleje hende. Paa sine yderligere Spørgsmaal havde hun faaet til Svar, at Mormoderens Hus laa ude i den Retning, hvor Solen gik ned ... Nat sige lidt til Siden derfor ... ikke til den Side, hvor hendes Kjolelomme var, men til den anden. Men i den Retning var det netop ogsaa, at Faderen var gaaet bort.

Altsaa var det nu ganske bestemt, at gamle Ellen havde talt Sandhed.

Hun blev siddende paa Diget med Hovedet i Hænderne og fortabte sig i Overvejelser. Og nu modnedes hos hende en Beslutning, som siden den foregaaende Dag ganske havde opfyldt hende, ja endog holdt hende vaagen en Tid af Natten. Hun vilde en Dag gaa hen og besøge Moderen, uden at Nogen vidste det. Nu kendte hun jo Vejen og kunde aldrig tage fejl. Dagny skulde ogsaa med, hvor meget hun saa brølede. Og Dukke-Lise skulde med, og hun havde bestemt, at den skulde have alt sit Tøj vadsket og rullet for 125| at være rigtig pæn! ... Moderen vilde nok blive glad, naar de kom. Men allermest længtes hun næsten efter Bedstemoderen, som var syg. Og ogsaa efter Trofast længtes hun, og efter den røde Kat og gamle Bedstefader. For det var vist ikke sandt, hvad Ellen havde fortalt, at han var død.

... Imidlertid havde Emanuel fortsat sin Vandring langsmed Stranden. Himlen var i Løbet af Eftermiddagen bleven lidt skyet, og Havet var ligesom nervøst uroligt, skønt Luften var ganske stille.

Nede ved Havstokken, omkring en opskudt Baad, stod en Flok Fiskere, der i tavs Ærbødighed blottede deres Hoveder, idet han gik forbi. En af dem, en lille Gamling, hvis Ansigts mange stærke Farver tydede paa, at han ikke altid havde hørt til Ædruelighedens Venner, blev endog staaende med Hatten mellem Hænderne; og Alle blev de ved at stirre efter ham, mens han langsomt og tankefuldt fjernede sig op mod de store Lynghøjder.

»Mærkede I noget?« spurgte tilsidst den Gamle.

De Andre lo lidt af denne Ytring og sagde, idet de atter tog fat paa Baaden for at trække den højere op paa Stranden:

»Hvad mener du, vi skulde ha’e mærket, La’s?«

126| Alligevel havde de virkelig Alle følt ligesom en hellig Luftning stryge hen over dem, idet Emanuel gik dem forbi. Skønt de ikke vilde være ved det, bevarede de endnu længe efter en egen svimlende Fornemmelse af at have været i Berøring med det Overnaturlige.

Emanuel havde besvaret Fiskernes Hilsen undvigende og halvt forlegent. Han følte sig beskæmmet af denne Ærefrygt, som han saa pludselig og ganske uden egen Foranledning var bleven Genstand for. Derfor var det ogsaa, han i den sidste Tid havde levet endnu mere ensomt og tilbagetrukkent end før. Han vilde ikke fristes til hovmodigt at regne sig selv til Fortjeneste, hvad Gud havde forundt ham at udrette.

Men frem for Alt vidste han kun altfor vel, at han endnu var saare langt fra at have naaet den Fuldkommenhed, man aabenbart tillagde ham. Han vogtede i saa Henseende med et bestandig mere aarvaagent Øje paa sig selv. Endnu maatte han daglig dyste med Forstandens mangehaande Anfægtelser, endnu var hver Nat en oprivende Kamp mod Kødets onde Drømme. Men navnlig overfaldtes han bestandig oftere af Svagheds-Øjeblikke, grebes han af Modløshed og timelige Bekymringer. Særlig ængstedes han for Børnene og 127| deres ubetryggede Fremtid, siden Faderen nu virkelig havde gjort Alvor af sin Trusel og frataget ham al Støtte.

Endelig foruroligedes han af Hansines vedvarende Tavshed. Han forstod den ikke. Nu var der forløbet saa lang Tid, og endnu havde han kun faaet et Par hastige Ord fra hende med den Besked, at hun havde modtaget hans Brev og snart skulde skrive nærmere. Han kunde kun forklare sig hendes Tavshed derved, at Moderen havde faaet et Tilbagefald, saa hun ikke havde faaet Stunder til at skrive. Men nu kunde han ikke længer beherske sin Utaalmodighed. Trods det Løfte, han i sin Tid havde maattet give hende, havde han nu besluttet at bryde op herfra snarest muligt med Børnene og tage over til hende, selv om han ikke fik Brev. Hun vilde sikkert tilgive ham dette Brud paa Tro og Love, naar hun kom til at forstaa, at han trængte til hendes Hjælp ... at nu var Tiden kommen, da de Haand i Haand maatte stride den sidste, afgørende Kamp for deres Frigørelse.

Han vilde end ikke oppebie Mødet paa Højskolen, saaledes som han oprindelig havde haft i Sinde. Hvor underfuldt Forsynet end i den sidste Tid havde vist ham sin Naade, – han kunde dog 128| ikke tage dette som Vorherres Bemyndigelse til at tale i hans Navn. Tværtimod, han følte det for hver Dag tydeligere, at han dog ikke var Nbeskikket til at forkynde Guds Dom over Tiden. Han maatte ydmygt erkende, at han var Nfor skrøbeligt et Ler, for svag en Aand til at være NGuds Vældes Tolk, Nhans Vredes Flammesværd, hans Barmhjærtigheds Nkaldende Røst i Ørkenen. Og dog, han skulde ikke klage. Glad og taknemlig skulde han henleve sit Liv i stille Afsideshed, ukendt af Menneskene, kun kendt af Gud, glemt af hele Verden, ligesom slettet ud af de Levendes Tal, vejret hen som et navnløst Blad, en klangløs Tone.

Under saadanne Tanker steg han op ad Lyngbakkerne og naaede den yderste og højeste Top, hvorfra der var den vide Udsigt over Fjorden til Kysterne ovre paa den anden Side. Her standsede han under det høje NSømærke, hvor han hver Eftermiddag havde staaet og set over mod den hjemlige Strand og inddrukket nyt Mod og ny Længsel. Med bankende Hjærte stirrede han paa det fjerne Land, der i Eftermiddagens gyldne Soldis hævede sig over Fjorden som et luftigt Drømmesyn ... paa disse nøgne Banker, der nu for anden Gang i hans Liv vinkede ham i Møde som 129| det forjættede Land, mod hvilket alle hans Tanker og Drømme Nstundede.

Ja, han maatte bort ... bort fra Ensomheden her og Mismodets Snarer, ... bort ogsaa fra hende, hans Livs onde Aand, der nu Gang efter Gang havde krydset hans Veje som Syndens Nformummede Fristerbud ... denne skamløse Kvinde med hendes præstelige NGalan, i hvis Nærhed det var, som om selve Solen og Luften indblæste Blodet dæmoniske Lyster. Ja, han længtes hjem ... hjem til Freden og Trygheden og Hvilen hos hende, hans Livs gode Engel, der altid havde ledet hans Fod paa den rette Vej, altid støttet ham, naar han snublede, altid vendt sit Ansigt fra ham, naar han sveg. De fandt vel nok en klinet Hytte og en Strimmel Jord derovre ved Stranden, hvor de kunde Nfriste Livet. Det havde ingen Nød! Han vilde ikke frygte. Han var jo endnu ung og stærk. Hans Arme havde ikke glemt at brydes med Spade og Hakke. Endnu sad der haard Hud inden i hans Hænder af syv Aars Stræb i Mark og Lade. Aa, han ligefrem længtes efter igen at tage fat! Aldrig skulde han glemme det Øjeblik forleden Dag, da han modtog Faderens Brev. Først var han bleven saa underlig bedøvet; hans Sjæl vaandede sig under de mange haarde og bitre Ord. Men da var det pludselig, 130| som klang der Harper i hans Indre, en Frydeklang, en Frihedsjubel, der svulmede og steg i hans Bryst! ... Ja, nu skulde det ske. Nu skulde han genoprejse sit sunkne Hjem! Frejdigt skulde det løfte sig mod Skyen som Lærken en gylden Sommermorgen. Han frygtede ikke! Fuglefrit vilde de bygge og bo bag Lyngtuen, trodse Livets Storme under Guds aabne Himmel! Hvordan stod der ikke i den gamle, frimodige Bryllupssang:

Han vendte Hovedet og lyttede. Vinden bar Lyden af Menneskestemmer op imod ham inde fra Lyngheden.

Han vilde ikke sees, ikke træffe Nogen. Hurtigt 131| forlod han Stedet og steg ned ad en lille Sti, der langs Pyntens Havside førte ned til Stranden.