VII.

Hansine var bleven siddende ved sin NGarnvinde og sad der endnu længe, efter at Væveren havde forladt hende. Men Traaden var gleden hende af Hænde, ... hun sad foroverbøjet, med Haanden under Kinden, og stirrede ubevægeligt ud over Gulvet. Det rødlige Skær fra Talgstumpens krumt glødende Tande belyste den ene Side af hendes ejendommeligt haardt tegnede Ansigt, som de sorte Slagskygger ved Munden og over det dybtliggende Øje gjorde endnu mere strengt og alvorligt.

Væverens Tale var ikke gaaet saa virkningsløst hen over hende, som hun havde givet det Udseende af. Navnlig havde hans Ord om Børnene ramt hende haardt og paany rejst alle Moderhjærtets Selvanklager i hendes Bryst.A Alligevel bevarede hun fuldkomment Herredømmet over sine Fø157|lelser. Med roligt Overlæg fordybede hun sig igen i den lange Række Spørgsmaal, som i de sidste Uger havde optaget hendes Tanker Dag og Nat. Hun spurgte sig selv, om der virkelig var vundet Noget for nogen af Parterne, ifald hun nu gav efter for Emanuels Forlangende. Vilde ikke Børnene, særlig Sigrid, hurtigt blive træt af Bondelivets Ensformighed og længes tilbage til det bevægede Liv, hvori de nu var bleven hjemme? Jo, – sikkert! Ulykken var nu en Gang sket, og det vilde være en dobbelt Synd mod Børnene, om de nu igen blev rykket op af den Jordbund, hvoriA de var begyndt at slaa Rod. Den Forbrydelse, hun i sin Tid havde begaaet mod dem og mod sig selv ved at give dem ud af sin Haand, stod ikke til at ændre. Alt, hvad der nu stod i hendes Magt at gøre for dem, var at værne om sig selv, i ydre og indre Henseende at befæste sit eget Liv, saa de altid hos hende vilde kunne finde en Nødhavn, dersom de – eller deres Forsørgere – en Gang skulde lide Skibbrud i Verden. Ingen kunde jo vide det. Maaske var dette Tidspunkt nærmere, end Nogen i dette Øjeblik tænkte.

Og Emanuel? Aldrig havde de vel forstaaet hinanden mindre, aldrig været hinanden fjernere end netop nu. Hun kunde mærke det paa hans 158| Breve. Han tænkte vel at skulle finde hende som den samme, han havde forladt. Han vidste jo Intet om, hvad hun havde gennemlevet derude ved det aabne Hav, blandt Skallinglandets stærke og frie Folk. Han anede Intet om dette lange Aar, da hun i sin Forladthed havde fundet sig selv igen ... Intet om den dybe Skamfølelse, hvormed hun nu betragtede hele sit foregaaende Liv og særlig de Øjeblikke deri, hvorom Emanuel maaske bevarede de bedste Minder. Selv om hun fortalte ham derom, vilde han næppe kunne forstaa hende. Han havde jo ikke forandret sig. Tværtimod. Alt, hvad hun i den sidste Tid havde hørt om ham, bestyrkede hende blot i Overbevisningen om, at han endnu var ganske den samme som før og ikke vilde helme paa Afsindets Vej, før han havde styrtet sig selv og Andre i Ulykke.

Ja, det stod urokkeligt fast nu. De maatte skilles. Hun vilde ikke se ham mere. For lidt siden, da hun vilde stænge Døren for ham, havde hendes Hjærte truffet Afgørelsen. Hun vilde ikke oftere lade sig lokke ud paa Æventyr. Den dyrekøbte Fred, hun havde naaet, skulde ikke atter letsindigt forspildes. Ungdommens forfængelige Drømme havde hun skrinlagt. Hun havde lært, at Lykken her i Livet bestaar i at have sin Rod i egen Jordbund 159| og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel. End ikke i Ensomheden derude ved Havet, skilt fra Mand og Børn, havde hun følt en saa knugende Hjemløshed som den, der havde bøjet hendes Sind i Vejlby Præstegaard!

Ogsaa for Emanuel var det bedst, at Alt blev uigenkaldeligt forbi imellem dem. Naar hun nu skrev til ham, saa aabent, saa afgørende, at ingen Misforstaaelse længer var mulig, vilde han maaske bringes til Fornuft, komme til Klarhed over sig selv, maaske gifte sig med Frk. Tønnesen, som jo opholdt sig derovre hos ham og Søsteren. Hun ønskede af et oprigtigt Hjærte, at han vilde gøre det. Saa fik Børnene igen et eget Hjem, hvortil de nu maatte trænge. Og hvad hende selv angik ... nu ja, saa vilde hun nok efterhaanden falde helt til Ro, finde sin lille Lykke ved at tænke paa dem alle Tre, sin Tryghed ved hver Dag at betro dem til Guds Varetægt.