IV.

»Goddag, mine Damer! Goddag, Frue! ... Jeg bør vel næsten gøre en Undskyldning, fordi jeg saaledes for anden Gang i denne Sommer saa 217| at sige falder med Døren ind i Huset til Dem. Og oven i Købet i en saadan Hede!«

Fru Betty modtog ham med netop saa megen Forekommenhed, som var nødvendig for ikke at være ligefrem uhøflig. Hun satte sig paa Bænken ved Siden af Ragnhild og bød ham med en afmaalt Haandbevægelse at tage Plads paa den højryggede Havestol, hvor han en Gang før havde siddet i de samme to Damers Selskab.

Pateren tørrede roligt Sveden af sin Pande, som om han Ingenting mærkede. Og virkelig var der ogsaa noget usædvanlig Aandsfraværende over ham. Efter at han en Tid havde udbredt sig om den forfærdelige Varme, sad han en Stund ganske tavs, tilbagelænet i sin Yndlingsstilling, med de ringbesatte Hænder samlede foran sig, saa at kun Fingerspidserne berørte hinanden.

»Jeg hører, at Pastoren har været til Møde inde paa Højskolen,« ytrede tilsidst Fru Betty.

»Ja! Jeg kommer just derfra.«

»Der var vel mange Folk forsamlede.«

»Aa – de var lige ved at krybe op paa Skuldrene af hinanden for at komme til at høre! Den Slags Menings-Turneringer er nu en Gang bleven vore Dages Folkeforlystelser. Og det gik virkelig ogsaa – i dobbelt Forstand – ganske hedt til. 218| Det maa sandelig have ringet forsvarligt for Vorherres Øren denne Formiddag ... for man tog skam ikke blidt paa den gamle Mand. Navnlig maalte den gode Vilh. Pram ham min Tro Skæppen fuld. Han lod ham rent ud vide, at han risikerede at gaa ganske ud af Spillet, dersom han ikke værs’artig opgav alt gammeldags Hemmelighedskræmmeri, som dog ikke længer imponerede Nogen. Hvad oplyste Nutidsmennesker fordrede af Religionen, var fuld og klar Besked om Tingene ... ingen Tvetydigheder, om vi maa bede!«

Han talte i sin sædvanlige spøgefulde Tone, men det var dog let at spore, at han indvendig kogte af Forargelse.

»Det maa dog retfærdigvis tilføjes« – vedblev han – »at der ogsaa var dem, der tog den gamle Mand i Forsvar eller i hvert Fald søgte at undskylde ham. Særligt udviste Forstander Sejling en virkelig paaskønnelsesværdig Højhjærtethed ved at optræde som hans Advokat og i et veltalende Foredrag gøre gældende, at Anklagedes Ord i merbemeldte Skrift, kaldet Biblen, i det mindste i de afgørende Punkter fuldt ud stod til Troende. Men saa var der et snildt Hoved, der midt i Stridens Hede fandt paa den subtile Idé, at de skulde afstemme om det. Ikke sandt? Det 219| var virkelig en storslaaet Tanke, saadan at gøre Vorherre til Genstand for Ballotation ... og naturligvis vandt den straks almindelig Tilslutning. Ja, vor Tid er i Sandhed en Fremskridtstid! Jeg er overbevist om, at det varer ikke længe, før man træffer Afgørelse om de himmelske Ting ved at tælle paa sine Knapper eller lægge en Kabale!«

»Men hvad blev saa Resultatet af Afstemningen?« spurgte Frk. Ragnhild.

»Ja derom kan jeg ingen Oplysninger give Dem, da jeg ikke afventede Begivenhedernes Gang. Ærlig talt ... jeg foretrak at gaa min Vej. Muligvis vil man finde dette meget sippet af mig. Men det vil jeg i saa Fald se at bære med Taalmodighed.«

»Det behøver De vist ikke at frygte for,« indskød Fru Betty i stridbar Tone. »Kun forstaar jeg egentlig ikke rigtig, hvorledes netop De, Hr. Pastor, kan føle Dem saa frastødt af den Art Forhandlinger. De plejer jo dog ellers at være en ivrig Talsmand for den saakaldte sunde Fornuft.«

»Aa jo, Frue! Netop som en varm Beundrer af den sunde Forstandighed hylder jeg i Stort som i Smaat den Lære, der er udtrykt i det gamle, besindige Ord, at den Sten, man ikke kan løfte, gør man bedst i at lade ligge. Jeg har 220| nemlig selv engang været ved at forløfte mig, og derfor har jeg lært at være taknemlig for, at en Anden har taget Byrden fra mig. Herregud! Hvorfor vil vi Mennesker dog vedblive at forspilde Livets Lykke og Jordens Glæder ved at gaa paa Æventyr ovenover Skyerne. Hvortil dog denne taabelige Lyst til bestandig at liste sig ind paa Evigheden ad Bagveje, ved hvilke der dog tilstrækkelig tydeligt staar skrevet: Ingen Adgang for Uvedkommende! Rigtignok er jeg selv Præst, men ikke des mindre maa jeg tilstaa, at naar jeg betragter en saadan teologisk inficeret Forsamling som den i Dag, tænker jeg med dobbelt Vemod tilbage paa de gode gamle Tider, da man herude paa Landet dyrkede sin Jord og fedede sine Stude og fik sin religiøse Trang fuldt ud tilfredsstillet ved at gaa i Kirke om Søndagen og til Alters tre Gange om Aaret. Dengang forstod man at leve, d. v. s. man forstod Livet. Man bar taalmodigt Tilværelsens Byrder og tog derfor ogsaa uden Skrupler for sig af dens Festretter. De Gamle spillede deres Firkort og tømte deres Krus, og Ungdommen dansede paa Logulvet med Sølvspænder paa Skoene og røde Silkebaand i Huerne! ... Ak ja, det var virkelig en lykkelig Tid!«

221| »Ja det er nu ikke Alle, der i en saadan Tilværelse kan se et Ideal,« bemærkede Fru Betty skarpt.

»Aa nej, deri har De netop fuldkommen Ret. Jeg mærker særdeles vel – og for hver Dag tydeligere – hvor haabløst det er at anprise Livets uskyldige Glæder i en lyrisk bevæget Tidsalder som vor, hvor man kun anerkender Yderlighederne – de æventyrlige Udskejelser eller den lammefromme Askese – og i Grunden har lige meget tilovers for begge disse Standpunkter og derfor ogsaa idelig slingrer frem og tilbage imellem dem ... fordi det er selve Yderligheden i dem, man respekterer. Kunde de Godtfolk endda blive enige om et enkelt, et fælles Ideal, skulde jeg endelig finde mig deri. Men der er for Tiden akkurat lige saa mange forskellige »Livssyn« og Verdensopfattelser, som der er Personer, der gerne vil gøre sig bemærkede. Og det er just ikke vanskeligt at finde Ørenlyd for Profetier og nye, vidunderlige Sandheder i vore Dage. Luften er i det sidste halve Aarhundrede saaledes bleven opfyldt af Forjættelser og højtidelige Bebudelser, at ikke en sølle Skrædder kan rejse sig op i en Forsamling, gøre nogle dramatiske Dikkedarer med Armene og sige et Par lidt ualmindelige Taabeligheder, uden at Tilhørerne straks bliver indadvendte 222| og tænker: Ja, Gud véd, om dette alligevel ikke er det forløsende Ord, vi har ventet paa. Jeg tror næsten, at om man hængte en Præstekrave om Halsen paa en Kalv og gjorde tilstrækkelig Reklame for den, vilde man kunne bilde Folk ind, at det var den saa længe imødesete, nye Messias. Tænk blot paa« –

»Der er min Broder!« afbrød Fru Betty ham og rejste sig hurtigt, – hun havde længe siddet som paa Gløder og drejet Hænderne omkring hinanden i sit Skød.

»Ah – Pastoren!« udbrød Pateren og rejste sig ligeledes.

Emanuel var kommen frem i den aabne Havestuedør. Da han fik Øje paa de Fremmede, vilde han atter trække sig tilbage, men Paterens Udraab standsede ham, og han nærmede sig nu med sky og tøvende Skridt.

Han var bleven flere Aar ældre i de sidste fjorten Dage. Hans høje Skikkelse var bleven underlig smal, Ansigtet ganske indfaldent, næsten oldingeagtigt, og Haar og Skæg strittede uklippet ud til alle Sider.

Pateren studsede aabenbart ved Synet. En dyb og oprigtig Medlidenhedsfølelse prægede med ét hans Ansigt, idet han tavs rakte ham Haanden.

223| »Saa De er ... kommen her tilbage,« sagde Emanuel med svag, næsten uhørlig Stemme og uden at løfte Øjnene fra Jorden.

Pateren svarede blot med et Par almindelige Bemærkninger om, at han ikke havde kunnet modstaa Lysten til at overvære de interessante Forhandlinger paa Højskolen. Det havde tydeligt nok været hans Hensigt at give sit fulde Hjærte Luft overfor Emanuel; men dennes Udseende afvæbnede ham.

»Lad os hellere gaa,« hviskede nu ogsaa Frk. Ragnhild bag ved ham. »Jeg tror, vi er til Ulejlighed.«

Pateren nikkede, og faa Øjeblikke efter tog de Afsked.

»Frk. Tønnesen,« sagde han, da de en Tid havde gaaet tavse ved Siden af hinanden ude paa Landevejen. »Synes De ikke, man undertiden fristes til at tænke, at dersom Kristus havde kunnet forudse de Ulykker, hans jordiske Liv skulde forvolde paa saa mange svage Hoveder, var han endnu en Stund forbleven i sin Himmel? ... Naturligvis mener jeg det ikke. Jeg siger blot, at Fristelsen dertil ligger nær. Og hvem véd? Den Dag kan maaske komme, da den for Mange bliver vanskelig nok at overvinde.«

224| Ragnhild svarede ikke. Og de gav sig til at tale om andre Ting.