VI.

Formiddagsmødet paa Højskolen havde virkelig været foruroligende livligt. Hs. Ekscellence Kultusministerens Nærværelse havde ikke formaaet at lægge Kapsun paa de forskellige Taleres krigeriske Tilbøjeligheder. Navnlig havde Vilh. Pram straks ved første Modsigelse tilsidesat alle Hensyn og ophidset Stemningen ved rent ud at erklære, at han nu vilde plante Oprørsfanen i Menigheden og kalde dens frie Mænd og Kvinder til aaben Kamp mod alle dem, der af lyssky Frygt vilde gøre Forstanden til Træl under Avtoritetstroens Aag. Rigtignok havde man ved den stedfundne Afstemning bibragt ham et ret alvorligt Nederlag, idet Forsamlingens Flertal havde afgivet et højtideligt Votum til Gunst for Biblens guddommelige Oprindelse; men der havde alligevel gjort sig en stærk Bitterhed gældende imod ham og hans Parti.

228| Nu ved Aftenmødet, hvor den store Foredragshal paany var fyldt til allersidste Plads, saa at der endog hang Folk omkring Vinduesposterne og oppe i Gymnastikapparaterne, fortsattes Striden med uformindsket Heftighed. Men mens det om Formiddagen var selve Partiernes Ordførere, der havde talt, var det nu fortrinsvis Tilhængerskarernes mangestemmige Ekko, der lod sig høre. En for en traadte Folk op paa Talerstolen, underlige Skikkelser, Mænd og Kvinder, Skolelærere og Bondestudenter, ja ganske unge Mennesker ... Alle betagne af den samme brændende Trang til at bekende, forkynde, forjætte og forny.

Rundt om Tribunen sad Mødets Hædersgæster og de særligt indbudne Talere, deriblandt baade den lille englelokkede Pastor Magensen med de evige Helvedstraffe – »Bettefanden«, som han populært kaldtes i Modstandernes Lejr –, og den sørgmodige Tvivler Kandidat Boserup, Menighedens forlorne Søn, for hvem der i begge Partier stadig holdtes en Fedekalv i Beredskab. Størst Opmærksomhed vakte dog naturligvis den unge Minister, der havde Plads ved Siden af Fru Gylling, og som med en noget anstrengt Værdighed modtog de Oplysninger om de optrædende Talere, der med229|deltes ham fra de omstaaende, kjoleklædte Højskolemænd.

Oppe paa Tribunen ved Siden af Talerne sad Forstander Sejling, der var Mødets Ordstyrer. I alvorsfuld Ubevægelighed, med Armene over Brystet, saa’ han ud over Forsamlingen med den uigennemtrængelige, barske og mørke Mine, der gjorde ham saa frygtet baade blandt Venner og Modstandere. Den Vankelmodighed, der forhen havde præget hans offentlige Optræden og i høj Grad skadet hans Indflydelse i Menigheden, var i den sidste Tid vegen for en endog ualmindelig Fasthed, i hvilken Henseende man forøvrigt havde kunnet gøre den Iagttagelse, at Stigningen i den Varme, hvormed han efterhaanden havde sluttet sig til de Gamles Lejr, temmelig nøje svarede til Forøgelsen af Vilh. Prams Popularitet i de Unges. I den almindelige Bevidsthed stod han allerede nu som Føreren for Vennesamfundets konservative Fløj, og det blev da ogsaa fortalt, at det fortrinsvis var ham, der havde foranlediget, at Ministeren var kommen til Stede her i Dag. I saa Fald var øjensynlig dette Træk ganske klogt beregnet af ham. Der var næppe nogen Tvivl om, at Ministerens Nærværelse havde været en ikke uvæsentlig Aarsag til, at det oppositionelle Partis Aktier under Formiddagsmødet 230| var dalet ... og de ungdommelige Seminarister og Bondestudenter, der nu ved Aftenmødet optraadte paa dets Vegne, bidrog ingenlunde til at hæve dem.

Heden i Salen var efterhaanden bleven næsten uudholdelig. Skønt man havde lukket alle Vinduer og Døre op for at skaffe Luft, fik flere Kvinder ondt, og Lamperne rundt om paa Væggene og under det høje, svære Bjælkeloft lyste tilsidst saa mat, at særligt den nederste Del af Salen kom til at ligge i en dyster Skumring. Nu og da hørtes ogsaa et fjernt Bulder af en Torden, der langsomt nærmede sig.

Ikke des mindre vedblev den ene menige Taler stadig at afløse den anden, og den udmattede Forsamling begyndte endelig at blive utaalmodig og forlange Afslutning.

Men nu blev der med ét Uro omkring Talerstolen i Anledning af, at en Mand rejste sig fra en af de forreste Bænke og bad om Ordet.

Fra forskellige Sider i Salen havde man i Forvejen lagt Mærke til denne Mand, der under hele Mødet havde siddet ubevægeligt foroverbøjet, med Ansigtet skjult i sine Hænder, uden en eneste Gang at løfte Hovedet; og det havde efterhaanden rygtet sig, at det var den forhenværende Præst 231| Emanuel Hansted, om hvis mærkeligt forsagende Liv og Lære man i den sidste Tid havde hørt saa meget baade Ondt og Godt fortælle.

Da det nu fra Tribunen blev forkyndt, at han vilde tale, opstod der almindelig Bevægelse i Forsamlingen. Alle blev med ét lysvaagne. I den bageste Del af Salen rejste man sig op paa Bænkene for at komme til at se, og fra Mund til Mund løb hviskende Spørgsmaal og Svar:

»Mon det er sandt, at han er forrykt?« – »Ja man kan jo aldrig vide.« – »De siger jo, at han har gjort Mirakler.« – »Der er nok dem, der virkelig mener det.« – »Ja han skal nok allerede have mange Tilhængere.« – »Jeg véd saamænd ikke.«

Men idet han nu viste sig oppe paa Talerstolen, blev der pludselig dødsstille i hele Salen. Det var, som om en Engel gik usynlig gennem Rummet. Selv lignede han ogsaa mere en Aand end et levende Menneske, som han stod deroppe i sin unaturlige Magerhed, skarpt belyst af Skæret fra to nedhængende Lamper, der lod hans Skæg synes ganske hvidt og gjorde Øjnenes og Kindernes Hulninger dybe og sorte som paa en Dødning. De lange, udtærede Hænder laa fladt foldede over Brystet, og Blikket var løftet mod det Høje.

232| Rundt om i Salen sad man med tilbageholdt Aandedræt. Selv Ministeren glemte et Øjeblik sin Værdighed, ja ogsaa Vilh. Pram saa’ ud, som om han ikke længer rigtig vidste, hvad han skulde mene. Og da Emanuel nu hævede begge Armene mod Himlen og med svag og skælvende Stemme bad: »Tal, Herre, ... din Tjener hører«; og da der i det samme lød et dumpt rullende Tordenbrag i det Fjerne, gik der med ét en Gysning gennem Alle ... undtagen Væver Hansen, der sad i en Krog og skjulte den nederste Del af sit Judas-Ansigt bag sine røde Hænder.

Men Spændingen blev ikke af lang Varighed. Emanuel blev staaende med højt opløftede Hænder og Blikket ligesom naglet til Loftet, uden at en Lyd kom over hans Læber. Man kunde se, at hele hans Legeme rystede, og at Tungen var bleven lammet i hans Mund. Forsamlingens øjeblikkelige Betagethed ved Synet af hans sælsomme Skikkelse forvandledes hurtigt til en uhyggelig Fornemmelse af, at det virkelig var en gal Mand, man her havde for sig.

Og nu skete der Noget, der borttog enhver Tvivl. Emanuel bedækkede pludselig Ansigtet med sine Hænder. Og under en fremvældende Hulken, 233| der gengav ham hans tabte Mæle, udbrød han hjælpeløst:

»Min Gud! Min Gud! ... Hvorfor har du forladt mig!«

Forstander Sejling havde imidlertid rejst sig. Han tilkaldte hastig et Par Mænd, ved hvis Hjælp Emanuel nu blev lempeligt ledet ned fra Talerstolen; hvorpaa han under Forsamlingens medynksfulde Deltagelse blev bragt ud af Salen.