VII.

Indtrykket af denne uhyggelige Scene havde næppe faaet Tid til at sætte sig, før Sindene paany blev sat i Bevægelse ... rigtignok paa en anden Maade og med en ganske modsat Virkning.

Det var denne Gang Væver Hansen, der paakaldte Opmærksomheden. Han havde siddet i sin Krog og hurtigt forstaaet, at han ved det stedfundne Optrin selv havde lidt et skæbnesvangert Nederlag. Han havde i den sidste Tid sat Alt ind paa at muliggøre Emanuels Tilbagevenden til sin gamle Menighed, hvor han vilde have anvendt ham 234| som et kraftigt virkende Sennepsplaster, der kunde trække Usundheden bort. Naar han saa ivrigt havde opfordret ham til at træde op her ved Mødet, var det, fordi han saa sikkert havde stolet paa, at Emanuel i det mindste vilde vække nogen Opsigt, og fordi han vidste, at Skibberupperne dog ikke aldeles havde glemt deres aandelige Hjemstavn, og at de særlig i disse Dage med Spænding fulgte Alt, hvad der foregik paa Sandinge Højskole.

Det stod nu klart for den krigsvante Mand, at Slaget var tabt, og at det galdt om at søge Tilbagetoget dækket ved hurtigt at fremkalde en Bevægelse, der kunde svække Indtrykket af Emanuels Optræden, før det fik Tid til at fæstne sig i Sindene.

Saasnart Forsamlingen havde endt Afsyngelsen af den Sang, som Ordstyreren havde foreslaaet for at bringe Ro i de opskræmte Gemytter, rejste han sig og bad om Ordet.

Hans Tilsynekomst paa Talerstolen vakte straks ingen synderlig Opmærksomhed. Han var en ukendt Person for Størsteparten af Forsamlingen, og hans besindige, ja drævende Maade at udtrykke sig paa fremkaldte til en Begyndelse blot en forøget Utaalmodighed hos Tilhørerne efter at afslutte Forhandlingerne for i Dag.

Men efterhaanden begyndte man at lytte. Hvad 235| var det? Manden talte jo om Politik, om Statskupet og Frihedsbevægelsernes Undertrykkelse ...

Der blev Uro i Salen. Man saa’ med ængstelige Blikke hen paa Ministeren og derfra op paa den myndige Ordstyrer, der da ogsaa havde rejst sig med Haanden om Klokken, parat til at skride ind.

I det samme snoede Væveren kattesmidigt sin Tale ind paa det foreliggende Emne: Forestillingen om det hinsidige Liv og de evige Helvedstraffe.

Men næppe havde Forskrækkelsen sat sig, og Ordstyreren igen taget Plads paa sin Stol, før han atter var paa forbudne Veje. Han gav sig til at tale om Smaafolks Alderdomsforsørgelse, om Almuens Undervisning og det forældede Fattigvæsen.

Forstander Sejling ringede kraftigt med sin Klokke.

»Jeg maa gøre Taleren opmærksom paa, at han skal holde sig strengt til den Sag, der ligger for. Navnlig er al Indblanding af Politik absolut forbudt,« sagde han. Og under Forsamlingens lydelige Tilslutning tilføjede han bistert: »Dette er ikke nogen Krostuediskussion men en Forhandling om aandelige Ting.«

»Jeg be’r saa meget om Forladelse,« sagde 236| Væveren med sin uskyldigt lydende Stemme. »Jeg tænkte bare, at det vel nok kunde gaa an at nævne Ting, som dog vel ligger os Alle lidt paa Hjærtet ... besynderligt i Aften, da vi jo har den grumme store Ære at se en saa højtstaaendes Mand som en Minister her i vor Forsamling. For se, hvad det evige Liv hinsides angaar, –« vedblev han, da Ordstyreren nu igen gjorde Mine til at bruge Klokken – »ja saa mener jeg nu, at Vorherre nok sørger for det. Men Livet her paa Jorden har vi vel selv nogen Forpligtelse til at tage Vare paa, tænker jeg.«

»Afslutning! – Afslutning!« raabte et Par ophidsede Stemmer.

Men skønt Væveren nu egentlig allerede havde naaet sin Hensigt at bringe Emanuels ulyksalige Optræden i foreløbig Forglemmelse, lod han sig ikke fortrænge. Uden at agte paa Forsamlingens stedse utaalmodigere Tilraab, og idet han belagde sine Ord saa behændigt, at han stadig afværgede Ordstyrerens Indskriden, benyttede han Lejligheden til at bringe sine forhenværende Meningsfæller en lille Afskedssalut.

Han lod Menigheden høre ilde for, at den havde svigtet den Folkesag, som det var dens Opgave at føre frem, og i Stedet trukket i Køb237|stadklæder og faaet fine Fornemmelser. Han talte om et Højskole-Aristokrati, der ikke var et Haar bedre end det hovmodige Studenter-Herredømme, som det havde villet bekæmpe; og han betegnede Vennesamfundets Forkyndelse som »denne hersens Gaardmands-Religion«, der alene egnede sig for Folk, som havde Raad til at slide Bagen flad paa Højskolernes Bænke.

Uroen i Salen var efterhaanden stegen til et formeligt Røre. Man saa’ paa hinanden. Hvad var dog det for et Menneske? Skulde slig Tale virkelig taales? ... Særlig var Bestyrtelsen stor blandt de Ledende henne omkring Ministeren, hvis Ansigtsudtryk gentagne Gange i Talens Løb havde røbet den alvorligste Misbilligelse.

Forstander Sejling stod da ogsaa i Begreb med at skride ind. Men i det samme rejste Vilh. Pram sig fra sin Plads paa den forreste Bænk foran Talerstolen, vendte sig om mod Forsamlingen og sagde med høj Røst:

»Jeg føler mig kaldet til at nedlægge en bestemt og alvorlig Indsigelse mod denne Talers Ord. Skønt jeg selv befinder mig i Opposition til meget i vort Menighedsliv – eller rettere netop af den Grund – er det mig magtpaaliggende at erklære, 238| at jeg anser de faldne Ytringer for aldeles utilbørlige – ja usømmelige.«

»Hør! Hør!« raabtes der med et fuldtonende og enstemmigt Bifald fra hele Forsamlingen, og de kjoleklædte Højskolemænd omkring Ministerens Stol aandede øjensynlig atter op. Derimod blev Forstander Sejling kendeligt bleg og famlede nervøst ved Klokken.

»De Samfundsanliggender,« – vedblev Vilh. Pram med stigende Varme – »som Taleren har berørt, egner sig aldeles ikke til Drøftelse her ... og det er aldeles ikke vor Sag at føre dem frem. Tværtimod! Vi har desværre i Fortiden anvendt altfor megen Kraft og Evne og tilsidesat alvorligere Opgaver for at bidrage til Løsningen af Spørgsmaal ... som dog til syvende og sidst aldrig lader sig løse. Vi kan visselig Alle føle dyb og oprigtig Medlidenhed med Samfundets Stedbørn. Vi kan hver for sig gøre, hvad der staar i vor Magt, for at lindre deres Nød og afhjælpe de bitreste Savn. Men Idéen om et Lyksalighedsland her paa Jorden er nu en Gang en Kimære, en Frugt af skønne Drømmerier ...«

»Drømmerier?« gentog Væveren med spidsede Øren.

»Ja – en Forestilling uden Gehalt, uden Mulighed for Virkeliggørelse i hvert Fald – –.«

239| »U ... U ... Utopi?« prøvede Væveren.

»Ja, netop! At ville gøre Livsforholdene ens for alle Mennesker er et uløseligt Problem, ... et Fantasteri, som det er ørkesløst for Alvor at beskæftige sig med.«

Paa Væverens blege Ansigt bredte der sig et stort Smil.

»Det er dog egentlig mærkeligt,« sagde han. »For netop de selvsamme Ord læste jeg forgangen Dag i en af de rigtig gamle Højreaviser, som jeg ellers ikke troede, at Hr. Pastoren havde Meninger tilfælles med.«

»Her tales ikke om Politik!« sagde Vilh. Pram afvisende.

»Aa nej. Men jeg kan nu ikke faa i mit Hoved, hvordan netop det kan kaldes for Fantasteri ... hvorfor justement det skal være Daarskab at ville hjælpe Smaafolk til Ligestillethed med andre Mennesker, mens det skal være det bare Smørrebrød for os at tumle med de store Verdensproblemer og vende Vrangen ud baade af Himmel og Helvede. Jeg er – Gud ske Tak og Lov! – hverken Fritænker eller andet af den Slags men er glad for min Barnetro. Men alligevel kan jeg ikke forstaa andet, end at om vi Mennesker blandede os lidt mindre i Vorherres An240|liggender, blev der vistnok baade Tid og Evne til at løse en og anden af de Opgaver, som vi nu er saa grumme hastige til at kalde for ganske uløselige ... det er nu min beskedne Mening.«

»Hvor længe skal dog den Mand have Lov til at tale om uvedkommende Ting?« raabte Vilh. Pram i ophidset Tone til Ordstyreren.

»Ja, Afslutning! ... Afslutning!« lød det fra mange Sider.

Tilsyneladende fuldstændig behersket traadte Forstander Sejling frem og sagde:

»Jeg maa gøre Vilh. Pram opmærksom paa, at det er mig, der leder Mødet i Aften ... og jeg skal nok udføre mit Hverv uden hans Bistand.«

»Men Talerne maa dog i hvert Tilfælde holde sig til det foreliggende Emne.«

»Ja – ingen Upartiskhed!« brølte en ungdommelig Stemme fra Baggrunden, og der rejste sig nu over hele Salen et almindeligt Spektakkel. Ingen vilde længer høre, Alle talte i Munden paa hinanden ... indtil et vældigt Tordenskrald med ét bragte dem Alle til Tavshed.

Mens Væveren smilende krøb ned af Talerstolen, traadte nu Forstander Sejling frem og erklærede Diskussionen for sluttet.

Hvorpaa man afsang en Sang og brød op i et øsende Regnvejr.