[249]| FEMTE BOG

[251]| I.

Den følgende Dag, henimod Solnedgang, sad Ragnhild og Pastor Petersen paa en Bænk udenfor den nederste Del af Hotellets Have, der strakte sig næsten ned til Vandet. De var begge meget medtagne af Dagens og Nattens Begivenheder. Særligt var Ragnhild dybt rystet. Hun sad og krøb sammen i et Sjal og saa’ næsten gammel ud.

Først om Morgenen var Emanuel bleven funden af det Mandskab, der allerede ved Midnatstid var bleven udsendt for at opsøge ham. Han sad og rystede af Kulde paa en Sten ved Stranden lige under Hammerbakkerne, og han havde ikke mærket sine Forfølgere, før de ved en omgaaende Bevægelse helt havde omringet ham. Da sprang han op i vild Skyhed, opløftede sine Hænder og raabte:

»Hvem søger I her? ... Jeg er opstanden! Ser I ikke Naglegabene i mine Hænder! ... O, I Daarer! I Lidettroende!«

Hans Hænder var virkelig blodige. Hans Ansigt havde store Hudafskrabninger, og ogsaa 252| hans Klæder var ilde tilredte, sønderrevne og tilsmudsede, som om han ved et Fald var gledet ned ad en af de høje Lerskrænter.

Man havde bragt ham hjem, og en Læge var bleven hentet. Han havde uafbrudt grædt og raabt til Gud, at han skulde tage ham til sig. Betty var bleven næsten vanvittig af Skræk ved Synet af ham. Hun var styrtet ind paa sit Værelse og havde ikke mere villet se ham. I Kromandens gamle Kaleschevogn var han derpaa bleven kørt bort til et Hospital.

... »Stakkels Betty!« sagde Ragnhild, efter at hun og Pateren en Tid havde siddet tavse og set ud over Vandet. »Og de stakkels Børn!«

»Aa, dem beklager jeg mindre,« indvendte han. »De kommer vel nu tilbage til den, hos hvem de dog har deres naturlige Hjem, ... og som de vel overhovedet aldrig skulde have været skilt fra.«

»Det kan være, De har Ret.«

Atter en Stund Stilhed.

»Hvilket Indtryk mon Begivenheden egentlig har gjort her i Egnen?« spurgte Ragnhild derpaa. »Han havde dog adskillige Venner – ja Tilbedere – i den fattige Del af Befolkningen! ... Og hvad har man mon sagt inde paa Højskolen?«

253| »Ja hvad det sidste Sted angaar, saa har jeg kun min Viden fra anden Haand; men jeg fik det Indtryk, at Begivenheden blot havde bidraget til yderligere at forøge den herskende Forvirring. Forstander Sejling havde nok straks søgt at profitere af den Uhygge, som Budskabet havde bragt, ved at optræde som en sand Helvedsprædikant. Forøvrig skal det Hele være endt i fuldkommen Opløsning. Man fortalte mig, at Vilh. Pram og de andre Skriftkloge tilsidst rent ud erklærede, at de agtede at udtræde af Menigheden, fordi de ansaa’ den for ikke længer tidssvarende. Det er Rotterne, der forlader det vaklende Babelstaarn! For Resten er det jo ikke Andet, end hvad man kunde have ventet. – – Men De ser træt ud, Frøken Ragnhild. Det er vist ikke værd, at jeg taler mere. De skulde gaa ind og hvile Dem lidt. Husk paa, at heller ikke De har været i Seng i Nat.«

»Det har Ingenting at betyde. Jeg trænger netop til frisk Luft. – Men nu hans Venner her i Byen og omkring paa Egnen ... hvorledes tager de sig egentlig i det?«

»Fortalte jeg Dem ikke, at det nær var kommen til Demonstrationer ved Bortkørslen? Der havde omkring Vognen samlet sig en Skare af hans Tilhængere, der forlangte at faa ham at se 254| og vilde hindre, at han blev sendt bort. De paastod, at der var bleven øvet Vold imod ham, og kaldte os rent ud Bødler og Djævlens Haandlangere. Især var den store »sorte Trine« meget ophidset. Hun formelig truede ad os, og det var kun med Nød og næppe, at jeg fik dem overtalt til at være rolige og forføje sig bort! ... Forøvrig forefaldt der ogsaa en næsten rørende – eller, om man vil, uendeligt sørgelig – Scene ved samme Lejlighed. Det var en ung Moder, der kom bærende med et sygt Barn, som hun vilde have ham til at lægge Haanden paa, for at det kunde blive rask. Det var ikke muligt at faa hende bort. Hun blev ved at klamre sig til Vognhjulet og raabe, at hun vilde se ham, at han skulde frelse hendes Barn.«

»Ja, han har jo altid haft en underlig Magt over visse Mennesker.«

»Ja den Magt, som Enfoldighed og Vanvid desværre altid har over ubefæstede Sjæle, og som gør den Slags Folk som Emanuel Hansted til nogle af Samfundets farligste Personer.«

»Ser De virkelig saaledes paa ham? Han har dog vel egentlig altid været værst mod sig selv.«

»Aa ja, det kan man ogsaa sige. Fejlen er vel overhovedet den, at man har opfattet ham 255| altfor alvorligt. Dersom man fra allerførste Færd havde betragtet ham fra den humoristiske Side, var Ulykken sandsynligvis aldrig sket. Men det er nu en Gang Nutidsmenneskenes maaske allerværste Skavank, at de saa totalt mangler komisk Sans. Det er den Mangel, der er Skyld i, at Fænomener som Emanuel Hansted overhovedet kan opstaa. Rimeligvis vil der i disse Dage blive talt mange bevægede og dybtfølte Ord om hans Aands høje Flugt mod Idealet, om den tunge Strid mellem Menneskets Higen og Evne, dets Villen og Kunnen o. s. v. Og dog har – ret betragtet – al Emanuel Hansteds Stræben kun været til at le af, hele hans Liv en Række komiske Scener. Naar han en Gang dør – og det vil sandsynligvis ske snart, og man maa da heller ikke ønske andet for ham – burde der skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa’ enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet Udvalgte, 256| der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten.«

»De dømmer nu saa haardt. De glemmer, at han i hvert Fald har den Undskyldning at være sin Moders Søn.«

»Aa ja! Og baade Moder og Søn har den Undskyldning at være Børn af en forskruet Tid, et forfjamsket Aarhundrede, der som intet andet har fremelsket Enfoldigheden og sat Præmie paa Daarskaben ... hvori overspændte Idéer, hysterisk Lamenteren og al Slags ekscentrisk Vindmageri bliver beundret som Udtryk for den sande gudebenaadede Genialitet. Dersom Vorherre paa Dommens Dag virkelig tager imod Undskyldninger ... ja saa kan Emanuel Hansted ganske vist fremføre som en formildende Omstændighed, at han var et Resultat af vor Tids usundt oppustede Følelsesliv, et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gaa til Grunde.«

»Det er besynderligt at høre Dem tale saadan. Mener De virkelig, at det er et Billede af vor Tid, De her opruller ... af Jernbanernes, Telegrafens, Revolutionernes og Varietéernes Aarhundrede?«

257| »Ja, Frøken Ragnhild – af dets Vrangside. Af den Reaktion, som dets praktiske, handledygtige Aand, dets rastløse, kraftigt pulserende Liv har kaldt frem fra alle skumle og skimlede Kroge. Romantikens Genfødelse og Dampmaskinens Opfindelse skriver sig jo fra det samme Aar. Og forøvrigt ... lad os endelig ikke bedrage os selv! Selv vi, der dog gerne vil kalde os vor Tids kloge og forstandige Børn ... selv vi vil tidt nok kunne mærke, at allehaande middelalderlige Følelser endnu spøger os i Blodet. Kan De selv sige Dem helt fri, Frk. Tønnesen? ... Tag den geskæftigste Forretningsmand, den tilsyneladende mindst følelsesfulde Verdensmand og skrab lidt paa ham – og De skal se, Lyrikeren, Sværmeren, Stemningsmennesket kommer straks frem. Selv den tykkeste Grosserer falder i Ekstase over en Solnedgang og faar en Tilbøjelighed til at tale paa Vers, naar han en smuk Foraarsdag spadserer i Skoven. I ensomme Timer, i Skumringen ved Kaminen, ved det maanebelyste Hav ... hvem modstaar da de farlige Drømmes, de luftige Fantasiers, de mørke Rædslers koglende Spil, – Reminiscenserne fra Klostercellen og Vildskovene.«

»Nu ja, De har vistnok Ret. Men er der da egentlig noget Ondt deri?«

258| »Der behøver ikke at være noget Ondt deri, – naturligvis! Ligesom andre kærlige Fædre har Vorherre givet sine Børn Legetøj til uskyldigt Tidsfordriv: Sansernes Fryd, kunstnerisk Glæde, Fantasiens Lyst o. s. v. Men den, der grunder sit aandelige Livs Ernæring herpaa, bærer sig ad som Barnet, der spiser sin Gummiboldt og faar ondt i Maven. Og kan virkelig Nogen sige sig helt fri for at have ligget under for denne barnlige Tilbøjelighed? Hører vi ikke endnu daglig den Lære blive præket, at i Drømmene har Mennesket sin sande Glæde, sin største Lykke, sit egentlige Hjem? Nej, lad os endelig ikke bedrage os selv! Endnu ligger vi dybt i Middelalderens Søvn ... eller rettere, vi befinder os i den halvvaagne Tilstand, i den farlige Time, hvori Drøm og Virkelighed forunderligt sammenblandes, hvori Virkeligheden synes Drøm, og Drømmen Virkelighed. Det er vel ogsaa derfor, at vi Nutidsmennesker er saadanne besynderlige Dobbeltvæsner med en Dag-Side og en Nat-Side, der ikke vil forliges. Og det er vel ogsaa Grunden til, at vi saa ofte føler os paa samme Gang tiltrukne og frastødte, tiltalte og mishagede af en Ting, en Sag eller en Person – kort sagt stadig gribes af hinanden modstridende Følelser, saadan som det jo er karak259|teristisk for vor Tid. Hvad siger vel Deres egen Erfaring, Frk. Tønnesen?«

Hun tog Blikket til sig og saa’ bort uden at svare. Hun anede med ét, at hun var gennemskuet, og blev et Øjeblik rød.

Men i sit stille Sind bejaede hun hans Ord. Hun var selv i Dag begyndt at forstaa sit Hjærte i dets Forhold til Emanuel Hansted, – forstaa den Blanding af Medfølelse, Foragt og virkelig Betagethed, som hans Personlighed bestandig havde fremkaldt hos hende. Naar hun tænkte tilbage paa deres Samliv, lige fra deres allerførste Bekendtskabs Dage i Vejlby Præstegaard, forstod hun med Rædsel, at ogsaa hun – selv hun! – havde ligget under for den Afsindets Magt, den Vanvidets Fortryllelse, som Pateren nys havde talt om.

Pateren vedblev at tale.

»Jeg véd jo nok« – sagde han – »at der skal være foregaaet et aandeligt Gennembrud i vore Dage. Jeg har hørt Tale om Gennembrudsmænd i Videnskab, Literatur og Kunst. Men det er endnu ikke lykkedes mig at faa Øje paa, hvad det egentlig er, der er bleven gennembrudt, eller hvad det er for Noget, der er brudt igennem. Jeg ser i hvert Fald stadig den samme overtroiske 260| Forherligelse af vort abnormt udviklede Følelsesliv, den samme hysteriske Tilbedelse af Lidenskaben, Overdrivelsen, Fusentasteriet. Ja, jeg synes endog, at Usundheden paa en uhyggelig Maade har bredt sig i de senere Aar, at Lyrikens Svamp er trængt selve Folket ind til Marv og Ben. Det er vel netop ogsaa, hvad den nuværende religiøse Overspændthed – ligesom forhen den politiske – paa en saa sørgelig Maade har bevist. Selv nævnede De før de revolutionære Bevægelser og Varietéerne. Men tror De ikke, at vore Dages anarkistiske Udskejelser har en Del at gøre med daarlig Romanlæsning og opstyltede Forstads-Skuespil? Og er der ikke i vor Tids Frivolitet et tykt Stænk af Livsledens og Verdensforagtens ferske Sentimentalitet? ... Men jeg sidder stadig og taler, og tænker ikke paa, at De er overanstrengt. Jeg trætter Dem, ikke sandt? Jeg skal gaa nu! De ser bleg ud, Frøken!«

»Det har Intet at sige. Bliv kun! ... Jeg sidder blot og forundrer mig over, at det er en Præst ... en kristen Præst, jeg hører tale. Jeg maa tilstaa, jeg forstaar bestandig daarligere, hvorledes De kan forlige saadanne Anskuelser som dem, De her – og ved saa mange andre Lej261|ligheder – har udtalt, med det at være Kirkens betroede Mand.«

»Tal kun rent ud, Frøken Tønnesen! Sig kun ganske aabent, hvad De dog vistnok mener, at jeg maa være en Hykler, der i Grunden ler af den hele Guddommelighed, ... en Fiffikus, der pligtskyldigt væver Kirkens Vadmel og forøvrig lader Fiolen sørge. Jeg véd det godt. Det er Almenhedens Dom om ... Pater Rüdesheimer!«

»Det kan være. Men jeg har ikke sagt eller tænkt noget Saadant. Jeg sagde blot, at jeg kunde ikke forstaa, hvorledes De med Deres Anskuelser kunde være Talsmand for en Lære, der just lægger Hovedvægten paa Menneskenes Følelsesliv og dertil tager baade Lyriken og Mystiken i sin Tjeneste. Oven i Købet er De jo mere ortodoks i Deres Forkyndelse end nogen Anden; jeg véd jo, at De næsten med Magt undertrykker ethvert Forsøg paa friere aandelige Rørelser i Deres Menighed.«

»Ganske som Deres afdøde Fader – ja. Og deri finder De en Modsigelse? Kan saamænd gerne være, at De har Ret. Ærlig talt, det bekymrer mig ikke. I hvert Fald: jeg tillader ikke mig selv at kritisere det, der er min Religion – for saa var det jo ikke mere min Religion. Men forøvrigt ... er et saadant ubetinget 262| og tillidsfuldt Forhold til den nedarvede Tro, et Forhold uden Trang til nogen som helst Art Bessermachen ... er det virkelig saa aldeles stridende mod god, sund Fornuft? Jeg har dog set min Fader efter et langt, uroligt og næppe altid helt dadelfrit Liv stirre Døden roligt i Øjnene i den samme Tro. Jeg har dog set den bære min Moder frelst gennem et Liv fuldt af Lidelse og Savn, ... og jeg tror nu ikke Noget paa, at Menneskene saaledes i en Haandevending skifter den tusindaarige Grundvold for deres Tilværelses Fred og Lykke. Jeg taler ikke her om de enkelte, stærke Aander, de ensomme Titaner, hvorom Historien fortæller, der under Ansvar for Gud grunder over Verdens Gaade. Deres Veje er for mig usporlige, og jeg dømmer dem ikke. Men jeg véd – véd af dyr Erfaring – at for os stakkels Hverdagsmennesker er der kun ét Bud, én Redning: at tro uden Betingelser, uden Tøven, uden at ville rokke ved en eneste Tøddel af Skriftens Ord. Jeg forstaar egentlig slet ikke, hvorledes man kan have en Tro og samtidigt føle en idelig Trang til at makke om paa den. Saa forstaar jeg dog bedre den Tid, da man uden Sentimentalitet brændte Kættere og Tvivlere. Den sande Udvalgte, det virkelige Sandhedsvidne skræmmedes dog ikke af 263| Baalets Flammer, og man var fritaget for saaledes som nu at se enhver sølle Stymper røre sig en Religion sammen saa let, som man laver en Æggekage, eller at være Vidne til, hvorledes den første den bedste teologiske Friskfyr fordrejer Hovederne i den ham betroede Menighed ved at fortolke Guds Ord efter Forgodtbefindende. Jeg har vist forøvrigt før fortalt Dem, at ogsaa jeg engang i mine yngre Dage forvildede mig paa de Veje, ad hvilke i vor Tid saa mange gaar den sikre Fortvivlelse i Møde. Endogsaa Verdensforsagelsens tornestrøede Sti, hvor Emanuel Hansted nu er gaaet til Grunde, har jeg i Svimmelhed betraadt, forledt af den formastelige Tanke, at den Smertens tunge Vandring, som var Guds Enbaarne beskaaren for Menneskehedens Synders Skyld – den skulde mir nichts dir nichts enhver Skrædder gøre ham efter. Men Gud ske Lov! Min jævne, gode Almueforstand fik efterhaanden Bugt med alle Hjærtets Udskejelser, og det sunde, besindige Bondeblod, der ruller i mine Aarer, gjorde Oprør mod det hæslige og gudsbespottelige Selvplageri. Ved min unge, livsfriske Hustrus Side – Gud glæde hendes Sjæl i Himlen! – lærte jeg, før det blev forsilde, at takke for Livet, takke for hver Dag, jeg fik Lov at drage Aande, takke ogsaa for Sorgerne og Byr264|derne og de tunge Mismods-Timer, som dog Altsammen gør et Menneskeliv saa vidunderlig rigt og dybt og uendeligt. Ak ja, den gamle, gode Tid! Jeg søger ofte min Trøst og styrker mit Haab ved at tænke tilbage paa min Barndoms herlige Højtidsdage, paa en saadan klar, stille Søndagmorgen ude paa Landet, naar Kirkeklokkerne ringede Helligdagsfreden ud over de grønne Marker og ind i de festligt stemte Sind; naar Landsbyernes Gaardporte aabnedes, og de pyntede Bønderfamilier agede til Kirken i den velpudsede Stadsvogn med blanktstriglede Heste ... ikke for at høre interessant Nyt af en aandrig Prædikant, ikke for at være med paa det allersidste Opsigtsvækkende fra Teologernes Skænderier, men for troskyldigt at bekræfte den gamle Pagt, for som tillidsfulde Børn at samles i den fælles Faders Skød, synge til hans Ære, modtage hans Velsignelse og derpaa vende styrkede og beroligede hjem til Livets Alvor og Livets Glæde. En saadan Sjælenes Fred og Tryghed, en saadan Sindets glade Ligevægt er det, jeg ønsker os tilbage ... vi har den haardt behov. Jeg er nær ved at mene, at den væsentligste Opgave for en Præst – i hvert Fald i vore onde Dage – er den at lære Folk at nyde og elske Livet paa rette Maade, uden Trods og uden Frygt, 265| taknemlig og tilfreds, saadan som det er vor Pligt overfor den, der gav os det. Derfor er heller Ingen mig mere imod end den Slags – nu saa stærkt grasserende – Individer, der gør sig interessante for sig selv og Andre ved at vandre smægtende om i Verden som vemodsfulde Naturer, tungsindige Skygger, hjemløse Sjæle o. s. v., hvad enten det nu er Folk, der som Emanuel Hansted formasteligt behager sig i at betragte deres Liv som en lang Korsfæstelse, eller det er disse moderne, blodløse Lømler, der af Overmættelse gaar omkring med permanent Livskvalme og hvert Øjeblik føler Trang til at kaste deres Sjæl op, udgyde deres Inderste, aflægge Bekendelser, – de véd blot aldrig rigtigt, om det skal være i Vorherres eller i en Skøges Skød. Jeg kan ikke være sammen med en saadan Personage, uden at Galden koger i mig. Jeg faar en næsten ustyrlig Lyst til trods mine graa Haar at springe op paa Bordene og af mine Lungers fulde Kraft raabe et trefoldigt Hurra for Livet!«

»Men hvorfor gør De det da ikke!« udbrød Ragnhild med blussende Kinder, smittet af den Varme, hvortil han efterhaanden havde talt sig op. »Hvorfor raaber De ikke, saa det giver Genlyd i hele Landet? ... Hvorfor sidder De her 266| og hvisker det blot til mig? Hvorfor tav De i Gaar ved Mødet? Da havde det været Tid at tale!«

»Nu sværmer De, Frøken Ragnhild! Lyriken tager Dem! De ser mig straks i Aanden som banebrydende Kæmpe, som folkebetvingende Helt. Men synes De virkelig ... er det virkelig Deres Mening, at jeg skulde give mig til at konkurrere med Hr. Vilh. Pram og de andre folkelige Skuespillere? Jeg maatte da nødvendigvis først gennemgaa et dramatisk Kursus og anlægge et eller andet opsigtsvækkende Profet-Kostume – for man gør skam ikke Indtryk paa det store Publikum ved at optræde i jævne Hverdagsklæder«.

»Aa nej ... De har vistnok Ret!«

»Jeg tror det. Rigtignok er jeg selv Præst, men ikke des mindre har jeg – og dette er min eneste, min sidste Anfægtelse! – en uovervindelig Skræk for Ordet og Ordets besnærende og bedøvende Magt. Er det ikke netop Ord og Ord og atter Ord – larmende Ord, blomstrende Ord, indsmigrende Ord – der har hensat os i den Bevidstløshedens Tilstand, hvoraf vi ikke kan vaagne op? ... Vorherre bevare mig for i Forbindelse med min egen ringe Person at tale højtravende om Kald, Mission og Sligt. Og dog maa jeg sige, at jeg i Beskedenhed føler det som min Opgave – 267| baade som Præst og som Menneske – i det Smaa og i det Stille at bidrage til at bringe Folk til Bevidsthed ... til fuld og klar Bevidsthed. Jeg véd det nok, jeg kan ikke rose mig af at have særligt Held med mig i saa Henseende. Men det faar at være! Jeg kan nu en Gang ikke holde mig tilbage, naar jeg mener at se Nogen gaa en Ulykke i Møde. Jeg tror, at der er Noget af en Goldamme-Natur i mig, – det maa tjene mig til Undskyldning overfor dem, hvem jeg kan have besværet med min ukaldede og maaske ofte utidige Tjenstivrighed, med den trippende og pluddervorne Kyllingemo’ers-Ængstelse, som jeg aldrig formaar at overvinde. – – Men nu glemmer jeg igen, at De er træt! Solen er ogsaa nede nu, og jeg maa afsted!«

Han rejste sig fra Bænken.

»Vil De virkelig tage bort?« spurgte hun.

»Ja, det er paa Tide. Jeg véd, at Vognen venter, og jeg har heller ikke mere at gøre her. Farvel, Frk. Tønnesen! Og tilgiv mig nu min langsommelige Nærværelse her denne Sommer! Tilstaa det kun! De har mangen Gang ønsket mig derhen, hvor Peberet gror. Jeg har kunnet se det paa Deres Ansigt, skønt De er en fin Diplomat! ... Men nu er De ikke længer vred paa mig, vel?«

268| Hun trykkede tavs hans Haand.

»Farvel, Frk. Tønnesen! Vi ses vel nok ved Lejlighed i København. Bliver De her længe?«

»Saa længe, som Betty bliver her; jeg vil ikke forlade hende i denne Tid, og her bliver vel en Del at ordne, før der kan tænkes paa Afrejse.«

»Hils hende fra mig! Det gør mig ondt, at jeg ikke har kunnet tage Afsked med hende. Men ogsaa hende ser jeg vel snart i København. Og kys saa de to Smaapiger fra mig, – dem faar jeg vel næppe at se mere. Farvel! – Farvel, Frøken!«

»Farvel!« sagde Ragnhild. »Og Tak for godt Selskab i Sommer,« tilføjede hun lidt efter, da han havde fjernet sig nogle Skridt.

Han vendte sig om og hilste, idet han smilende trykkede Hatten ind mod Brystet.

»Ærbødigste Tjener, Frøken! ... Altid til Tjeneste!«