TIL
DERES EXCELLENCE BISKOP
J. P. MYNSTER

»Jeg tænkte paa de Dage fra fordum og de Aar, som ere henrundne« - hvor ofte ere ikke disse Assaphs Ord vendte tilbage i min Erindring, fra den Tid af, da jeg i Aaret 1812 paa Aar-ets sidste Dag i Aftendæmringen hørte en Prædiken over dem i den store Domkirke i Breslau, hvor jeg dengang opholdt mig, for at være i Nærheden af Steffens. Men især vendte jeg ofte tilbage til disse Ord fra den Tid af, da jeg begyndte at erholde og samle de Breve af Gabrielis, som jeg her meddeler, og tænkte paa, at, naar jeg engang kom til at udgive dem, maatte jeg og vilde lade dem ledsages af en Tilegnelse til Dem. Det er nu 25 Aar siden, at jeg sendte Dem »Gabrielis's efterladte Brev-e« i Haandskrivten, og fra Dem med stor Glæde modtog den Recension deraf, som blev trykket foran dem. Da vare Tiderne ganske andre, end de nu ere, men ogsaa da stredes og kæmpedes der i Gemyterne og af Gemyterne i Forvirring og Uro; det var i kirkelig Henseende, at der blev stridt, og jeg udgav netop hine Breve, som da alle> rede, paa nogle faa nær, havde ligget hos mig i over 9 Aar, fordi jeg forestillede mig, at de maaskee kunde virke til, at Tankerne hos os i de offentlige Omtalers Gebeet, kunde vende sig fra Spørgsmaalet om de rette første Kilder til Livets helligste Vande, hen til Omsorgen for den rette Gjenfødelse og Qvægelse ved disse Vande selv. Hine Breve lade os see Gabrielis i en Krise, og det er kun denne Krise, de føre frem for os, ladende Enhver i egne Tanker forfølge den til dens Opløsning eller Klarelse; men Tilværelsens hellige Vande rinde og raade deri. Jeg havde efter hiin Tid ofte det Haab engang at skulle kunne knytte tvende Samlinger af Breve til hiin første, og at deraf den ene skulde kunne kaldes »Gabrielis's Breve til Hjemmet«, den anden, hans »Breve fra Hjemmet«. Men kun fra nogle faa Uger, men vistnok for ham indholdsrige og betydningsfulde Uger, fra en Tid, som falder 10 Aar efter hiin Tid i hans Liv, har jeg kunnet komme i Besiddelse af Breve fra hans Haand, og dem meddeler jeg nu.

»Jeg tænkte paa de Dage fra fordum og de Aar, som ere henrundne«: den hellige Sanger udbryder i disse Ord i sin Trængsels Tid, paa sin Beængstelses Dag; men idet han mindes sit Folks underfulde Førelser, vende hans Tanker sig snart til Herrens Gjerninger i fordums Dage, Herrens Idrætter og Veie, og hans Tilbageblik bliver hans store Fortrøstning. I Sandhed det forekommer mig, at vi her i Danmark have megen Aarsag til at skue tilbage med lignende Følelser.

»Jeg tænkte paa de Dage af fordum og paa de Aar af Evighederne«, saa lyde bogstaveligen Ordene i Grundsproget, og saaledes giver vor kirkelige Oversættelse os dem. »De Tider af Evighederne«, hvor ganske anderledes gribe saadanne Ord ind i os ved den Betydning, vi saa naturligen føle os drevne til at lægge ind i dem, end naar vi blot holde os til den Betydning, vi maae tillægge dem hos den hellige Sanger.

De Timer, som leves af Evigheden, leves ogsaa for Evigheden, og leves tillige for lange, fjærne, jordiske Tider, som skulle komme. Herren har udkaaret Dem til at være hans Røst til Udbredelse af mange saadanne Virkninger i vort Fædreneland, og han lader Dem endnu i høi Alder vedblive i saadan velgjørende Virken. Jeg erfarer det idelig: Deres Ord og Tale har været til stor Velsignelse, som i min nærmeste Kreds, saa i mange Kredse, og Gud bevare os Dem endnu længe, og bevare Dem Aandens Kraft, indtil de Dage komme, da De selv villigen og med Tilfredshed vil sige: Herre! nu lade Du Din Tjener fare i Fred!