© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Fru Rositta var paa Aftenbesøg hos sin Mand. De laa Side om Side i hans Seng. Og paa Natbordet foran'dem beroede tvende kraftige Whiskyer.
Der var mørkt i Værelset; men Døren ind til Herredsfuldmægtigens Arbejdsrum stod paa Klem. Og derinde var alle Lys tændte.
Ægteparret sov sødeligt med Armene om hinandens Skuldre.
Et Vindue stod aabent, og udenfor laa Haven tavs og stille i teateragtigt Maanelys ...
Isidor drog Vejret dybt og vaagnede derved. Forsigtig gjorde han sin Arm fri, rejste sig over Ende og strakte Haanden ud efter sit Whiskyglas.
– Hvad bestiller Du? spurgte Rositta endnu halvt sovende.
– Jeg drikker! sagde han.
Rositta lo:
– Ja, vi er et Par nette Forældre!
– Særdeles nette! bekræftede han – har vi374| ikke bekommet sunde, glade og smukke Børn! ... Skaal!
– Skaal! lo hun tilbage og greb sit Glas og stødte imod hans.
– Menneskene burde kun leve om Natten! sagde Isidor saa og saa' hen mod Vinduet – Og dertil burde det altid være Maaneskin!
– Ja! nikkede hun – Skal vi gaa en Tur i Haven?
– Gerne, min Elskede!
– Vil Du virkelig?
– Gerne, min Reseda! Alt hvad Da vil, vil ogsaa jeg ... paa denne Tid af Døgnet.
– Jamen husk, at Du er "Øvrighedsperson"!
– Ikke om Natten ...!
Rositta lo overstadigt, rimeligvis lidt paavirket af Whiskyen. Hun stak Fødderne i sine Tøfler og tog sin Slaabrok paa, den, hvori hun var kommen.
Isidor iførte sig Morgensko og lang, lys Støvfrakke.
– Jeg maa først over at se til Børnene ... sagde Rositta saa.
Men han svarede:
– Børnene hviler i Abrahams Skød, min Reseda; lad dem hvile der ... Natten er Forældrenes Tid!
Og han slog Armen om hendes Liv og drog hende med sig gennem Entréen og ud i Haven ...
Luften var lun og fuld af Duft fra de duggede Roser.
375| Isidor og Rositta gik ned imod Dammen:
– Nu skulde vi have haft noget Brød til Fiskene ...! sagde hun.
– Det har vi! Se her! ... han viste hende et Stykke Brød, som han tog op af Lommen paa sin Frakke – Jeg gaar sommetider herned alene, naar jeg ikke kan falde i Søvn.
Nede foran Dammen smuldrede de Brødet og kastede det ud. Og Fiskene skød op gennem det sorte Vand og lyste som Sølvglimt i Maaneskinnet.
– Hvor det er smukt! sagde Rositta.
– Ja, nikkede han – man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky stærkere, lille Reseda ... og saa lade Vorherre husere med Resten ...!
Saaledes talede i den skønne Midsommernat Hr. candidatus juris Isidor Severin Seemann, Herredsfuldmægtig for Havslunde og Søby Herreder ...
Ejheller den lille Sofie Uldahl kunde sove. Længe havde hun ligget og stirret hen mod det maanelyse Gardin og lyttet til Faderens og Smedens Rummesteren i det nattestille Hus. Og naar hun af og til overvældet af Træthed lukkede Øjnene, saa' hun de frygteligste Syner ...
Pludselig sprang hun ud af Sengen, trak Benklæder og Strømper paa, tændte Lampen og satte376| sig til at skrive i sin Dagbog, som hun fandt frem af en aflaaset Kommodeskuffe:
Kære, lille, gode Isidor (skrev hun), det er saa længe siden, jeg har talt med Dig, og nu er det Nat, og Du ligger rimeligvis i din Seng og sover trygt og godt som alle gode og retskafne Mennesker. Men jeg kan ikke sove, thi jeg har saameget forfærdeligt at tænke paa. En frygtelig Hemmelighed hviler paa mit Sind foruden alt det andet sørgelige med Fader, Moder og Søstrene. Men nu kan jeg ikke længere bære den alene. Hvis Du var her i dette Øjeblik, tror jeg, at jeg fortalte Dig det hele, saa forpint er jeg af at gaa og bære paa noget, som ingen anden véd; og nu vil jeg skrive det, for naar jeg skriver til Dig, Isidor, er det ligesom, Du sidder her ved Siden af mig og hører paa mig: Det er Johanne, Du véd, hende de kalder Lig-Johanne, og som de siger er Faders Søster og alligevel har et Barn med ham. Det er hende, der har slaaet Pin'de-]ens ihjel, Isidor! Er det ikke forfærdeligt? Du var jo selv herude og undersøge, da det var sket; og I troede allesammen, at han selv ved en Ulykke var kommet ind under Hestene. Men det er Johanne, der har kastet ham derind! Jeg stod bag Døren til Foderloen og saa' det hele! Hun kom bærende med ham paa Armene inde fra hans Kammer; hvad de havde bestilt derinde, véd jeg ikke; jeg hørte bare, at hun bad ham om nogle377| Penge, som han ikke vilde give hende, og saa raabte hun højt, og saa blev alting stille; men da hun kom bærende med ham inde fra Kammeret, saa' han allerede ud, som om han var død, maaske har hun kvalt ham; og saa bar hun ham hen bagved Kørehestene og kastede ham ind under dem! Og saa løb hun sin Vej, og jeg ogsaa. Det var ligesom, der faldt noget ned inde i mit Hoved, og jeg løb ned gennem Kostalden og Svinestien og ned i Laden, hvor jeg gemte mig inde i Halmen og laa og skreg og sang og græd og slet ikke vidste af mig selv, førend Forvalter Larsen pludselig sad ved Siden af mig og trøstede mig og spurgte, hvad der var 5 Vejen og vilde kysse mig; men jeg slog ham lige midt i Ansigtet og slap fra ham og ud af Laden; jeg véd slet ikke, hvor Tyrk var bleven af; og ved Gud, Isidor, da var jeg lige ved at løbe min Vej langt ud i Verden, eller ned til Bugten ved Badeplænen og kaste mig i Vandet og dø bort fra alt det forfærdelige, der findes paa Jorden; for lille, lille Isidor, Du véd ikke, hvad jeg, der dog er saa ung, allerede har maattet gennemgaa! Ved Gud, jeg vilde ønske, at jeg snart maatte dø, eller blive rigtig syg og faa høj Feber, saa at jeg ingenting vidste af mig selv, for nu kommer det allerværste, Isidor, nu kommer det allerværste! Først var det kun om Natten i Søvne, jeg saa' det; men nu er det ogsaa om Dagen, bedst som jeg sidder eller gaar og tænker paa ingenting. Det er378| noget med en stor Skikkelse, en Kæmpe, eller en Gud, der viser sig for mig; han griber med sine lange Arme en hel Flok Mennesker paa én Gang og kaster dem ind under et Kobbel vældige Heste, der sparker dem og tramper paa dem, og jeg hører dem mase Hovene ned i Kødet, og Knoglerne knaser, og der lyder Skrig og Bønner, og jeg lukker Øjnene og véd godt, at det bare er noget, jeg bilder mig ind, men jeg kan alligevel se det saa tydeligt og høre det, og jeg stopper Fingrene i Ørene og skriger med, men det hjælper ikke; og om Natten har jeg lavet mig to smaa Kugler af Moders Sy voks, som jeg putter i Ørene, og som jeg har ridset tre smaa Kors paa hver for Fader, Søn og Helligaand ...
Der lød et Drøn gennem Huset af Gangdøren, der blev
slaaet i. Frøken Sofie rejste sig hurtig og løb hen til Vinduet.
Og hun saa' i Maaneskæret sin Fader og hans Hjerteven
Smeden Arm i Arm dingle ned gennem Borggaarden barhovedede og i Skjorteærmer.
Smeden og Nils Uldahl havde siddet ved deres Drik og Prat lige siden Klokken ni. De drak helst den klare Brændevin nu, det andet bed ikke.
Nils sad og pralede af alle de Fruentimmer, han379| havde haft, og af alle de Penge, de havde kostet ham. Saa var han faldet i med at jamre op om Stamgodset og om Elfenbensstaven. Og naar han naaede det Punkt af Rusen, græd han og svor, at var Staven forblevet i Familiens Eje i lige Linie, saa havde han, Nils, endnu siddet rig og anset paa Fædrenegaarden. Thi det var den Stav, Familien Uldahl skyldte al sin fordums Ære og Magt. Der var noget helligt ved den Stav. Den var af Gud velsignet og Englene velbehagelig. Det var det, han havde faaet Færten af, den gamle salige Bandit Joachim, og derfor havde han faaet lokket Klenodiet fra Etatsraaden. Og nu havde han oven i Købet taget Staven med sig i Graven. Pompadour havde faaet Ordre til at putte den i Kisten til ham. For Joachim hadede Nils med et grusomt Had:
– Fandenlyneme! Og véd Du hvorfor, Smed ... he, he! véd Du, hvorfor?
Smeden rystede sløvt paa Hovedet. Sagen interesserede ham ikke. Han havde snart hørt om Egesborg og den fjollede Stav vel de hundrede Gange.
– Fordi jeg engang tog en dejlig Tøs fra ham, he! fortsatte Nils - Joachim kunde ikke gøre noget rigtig ved hende; og saa kom hun til mig! For i den Retning, he! saa havde jeg sgu den krabateste Elfenbensstav!
Smeden pladskede ud i en brølende Latter. Den Historie havde han ikke hørt før!
380| Men han holdt ligesaa pludselig inde igen med Latteren og spurgte:
– Skal vi saa ha' det Slag Kort, Godsejer?
Nils sagde Ja. Og Kortene kom frem. Parret trak i Skjorteærmer og spillede Seksogtres en Timestid. Lo og bandede og slog i Bordet, saa det hørtes viden om Gaard. Nils tabte som sædvanlig; og det blev han til sidst ked af:
– Hvor Fanden bliver Rikke af i Aften? spurgte han pludselig og kastede Kortene fra sig.
– Lad vos gaa ned og hitte hende? foreslog Smeden medgørlig og stoppede Gevinsten i Lommen. Nils ravede op af Stolen:
– Du siger noget, Smed! Vi gaar ned og ser til Tøserne!
Og de tog hinanden under Armen og vaklede pludrende og grinende ned gennem Gaarden ...
Midsommernattens Maane lyste paa deres Vej. Og bag Gardinet i sit Soveværelse stod Frøken Sofie og saa' efter dem ...
Da de var naaet ned i Ladegaarden, standsede Nils Uldahl pludselig, slog en Haand op mod den stjernefunklende Himmel og sagde fra Sjælens Dyb:
– Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring!
– Ja-e ... sagde Smeden og kiggede andagtsfuld op mod de samme evige Stjerner – men vi maa jo vide at bøje vos for Guds Vilje, Godsejer ...
381| Ovre i Mejeripigernes store Fælles-Kammer bag Bryggerset var der lyst som om Dagen: Maanen hængte tyk og rund lige udenfor de gardinløse Vinduer ...
Omkring fra de seks Bræddesenge, der var tømret op langs Væggene, hørtes Snorken og Pusten og stille Hvisken.
Varmen og Osen i Rummet var kvælende ...
Der lød snublende Trin og brummende Tale i Bryggersgangen udenfor. Døren blev stødt op, og Nils og Smeden tumlede ind:
– Go'aften, Pi'er! lød Smedens Stemme – Mon I har Brug for et Par paalidelige Folk?
– Du rører ikke Rikke, Smed! hvæsede Nils pludselig ophidset og greb Vennen i Brystet.
– Nej, nej ...! sagde Smeden betuttet og rystede ham af sig – Rolig, rolig! ... Hva' for en Seng ligger hun i?
– I den yderste til højre ...
– Saa ta'r jeg simpelthen en af dem til venstre, Godsejer! Der havde hidtil været musestille rundt i Sengene. Al Snorken og Pusten var død hen. Man hørte kun hist og her et lille forskræmt Skrig, eller en møjsommelig undertrykt Fnisen.
Men da Smeden begyndte at rode rundt i den nærmeste Seng til venstre, voksede der pludselig et stort nøgent Mandfolk op af den:
– Hva' Satan vil Du her, din Smedetamp! tord382|nede han – Ka' Du holde dine beskidte Fingre hos Dig sæl!
I samme Øjeblik rejste der sig en Karl over Ende i hver Seng, og i somme af dem to:
– Ud med Jer! brølede én.
– Hyss, Husbond er med! hviskede en forskræmt Pigerøst.
– Jeg vil blæse ham et Stykke! ... Han kan holde sig til sine egne! ... Han er ikke mere Husbond, end som vi! lød det rundt omkring fra; og et Par af Karlene gjorde Mine til at ville springe ud paa Gulvet. Men Pigerne holdt skrigende og grædende fat i dem.
Kammeret fyldtes af Graad, Eder og Raab. Smeden gav Svar paa Tiltale.
Under alt dette havde der hele Tiden fra den nærmeste Seng tilhøjre lydt en spæd, halvkvalt Klynken.
Nils Uldahl bøjede sig ned over Sengen:
– Rikke ... hviskede han og søgte rundt imellem Dynerne – skynd Dig lidt at komme i Klæderne, Rikke ... saa gaar vi op til mig!
Paa én Gang fik han fat i en lille, skælvende Haand,,der søgte at rive sig løs igen.
– Hvem er det? spurgte Nils.
– Det er mig ... græd Stemmen.
– Hvad for en mig?
– Lisbeth ... den nye Gaasepige ...
– Hvor er Rikke?
383| – Jeg ... véd ... ikke ... hulkede Barnet.
– Hun ligger ovre ved Forvalter Larsen! raabte saa en raa Mandfolkerøst i Sengen ved Siden af.
– Der render hun over hver Nat, naar hun ikke er ovre hos Dig! sagde en anden.
– Gaa Du dér over og hent hende, Nils Fallit! grinede en tredje.
– Se, I kan faa Røven med Jer og det lidt hurtig! skreg en fjerde og begyndte at kravle tværs over sin Dame – ellers skal vi illeminere den for Jer!
Der stod et Drøn af Latter rundt fra alle Sengene, rungende Mandslatter og skingrende Kvindehvin.
– Kom, Godsejer ... hviskede Smeden midt i Larmen – her er ikke Bid for vos i Aften.
Men Nils hørte ham ikke. Han stod og tænkte paa at krybe ned til Gaasepigen. Hun var saa lind og varm at føle paa ...
Da greb Vennen ham fat i Armen og rev ham med sig.
Og Latteren stod ud af Døren efter dem.
Oppe i Borggaarden fik Smeden Kig paa en Lampe, der brændte bag det hvide Forhængsstykke i et af "Asylets" Vinduer.
Jomfru Ingwersen havde i de sidste otte Dage været temmelig daarlig, haft Feber og Aandenød; derfor havde Fru Line paabudt, at Lampen skulde være tændt om Natten.
384| Smeden standsede og pegede mod Vinduet:
– Skal vi vesitte de Gamle, Godsejer?
– Hvad Glæde kan vi ha' af det? brummede Nils, der endnu gik og tænkte paa Gaasepigens intacte Former.
– Bare obselvere deres Forskrækkelse! mente Smeden lystig – De har vist ikke set Mandfolk ved Nattetid i de sidste hundrede Aar!
– He, he! grinede Nils, der begyndte at faa Smag for Spasen.
– Vi fortrædiger dem begribeligvis ikke, vedblev Smeden at lokke - Vi lister bare ind og gaar rundt paa Gulvet uden at mæle et Ord.
– Lad os ta' Støvlerne af ... hviskede Nils, da de var kommet ind i Gangen. Han var nu ligesaa ivrig som den anden ...
Inde i Asylstuen sov Rottbøl og Lurvadt sødelig. Men Ingwersen laa med vidtaabne Øjne og stirrede frem for sig. Hun havde nylig haft et fælt Anfald, og Feberen krøb rundt i hendes Hjerne. Hun lyttede vredt til de to andres velsignede Prusten og anklagede Gud ...
Men paa én Gang ser hun Døren ud til Gangen gaa op og to Gespenster glide ind. De var sorte forneden og hvide foroven og havde Menneskehoveder ...
Ingwersen greb sig til Hjertet og vilde raabe, men kunde ikke ...
Gespensterne gav sig til at svæve rundt og rundt385| paa Gulvet. Sommetider var de kun to, syntes Ingwersen, men sommetider voksede de og gik midt over og blev til fire, seks, otte, hele Stuen fuld: Det var alle Havslundegaards tidligere Ejere, alle dem, der havde hængt og druknet og skudt sig ... / Ingwersens Seng begyndte at vugge frem og tilbage ... Loftet drejede sig, Væggene sank, og Lampen henne paa Kommoden blev til et vældigt flammende Baal:
– Lurvadt!
Endelig havde hun faaet Vejr til et Skrig. Et af Gespensterne havde bøjet sig ned over hende.
– Lurvadt!
Lurvadt rejste sig halvt op i Puderne:
– Hva' er 'et? spurgte hun gnavent, (og hun syntes i sin halvvaagne Tilstand at se to Skikkelser forsvinde ud af Døren; men glemte det øjeblikkelig igen, da alt i Stuen ellers var, som det skulde være) – Hva' er 'et, Ingwersen? spurgte hun – Vil De mig no'et?
Men da hun intet Svar fik, dumpede hun atter om i Dynerne og faldt straks i Søvn ...
Ingwersen kunde ikke svare. Hun hørte Lurvadts Spørgsmaal, og saa' Gespensterne svæve bort, men ikke en Lyd formaaede hun at faa over sine Læber. Hun kæmpede og kæmpede og anspændte alle sine Kræfter for bare at kunne faa et eneste hørligt Ord frem ... hendes Ansigt blev ganske386| blaat af Anstrengelse ... der væltede store, sorte Skyer op foran hendes Øjne ... buldrende Vogne larmede ind gennem Værelset ... og udenfor skreg og skreg det af Mennesker, der sloges:
– Jesus, vær mig arme Synder naadig!
Saa lød der paa én Gang et hvinende, skærende Skrig, der hug ind mod hendes Trommehinder, saa de sprængtes ... Og alt blev tavst for evig.
– Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør! Lurvadt var tumlet op ved Skriget og stod nu hjælpeløs rokkende foran den Syges Seng:
– Rottbøl, Rottbøl Ingwersen dør! gentog hun og famlede i Vildelse rundt paa Kommoden efter Vandglasset, saa at det væltede, og Vandet flød ned over hendes nøgne Fødder:
– Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør! blev hun ved at raabe.
Rottbøl havde rejst sit lille, blide Ansigt fra Puden. Nattørklædets Knuder sad hende som to smaa Horn i Panden:
– Er det galt med Nikoline? spurgte hun, da hun hørte Vandets Rislen, og halede Juledukken frem, som altid laa afklædt i Sengen ved Siden af hende – Nu skal Mor hjælpe ...
Og hun holdt med begge Hænder Dukken ud over Sengekanten, idet hun satte sin Tunge ind mod Tænderne og frembragte en hvislende Lyd:
387| – Tssss ...! sagde hun – Saa, saa, saa ...! Nu sover vi pænt igen ...!
Og med Dukken i Armen lagde hun sig tilbage i Sengen, medens hun beroligende nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes stormfri Lande ...
- Sover Du, Far?
– Øff ...! Hva' er 'et, Mor?
– Sover Du?
– Næi ...
– Skal Du ikke op?
– Jeg har været oppe ...
– Det har jeg ikke hørt ...
– Jeg har været oppe alligevel!
- Nu véd jeg, hvad Du skal gi' mig til min Fødselsdag.
– Hum ...?
– Du skal gi' mig seks nye Særker.
– Du holder junde af at faa nyttige Ting ellers ... til Højtiderne.
– Nej ... Og saa en Flaske Spridevaldemar.
– Hum ...
– Og en Æske fint Brevpapir.
– Er der ellers ikke andre Smoting! ... Og skal vi saa sove?
388| – Ja, Du kan sagtens! Bare Du lægger Dig, falder Du i Søvn!
– Du kan jo lade være med at tænke! ... Godnat!
De gamle Seemanns Soveværelse vendte imod Nord, saa Maanen saa' de ikke noget til. Men der brændte hos dem en lille Natlampe.
Sengene stod ikke længere Side om Side som i Ungdommens saftrige Tider, men var begge anbragt langs samme Væg og med en massiv Dragkiste imellem.
Paa Dragkisten stod Lampen, og i dens vage Lys saa' man paa den hvide Hovedpude i Sengen til højre Fru Thoras lille, fine Ansigt indrammet af en blondeprydet Natkappe ... og i Sengen til venstre Bedstefader Seemanns høje Skaldepande og buskede Skæg.
Taffeluret paa Spejlkonsollen inde i Dagligstuen slog.
Den gamle Frue talte Slagene:
– Tolv! sagde hun klagende – Nu er Klokken tolv, Far; og jeg har endnu ikke lukket et Øje!
– Øff ...! lød det fra den anden Hovedpude – Da si'er Du da sæl, at Du ikke hørte, at jeg var oppe før! Fru Thora tav fornærmet. Men lidt efter tog hun fat igen:
– Den Hvidkaalssuppe ha'de Marie rigtig haft Held med sig i Middags! sagde hun.
389| – Hum ...! Kartoflerne var raa!
- Vist var de ej; det er bare no'en nye, vi har faaet, der godt kunde ha' taalt og kogt lidt længere.
– Ja, det er jo det, jeg si'er!
- Nej, Du sa'e, at de var raa; og det er Synd for Marie, der ellers er saa flink ... Du kom sent hjem fra Klubben i Dag; Isidor sad og ventede for at hilse paa Dig.
– Vi kunde ikke blive færdig med den Domino ... Lassen er saa langsom.
– Hvem vandt?
– Jeg naturligvis ... syv Partier.
– Ja, Du banker dem snart allesammen derhenne ... (Fru Thora gabede højlydt) ... Nu synes jeg, jeg begynder at føle mig søvnig ... Godnat, Far! ... Hvor er det dog no'en søde Børn, Isidors ... saa opmærksomme mod os Gamle.
– Ja, de er meget søde ... Godnat ... og sov vel!
– Tak i lige Maade ... Ja, nu tror jeg, jeg kan, Gudskelov! (Fruen gabede igen) ... Man har det bedst i sin Seng! sagde hun – Frederiksen var her da i Formiddags med Gasregningen.
– Hum ... Hvormejet?
- Elve Kroner.
– Var det ikke mejet?
- Nej, vi har strøget to Gange.
– Betalte Du?
– Ja ... Husk nu, Du skylder mig ... 390|Og hal'treds Øre for den Lap paa Galochen ... (Hun gabede for tredje Gang) Ak, ja, ja, ja! sagde hun – Véd Du, hvad der saa tidt gør mig ondt, Far ... at jeg ikke kan faa Dig til at bede Aftenbøn med mig.
– Jeg er for gammel til den Slags Narrestreger! brummede han og vendte sig demonstrativt – Godnat!
Midt paa Fru Thoras Dyne viste der sig nogle svage underjordiske Bølgebevægelser. Det var hendes Tommelfingre, der begyndte at snurre.
Men Bevægelsen døde dog hen uden at have kulmineret. Søvnen tog hende ...
Lige indtil Klokken godt to havde der været stille inde hos Lig-Johanne.
Men saa vaagnede den lille Juliane, der delte Seng med Moderen, ved at denne pludselig greb hende i Brystet og sagde:
– Der er de! og i samme Nu stod midt ude paa Gulvet. Juliane, som vidste Besked med Anfaldene, sprang ogsaa ud af Sengen og løb hen og greb Moderens Haand.
– Der er de! Kan Du høre? De kommer nærmere! – stødte Johanne frem i sin Angest.
391| Men den lille klappede beroligende hendes Haand:
– Nej, nej, vist ikke saa, Mor ... sagde hun sagtmodig – Kom, saa gaar vi lidt; det plejer jo at hjælpe.
Og Moder og Datter begyndte at vandre op og ned i Værelset.
– Luk Øjnene, Mor; jeg skal nok lede Dig.
– Lig-Johanne klemte Øjnene fast i. Og Juliane førte hende varsomt frem og tilbage over Gulvet.
– Hurtigere! Hurtigere!
– Jamen her er jo ikke Plads, Mor ...
Gennem de lave, smaarudede Vinduer saa' man ud over Markerne, der laa hvide af Maanetaage. Hist og her ragede et Træ frem og Taget af et Hus.
– Hurtigere! Hurtigere, Juliane! Ellers kan jeg høre dem!
– – Ja, ja ... sagde den lille og fremskyndede Farten, saa godt det lod sig gøre i den snævre Stue ...
Da Sagerne efter Pin'de-Jenses Død var ordnede, havde Johanne faaet udleveret hans kontante Penge, hans Sparekassebog og Kisten med hans Ejendele.
Der havde været Forslag oppe om at tage Bogen under Forvaring og kun udbetale hende en mindre Sum ad Gangen. Men Johanne havde i den Anledning raset og skabt sig gal; og man var derfor nøjedes med at dele de femhundrede Kroner, hvoraf den ene Halvdel blev sat fast for Juliane, medens392| Resten blev overgivet Moderen. Og hun havde ikke været ædru siden.
Tanken om at komme ind paa et Drankerasyl og blive gjort til Menneske, var forlængst dunstet bort og glemt. Lig-Johanne tænkte ikke paa andet end at fylde sig med døvende Drikke. Saasnart hun havde sovet en Rus ud, begyndte hun paa en frisk; hun taalte ikke at tænke paa Jens og hans Endeligt, skønt ingen havde fattet Mistanke til hende ...
– Hurtigere! Hurtigere, Juliane!
– Ja, ja ... Vil Mor ikke, at vi skal tage vores Træsko paa, som vi plejer, saa hører Du ikke saa godt?
– Jo! Hvor er de?
Barnet fandt sine egne og Moderens Træsko frem. Og nu begyndte de begge at larme op og ned ad Gulvet, saa at Støjen gav Genlyd i hele Huset, Johannes Stue laa i Midten ....
– Nu er det galt med hende derinde igen! mumlede Spat-Marie, der boede i den nordre Stue – Aldrig ka' En faa sin Nattero i Fred!
Og Maren Ørentvist i den søndre Stue trak Dynen bedre op over Hovedet og bandede i Søvne.
Men inde hos Lig-Johanne vedblev de at trave ...
– Hør! Hør! Juliane! Nu er de lige her udenfor!
– Tramp, Mor, tramp! sagde den lille og satte selv Fødderne i Gulvet, saa at det værkede i hendes magre Knæ. Hun havde forlængst opdaget, at det ikke nyttede at ville tale Moderen til Fornuft;393| man maatte gaa ind paa hendes Idéer for nogenlunde at beholde Magten over hende:
– Tramp, tramp! gentog Juliane.
Og de trampede nu begge løs, saa at Spat-Marie gav sig til at dundre i Væggen.
Johanne knugede Datterens Haand, saa at Barnet var ved at skrige:
– Hør! hviskede hun stiv af Angest
– Det er bare Marie her ved Siden af, Mor ...
Og de travede videre ...
Den Dag Lig-Johanne havde kastet sin Mand ind under Hestene og var flygtet bort gennem Døren til Møddingen, havde Svinepasseren, Rasmus Repsholt, netop lukket alle Smaagrisene, vel et halvt hundrede Stykker, ud. Johanne var faret midt op imellem dem, og var faldet omkuld, havde rejst sig fortumlet og var faldet igen, medens Grisene i deres Forskrækkelse hvinende og skrigende var løbet hen over hende og havde traadt hende paa Kroppen og i Ansigtet.
Dog, det havde mindre at sige, da hun var sluppet uset bort.
Men Natten efter Mandens Begravelse, da hun havde drukket sig en kraftig Rus for at kunne sove, var hun pludselig vaagnet midt om Natten ved at Stuen havde været stuvende fuld af Smaagrise. De sad paa deres Haler Side om Side, saa mange Gulvet kunde rumme, og gloede paa hende med deres smaa onde, rødkantede Øjne, indtil hun havde394| faaet Juliane til at kravle ud af Sengen og jage dem væk med Kosten.
Men hele Natten til hen paa den lyse Morgen havde Johanne kunnet høre Dyrenes Skraben og Grynten rundt omkring Huset ...
Og det var denne Grynten og Skraben, Lig-Johanne nu altid troede at høre, naar Anfaldene meldte sig.
Ind i Stuen vovede Bæsterne sig ikke oftere, da der sov et uskyldigt Barn derinde. Men nu pønskede de paa at vælte Huset; Jens skulde hævnes. Og Johanne hørte dem komme anstigende i tusindvis og grave og rode i Jorden med deres Tryner. Hver eneste Nat hørte hun dem. Der kom flere og flere til. Nu var der vist snart over en Million! Og i Nat vilde det ske! I Nat vilde de komme og vælte Huset ned over hendes syndige Hovede ...!
– Der er de! Der er de, Juliane! Hør, hør!
– Nej, nej, Mor, det er bare en Vogn, der kører forbi... Men Johanne rev sin Haand ud af Datterens og for hen til Vinduet:
– Se, se! hviskede hun, og Rædselen fik Haarene paa hendes Hoved til at fryse; thi hun saa' ude i Maanelyset en uhyre Halvcirkel af sorte, hvide og brogede Svin rykke frem. De rodede Jorden op Tryne ved Tryne, deres smaa, onde Øjne lyste som Ild, og deres Grynten fyldte Luften med en ond Lyd som af et stort Hjuls brummende Svin395|gen ... Nu vilde det ske! NU var Øjeblikket inde! Om et Minut vilde de have omringet Huset og væltet Grundvolden; Murene vilde styrte sammen, og Dyrene trampe hen over hendes Ansigt og Lemmer med deres stinkende Fødder ligesom hin Dag paa Havslundegaards Mødding ...!
– Luk Øjnene, Mor! Luk Øjnene!
Men førend Datteren kunde forhindre det, for Lig-Johanne hen til Døren, rev den op og løb ud. Træskoene slængte hun af sig. Og idet hun trak Særken sammen om de nøgne Ben, krummede hun sig forover for at samle al sin Styrke og satte i et langt Spring tværs over Svinene og bort i Maanetaagen ...
Paa Hvidgaard.
Klokken var fem. Solen havde været fremme en Time ...
Karlene kom ludende af Søvn smaaluntende nede fra Ladegaarden for at æde Davre i Borgestuen ... Svanerne pladskede allerede rundt i Voldgraven. Og omkring Fontænen i Borggaarden gik Paafuglene og slog Hjul og skreg deres ildelydende Skrig ...
– Hold Kæft! sagde en morgengnaven Karl, da han gik forbi, og sparkede arrigt en Sten midt ind imellem dem ...
Paa sit ensomme Leje i det store Soveværelse mod Haven laa Hofjægermester Palle og sov.
396| Solskæret paa Ruderne havde ikke formaaet at vække ham og ejheller Støjen fra den vaagnende Gaard. Sent var han nemlig gaaet til Ro, og Time efter Time havde Savn og Længsel holdt ham vaagen.
Først ud paa Morgenstunden havde Søvnen forbarmet sig over ham - som det hedder.
Men da drømte han ...
Igen og igen drømte han den samme bittersøde Drøm om sin Hustru Mona:
Hun laa ved hans Side, Armene havde hun slynget om hans Hals, og hendes Legeme brændte imod hans ... Men naar han da vilde tage hende ind til sig for at favne hende helt, svandt hun bort, og han vaagnede beskæmmet og var ensom som før ...
Saaledes gled hans Enkemands-Nætter hen.
Alvilda hed en af Gaardens Stuepiger, et stort og kraftigt Kvindekøn paa et Par og tyve Aar ...
Palle og Mona havde ofte sammen moret sig over Pigens maabende Betagelse af sin Husbonds mandige Skønhed. Hun kunde standse op midt i sit Arbejde ved Middagsbordet for at glo paa ham lam af Ærefrygt. Han var hende en Aabenbaring, en Guddom, for hvem hun følte en sitrende Trang til at ydmyge sig. I den dybeste Underdánighed vilde hun have ladet sig føre til hans Leje for efter endt Højtidsoffer knælende at have sat hans Fod paa sin Nakke og takket ham for, hvad han havde397| ydet ... Thi hun var Kvinden i Renkultur, Hønen af Guds Naade, der i grænseløs Underkastelsestrang nejer sig mod Jord, naar hun møder paa sin Vej ham den eneste ene: Manden, Elskeren, Hanen!
Saalænge Fru Mona levede, havde Palle Uldahl ikke haft Tanke for andre Kvinder. De kunde være lokkende og æggende i deres modne Skønhed, som i sin Tid Fru Line paa Havslundegaard var det ... eller de kunde være spillende, sansehidsende unge som den lille Minka fra Mosegaarden ... Palle saa' vel paa dem med Behag; men han begærede dem ikke. Han vidste, at ingen Kvinde kunde skænke ham en frydefuldere og mangfoldigere Rus end den, han nød i Mona Lisas Arme ...
Men saa en Dag var Eventyret altsaa ude, og han var ladet ene tilbage.
Og da var det, at Angeren greb ham, Angeren over et forspildt Liv, og drev ham hvileløs rundt i Hvidgaards tomme Stuer:
– Han havde syndet tungt baade mod sig selv og Mona! Hendes Død havde klaret hans Blik, og han saa' nu grant, at det i Grunden slet ikke var Monas Legeme, der fornemmeligst'havde bundet ham til hende: det var hendes Sjæl! Hendes rige, mangfoldige Sjæl, var det, der havde fyldt hans Dage med en April-Maaneds rigtskiftende Taarer og Sol! .... Ak, hvorfor kom man aldrig398| til Sandhedens gyldne Erkendelse, førend det var for silde ...!
Og han besluttede at benytte hele Resten af sit Liv til at sone denne Synd. Han vilde gøre Mona Lisa et Tempel i sit Bryst; en Helligdom, hvori hendes forklarede Træk skulde evigt lyse ham i Møde; et Altar vilde han oprejse hende, foran hvilket han kunde ofre til hendes velsignede Minde!
Som hun havde været hans første egentlige Kærlighed, skulde hun blive hans sidste. Aldrig skulde nogen anden Kvinde fortrænge Mona Lisas Billede af hans Hjerte og hans Arme!
Saaledes svor han.
Og det var, som om hans Længsel efter den store Hedenfarne Dag for Dag ligesom lutredes derved, blev renere, sartere, mere aandig ...
Klokken slog syv. Det bankede stille paa Døren, og Alvilda Stuepige traadte ind med en Bakke, hvorpaa stod Hofjægermesterens Morgenmad: seks Spejlæg, fire Stykker afskaaret Skinke, Brød, Smør og Kaffe, som hun anbragte paa Bordet foran hans Seng.
Palle for over Ende hed af Søvn og Drømme:
– Mona ...! stammede han og bredte henrykt Armene ud ...
Og først ni Maaneder senere blev han klar over Fejltagelsen.