[423]| EPILOG

[425]| Det var en Søndag Formiddag op under Jul. Der laa Sne over Byens Tage; og alt var øde og tomt ...

Men saa faldt pludselig Kirkeklokkerne i, de hellige Porte sloges op, Menigheden fyldte Gaden, ønskede hinanden Velbekomme og ilede hjem til Middagsmaden.

Nils Uldahl og gamle Fru Thora Seemann forlod Kirken Side om Side, Salmebøgerne havde de i Hænderne.

– Vil Fruen ikke tage min Arm? Det er lidt glat.

– Jo Tusind Tak ...! Ja, det er lidt glat med den Sne. Men ellers et yndigt Vejr saa mildt og stille. Hvem skulde tro, at det snart var Jul! ... Hvordan har de det hjemme?

Fru Thora vidste godt, at Nils ikke havde videre Samkvem med Familien; men hun holdt paa Formerne.

– Jo Tak, rigtig godt.

– Fruen og Døtrene kommer aldrig i Guds Hus, synes jeg ...?

426| – Nej, desværre ...! Pas paa den Glidebane dér!

– Ja, jeg ser den, ja; de Børn, de Børn; men det er jo Børn! ... Det var en yndig Præken i Dag; synes De ikke, Hr. Uldahl?

– Udmærket! Jeg kommer til at sætte mere og mere Pris paa Provst Lindemann.

– Ja, han er en dejlig Mand, dejlig! ... Tak, ja nu er jeg jo allerede hjemme. Og Tak for Ledsagelsen.

– Nej, jeg følger da virkelig Fruen op ad Trapperne! Den gamle Dame lo fornøjet:

– Gør De? Ja De er en udsøgt Kavaler, er De!

Da Nils havde ringet paa, og Fru Seemann stod i Entréen, sagde han:

– Ja, saa kommer jeg altsaa paa Tirsdag?

– Ja, Tusind Tak! De véd ikke, hvormeget De er for mig!

– Følelsen er gensidig, kære Frue! Det giver en saadan fælles Tryghed at være sammen med Mennesker, der forstaar En!

– Gud velsigne Dem, ja, ikkesandt? ... Tør jeg bede Dem hilse hjemme.

– Jeg i lige Maade Deres Mand.

– Tak! ... Ja, saa paa Tirsdag?

– Paa Tirsdag, ja! ... Farvel, kære Fru Seemann, og Tak for i Dag.

– Farvel, farvel, kære Hr. Uldahl! Og Gud velsigne Dem en Gang til for det, vi er for hinanden!

427| Nils Uldahl havde vundet gamle Fru Seemanns Hjerte ved at fortælle hende hele sin Lidelseshistorie med sin Kone og sine Børn, som ved deres Uvenlighed imod ham havde drevet ham ud i et syndigt Liv. Og dernæst berettede han den kønne Historie om, hvorledes hans kære, afdøde Moder havde bevirket hans Omvendelse ved at vise sig for ham med Maning og Bønner.

Hvorefter Fru Seemann fuldstændig overvunden havde faaet ham optaget i Menigheden.

Og nu kom han hyppig paa Besøg hos hende, hvor de sad i Minde-Sofaen og talte om de højeste Ting, medens, gamle Fader Seemann uimodtagelig for alle denne og den hinsidige Verdens Narrestreger læste sine Aviser i Dagligstuen ved Siden af ...

Men det dybeste og uudsletteligste Indtryk havde dog Hr. Nils gjort paa Fru Thora ved indgaaende at forklare og udlægge for hende Dogmet om den ubesmittede Jomfrufødsel; dette fundamentale Spørgsmaal, som ikke engang hendes kloge og højtelskede Søn Isidor havde turdet tage op til alvorlig Behandling ...

Familien Uldahl var flyttet ind paa første Sal i en gammel Købmandsgaard, der laa ved Byens søndre Port.

Fru Line og Pigebørnene havde lejet Lejligheden, fordi der hørte en stor gammel Have til. Saa var428| Overgangen ikke just saa svær. Og blive paa Egnen vilde de; nu havde Fru Line jo desuden ogsaa faaet Frøken Sofies Gravsted at pusle om ...

Nils forholdt sig ganske passiv til sin Families Handlinger, taknemmelig over, at man ikke ganske forstødte ham. Stille og beskeden førte han sig op. Og da han paa sit ydmyge Forslag om af opportune Hensyn at dele Soveværelse med sin Hustru som i gamle Dage, fik et betuttet Afslag, valgte han sig, for at genere saa lidt som mulig, et Par afsides Værelser oppe paa Loftet ved Siden af Pigekammeret.

Og her levede han tilbagetrukkent og stille og viste sig kun ved Maaltiderne ...

Men denne hjerteløse Forvisning fra Arne og Seng vakte naturligvis en betydelig Opsigt i den lille By. Gamle Fru Seemann paastod ligefrem at det var skændigt, som hans Damer behandlede ham. Rundt i andre kristelige Hjem sagde man det samme. Og Nils blev lidt efter lidt betragtet som noget af en Martyr.

Selv det, at han et Par Gange, inden Naaden endnu ret havde faaet Krammet paa ham, havde haft et let Tilbagefald og var blevet set beruset paa Gaden, afkræftede ingenlunde hans Anseelse. Han angrede nemlig saa aldeles nydelig bag efter, levnede sig ikke selv Ære og sagde, at det skulde ikke undre ham, om Gud til sidst mistede Taalmodigheden ...

429| Saa ofte Lejlighed gaves, gik han i Kirke. Og udsatte sig end yderligere for Verdens Spot ved Morgen og Aften at uddele religiøse Traktater til Arbejderne. Ja, han optraadte endogsaa af og til i gudelige Forsamlinger og lagde hele sin Fortid blot; hvad der vandt ham mangt et Øre i Menigheden ...

Kun Fru Line og hendes Døtre forholdt sig stadig uforstaaende og afvisende over for denne Bevægelse.

Fru Line var bleven mere og mere indesluttet og faamælt siden sin Yndlingsdatters saa sørgelige Død. Ikke engang

Kortene ydede hende længere nogen Trøst. Hun havde læst Frøken Sofies Dagbog, førend hun overleverede den til Isidor Seemann; og denne Læsning havde røvet hende hendes vante Ro. Hendes Mod var brudt, og hendes forhen saa stærke og taalsomme Sjæl havde mistet sin Spændkraft; thi hun havde jo ikke engang haft Evne til at forstaa og hjælpe sit stakkels, ensomme Barn. Og hun gentog fortvivlet den brystsyge Jens Olufs Ord: Det nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene boer saa langt fra hverandre! ... Og hun havde dog haft den mest redebonne Vilje ...

Kun naar hun sad i Lurvadts og Rottbøls lille Værelse henne i den Stiftelse, hvor Pigebørnene havde faaet dem anbragt, fandt hun en stakket Trøst. Lurvadt maatte da atter og atter berette om alt, hvad hun kunde huske om Frøken Sofie, muntert og bedrøveligt mellem hinanden.

Og Fru Line sad saa og lyttede stille til, medens430| Rottbøl i et Hjørne af Stuen puslede med sine Dukker og nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes skyløse Lande ... Eller jonglerede med et eller andet mærkeligt Ord:

– Fallitgaard, Lafitgaard, Fallit-skidt-Kredit-Gaard! var den nyeste Forøgelse af hendes Repertoire ...

Og som Fru Line hensled Livet, saaledes ogsaa hendes Døtre. De passede sig selv og gik hver sine Veje.

Frøken Anna sløsede Dagene igennem ved en Bog, som hun aldrig læste i. Og Frøken Charlotte og Frøken Frederikke sad dampende paa deres Piber og fordybede sig, hver paa sin Maade, i Tanken om Tiltrækningen mellem de menneskelige Køn ...

Kun Martyren, Nils Uldahl-Ege, den ringeagtede, den fornægtede, den i enhver Henseende forhenværende rejste højere og højere sit hvide, kampslagne Hoved sejrrigt over Fortidens Aske:

Thi han havde fundet Gud ...