© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
[293]| Atter indfandt Foraaret sig. Lærkerne sang. Menneskene begik Dumheder. Guds Sol lyste fra Himlen; og Fandens Mælkebøtter bredte sig over Jorden ...
Line Meincke og Tolder Knagsted sad en Søndag Formiddag i Dagligstuen paa Abildtorpegaard:
De var ene. Fruen og Mine var i Køkkenet. Proprietæren sad i Ugeregnskabet inde paa Kontoret, og i sin Kurv ved Kakkelovnen laa den evigtslumrende Badutte og sov.
– Nu maa Du ikke blive vred, Tolder, sagde Line – men jeg har foretaget et Skridt bag din Ryg.
– Ja, Du er jo Kvinde ...! nikkede Tolderen – Og hvad er saa det da for et Skridt?
– Jo, ser Du ... Du er bleven saa underlig synes jeg, siden Du har ladet dit Haar og Skæg vokse ... Jeg kan ikke hitte ud af Dig, af din Karakter, af hvordan Du er indvendig ... Selv siger Du jo aldrig noget.
– Hum ... brummede Knagsted – hvad kommer det ogsaa altsammen Dig ved?
294| – Næ-i, saamænd ... Men da jeg nu gerne ville vide det alligevel, saa ... saa fandt jeg paa at sende nogle Udklip af dine Breve til en Grafolog.
– Naa, det maa jeg sige!
– ... og i Gaar, da jeg var i Søby, fik jeg Svar.
– Og hvad siger saa han? Kan han heller ikke hitte ud af mig?
– Ork jo! Nu skal Du bare høre ...
Line trak et Brev op af Lommen: – Se her ...
Hun viste ham Konvolutten:
Frøken Karen Malund
Søby
Poste restante!
– Haa-haa! Frøkenen har været snedig! Hun smilede:
– Ja, det skulde jo være en Hemmelighed.
– Selvfølgelig! ... Og hvordan mener han saa, Blæktyderen, at jeg ser ud indvendig?
– Ikke godt! lo Line.
– Nej, det vil jeg saagu tro ... Lad os høre! Og hun tog Brevet frem og læste:
Grafologisk Institut
Siriusgade 42
Hovedstaden F.
3-5-19 ...
Frøken Karen Malund!
Hermed efter Ønske kort grafologisk Prøve295|tydning efter indsendte Haandskrift, som samtidig returneres.
– Hvad kostede den Svir? spurgte Knagsted.
– En Krone i Frimærker.
– Haa ... det var billigt! Naamen videre! Jeg er morderlig spændt!
Og hun læste:
... Idet jeg haaber, De maa finde Analysen træffende, tør jeg maaske paaregne Deres videre Anbefaling. Specialitet ...
– Sandkage! supplerede Knagsted.
– Nej, ti nu stille, Tolder!
... Specialitet: Skriftekspertise. Se herom "Hellebarden" No. 61 & 62.
Ærbødigst
P. Salling.
– Han er altsaa Fagmand?
– Ja, naturligvis er han Fagmand! Line vendte Papiret og læste videre: ... Skriveren har Tendens til Slaphed ... Tolderen nikkede bifaldende:
– Det begynder lovende!
... ringe Fasthed, liden Energi og Viljestyrke ...
– Ho, ho!
... Galgenhumor, der undertiden slaar over i en sær selvopgivende Melankoli og fortvivlet Selvironi ...
– Naa ser man det!
296| ... Overdriver, er flygtig, uden dybe varige Følelser eller fast Hold i sig selv ...
– Har jeg slet ingen, om jeg saa maa sige: samfundsbevarende Egenskaber?
– Ingen!
– Sikken en Bandit! ... Jeg mener mig selv!
... Dertil snu og spidsfindig, fortsatte Line Læsningen – kraftløs og uden Idealitet eller Begejstring. Løse moralske Grundsætninger, ligegyldig, vankelmodig og uberegnelig.
P. Salling.
– Das war eine grausame Salbe! sagde Knagsted. Line lod Papiret synke og saa ham inkvisitorisk ind i Øjnene:
– Passer det, Tolder?
– Ja.
– Altsammen?
– Altsammen, ja!
– Ogsaa, at Du er snu og spidsfindig?
– Ja-ah! ... Det er derfor, at jeg har ladet mit Haar og Skæg vokse for bedre at skjule det. Hun lo:
– "Livsens Ondskab"! sagde hun.
– Livsens Ondskab helt igennem, ja!
Men saa greb han hendes Haand; og idet hans Ansigt anlagde en sørgmodig Maske, sagde han med dyb og sorgfuld Røst:
– Det er forfærdeligt, lille Line, at Du nu saadan kender mig baade ud- og indvendig ... Alt297| maa jo paa den Maade være forbi imellem os ... I Men vil Du love mig en Ting?
– Og hvad er saa det?
– Jo: da nu alt Haab for mig er ude med Hensyn til Dig ... ganske bortset fra Konkurrencen med Christian Werner ...
Hun rev Haanden til sig: – Isch ...!
– ... saa var det, jeg vilde bede Dig om ikke at vise din Søster dette uhyggelige Testimonium, da der saa maaske kunde være Mulighed for, at jeg hos hende ...
Line rødmede:
– Det kan jeg ikke love Dig ... for jeg har allerede vist hende det.
– Saa Du har allerede vist hende det ... Og Du, som ellers altid er saa tavs og diskret.
– Isch! sagde Line igen – Torsk! og for ind paa ham med knyttede Hænder.
Knagsted trak sig angst tilbage:
– Rør mig ikke! sagde han – for Gud i Himlens Skyld rør mig ikke, eller jeg svarer ikke for mig selv, husk paa mine løse moralske Grundsætninger! ... Maa jeg spørge: har Frøkenen ogsaa forevist sine Forældre Papiret?
Hun tøvede lidt:
– Og maaske ogsaa Hr. Christian Werner?
– Ja...
Knagsted benede ud i Entreen og tog sin Hat og Stok:
298| – Saa er jeg aldeles umulig i dette Hus! sagde han – Farvel! Vil Du hilse!
– Næmen Tolder dog, Tolder!
Hun løb til og greb fat i ham: – Er Du da gal, Tolder!
I det samme kom Christian Werner ind ad Gangdøren. Han skulde spise med til Middag.
Knagsted slog Armene om Line og kyssede hende eftertrykkeligt tre Gange efter hinanden midt paa Munden.
– Schmeckt gut! sagde han saa og skød hende hen imod den elskede Genstand – Tak for Laan! sagde han – Nu kan De fortsætte!
– Isch ...! fnyste Pigebarnet for tredje Gang og løb sin Vej ind igennem Dagligstuen.
Christian Werner stod glorød og maalløs tilbage ...
Men i sin Kurv ved Kakkelovnen vaagnede Badutte og sagde: Voff! Hvad Fanden gaar her for sig!
– Pas!
– Pas! ... Skal vi nu igen ha' Trumf! At der dog ikke kan komme et ordentligt Spil i Aften ... De vender, Tolder!
De unge var om Eftermiddagen gaaet over paa Storgaarden.
De gamle sad, som det nu var blevet Skik omtrent hver Søndag, med deres Kort og Whisky ved Bordet under Hængelampen.
I sin Kurv ved Kakkelovnen sov Badutte.
Udenfor lyste Maanen ...
Man var, trods Whisten, i en dybsindig Samtale:
– Ja, sagde Knagsted – det er en Rædsel at blive gammel ... Intet Haab har man mere, ingen Længsler, ingen Drømme ... Og har man dem, maa man døde dem ... Man bliver saa træt, saa træt, denne evindelige Staaen op og Gaaen i Seng ... Ved I, hvor mange Gange jeg nu er staaet op og gaaet i Seng ... jeg regnede det netop ud i Morges: 20,075 foruden Skudgangene! Og til hvad Glæde og Nytte? Bare for at konstatere denne ene, triste, graa Sandhed, at300| to Gange to evigt og uforanderligt vil vedblive, saalænge Jorden staar, at være fire! ... Nej, Ungdom, Ungdom, det er det eneste, der giver Livet Værdi.
– Naa-e, mente Proprietæren – naar man da ellers er nogenlunde rask og bevarer sine Aandsevner, saa ...
– Sagde De Aandsevner? afbrød Tolderen – Det er da det allerværste, der kan ske; det gør jo bare Pinen endnu værre!
– Vil De da hellere blive Idiot? spurgte Fru Meincke leende.
– Absolut! nikkede Knagsted – at tænke sig at sidde der og se sig selv dø Millimeter for Millimeter ... saa raffineret er det jo nemlig indrettet. Nej, maa jeg saa hellere bede om en rask lille Hjerneblødning ... Ved De, at jeg er begyndt at skrive paa en Komedie, der skal hedde: "Den saakaldte bedste Alders Tragedie, Lystspil i fem Akter med et Nachspiel"l
– Er De bleven Digter?
– Ja, Herregud, hvad skal man gribe til!
– Haa, haa! lo Proprietæren – jeg køber ellers ikke Bøger; men den maa jeg sgu ha! ... Har De det saa slemt?
– Ja, frygteligt, frygteligt! nikkede Tolderen – Hellere Skraldemand paa 20 end Toldkontrolør paa 50! ... Aah, at gaa saadan rundt en Sommermorgen og skralde ... vedblev han drømmende – ... og slaa Bøtter ud ... og gantes301| med Pigerne ... tænke paa, at det bliver Fyraften ... ta i Skoven om Søndagen ... gaa til Dans paa Kronprinsen ...
– Det er Kløver, der er spillet, lille Knagsted ......
Har De ingen Kløvere?
– Jo-h!
– Hvorfor lægger De saa Hjertet til da? Knagsted rettede skyndsomst Fejlen:
– Omforladelse, kære Frue ...
Proprietæren vandt og morede sig: – Haa-haa-haa! Fem Trick til mig ... Det er Dig, der gir, Mor ... Fruen tog Kortene og begyndte at give rundt:
– Nu maa De virkelig tage Dem sammen, Makker! sagde hun til Knagsted. Og lidt efter kom det: – Skal jeg sige Dem, hvorfor De føler Dem saa forladt, Tolder? Det er, fordi De hverken er gift eller har Børn.
– Tror De det ...?
– Ja! ... Spørg min Mand.
– Ja, jeg har det skam storartet, nikkede Meincke – Der er bare én Ting ...
– Og hvad er saa det? spurgte Fruen. Han saa skælmsk hen paa hende:
– Jeg tør ikke sige det.
– Jo, sig Du kun væk!
– Maa jeg?
– Ja! Vel saa!
– Jo-o ... begyndte han tøvende – der er jo det ...
– ... der er jo det, at Du efter min Mening ikke er munter nok i en Seng!
Fruen tabte Kortene med et Plump:
– Men Adolf dog!
Knagsted skjulte skyndsomst Ansigtet bag sine udspilede Fingre.
– Ja, sagde Proprietæren ivrig – jeg mener sgu, hvad jeg siger! Og der gør I Koner tit en stor Fejl... Det skal være som en Fest hver Gang! vedblev han fyrigt – Med flammende Øjne og vajende Manke skal man mødes!
– Halløj! lo Knagsted. Men Meincke fortsatte:
– Dette her med "Gemytternes Uoverensstemmelse", er noget rent Vrøvl. Er det andet i Orden, saa skær "Gemytterne" sgu nok!
Knagsted greb ham i Brystet og rystede ham:
– De præker jo Kødets Evangelium, Landmand!
– Ja, Gu' præker jeg "Kødets Evangelium"! Se til Grækerne; mon de ikke var saadan et forholdsvis lykkeligt Folk, fordi de først og fremmest gav "Kødet", hvad "Kødets" var!
– Og lærd er De ogsaa! sagde Tolderen.
– Ja, lo Meincke – man studerer vel sit Konversationsleksikon ... Men har jeg ikke Ret, Tolder?
– Selvfølgelig!
303| – Der kan Du selv høre, Mor ... Men det er bare ikke "fint" at sige det.
Fru Meincke lagde smilende en Haand paa sin Mands Arm:
– Skal vi saa tale om noget andet, lille Adolf?
– Nej!
– Grand! sagde Knagsted for at komme Fruen til Hjælp.
– Ja, sig De bare "Grand"! kørte Proprietæren paa – Men Mor har engang været meget radikalere paa det Punkt end som jeg selv.
– Næmen Adolf, er Du da rent spiltosset! Meincke vendte sig om imod Knagsted:
– Ser De, Tolder, nu skal De høre: Begge vore Pigebørn er "uægte" født.
– Nu gaar jeg min Vej, Adolf!
– Gaa i Fred! nikkede Proprietæren – Og vend tilbage med den Æblekage, vi skal ha ... Saa kan jeg fortælle Tolderen Historien imens!
– Han er afsindig! sagde Fru Trine leende, vinkede med Haanden til Afsked og gik hen imod Spisestuedøren – Om jeg vil høre paa ham længere; næ han kan tro Nej! sagde hun.
Proprietæren sendte et Fingerkys efter hende:
– Hun er den dejligste Kone i Verden ... lo han – Bare jeg havde to! Jo ser De Tolder, begyndte han saa – jeg mener nu, at alle naturlige Mennesker maa have samme Mening som jeg; og har de det ikke, er de altsaa ikke naturlige, men enten Hyklere eller impotente.
304| – Proprietæren vil holde Foredrag? spurgte Knagsted og lagde Kortene fra sig.
– Ja.
– Godt; jeg hører! Og Meincke tog fat:
– Begge Tøserne er altsaa som sagt "uægte" ... begyndte han – Da vi var unge, Madammen og jeg, var vi nemlig enige om, at dette her med Giftermaal var ganske unødvendigt, naar bare man holdt af hinanden.
– Jamen, hvis I nu var holdt op med at holde af hinanden?
– Saa vilde vi lade os vie og derpaa gaa hver til sit.
– Men hvis De nu pludselig var død ved et eller andet Ulykkestilfælde?
– Jeg hade gjort Testamente til Fordel for Trine og de eventuelle Børn! ... Men nu maa De helst lade være med at afbryde mig ... hvis De kan.
– Jeg skal forsøge ...
Og Proprietæren tog atter fat:
– ... Men medens min Kone saa ligger efter at have faaet Line, saa ha'de min høje Svigerfader paa en eller anden Maade faaet opsnuset, at der var noget ulovligt ved vor Forbindelse ... Jeg tror, han vilde lave en Stamtavle ... og da han tilmed havde givet os nogle Penge til Udstyr, forlangte han pludselig at faa vores Vielsesattest at se, da han i modsat Fald vilde melde305| os til Politiet for Bedrageri ... Nu skal De se, jeg har saagu hans Breve!
Meincke gik ind i Kontoret og kom tilbage med nogle Skrivelser.
– Her er Nummer ét, sagde han og læste:
Hr. Adolf Meincke
Abildtorpegaard
Søby.
Fredag 24. ds. bliver Deres i Sommeren 1893 mod mig udøvede Bedrageri anmeldt til Politiet, med mindre jeg forinden modtager fuldgyldigt Bevis for, at De er lovlig
viet til Katrine.
P. Hammer.
– Her er Nummer to. Det er et Telegram:
Meincke
Abildtorpegaard
Søby.
Anmeldelse sker Fredag uden Hensyn til Udflugter og foreslaaede Udsættelser.
Hammer.
– Og saa Nummer tre:
Hr. Adolf Meincke
Abildtorpegaard
Søby.
De vil have modtaget mit i Morges afsendte Telegram, som ikke behøver nogen nærmere Forklaring.
Det er mig bekendt, at Kongebrev kan faas uden andre Formaliteter end Gebyrets Betaling.
306| Min Hustru og mine Børn er underrettede om Deres Færd. Hvad der saa end sker, vil De og Katrine altid for mig være gemene Bedragere, og mine nærmeste bør kende
Grunden til min Færd.
P. Hammer.
– Hvad siger De til den Skylle, Tolder? Knagsted rystede paa Hovedet:
– Den er lige haard nok ... Men sig mig engang, hvad gjorde De for at faa Familien til at tro, at I var gift?
– Jeg rykkede ind i et Par Hovedstadsblade, at Dags Dato var Proprietær Adolf Meincke og Frøken Katrine Hammer bleven borgerlig viet paa Raadhuset.
– Hm ... meget snedigt! Men hvis nu en af Deres Døtre fandt paa at foretage sig noget lignende, hvad vilde De saa gøre?
Proprietæren tænkte sig lidt om:
– Det ved jeg sgu ikke, sagde han saa – Ens Teorier er jo altid 30 Kilometer foran Ens Praksis ... Men tage Sagen, som gamle Hammer tog den, vilde jeg absolut ikke. Husk dog paa, at vi handlede i "ungdommelig Idealisme", som det hedder. Vi vilde vise Verden, at man godt kunde blive sammen og holde af hinanden uden at være gift ... Men det, der irriterede mig mest og irriterer mig til Dato ved den gamle Vindbøjtels Optræden, vedblev Meincke næsten hidsig – er, at han selv var den ryggesløseste Ægtemand! Han fyldte Huset med sine Elsker307|inder og ødte sine Penge ved Hor og Spil, saa at hans Kone og Børn til sidst næppe havde til Føden!
– Om de døde bør man kun tale godt, lille Landmand ...
– Fraser, "lille Tolder", Fraser! Det er de levende man skal være god imod og lyve for, om det kræves; de døde tager saagu ingen Skade af Sandheden! ... Naamen videre med Ægteskabshistorien!
Proprietæren lagde Papirerne sammen og stak dem i Lommen:
– Trine har aldrig set disse her Skrivelser, sagde han – hvad skulde hun se dem for; det vilde bare gøre hende ondt... Naamen, jeg løser altsaa Kongebrev og skriver til den gamle Hammer, at nu maa han ordne Sagen med Præsten; for nu rører jeg ikke en Finger mere ... Det er nærmest for Præstens Skyld, at jeg fortæller Dem Historien, for han var en Type ... han lignede for Resten vores egen Pastor Sørensen: lang, mager og indeklemt! ... Naa, Svigerfar arrangerer det altsaa saadan ... for "Skandalens" Skyld begribeligvis, ha-ha! at vi skulde vies samme Dag, lille Line bliver døbt. Præsten skal komme ud paa Gaarden til os her og døbe Barnet ... det var "sygt", hæ! og saa smede os sammen bagefter. Saa kommer han jo, og Tøsen bliver døbt. Og da Stuepigen var gaaet med hende ind i Spisestuen til Mine og Barnepigen, giver308| Pastoren sig til at vie os. Min Kone var nemlig endnu ikke kommen op efter Fødselen. Jeg sidder strunk paa en Stol ved siden af Sengen og holder Madammen i Haanden. Sommetider giver det jo et Ryk i os af Latter; men vi dyer os da. Han spurgte, om vi vilde ha' hinanden og holdt Tale og alt dette her. Og saa erklærede han os til sidst for rette Ægtefolk. Inde i Spisestuen anede de ikke det mindste. Men vil De saa tænke Dem, Tolder, at da vi saa troede, at alting var forbi, sætter Spøgelset Gudhjælpemig i med høj Røst at synge: Det et saa yndigt at følges ad ...! Men da maa jeg sige, at jeg faldt paa mine Knæ og gemte Ansigtet i Konens Dyne; og hun vendte Ryggen til og stoppede et halvt Lagen i Munden! ... Men nu kommer det bedste: Da han saa skal til at gaa, spørger jeg ham ude i Entreen, hvad jeg er ham skyldig? Ingenting, siger han, men ... Ja, nu maa jeg først fortælle Dem, at jeg dengang ejede et Eksemplar af Boccaccios Dekamerone med nogle rent ovenud herlige franske Billeder i ... det har jeg senere foræret bort, da Pigebørnene voksede til ... Og ved De saa, hvad Mennesket siger: Han vil ingen Penge ha', siger han; men da han havde hørt, at jeg havde en saadan morsom Udgave af Boccaccio, vilde han gerne spørge, om han ikke maatte laane den!
– Det er ikke sandt! sagde Knagsted – Det – er – ikke – sandt!
309| – Minsalighed! nikkede Proprietæren – Og han fik den naturligvis. Det var jo Synd at nægte ham den Fornøjelse.
– Jamen De morer Dem jo ogsaa over Boccaccio, Proprietær! skyndte Knagsted sig at ripostere.
– Javel ...! Men jeg tilstaar det! Jeg tilstaar det! Jeg lister ikke hjem ad Smaagaderne med Bogen under Overfrakken, Far! se det er Forskellen. Jeg skammer mig ikke, fordi der ikke er noget at skamme sig over. Men det gør de andre. Og saa lumsker Pastor Sørensen & Kompagni sig alligevel til at titte i Boccaccio!... Herre min Gud i Himmelen, vedblev Meincke og strakte Hænderne mod Loftet – lad os dog faa Lov til at være naturlige Mennesker; mere forlanger vi ikke! Efter min Mening er Opfinderen af "Figenbladet" den sjofleste Person, der nogen Sinde har levet! endte han – Og den hele Misere stammer udelukkende fra, at "vor kære korsfæstede Frelser", som min Konfirmationspræst kaldte ham, ikke var gift! Knagsted saa overrasket op:
– Siger De ogsaa det?
– Gør De ogsaa?
– Nej, jeg giver mig ikke af med Religionsfilosofi... Næ-e, det var Frank Neumann, Maleren.
– Saa er der altsaa et fornuftigt Menneske til! ... Kom ind!
310| Der var bleven banket paa Spisestuedøren. Den aabnedes forsigtigt; og Fru Katrine viste sig paa Tærskelen med Æblekagen paa en Bakke.
– Naa, spurgte hun smilende – er I mon bleven færdige med at reformere Verden?
– Ja, nikkede Proprietæren – for denne Gang da.
– Tror I, det nytter?
– Næi ... ikke i dette Aarhundrede. Men vi faar Luft! Saa gav man sig til at spise Æblekage ...
– Hør sig mig, Tolder, spurgte Fruen – er det mon sandt, at Pastor Sørensen gaar paa Frierfødder til Konsulinde Wæver ... eller Birk, som hun jo nu hedder?
– Ved det ikke ... sagde Knagsted.
– Det vilde da være nydeligt af ham, mente Proprietæren – Det skal jo være saa vanskeligt for en rig at komme i Himmerige; saa kunde han jo hjælpe hende.
– Aa.. rr, Du, Adolf, med dit! lo Fru Trine – Stakkels Kone! sukkede hun saa medfølende – jeg vilde saamænd ønske for hende, at det var Tilfældet; hvis hun da virkelig holder af ham. Hun har gaaet saameget igennem.
Og nu, siden Sønnen er død, maa hun jo føle sig svært alene ...
Meincke tog sig et nyt Stykke Æblekage og skød Fadet over imod Knagsted:
311| – Spis, Tolder! Og Tolderen spiste.
– Hør! sagde saa Meincke pludselig – har De set det Himmelbrev, Line har faaet om Dem fra en Grafolog, eller hvad det er, saadan en Fyr hedder?
– Ja... nikkede Knagsted.
– Det er godt, hva'?
– Ja ... og sandt!
Fru Trine kiggede smilende op paa ham:
– Det mærker man ellers ikke saadan noget videre til til Hverdag ...
– Nej... men det skyldes udelukkende min fænomenale Selvbeherskelse.
– Ja, lo Proprietæren – havde vi ikke den, saa det galt ud for Verdensordenen!...
Lidt efter bød Knagsted Godnat og Tak for i Dag og trissede hjemad ...
Udenfor skinnede Maanen.
Da Tolderen var naaet halvvejs op igennem Alleen, hørte han ude fra Landevejen de unge, der vendte tilbage fra Storgaarden, pludre og le. Og lidt efter saa han dem, Line og Mine, Christian Werner og hans to Søstre, svinge ind i Alleen Arm i Arm. De ligesom dansede frem i Maanelyset, medens deres Lattersalver af og til smældede som Fanfarer op under Træernes Kroner.
Knagsted standsede et Øjeblik og lyttede ...
312| Saa sprang han pludselig over Grøften og gik i en stor Bue bort over Marken.
– Tolder! Tolder! hørte han Line raabe. Hun havde kendt ham.
Men han ænsede det ikke.
Jeg maa gentage: at De ikke kom herned og besøgte os, som De havde lovet, tilgiver vi Dem aldrig.
Erik bad mig sige til Dem, da han før kom ind og saa mig sidde og skrive, at De skulde faa nogle ordentlige Tæv, naar han traf Dem. Nu mener han, at han kan staa sig. Han har nemlig lært nogle italienske Boksertag a£ Drengene her omkring.
I det hele trives og blomstrer Børnene vel hernede i dette herlige Klima. De er næsten aldrig inden Døre undtagen om Natten og i de faa Skoletimer hos Frøken Krogh. Hun er en udmærket ung Dame; Børnene holder af hende og hænger op ad hende. Jeg er ved at male et Billede af dem, hvor de sidder paa Række under en Blaaregn paa en gammel Stenbænk op ad Muren i vor Have.
314| Fra Moder skal jeg hilse Dem paa det varmeste. Hun er ganske uundværlig under de nuværende triste Forhold. Men jeg tror imellem os, at den kære gamle Dame stille gaar og længes efter sit kære gamle Fladland. Dog bliver vi her efter al Rimelighed et Aarstid endnu. Hvad skal vi hjemme. Jeg tror, det vilde gøre Sagen værre.
Paa Capri har jeg endnu ikke været, saa jeg kan ikke hilse Dem fra Diefenbach. Jeg længes for Resten efter at se ham og tale med ham. Og saa skal han bo saa morsomt; hele Børnefrisen fra Sportssalen, har han nok malet udenpaa sit Hus.
Med Sproget gaar det helt godt. Naturligvis er Erik og Else de dygtigste til at tale det; De skulde høre dem skændes med Børnene i Nabovillaen, det er til at faa Krampelatter af. Disse to smaa lysblaaøjede og saa de gnistrende sorte. Men lige hidsige kan da begge Farver vær e!
Her er i denne Tid vidunderligt, kære gamle Ven; og jeg vilde ønske, at De var her og kunde sidde med mig om Aftenen oppe paa Taget ved et Glas Vin og tale gammelt og se Maanen danne "Frugtstige" ude over Golfen, medens Vesuv ryger Cigaret og Byen dernede koger af Sang, Musik – og Automobilhorn.
Men Sonja? spørger De. Ak, Tolder, Tolder, hvad skal det blive til!
Jeg gaar hver Dag Formiddag og Eftermiddag hen paa Klinikken. Forleden forsøgte jeg at tage315| lille Else med; men saasnart Sonja saa hende, skreg hun op: "Tag hende væk! Tag Barnet væk!" Else stak i Graad, og jeg maatte straks gaa. Ingen af Børnene vil mere med mig hen at besøge deres Moder. De er saa bange for hende, at de ryster, bare hendes Navn bliver nævnet.
Ellers har Sonja det paa en Maade ganske godt. Hun gaar sine Ture i Parken og sover forholdsvis godt om Nætterne. Men tale med nogen vil hun ikke. De ved ikke, hvor forfærdeligt det er for mig at sidde der ved Siden af hende, tavs og tilsyneladende fuldstændig udeltagende, som hun er. Jeg faar Lov at holde hendes Haand i min; og saadan sidder vi i timevis. Men i Torsdags havde jeg da den Glæde, at da jeg rejste mig for at tage Afsked, tog hun fastere om min Haand som for at holde mig tilbage. Hun sagde intet, vedblev bare at stirre hen for sig; men jeg synes altsaa ikke at være hende helt ligegyldig. Det gjorde mig saa glad, at jeg blev siddende hos hende en halv Time længere, skønt der var Model, der ventede paa mig hjemme.
De ser altsaa, at jeg arbejder trods alt.
Ja, saa har jeg ikke mere at fortælle for denne Gang. Skriv nu snart igen. Deres Breve bliver altid ventet med stor Utaalmodighed.
Nu begynder der vel at blive kønt derhjemme i Villahaven? Jeg skulde bede Dem fra Hanne om at plante en ny Maanedsrose paa Mirjas Grav, hvis den gamle skulde være gaaet ud i Vinter.
316| Ak, kære, lille, gamle Tolder, husker De den Dag i Fjor Sommer, da Sonja og jeg tog Styrtebad under Birkene, og De maatte staa op paa en Bænk for at naa at kysse hende?
Hvor er alt nu ikke blevet anderledes!
De bliver vist forundret ved at faa Brev fra mig med ovenstaaende Adresse; men her har jeg allerede været siden første April. Min Forlovede er nemlig bleven ansat som fast Indspektør her ved Templet og saasnart Separationstiden er udløbet gifter vi os; Jeg bor imidlertid hos min Søster Høbergs, som er mageløse. Om Beridervæsen er der altsaa ikke mere Tale, da vi begge har fundet vejen til Gud igennem Spiritismen; dog dette havde maaske ikke været tilstrækkelig for os til at opgive vor Levevej ved Cirkus; men, og tænk Dem min Glæde, det var i Blaaby en Aften efter Forestillingen, at min Forlovede igen317| forsøgte at bringe mig i Trance, han havde forsøgt det mange Gange før baade paa den ene og den anden Maade, men det var aldrig rigtig lykkedes; men den Aften lykkedes det. Og nu kan De jo le af mig, men først fik jeg et Klædeskab paa 120 Pund til at danse og derpaa bragte jeg Alfred i Forbindelse med den italienske Frihedshelt Garibaldi, om det var fordi jeg selv har Italienerblod i mig, ved jeg ikke; Og vi faldt begge paa Knæ og takkede Gud for hans store Naade. Aah, De ved ikke kære Hr. Knagsted hvor glad og rolig jeg er nu i Sindet; mit foregaaende Liv ligger for mig som en ond Drøm, men ogsaa den vil jeg snart glemme og kun leve for Fremtiden og for alt det gode jeg kan udrette ved at sætte de levende i Forbindelse med de døde; det er en Velsignelse som kun den føler, der selv har haft Del deri. Tænk Dem Alfred har talt med min Fader igennem mig, er det ikke en salig Tanke som kan hæve En?
Kære Hr. Knagsted vil De ikke, naar De engang kommer til Hovedstaden komme her ud i Templet og overvære en Seance med mig som Medium? Vi holder Forsamling her hver Torsdag, og De kan tro, at det er stemningsfuldt med Musik og Mørke. Men det forrige Medium som jeg ganske har distangseret, er naturligvis rasende paa mig, og hun søger at sætte ondt for mig hos Formanden og de øvrige fordi vi ikke er gift; men de tager ikke Hensyn dertil, da de aldrig318| har haft saa udmærket et Medium som mig, og vi skal jo giftes saasnart jeg bliver løst. Er det sandt hvad min Søster Høberg fortæller at hun har hørt, at Michael skal giftes med Konsulinde Wæver? Jeg vil nok tro det, thi han har altid holdt af Penge; ja, han kan vel næsten kaldes gerrig, naar jeg tænker paa det Mas jeg havde med at faa Husholdningspenge. Hvordan mon det vil gaa lille Rigmor naar hun faar Stedmoder? Jeg synes at Konsulinden var en meget behagelig Dame at tale med saadan, og nu er hendes Søn jo død; han var fæl, jeg fik næsten ondt naar han kom ind i Stuen, eller jeg mødte ham paa Gaden. Gud maa vide, hvordan Konsulinden vil holde Michael ud, naar de bliver gifte, jeg kunde det altsaa ikke; men det var maaske min Skyld, man skal aldrig laste Næsten; hvi ser Du Skæven i din Broders Øje men Bjælken i dit eget bliver Du ikke hvar, Gud hvor det er sandt!
Kære Hr. Knagsted, Tak for den yndige Eftermiddag jeg tilbragte hos Dem i Efteraaret, den var yndig; De er et af de bedste Mennesker jeg har kendt, og De var mig til megen Trøst dengang i min Forvildelse, men nu er den Gud være lovet forbi, Amen.
Nu vil De naturligvis smile af mig igen, men ved De, at i hver By vi kom igennem med Baronen gik jeg op paa Apotekerne for at se om ikke min lille Apoteker skulde være der; men han var der ikke, maaske er han død, og det er næ319|sten godt, for han havde vel igen bragt Uro i mit Liv. Men jeg vilde gerne vide, hvor han ligger for at lægge en Krans paa hans lille Grav. Det ler De da ikke af? For jeg synes selv, at det er saa kønt og det er dog en Slags Trofasthed hos mig, som jeg ellers ikke led af. Jo, overfor ham har jeg altid været tro og jeg vil i Tanken vedblive at være det indtil vi engang støder sammen i Aandernes Rige, hvor der ikke tages til ægte paa legemlig Vis!
Og nu kære Hr. Knagsted, hvis De altsaa kommer til Hovedstaden saa gaa ikke forbi vores Tempeldør paa Kopernikusvej, thi det vilde meget smerte Deres med den inderligste Tak for al udvist Godhed
Er "Thorvald" hos Dem endnu, det lille rare Menneske, saa hils hende fra mig.
De er da vel bleven klippet, ha, ha?
[320]| Solen gik ned bag de disede Bakker i Vest. Paa Himmelen sejlede Sommerskyer, paa Sundet "Lystkutterter". En Terne skød lynsnart ned efter en Hundestejle. En Ko brølede. En Ged brægede. Et Barn lo. Et Par Elskende kyssedes ... osv. osv. og andet deslige.
Kort sagt: det var en herlig Aften i Begyndelsen af Juni...
Gardinerne for Toldkontrolør Knagsteds Dagligstuevinduer var trukket for, og Lampen tændt. Selv sad han ved Skrivebordet og arbejdede paa femte Akt af sit Lystspil: "Den saakaldte bedste Alders Tragedie" ...
Klokken var 8.42'. Jokum, som mod Sædvane var hjemme, laa sammenrullet, men med vagtsomme Øren, paa sit Tæppe ved Døren ud til Entreen. Tæppet var broderet; en Gave fra Line Meincke. Paa himmelblaa Grund stod med gyldne Stjernebogstaver Ordene: Cave canem ...
Der blev ringet med Entréklokken. Jokums Harmetot rejste sig:
– Vuf...! sagde det nede i Halsen paa ham.
– Hyss ...! tyssede Tolderen.321| "Thorvald" kom ilfærdigt ind:
– Der er tre Herrer ...
– Tre...! sagde Knagsted – Det var mange. Kender Du dem?
– Ja, det er Pastor Sørensen, Isenkræmmer Fredriksen og Brygger Sandberg ... De vil tale med Herren.
– Lad dem komme ...!
Tolderen rejste sig og purrede op i "Høstakken". Ogsaa Jokum kom paa Benene. Thorvald slog Døren op:
– Værsgod!
Pastor Sørensen fulgt af de to Menighedsraader traadte ind og hilste:
– Næmen laver De Vinter, Hr. Toldkontrolør i dette dejlige Sommervejr! sagde Pastoren – Det er dog sandelig næsten Synd!
Knagsted gik rundt og trykkede Deherrers Hænder:
– Ja; jeg kan ikke arbejde uden ved Lampelys, forklarede han – Men nu skal jeg ... Han pustede Lampen ud.
– Vuf ... ! sagde det i Jokums Hals. Han troede rimeligvis, at nu stod den paa "Tæv".
– Hyss! Læg sig! kommanderede Tolderen og trak Gardinerne fra.
Jokum gik hen paa sit Tæppe. Men først havde han dog snuset ransagende til Deherrers Bukser. Præstens var sorte; Raadernes mere levende.
– En Cigar, Deherrer?
Knagsted bød Hirschsprungs "Imperial" rundt, sin Yndlingscigar.
Man tændte; og der blev en Pause.
– En Whisky?
– Nejtak, nejtak...! Det var Præsten, der svarede.
Og saa turde de andre jo ikke sige ja. Tolderen saa paa sit Ur:
– Ja, undskyld, sagde han og gik hen og trykkede paa en elektrisk Knap – men jeg plejer altid at drikke min Aftenwhisky paa denne Tid.
Thorvald viste sig.
– Whisky og Sodavand, nikkede Knagsted – og... og Hindbærsaft...! Net lille Pige? spurgte han, da Thorvald atter var ude.
Pastoren rynkede Brynene. Raaderne knurrede.
Pause.
Paa sit Tæppe laa Jokum. Ørerne holdt han paa stadig halv; og Harmetotten faldt og rejste sig, faldt og rejste sig.
– Dejligt Vejr! sagde Tolderen og pegede mod Vinduet – Herligt Vejr!
– Skønt! Skønt! sagde Præsten.
Og Følgesvendene nikkede.
Ny Pause ...
Saa kom Husbestyrerinden ind med Drikkevarerne. Knagsted blandede sig en Whisky. De andre brugte Hindbærsaft.
– Skaal, Deherrer og Velkommen!
323| Man drak. Bryggeren og Isenkræmmeren skar frygtelige Grimasser efter Nedsvælgningen.
Nok en Pause ...
Omsider tog Præsten et fast Tag i sig selv, rankede Ryggen og talede:
– Ja, sagde han – vi kommer her jo paa Menighedsraadets Vegne, Hr. Toldkontrolør ...
– Man har da vel ikke i Sinde at vælge mig ind...? spurgte Knagsted smilende.
Det gav Lyd i Bryggeren; og Isenkræmmeren rullede Næse.
– Næ-e! Nej! sagde Pastoren hurtigt – Næ-e, det har vi ikke ... det har vi ikke ... Skønt det visselig vilde være Menigheden til stor Glæde, om vi kunde regne Dem til vore ... Kontroløren har saa mange udmærkede Egenskaber ...
– Aa jeg beer!
– ...men et er fornødent: Troen! Den Tro, som forbinder os andre i Glæde og Vished.
– Ja, den har jeg ikke ... beklagede Knagsted – Er det maaske et Bidrag til et eller andet Formaal, Deherrer er kommen for at bede mig om, vedblev han – saa sig frem; vi kan jo altid tale om det.
– Ja, vi ved, at De ogsaa i den Henseende er redebon, Hr. Kontrolør, ligesom i saa mange andre, nikkede Pastoren mildt – Men ejheller derfor har vi indfundet os ...
– Ja, undskyld, men jeg tør jo ikke smigre mig med, at det ene og alene er for at aflægge324| mig en Visit, at Deherrer har gjort mig den Ære; saa ...
Ogsaa Tolderens Harmetot begyndte at røre paa sig. Og han maatte lave sig en frisk Whisky, for at hans fænomenale Selvbeherskelse ikke skulde visne.
Bryggeren og Isenkræmmeren skævede misundeligt til hans Glas ...
– Jo, ser De, Hr. Toldkontrolør, startede saa Præsten for anden Gang – vi er skikket hid af Menigheden ...
– Af Menigheden? Saa-e?
– Ja-æ ... ja, hvordan skal jeg udtrykke mig uden at støde ... De – æ ... De har længe vakt Forargelse i Byen ... Nu er det sagt!
– Jeg? spurgte Knagsted virkelig overrasket – jeg, der lever saa stille og udenfor alt... Er det Dem, Fredriksen, vendte han sig pludselig om til O. W. – der føler Dem forarget?
– Ø-ø-ø ...! frembragte Isenkræmmeren overrumplet og for op til sin Næse.
– Eller maaske Dem, Sandberg?
– Det er hele Menigheden ... mumlede Bryggeren.
– Ja, tog Præsten saa fat – Hr. Sandberg har Ret... det er os alle, alle! Og nu er det, at vi tre, Hr. Isenkræmmer Fredriksen, Hr. Bryggeriejer Sandberg og jeg, paa Menighedsraadets Vegne er bleven budsendt herud for i Kærlighed at bede Dem lægge Deres Levned om.
325| – Lægge – mit – Levned – om ...? gentog Tolderen
– Jeg forstaar Dem ikke, Hr. Pastor. Absolut ikke!
Pastor Sørensen skød pludselig i sin fulde Højde op fra Stolen:
– De lever i umoralsk Forhold til Deres Husbestyrerinde, Hr. Toldkontrolør ... Nu er det sagt!
– Vuf...! lød det underjordisk fra Cave canem-Tæppet.
– Hold Mund, Jokum!... "Umoralsk Forhold", spurgte Knagsted derpaa, fuldstændig rolig, idet han dog samtidig miksede sig en tredje Whisky – hvad vil det egentlig sige, Hr. Pastor? Forklar mig det. Jeg har aldrig rigtig kunnet forstaa dette Begreb. Naturligvis er det min Fejl, men...
– Ja-æ ... begyndte Præsten – jeg-æ ... Tolderen saa uskyldigt op paa ham:
– Mener De, fordi jeg undertiden saver Brænde med hende?
– Sa-ver Brænde ...?
– Ja; og vi ruller ogsaa sammen ... Jeg har en Maskinrulle i Kælderen ... for Motionens Skyld, forstaar De. Jeg holder jo kun én Pige, saa ... Der er dem, der holder flere ... Hvem er for Resten Medlemmer af Menigriedsraadet?
– Det er altsaa os tre Herrer her, svarede Præsten (Han var bleven lidt forfjamsket) – og Sagfører Ivar Petersen ... samt Damerne Borg326|mesterinde Rosenbaum, Konsulinde Wæ ... Birk, Mæglerinde Blom og Postmesterinde Hansen.
– Det er jo til en hel lille Lanciers! smilede Knagsted
– Vil Deherrer ikke lave Dem en frisk Limonade?
– Nætak, næ mangetak ...
Isenkræmmeren og Bryggeren havde lidt efter lidt følt Stolene blive saa underlig varme under sig.
– Naa, fortsatte saa Tolderen – hvad var det nu, vi kom fra...? Jo: Man føler sig altsaa forarget over, at jeg saver Brænde og ruller med min Husbestyrerinde? Pastoren sprang indigneret op:
– Hr. Toldkontrolør, sagde han – dette er Alvor!
– Jaja, Jaja! nikkede Knagsted – (Hold Mund, Jokum!) ... Gudbevares! som saadant opfatter jeg det ogsaa ... Fortsæt, Hr. Pastor!... Værsgod, at tage Plads!
Pastoren satte sig:
– Ja – begyndte han – æ-e, vi mener altsaa ... Byen syntes at... Menighedsraadet finder at burde i Kærlighed minde Dem om, Hr. Kontrolør, at et Menneske lever ikke sit Liv for sig selv alene; det... det leves ogsaa, om jeg saa maa sige, til Eksempel for andre, for, hvad Verden kalder Samfundet, det Almene ... men hvad vi, der mere tænker i Christo, nævner Menig327|heden ... Hun skal sidde oppe om Nætterne og vente paa Dem! busede han saa pludselig ud.
Raaderne gav et Hop paa deres Sæder; og Knagsted spurgte overrasket:
– Hvem!?
– Deres Husbestyrerinde ... Hvad er det hun hedder?
– Thorvald ...
Præsten slog afværgende ud med Haanden:
– Aa-r-r...! sagde han forarget – Alene det, at De saaledes utidig driver Spot med den hellige Daab, maa fremkalde Bekymring hos alle alvorlige Mænd og Kvinder!
– De vil da vel ikke forlange, Hr. Pastor, at jeg skal gaa rundt og kalde hende: Helia-Heralda, som hun er døbt?
– Saa kald hende ved hendes Efternavn!
– Madsen?
– Ja, kald hende Jomfru Madsen ... eller Frøken Madsen, om De vil.
– Ja, hvis det kan berolige Menigheden, saa... Var det det hele, Deherrer har ulejliget sig herud for?
– Nej, saa sandelig var det da ej! sagde Præsten, der atter rejste sig (Han var jo mest vant til at tale staaende).
– De skal søge Seng med denne Kvinde! tordnede han ubehersket.
Ogsaa Knagsted rejste sig:
– Ja, saa gerne ...! bukkede han – Men328| nu maa jeg bede Deherrer have mig undskyldt, fortsatte han høfligt
– Jeg skal arbejde. Klokken er bleven mange, og...
– Tillad mig ... forsøgte Præsten.
– Nej! afbrød Tolderen skarpt, og hans Harmetot stod som Piggene paa en Kaktus – Nu tillader jeg intetsomhelst mere!... Farvel, Deherrer, og Tak for Besøget! Skulde det være en anden Gang, De kom forbi, saa... Og hør et Ord: Hvis en af de kære Menighedsraadsdamer ... det er et lidt vanskeligt Ord at sige ... hvis en af disse Damer skulde faa Forfald, foreslaar jeg, at man supplerer hende med Enkefru Rikke Skade.
– Hvordan er det, De taler, Hr. Toldkontrolør! bruste Præsten igen op.
– Ja, sagde Knagsted – De har Ret, Hr. Pastor: Jeg er snart det eneste Menneske her i Landet, der gider sige Sandheden!
Isenkræmmeren og Bryggeren rejste sig røde og skulende ...
Men da slog Tolderens Vrede pludselig om til menneskevenlig Munterhed:
– For Resten, Deherrer, smilede han – jeg kommer til at tænke paa, at hvis De vil blive, kan vi jo faa os en Bridge?
Men Deherrer vilde ikke blive. De tog hastigt Farvel og gik ud i den lune Sommeraften, hvor de Elskende kyssede, og Maanen og de evige Stjerner lo ...
329| Næste Morgen laa der med første Post nedenstaaende Brev paa Pastor Sørensens Kaffebakke:
Dette skrev jeg i Nat og sender Dem det herved med en venlig Hilsen fra Thorvald og