130| Hendes gamle Naades Enkesæde i Jerslev laa nede paa Bunden af en fordums Grusgrav. Lunt og godt skærmet mod alle ublide Vinde; kun med aaben Udsigt til Landsbyens Gade i Syd.

Fire smaa Værelser bestod Lejligheden af, samt Entré og Køkken. Der var lagt nye Gulve i Stuerne og sat ny Tapeter paa Væggene. Men de store Møbler, den gamle Frue havde medbragt fra Næsset, fyldte lidt rigeligt, gjorde de: man kunde næsten ikke bevæge sig i Stuerne for Bohave. Og saa var tilmed hele Loftet oppe under Straataget stuvet pakfuldt af Sager, som der ikke var Plads til nede.

Her oppe stod ogsaa det store, røde Klædeskab, som Baronessen trods Helmuths Indsigelser, absolut vilde have med sig: "da hun ellers ikke havde noget at sætte Stasia i, naar hun blev udtilbens!"

Karen og den lille Frøken Jansen var i Dag for første Gang henne at besøge den gamle Dame.

Frøkenen sad ene i Hjørnet af den store Em131|piresofa inde i den forreste Stue og missede med sine smaa forskræmte Kaninøjne rundt i Værelset.

Hun sad og rystede indvendig, Pusset, ved Tanken om Stasia.

Ikke for aldrig det turde hun være ene i Stue sammen med hende! Hun frygtede hende, som et Barn frygter "Bussemanden".

Og nu var netop Baronessen ude i Køkkenet for at tilberede Chokoladen; og Karen var løbet over i Bondegaarden ligeoverfor for at sige til Jens Kusk, at han om en halv Time skulde stille i Køkkenet til Mellemmad.

Om den døvstumme nu kom til Stede?

Men den døvstumme kom ikke. Hun var formodentlig sendt et Ærinde i Byen, Gudskelov!

Og der faldt lidt efter lidt Ro over Kaninens letbevægelige lille Sjæl. Stille og med mere Tryghed gav hun sig til at betragte Værelset og Sagerne i det: Der stod Urtepotter med blomstrende Smaaroser, Gyldenlakker og Heliotroper i Vindueskarmene; og de hvide, folderige Gardiner hang stive og nystrøgne ned mod Gulvet.

Dette mindede hende øjeblikkelig om Havestuen hjemme i hendes Barndomshjem i Hobro - denne lille By, som sent og tidligt levede i hendes Drømme!

Og det morsomme, gamle Ur, der stod i Hjørnet inde i Spisestuen, mindede hende ogsaa om Hjemmet! Der var en Fuldmaane midt paa Skiven,132| og dens tykke, smilende Ansigt vuggede sig uophørligt frem og tilbage mellem to blaamalede, hvidkantede Skyer. Mon det ogsaa kunde kukke?

Hun rejste sig for at kigge lidt nærmere paa Uret, da der i samme Øjeblik, lige oppe over hendes Hoved, lød nogle underlige, uartikulerede Hyl og en heftig Banken og Hamren som af knyttede Hænder mod en lukket Dør.

- Stille! raabte Hendes Naade ude i Køkkenet. Og Jansen sank rædselsslagen ned paa sin Plads i Sofaen. Lidt efter stak den gamle Frue sit Raadsherrehoved ind fra Køkkenet. Bankningen oppe paa Loftet vedblev:

- Aa min gode, vil De ikke komme lidt herud og se efter Chokoladen et Minut!

Frøkenen gik ud.

Nu lød Larmen fra Loftet, som om nogen sparkede med tyksaalede Støvler mod Døren deroppe.

- Saa skal da ogsaa Pokker ...! sagde Hendes gamle Naade og skyndte sig ud i Entreen og op ad Loftstrappen.

Lidt efter lød der en forvirret Raaben og Skrigen deroppe fra. Saa blev en Dør smækket haardt i, og Baronessen kom ned igen.

Hun saa' meget ophidset ud og sugede Blodet af en Finger, hvis yderste Led blødte:

- Hun bed mig, Djævelskabet! sagde hun.133| Kaninen saa' paa hende med Øjne saa store, som det var hende muligt at faa dem.

- Hvem? spurgte hun - Hvem bed?

- Stasia, naturligvis!

- Er hun ... da der oppe!

- Ja, hun sidder i Skabet! ... Saa nu er Chokoladen færdig!

Alt i denne ny Verden, hun var dumpet ned i, alt uden Undtagelse, satte den arme Frøken Jansen i den ene skrækblandede Forundring efter den anden. Saaledes havde hun rigtignok ikke tænkt sig, at Livet og Menneskene var! Hjemme hos sin Moder, baade da de boede i Hobro og nu i de senere Aar i København, havde det været ganske anderledes. Roligt og fredeligt var Døgnet gaaet. Og var der end af og til kommet en Kurre paa Traaden mellem Børnene, havde Forældrene altid vidst at dæmpe Striden ved deres milde, besindige Tale. I København syntes jo nok Kaninen, at Menneskene var ikke fuldt saa gode, som de i Hobro; men saa mærkelige som Folk her paa Egnen var de dog ikke. Og det var ikke alene det, at de var mærkelige, men hun fandt dem ogsaa haarde og ... og ...

- Vil De lægge Dugen paa, lille Jansen!

Frøkenen tog Dugen, som Baronessen rakte hende, og bredte den ud paa Bordet i Spisestuen.134| Og idet hun samtidig kiggede ind gennem Dagligstuen og ud af Vinduet til Haven, sagde hun:

- Hvor mon dog Karen bliver af?

- Aa, hun kommer nok, naar hun bliver sulten! sagde den gamle Frue - Sæt Dem nu ned, min gode, saa kan vi snakke lidt sammen! Værsgod og tag et Stykke Kage! De er alt for beskeden, Mamsel! Det kommer man ikke langt med i denne Verden!

Frøkenen havde placeret sig ved Bordet, og Baronessen satte sig paa en Stol lige over for hende.

- Køn er De ikke! sagde hun efter at have betragtet

Kaninen en Stund i Tavshed - Men De er vist en god Sjæl. Maa jeg sige Du til Dem?

Jansen rødmede helt op til den øverste Spids af Ørene.

- Ja, gerne ... hviskede hun.

- Naa, tog Hendes Naade fat og lænede sig bagover paa Stolen ret som en Forhørsdommer i Funktion - Naa, min Pige, hvad synes Du saa om at være Skolemamsel hos min Svigerdatter?

- Rigtig godt .... stammede Frøkenen.

- Sludder! lød det brutalt fra den gamle - Tal bare fra Leveren til mig!

- Bare Karen snart vilde komme! skreg det et Sted inde i Kaninen. Hun kunde godt lide135| den gamle Frue,- men hun holdt ikke af hendes Krydsforhør.

- Er Du maaske ogsaa henrykt ved at bo i Oliekamret? spurgte Baronessen.

- Nej ... sagde Frøkenen sagte.

- Naa dog ikke! Véd Du, at det Hul, Du kalder dit Værelse, blev i salig Hannibals Tid brugt til Vognsmørelse og Petroleum? Men Du holder maaske meget af den Parfume?

- Moder har ogsaa skrevet til mig, at jeg skulde bede Hendes Naade om et andet Værelse ...

- Ja, bed Du kun væk, min Stump! ... Hvad er dine Forældre?

- Min Moder er Enke ...

- Naa, ja det er sandt, det véd jeg jo! Har hun flere Børn?

- Ja, en Dreng og to Smaapiger ...

- De er ikke konfirmerede?

- Jo, Robert er; men Tvillingerne er kun tretten Aar...

- Har hun oven i Købet Tvillinger! Hun sidder vel smaat i det, din Moder?

- Ja, mange Penge har hun ikke ...

- Hvor mange?

- Hendes Pension efter Fader er 800 Kr.

- Herregud! Hvad var din Fader?

- Amtsfuldmægtig ... i Hobro ...

- Hvornaar døde han?

136| - Til Oktober bliver det ... tre Aar siden ...

- Spis Kage! ... Hvad døde han af?

- Brystsyge ...

- Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom?

- Nej det ... tror jeg ... da ikke ... Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hænderne for Ansigtet og hulkede højt.

- Men Gud i Himlen! udbrød den gamle Frue betuttet

- BH'er Du syg?

- Jeg holdt... saa meget... af Far ... Baronessen rystede energisk sine Krøller.

- Du er til Rotterne, min bedste! hvis Du ikke faar lidt mere Stivelse i Dig! sagde hun.

- Ja-a ... hviskede Kaninen trøstesløs.

Og da hun ufortrødent vedblev at græde, rejste den gamle Dame sig op og gik om til hende, klappede hende paa Haaret og talte venligt med sin dybe Mandfolkerøst.

- Saa, saa, saa! sagde hun - Er det en Maner for et stort Pigebarn! Tør nu Øjnene og drik sin Chokolade! Saa skænker vi en Kop til.

Hendes Naade var lidt i Forlegenhed med Tilfældet. Hun havde ikke haft meget med den Slags Taarer at gøre i de sidste tredive Aar.

Hun lod igen sin store, røde Haand glide kærtegnende heri over Frøkenens Haar.

- Det er et smukt Haar, Du har, lille Ven!137| sagde hun

- Jeg holder meget af Farven. Og saa er det saa blødt at føle paa som Kaninskind!

Jansen tog Hænderne fra Ansigtet, og i hendes Øjne lyste noget som et Smil.

- Det maa jeg lide! nikkede Baronessen tilfreds - Vi kommer længere frem ad Vejen med Grin end med Graad, min Stump! ... Gaa nu ind i Sovekammeret og vadsk Øjnene; for det er da ikke værd, at Karen ser, at hendes Læremor har vandet Agurker!

Lidt efter kom samme Karen vandrende op gennem Haven i Følge med Jens Kusk.

Hun saa' brillant ud, den lille, som hun gik der ivrig gestikulerende og konverserende. Hun havde en hvid, broderet Kjole paa, der næppe naaede hende til Knæene; og en højrød "Bøllehat" sad hende bag ad Nakken. Det lysblonde, næsten hvide Haar hang løst ned om Skuldrene. Hendes Ansigt, Hals og Arme var stærkt brunede af Solen, og hendes mørke Øjne tindrede lige op i Ansigtet paa Kusken, hvem hun rimeligvis fortalte en umaadelig interessant Historie.

Baronessen og Frøkenen stod ved Vinduet og saa' ud paa de kommende.

- Det er en rar Tøs! sagde Hendes Naade - hende kan jeg godt lide!

Paa én Gang brast begge Damerne i Latter:138| Karen havde pludselig givet den intet anende Jens, der respektfuldt, men rimeligvis lidt uforstaaende, gik og hørte paa hendes Beretning, et saa eftertrykkeligt Puf i Siden, at han med nogle underlige mastodontagtige Hop var faret midt ind i en Stikkelsbærbusk. Og der stod han, medens Pigebarnet med et Glædeshvin sprang op mod Huset.

- Tøs dog! truede den gamle Frue, da Karen kom ind i Stuen.

- Saa' Du det, Bedstemor? lo hun og for hen til Vinduet for at se, om Jens stak i Busken endnu.

Men han var da sluppen løs og gik nu op gennem Haven.

- Hvad er det, der banker oppe paa Loftet? spurgte Karen og lyttede.

Larmen deroppe var begyndt igen.

- Det er Stasia, det Utyske, der er i Skabet! ... saadan et Skab skulde Du ha', min gode Jansen, og sætte Vilddyret der ind i, naar hun blev for slem!

- Pyt! sagde Karen og slog med Nakken - forleden lukkede jeg Frøkenen inde paa ...

Hun fuldendte ikke Sætningen, men lavede bare nogle umaadelig store Øjne, der var halvt forskrækkede og halvt skelmske.

Kaninen rødmede über und über.

- Saa haaber jeg da, at Du fik nogle ordentlige Strambuks, da Du lukkede op igen! mente Baronessen.

139| - Det var ikke mig, der lukkede op ...

- Karen ... bad Frøkenen og greb hende i Armen. ... Det var ... det var Far! fuldendte Pigebarnet ubarmhjertigt.

- Haa, haa! lo den gamle Frue - Det har været Spas for Helmuth!

.... Skønt Enkebaronessen havde stredet imod af alle Kræfter (det var jo hendes Svigerdatters Barn), havde hun dog ikke kunnet holde Stand imod Karens muntre og indtagende Elskværdighed. Det smukke viltre Pigebarn havde taget den gamle Raadsherres Hjerte med Storm.

Ogsaa Karen var meget charmeret i sin Bedstemoder, der var ganske anderledes morsom og "grinagtig" end den stive, alvorlige "Grandma" inde i København. Men Baronesse Alvilda, som hurtig mærkede denne gensidige Sympati, syntes ikke om den og modarbejdede den aabenlyst og hemmeligt.

Saaledes var det, som sagt, i Dag første Gang, at Karen aflagde Enkebaronessen et Besøg. Og hun havde næppe faaet Lov dertil, om ikke baade Baronen og hendes kære Grev Scheele, der nu atter befandt sig paa Næsset, havde lagt et godt Ord ind.

Desuden mente Baronen, og med Rette, at man skyldte hans Moder denne Høflighed ....

140| - Tak for Suggerladen! sagde Jens Kusk pludselig højlydt ude i sin Ensomhed i Køkkenet. Den gamle Frue gik derud:

- Vil han ha' en Kop til?

- Næi, ellers mange Tak, Hinnes Naade!

- Et Stykke Kage?

- Næi, mange Tak!

- Der ligger en Cigar til ham i Vinduet; den kan han gaa udenfor og ryge!

- Jeg si'er saa mange Tak! ... Og saa er det vel bedst, jeg gaar hen og spænder for?

- Nej! raabte Karen ud gennem Døren.

- Jo! sagde Kaninen - din Mama har sagt, at vi skal køre herfra Kl. seks!

- Saa spænder jeg altsaa for? spurgte Jens igen.

- Nej! sagde Karen.

- Jo! sagde Kaninen - vil De være saa god!

- Ja saa spænder jeg for da! sagde Kusken og gik.

- Uf, Mama! vrissede Karen - hun er somme Tider saa vigtig!

- Haa, haa! lo den gamle Frue. Men hun tog dog Pigebarnet blidt i Øret og sagde - Du er en skidt Tøs! saadan taler man ikke om sin Moder!

Larmen oppe paa Loftet voksede. Hængelampen over Spisestuebordet ligefrem dirrede i sine Kæder. Men Baronessen lod, som om hun intet hørte.

- Vil Tøsen ha' mere Chokolade? spurgte hun.

141| - Ja Tak! sagde Karen - Aa, Bedstemoder, bad hun saa - maa der ikke blive lukket op for Stasia? Den gamle saa' hen paa det store Ur.

- Om fem Kvarter! sagde hun - Præcis Klokken syv lukker jeg op.

- Hvad har hun gjort? spurgte Karen med Munden fuld af Kage.

- Hun har sat Oldenborrer paa mig.

- Oldenborrer? spurgte Kaninen.

- Ja, Oldenborrer, det Skarn! nikkede den gamle Naade vredt - I Middags, da jeg laa og sov inde paa Sofaen, listede hun sig ud i Haven og fangede fire af de største og satte dem op under mine Skørter, saa jeg vaagnede ved, at de kravlede paa mine Ben!

Frøken Jansen gyste stille. Men Karen lo, saa det rungede.

- Sikket Grin! sagde hun.

- Nej, det var aldeles ikke "Grin", min Snut! mente Baronessen lidt pikeret - for jeg hader Oldenborrer!

- Men hvor kunde det dog falde hende ind, Bedstemoder?

- Aa, jeg havde givet hende et Par Kindheste, fordi hun slog mig en Tallerken i Stykker!

- Kindheste, spurgte Karen næsvist - hvor mange Ben har de?

142| - Fem! sagde den gamle og viste sin ene Haand frem - Vil Du ha' en med hjem?

Karen lo og greb Baronessens Haand og kyssede den.

- Du er en morsom Kone, Bedstemoder! sagde hun - meget morsommere end alle andre Mennesker!

Saa rullede Vognen frem ude paa Vejen og holdt foran Havelaagen. Og samtidig slog Klokken seks paa det store Ur.

- Der er Jens, den Skurk! sagde Karen.

- Men Karen dog! formanede Kaninen.

Og saa tog man Afsked og kørte bort ....

Og da Uret næste Gang slog fuldt Slag, præcis syv, hverken et Minut før eller senere, gik Hendes gamle Naade op paa Loftet for at aabne Stasias Fængsel.