[167]| Der var stort Selskab paa Næsset.

- Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt - Og det er bedst at gøre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!

Og saa blev alle Omegnens Proprietærer med Fruer og Døtre tilsagt og var mødt op i deres bedste Stads.

Enkebaronessen var i sin grønne Silkekjole med Armbaand og Brystnaale og Ringe paa alle Fingre.

Og Fru Mascani var i Sølvbryllupskjolen, og Clara i hvidt med Rosenknopper.

Det var Middag. Man havde lige rejst sig fra Bordet, og nu skulde Kaffen serveres nede i det store Lindelysthus i Haven.

Niels Tjener var i sin mindst plettede Livkjole; og Drengen Julius var iført en Slags svensk Husaruniform, som Baronesse Alvilda selv havde komponeret: blaa Stumptrøje med stiv, opstaaende, gul Krave og brede, gule Galoner ned ad Benklæderne.

- Drengen ser ud, som om han var rømmet fra Flakkebjerg! havde Hendes gamle Naade sagt himmel168|højt til sin Bordkavaler Byfoged From, der truende med sin buttede Pegefinger havde let klukkende nede i sit hvide Halsbind:

- Deres Naade! Deres Naade! De er ved Gud morsom, Deres Naade! Men lidt ondskabsfuld! Jo, jo, lidt ondskabsfuld! ....

Gæsterne kom vandrende højrøstet talende og ivrigt gestikulerende efter Maden og Vinen ned ad Lindealleen og stimlede sammen om Lysthusets Indgang.

Grev Scheele, Karen og den lille Jansen havde travlt med at finde Havestole og Bænke.

Enkebaronessens Øjne veg ikke fra Svigerdatteren. Og hver Gang Greven nærmede sig Husets Frue, blev den gamle Naades Pupiller store og agtpaagivende.

Efter en Del Forvirring fik man Plads omkring det store, aflange Stenbord inde under Lindetræerne. Damerne inderst og Herrerne staaende i en Kreds bag dem med Kaffekopperne i Hænderne og bøjende sig frem over Kvindernes Skuldre for at konversere.

Grev Scheele havde faaet Plads bag Baronesse Alvilda. Hans længselsfulde Øjne glædede sig ved at beskue hendes hvide Hals og Barm, der lyste frem af en dybt nedringet, vinrød Silkekjole. Og hans skælvende Læber hviskede hende af og til et hvidglødende Ord i Øret ....

- Drik Cognak, mine Herrer! sagde Helmuth,169| der bred og vel til Mode stod lænet op mod en Træstamme og omfattede Gæsterne med et fornøjet og godmodigt Blik. Han var stolt over at kunne byde saa mange til Gæst paa én Gang. - Nils! raabte han - skænk Sødt for Damerne! ...

Ude i Lindealleen havde de unge Piger givet sig til at lege Tagfat. Der var ikke Plads til dem i Lysthuset.

Clara fra Præstegaarden satte som en Stormvind efter Karen.

- Stop hende! Stop hende! raabte Karen til Proprietærfrøknerne, som følte sig betydelig generte ved at være Gæster paa Slottet. De stod og pillede ved Stadsen og rettede hviskende paa hinandens Baand og Blomster.

- Karen! advarede Kaninen - ikke for vild! Men Karen tog fat i hende og svingede hende rundt et Par Gange, saa at hun var ved at miste Vejret.

- Der er Julius! raabte hun saa pludselig og slap Frøkenen, da hun fik Øje paa Tjenerdrengen, som kom balancerende med et Fyrfad fuldt af Gløder ude paa Spidsen af en Ildtang.

- Han er nusset i Dag, sagde Præstens Clara - i den Dragt!

Og begge Pigebørnene løb hen til Drengen og vilde tage Fyrfadet fra ham.

170| - La' vær' Frøkner! sagde Julius og søgte at værge sig - I brænder Jer!

Men Karen greb ham bag i Stumptrøjen, saa Drengen kunde ikke flytte sig af Stedet.

- Hinners Naade venter! skreg han i Angest og sled for at komme løs - Jeg skal skynde mig!

- Ja skynd Dig bare! sagde Karen og begyndte at danse rundt. Og Julius maatte følge hende. Han snurrede af Sted sidelæns; Ildtangen holdt han stadig i Hænderne, og hans Øjne stod stive af Skræk for, at Fyrfadet skulde flyve af den.

Frøken Mascani lo, saa det klang; og selv Proprietærfrøknerne maatte trække paa Smilebaandet.

Saa viste Niels Tjener sig, og Karen slap sit Tag i Julius, der tog et Par mægtige Skridt fremad og var lige ved at falde paa Næsen. Men han holdt dog Balancen og skyndte sig ind i Lysthuset med Gløderne ....

Grev v. Scheele havde i sin permanente Kvide bøjet sig alt for dybt ned over sin Kusine. Hans Læber berørte næsten hendes Øre.

Hurtig rejste hun sig fra sin Stol.

- Skal vi spadsere lidt rundt i Haven, mine Damer? spurgte hun højt - Pastor Mascani, Deres Arm! Pastoren bukkede og bød hende Armen.

- De er saa tavs i Dag, Hr. Pastor? 171|Men hun ventede ikke paa Svaret; hun drejede sig om mod Grev Scheele og sagde:

- De er nok saa god at være Vært for Ungdommen, Fætter!

Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og slog op med Haanden:

- Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi en lille Promenade i Skoven!

De var gaaet ned gennem den lange Bøgeallé, Hendes Naade og Pastoren.

- Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Spørgsmaal fra før.

Præsten saa' paa hende med et underligt, sløret Blik i sine smukke, brune Øjne:

- Jeg er træt! sagde han.

- Træt! Naa, det maa jeg sige! De er galant! Og af hvad er De saa træt, om jeg maa spørge?

- Af dette evige ét og det samme! Af dette evige Slagsmaal med sig selv og andre! Baronessen smilte.

- Præstens Gerning kaldes jo dog ellers Fredens Gerning! sagde hun.

- Kaldes! Kaldes! vrængede Mascani, og hans Øjne flammede - Gud "kaldes" ogsaa algod, alkærlig og albarmhjertig .... Og Aisludder er det hele!

- Men Hr. Pastor dog!

172| - Han piner og han plager mig! sagde Præsten haardt - Led os ikke i Fristelse, staar der! Og han bestiller ikke andet! Han møder frem med Fordringer, som jeg ikke kan indfri! Han læsser Byrder paa mig, som jeg ikke kan bære! Vilde det ene Menneske kræve af det andet det, han kræver af os, vilde vi blive dømte fra Ære, Liv og Gods!

- Jeg forstaar ikke .... De, en Herrens Tjener? sagde Baronessen forvirret.

- Undertiden fristes jeg til, vedblev Præsten uden at høre paa hendes Bemærkning - Undertiden fristes jeg til, naar jeg staar foran "Herrens" Alter eller paa Prædikestolen, at raabe ud over Menigheden med min naturlige Stemme, at det er Løgn alt sammen, det jeg staar og bavler frem med min fedeste Søndagsrøst! Ak, mine kære Brødre og Søstre, vrængede han pludselig snøvlende op med himmelvendte Øjne - hvorfor ere I genstridige mod Herren? Hvorfor ville I ikke kaste eder i hans alkærlige Faderfavn, som staar hver angrende Synder aaben? Han, som har givet sin Søn, den Enbaarne, at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv! ... Isch! alt det samme som den første den bedste Hjulmand og Skorstensfejer, naar han er en Smule lettunget, kan plapre os efter!

Baronessen var standset og stirrede forfærdet Præsten op i Ansigtet. Hun vidste ikke, om det var Alvor, dette, eller en lidt vel hasarderet Spøg. Sin173| Arm havde hun trukket ud af hans; og hun saa' sig om for at søge Hjælp.

Men de var kommet langt forud for det øvrige Selskab og stod nu nede i Skovkanten lige ud for den smalle Sti, der førte ind i Straahytten.

Mascani havde presset en af sine Hænder op mod Panden; og han bøjede Hovedet bagover og drog et dybt Suk.

- Undskyld, Deres Naade! sagde han med træt Stemme - Jeg har vist forskrækket Dem! Men nu er det ovre, nu ... Lad os gaa derind og sætte os lidt? bad han og pegede hen mod Hytten - De vilde bevise mig en usigelig Tjeneste! tilføjede han, da Baronessen syntes at tøve.

Næppe var de traadt inden for Døren, før han sank ned paa en af Græsbænkene og skjulte Ansigtet i Hænderne.

- De er syg, Hr. Pastor? Skal jeg ikke ...

- Nej, nej! Det er straks forbi! Jeg beder Dem, sæt Dem!

Hun satte sig tøvende paa Bænken ligeoverfor. Og saaledes sad de nogen Tid i Tavshed. Endelig løftede Mascani Hovedet.

- Det er her omme! sagde han og lagde en Haand bag om Nakken og bøjede Ansigtet opad. Han var gustenbleg som en dødssyg Mand; og hans Øjenlaag sank i - Her omme sidder det ... Det174| er, som om der laa en stor, tung Ting derinde og voksede!

Baronessen følte sig mere og mere ilde til Mode. Man vidste jo ikke, hvad dette Menneske kunde falde paa! Allerhelst havde hun rejst sig og var løbet sin Vej! Alt, hvad hun Tid efter anden havde hørt berette om Mascanis Besynderligheder og Ekstravagancer, for hende gennem Hjernen og indgød hende Frygt.

Hun kastede et sky Blik hen mod ham. Han sad endnu stadig med Ansigtet bøjet opad og med Haanden presset mod Nakken.

- Kære Hr. Pastor, forsøgte hun - er det ikke bedre, at vi gaar op? Jeg skal lade et Gæsteværelse gøre i Stand til Dem. Hvis De da ikke foretrækker straks at køre hjem til Præstegaarden?

Præsten aabnede Øjnene og stirrede stift hen paa hende.

- Hvad syntes Deres Naade om min Prædiken, sidst De var i Kirke? spurgte han og havde øjensynlig slet ikke hørt hendes Spørgsmaal.

- Deres Præken? spurgte hun forbavset.

- Ja, den Søndag De tog Clara hjem med til Næsset?

- Jeg synes altid godt om Deres Prækener ...

- Hm! ... Véd De, hvor jeg var henne om Eftermiddagen?

175| - Nej ...

- Skal jeg fortælle Dem det? spurgte han med et underligt stikkende Glimt i Øjnene.

- Ja ... nej! sagde hun forvirret.

Han tøvede lidt og syntes at glæde sig over hendes Forvirring. Men saa stirrede han hende fripostigt ind i Ansigtet og sagde:

- Det skal jeg skam sige Dem: Jeg laa nede bag Klitterne med en Kikkert og saa* paa, at Pigebørnene gik i Vandet!

Baronessen slog oprørt ud med Haanden:

- Jeg vil ikke høre paa ..,

- Hæ, hæ! vedblev han klukkende - En smuk Beskæftigelse for en "Herrens Tjener", hva'? Min egen Datter og Deres lille, buttede Karen! De tumlede de hvide Lemmer dernede som et Par Kid! ... Aa, Herre min Gud, Herre min Gud! skreg han pludselig og kastede sig forover ned mod Bordets Plade - vær dog mig arme Synder naadig!

Baronessen havde rejst sig. Hun rystede over hele Kroppen som af Kulde. Vel havde hun af og til hørt et og andet fortælle om Mascanis Kvindekærhed og hysteriske Anfald; men hun havde til Dels anset det for Klaffer og Overdrivelse, thi saa ofte hun hidtil havde været sammen med ham, havde hun intet mærket. Og nu!

Hun var gaaet hen til Straahyttens Dør og stod176| og stirrede ud mellem Træerne og lyttede, om ikke nogle af Gæsterne skulde være i Nærheden.

Da lød der en stille Puslen bag hendes Ryg; og hun vendte sig hastigt.

Det var Pastoren, som var kommen hen til hende. Hun gjorde en Bevægelse som for at flygte. Men han greb hende blidt i Armen og holdt hende tilbage.

Hans Ansigt var blegt som før, og hans Øjne og Miner trætte og slappe. Men man kunde se paa hans hele Holdning, at Krisen var overstaaet, og at han bestræbte sig for at beherske sig.

- Kære Fru Baronesse, sagde han og smilte som for at berolige hende - kan De tilgive en gammel Mand, der et Øjeblik ikke har været Herre over sig selv?

- Lad os gaa! sagde hun og hendes Blik var fuldt af Angest.

- De behøver ikke at frygte, nikkede han roligt - Det er forbi ... For denne Gang! føjede han til og pressede Øjnene i, medens to Taarer løb ned ad hans Kinder - For denne Gang! ... Aa, men om De vidste, hvad den algode og alkærlige Gud har byltet paa disse Skuldre fra deres spædeste Ungdom af! Om jeg fortalte Dem ...

- Lad os gaa! gentog hun og rev sig løs fra ham og skyndte sig ud af Hytten - Vi maa op til de andre!

177| - Nu kommer jeg! sagde han og fulgte langsomt efter.

Og han gik som et Menneske, der har overstaaet en svær Sygdom ...

Proprietær Jørgensen og Forpagter Klaumann bøjede lidt efter ind fra Skoven og kom forbi Straahytten.

- Der gaar sgu Pastoren og Hendes Naade oppe! sagde Proprietæren og pegede op gennem Bøgealleen - Mon de har været derinde? sagde han og slog med Hovedet ind mod Hytten.

- Hæ, hæ! grinte Forpagteren - Ja Pastoren er jo en Ildhund, hvad de kvindelige Behageligheder angaar!

- Den er sgu osse god til det! nikkede Proprietæren - Gamle Hannibal tog sig mangen god Tørn derinde.

- Var det der, Juliane fandt ham med Kesten Buchs?

- Ja, det var'et nok. Men saa lod han sætte en Krog paa indvendig, Fa'er!

- Hæ, hæ!

- Hi, hi, ja! Pause.

- Hør, Jørgensen, har Du set Baronens Bælte?

- Bælte? Næi ... Hva' er det for et Bælte?

- Det er et, hans gamle "Ahner" brugte til at sætte paa Konen, naar di rejste væk.

178| - Sludder, Klaumann! Jeg er da ikke født i Nat!

- Født i Nat ... hæ! Da har jeg sgu set det da! Forleden jeg var her aa betalte Ornepenge! Han har det inde i Kontoret i sin Skrivebordsskuffe. "Et Kyskhe-dens Bælte", kaldte han det.

- Det var Satans! Jeg har nok hørt ymte om, at di store Herrer brugte saadan no'et den Gang. Det var Satans! Saa Du har set det, Klaumann! Hvor har han det fra?

- Han har fundet det inde mellem nogle gamle Papirer i Bib'loteket i en Skuffe.

- Det var Satans! Det maa jeg sgu se!

- Og det ka' laases!

- Ka' det laases ? Det var Satans! ... Saadan et sku' vi sgu ha', hva' Klaumann, hva'? Aa slaa Laas for Madammen, naar vi tog til Marked, hæ, hæ!

- Hi, hi, ja! det har Du sgu Fanden galeme Ret i!

- Hæ, hæ, saadan no'en Kemikalier har Fruentimmerne da aldrig hittet paa a' byde vos!

- Hi, hi, nej; vi er jo da "Skabningens Herrer", Jørgensen!

Og Proprietæren og Forpagteren vandrede videre.

Promenaden var endt; Solen var gaaet ned; og Selskabet var samlet oppe i Salonerne.

179| Alle Lys og Lamper var tændte deroppe, om det saa var i Riddersalen.

Proprietærerne med Familie skulde imponeres!

Karen kom løbende ind fra Galleriet:

- Mama, maa vi trække Spillekassen op, vi vil saa gerne danse?

- Ja, vær saa god Børn!

- Bare Gulvet holder! sagde Hendes gamle Naade.

Men de unge bar Musikken op i Salen og for rundt til dens Toner med Larm og Latter.

Lidt efter kom ogsaa nogle af de ældre op i Riddersalen; og et Par af Herrerne bød Damerne op til Dans.

Grev Scheele bukkede chevaleresk for Enkebaronessen. Han havde lagt Mærke til, at hun udspionerede ham.

- Nej, ellers Tak, min bedste! sagde hun - Jeg har danset her, da Gulvet var helt!

Proprietærerne gik rundt og saa' paa Forfædrenes Billeder, som hang omkring paa Salens Vægge: Gamle, stive Herrer i Fløjel og med Pibekraver og Kaarder; og ældre og yngre blegfede Damer med Haaret i Bukler og Kjolerne staaende omkring dem som fyldte Balloner.

- Det var ham, der rev Fjerdedelen af Slottet ned! sagde Proprietær Hansen.

180| - Og det var ham, der huggede Alleen om! sagde Proprietær Jensen.

Og Proprietær Petersen pegede ogsaa og sagde:

- Og han der, det er Enkebaronessens Mand, han solgte alt det gode Egetømmer fra Laderne!

Og ikke en af de gamle Herrer havde man et Lovord tilovers for ....

Niels og Julius gik rundt med Vin og Kager.

Der var ikke Stole nok at sidde paa, saa at en Del af Gæsterne maatte trække sig over i Stuerne igen; og de Stole, der var 5 Salen, stod og støttede sig langs Væggene, da mange af dem kun havde tre Ben.

Men i Salonerne var der fine, ny Møbler og Gardiner og Portierer; og de gamle, møre Gulve var skjult under tykke Tæpper.

- Ha'de man bare Pengene! sagde Baronen, der sad og spillede L'hombre ovre i Kontoret - Saa skulde Næsset sgu blive en Mønstergaard!

- Skaal for en god Høst, Baron! sagde Jægermester Bech og tømte sit Glas.

- Ja, ha'de man den bare vel inde! sukkede Proprietær Jørgensen - Men de Satans Folkeforhold!

- Vi skal ha' Hoveriet tilbage! mente Baronen - før kommer der ikke Orden i Sagerne!

- Rigtig, rigtig! sukkede Byfoged From - tamper ikke vi Rakket, tamper Rakket os! ....

Pastor Mascani kom gaaende ud i Galleriet,181| hvor Baronesse Alvilda stod og gav Niels Tjener en Ordre.

- Jeg haaber, Deres Naade har tilgivet mig? sagde han og greb hendes Haand.

- Befinder De Dem bedre? spurgte hun uden at svare paa hans Spørgsmaal.

Præsten saa' paa Damen med store, brændende Øjne.

- At skue Deres Skønheds Pragt er en Balsam for alle Vunder! sagde han og førte hendes Haand op til sine Læber - Hvem der var tyve Aar yngre! hviskede han - Og Greve for en Nat!

Baronessen rev sin Haand til sig.

- Men er De da rent forrykt, Menneske! sagde hun rødmende af Vrede og gik hurtig ind i Salonen for Enden af Galleriet.

I det samme kom den lille Frøken Jansen løbende fra Riddersalen med et Sjal, som Enkebaronessen havde bedt hende hente ovre i Gæsteværelset.

Mascani greb hende i sine Arme, løftede hende op til sig og trykkede sin Mund ind mod hendes.

- Man er saa ond imod mig! sagde han - Alle, alle!

Kaninen var ved at skrige af Forfærdelse. Men saa slap han hende lige saa pludselig igen, styrtede ud af Døren til Taarntrappen og forsvandt ....

- Naa, min gode, sagde den gamle Frue, da182| Pigebarnet omsider mødte frem med Sjalet - hvor bliver Du af!

Frøkenen rystede og stammede og kunde ikke faa et Ord frem.

- Har hun set Spøgelser? spurgte Baronessen.

- De er da ikke syg, Frøken? spurgte Fru Mascani, der sad i Sofaen ved Siden af Enkebaronessen.

- Nej, stammede Kaninen - nej men .... jeg ....

- Hun har spist for mange Kager! sagde Hendes gamle Naade - og det er ikke godt for Maven! .... Tak, min gode! Gaa saa!

Og Frøkenen skyndte sig bort ....

Ovre i Riddersalen gik Dansen paa ny. De unge Damer engagerede hinanden indbyrdes. Karen og Præstefrøkenen var Kavalerer, og de svingede Proprietærdøtrene, saa de svimlede ved det.

Saa standsede Karen med ét op og klappede i Hænderne:

- Hurra, der er Mama og Onkel Alex!

Og Greven valsede frem over Salens gyngende Bræder med sin Kusine. Hun syntes først at gøre Modstand og saa' sig ængstelig omkring. Men han slog sin mandige Arm fastere om hende og drog hende med sig. Og snart hvirvlede de af Sted uden at tage Hensyn til den gamle Spilledaases hæse Toner. De bare hvirvlede rundt, hurtigere og hurtigere, vildere og vildere. Og lidt efter lidt sank183| Baronessens Hoved ned paa Kavalerens Skulder; og han bøjede sig stille ned over hende og trykkede sine Læber mod hendes Haar.

Men langs Salens Vægge stod de unge Damer og saa' med store, forundrede Øjne paa denne sælsomme Dans. Medens Karen henrykt klappede i Hænderne og raabte Hurra .for sin Mama og hendes mandige Fætter.