[213]| Det var Søndag Eftermiddag. Solen skinnede, og det var dejlig varmt.

Men der var ikke Tale om, at Vinduerne i Maren Forlis' Hus var lukket op. Naa, det kunde de maaske ikke; de var rimeligvis spigret til, hvad Bønderfolks Vinduer jo i Almindelighed er. Men Døren kunde hun da ha' ladet staa aaben, saa at der kunde ha' kommet lidt frisk Luft ind i den beklumrede Stue; hendes eneste; paa én Gang Køkken, Sovekammer og Dagligstue.

Men tværtimod: Døren var ikke alene lukket, Krogen var endogsaa sat paa indvendig.

Henne ved det umalede Fyrretræsbord under Vinduet sad Maren og hendes to Børn: den gamle Baronesses døvstumme Stasia og Post-Søren, ogsaa kaldet "Jærnposten", fordi han manglede højre Arms Underarm, der var erstattet af et Stykke Træ med paaskruet Haand af Jærn: tre krumme Jærnfmgre, der lignede Fuglekløer.

- Nu koger hun straks! sagde Maren og nikkede hen mod den syngende Kedel, der hængte over214| en blussende Pindeild henne paa Ildstedet. - Hvor ku' det hænge sammen, a' den gamle Naade sku' vesitte Baronens i Dag? fortsatte hun. - Di plejer sgu da ellers ikke aa være saa forlejne for at se hverandre.

- Den unge er kørt med Karen og Mamsellen paa Besøg hos Herredsfogden, skrev Stasia paa sin Tavle.

Stasia forstod hvert Ord, hendes Moder og Broder sagde til hende. Og hun skrev næsten lige saa hurtig med sin Griffel, som et Menneske kan tale.

- Hæ, hæ! grinte Maren. - Naa saaden; saa er Porten fri.

- La' mig se? sagde Post-Søren og tog Tavlen. - Ja, di to Naader enes jo ikke godt, sagde han saa, da han havde læst, hvad der stod.

Nu begyndte Kedlen henne paa Ildstedet at spytte ned i Gløderne.

Maren rejste sig og gik derhen.

- Jeg synes, det er no'et klejnt, det, Du kommer med i Dag, Stasia? sagde hun til Datteren og synede et Kræmmerhus fyldt med malede Kaffebønner.

- Den gamle passer jo paa Daasen som en Bindehund! skrev Stasia.

Og Broderen tog Tavlen og læste det højt.

- Hæ, hæ! grinte Maren og stak Næsen ned i Kræmmerhuset. - Men godt lugter det sgu!

215| Og saa kom hun Bønner paa Kedlen med en Pind, der var snittet flad i den ene Ende og ganske sort af Grums og Snavs.

- Gør 'en nu ikke for slap, Mor! sagde Søren. Og Stasia nikkede til ham og gav ham sit Bifald til Kende med et bredt Grin.

Solen skinnede ind gennem de smaa Ruder, der lyste grønne og brungule af Ælde. I Vindueskarmen stod et Par skaarede Urtepotter med nogle halvt udgaaede Blomster i. Og der laa noget sort Stoppegarn og en Stoppenaal, rusten og saa tyk som et Tretommersøm. Og saa laa der en Klat grøn Sæbe paa et Tallerkenskaar, samt en Stump Spejlglas.

Op langs den bageste Væg længst borte stod Sengen. Den var hamret sammen af uhøvlede Bræder og fyldt med Halm. Der laa to fede Dyner i den, men Lagen fandtes ikke.

Foruden Bordet, Gæsterne sad ved, var der af Bohave tre Træstole og en gammel, blaamalet Klædekiste. Og saa var der Marens Rok og Garnvinde. Thi Maren levede af at spinde for Folk.

Og af at tigge.

Og man sagde, at hun var "skrappest" til det sidste.

Hun var op mod de tresindstyve Aar, men saa' ud, som var hun halvfems: lille, sammenskrumpet og rynket. Hendes Haar var hvidt og laa kæmmet glat op fra Panden hen under en lille, sort Bindehue, der216| sad hende langt ned i Nakken. Det kunde vist have været et kønt Haar, om det havde været rent. Men det var det aldrig. Støv og Skorstensrøg og Svinefedt, brugt som Pomade, havde gjort det ganske grumset-gult. Og i Ansigtets mange og dybe Rynker laa lange Tiders uaftvættelige Smuds. Øjnene var smaa og rødkantede, og de "randt", saa snart hun kom i Luften. Men se kunde hun med dem og det endda lige tværs igennem Folk og et godt Stykke ud paa den anden Side!

Stasia lignede hende, særlig paa Øjnene. Men hun var ren og pillen i Klædedragt, og hendes Ansigt skinnede af Vadsk.

Sønnen derimod maatte vist snarere ligne sin Fader, thi han var høj og velvoksen, og hans Øjne var store og sløve. Man maatte kalde ham en pæn Mand. Men saa havde han jo denne "Skavunk" med Armen. Den var bleven skaaret af i en Hakkelsemaskine. Og saa havde Sognet skænket ham en Jærnhaand og indstillet ham til Embedet som Landpost. Hvilket Embede han nu beklædte paa tiende Aar. Han var to og tredive, og Søsteren ni og tyve.

Baade Stasias Døvstumhed og Sørens forulykkede Arm havde Maren Forlis tjent godt paa; og tjente da til Dato. Thi hun kunde endnu bestandig presse de mest velvoksne Taarer ud af sine smaa, hvasse Øjne, naar hun gik rundt og tiggede paa denne Konto med "en Moders blødendes Hjerte".

217| Ellers brød hun sig ikke stort om Børnene.

Og de sig da heller ikke om hende.

Og dog kunde de ikke blive fra hinanden. Moderen og Datteren kunde aldrig faa bedre Udslag for deres medfødte Ondskab, end naar de talte sammen. De kendte hinanden paa en Prik og forstod at lokke Giften og Galden ud af hinanden ved Omtalen af Naboer og Genboer, høje og lave. Stasias Griffel dansede Wienervals hen over Tavlen, og hendes Øjne fulgte Moderens Læber og snappede Ordene af dem, endnu førend de var dannet til Lyd.

Og Søren gottede sig. Han deltog ikke meget i Samtalen; men hans og Marens Hoved stødte ofte sammen, naar de ivrigt bøjede sig hen over Tavlen for at læse Stasias Udgydelser. Og Kvinderne pumpede ham og lod ham ikke i Fred, førend han med sin trætte, lidt drævende Stemme havde berettet nogle af de Historier og en Pose fuld af det Bynyt, han havde opsamlet paa sine daglige Vandringer Sognet og Nabosognet rundt.

Han boede helt oppe ved Brevsamlingsstedet i Jerslev; men engang hver anden-tredje Søndag tittede han gerne ned i "Skovhuset" til Moderen. Og hændte det sig saa, som i Dag, at Stasia ogsaa gav Møde, saa listede Maren sig hen til Døren og satte Krogen paa.

- Saa, Børn, sagde hun, - la' vos saa høre nyt!

218| Og saa begyndte Flaaningen.

Søren havde i Dag medbragt for fem og tyve Øre Hvedebasser fra Bageren i Jerslev. Og Stasia havde i de fire Uger siden sit forrige Besøg tilvendt sig et hemmeligt Kræmmerhus fuldt af Enkebaronessens gode Kaffe samt to smaa Poser hvidt, hugget Sukker.

Saa det kunde jo blive et helt Kalas.

Det havde som sædvanlig vakt ustandselig Latter hos de to andre, da Stasia hentede disse Sager frem af deres Skjulested. Hun puttede nemlig altid sligt Kontrabande ned i sine Bukser, det eneste Sted, hvor de var sikre for Enkebaronessens mistænksomme Øjne. Og Bukserne havde Naaden oven i Købet selv foræret Pigebarnet.

- Jeg kan Satan ta' me ikke forstaa, hvor Du kan ha' det der! sagde Søren hver Gang.

Og Fruentimmerne hvinede af Latter.

Maren Forlis stod henne ved Ildstedet og rørte rundt i Kedlen med Træpinden, at Kraften grundig kunde komme af Bønnerne.

Søren og Stasia sad og kiggede ud af Vinduet.

- Naa, Mo'er? spurgte saa Sønnen - hjælper det snart?

- Jo, sagde den gamle - nu koger hun. Det er dog en skønne Lugt! nikkede hun og snøftede velbehageligt i Dampen af Kedeltuden. - Men jeg har ingen Fløde.

Kaffen blev skænket op i tre hankeløse, sprukne219| Kopper. Man kom godt med Sukker i og spiste Hvedebasser til. Det var et herligt Maaltid. Maren smaskede som en Frø med sine tandløse Gummer.

- Hva' Ærende ha'de Naaden ellers til Baronen i Dag? spurgte hun og puttede det sjette Stykke Sukker i Koppen.

- Det er denne her Historie med Greven derovre, skrev Stasia; og Moder og Søn rakte Hals for at læse det

- det er rent galt nu; alle Mennesker snakker om det og siger, at den ender med en Badulje! men Baronen sæl véd ingen Tin;, den Indriot.

- Hæ, næ! gnækkede Maren - kanske han, Greven, ku' gøre en Stamherre da!

- Du er god, Moder! skrev Stasia. - Hi, hi! sagde hun og gottede sig.

Stasia interesserede sig overmaade for Barnefødsler og Frugtsommelighed og Kæresteri uden for Loven. Naar bare hun kunde faa en Snak i Gang om disse Emner, skinnede hendes smaa Øjne som St. Hansorme, og hele hendes lille Krop skuttede sig vellystigt. Dog var denne Glæde blandet med en god Del Misundelse.

- Forleden red Greven og Hindes Naade her forbi op i Skoven, fortalte Maren. - Sikke Øjne di ku' levere hverandre!

- Listede Du ikke efter dem? spurgte Stasia.

- Om jeg gjorde! ... Aa da di var kommen220| et Stykke ind mellem Granerne, saa' jeg dem næbbes som et Par Skovduer.

- Det er Løgn, Mo'er! sagde Søren rolig og huggede Jærnhaanden ned i et Stykke Wienerbrød og fiskede det hen til sig.

- Er det Løgn? spurgte Maren vredt. - Jeg saa' 'et med disse mine to Øjne! Di holdt Hestene an, aa han la'e Armen om hinne aa ky'sede hinne paa hele Ansigtet, saa sandt der er en Gud til!

- Hi, hi! klukkede den døvstumme, og Griflen gik.

- De skal holde til nede i Straahytten, siger di; der er nogen bløde Mosbænke.

- Ha, ha, ha! skrattede Maren op og puffede Datteren i Siden. - Har saadan en Pejs, som Du, osse Forstand paa di Dele? - - Hør, Søren, spurgte hun saa - Du bær vel Brev imellem dem?

Søren rystede paa Hovedet. Det vidste han ikke noget om. Han kunde ikke kende alle de Skrifter, der var paa Konvolutterne.

Men Fruentimmerne trængte ind paa ham. Og det endte da ogsaa med, at han maatte ud med Sproget. Til at begynde med, fortalte han, havde der ofte været Brev fra Hendes Naade til Greven i den Bunke, der laa nede i Køkkenet, naar han kom med Posten. Saa var det pludselig ophørt, og der var aldrig noget mere. Men saa opdagede han, at Naaden lagde dem i Kassen, der hængte nede ved den anden Ende af Alleen paa Skovfogedhuset. Hun221| var begribeligvis bange for, at den skulde blive opdaget. De grinte da ogsaa af det paa Kontoret.

- Aa i Dag vil den gamle Naade si'e det til Sønnen? spurgte Maren.

Den døvstumme nikkede: Ja, ja!

- Hva' Fa'en mon han saa gør? spurgte Søren.

- Han skyder Greven! skrev Stasia.

- Jeg tror snarere, han tærsker Konen, mente Maren.

- Det bruger man ikke i di Klasser! skrev Stasia.

- I snakker! sagde Søren pludselig. - Lad os hellere faa en Skaal Kaffe til!

Og der blev skænket frisk Beholdning i Kopperne.

- Har I hørt, at nu er det da rent splintrende galt i Præstegaarden? spurgte Stasia.

- Saa-aa? sagde Maren og glemte at drikke.

- Ja, vi var derhenne forleden til Kaffe, og Præsten havde lukket sig inde paa sit Værelse, og begge Damerne græd.

- Han har sgu osse huseret længe nok! mente Maren. - Der er jo ikke det Fruentimmer, der ka' gaa i Fred.

- Har han osse villet røre Dig, Mo'er? spurgte Sønnen tørt.

Stasia hylede af Latter og vred sig, saa hun nær havde væltet Kaffekoppen.

- Du, Fjolsehas! sagde Maren og daskede ud222| efter Søren. Men Spørgsmaalet syntes ikke desto mindre at smigre hende. - Har Du ikke mærket no'et? spurgte hun - Du kommer der jo hver Dag.

- Jeg kommer kun i Køkkenet.

- Er der ingen af Pigerne frugtsommelige? skrev den døvstumme.

Nu var det Moderens Tur at le, saa hun* var ved at gaa til af Hoste bagefter.

Da Anfaldet var ovre, sagde Søren:

- Sorte Jakob har faaet 30 Dages Vand og Brød.

- Har han? spurgte Maren tilfreds. - Saa faar da Konen Fred saa længe.

- Jeg vilde gerne have set ham stikke Hans Peter ude paa Dyrskuet! skrev Stasia.

- Jeg saa' det.

- Var det fælt?

- Naa, ma' ku' ikke se Blodet.

- Ja, saa var der jo ikke noget ved det! mente Stasia. - Vand og Brød, hvad vil det sige?

- Han faar ikke uden en Humpel Rugbrød og en Skaal Vand.

- Jamen ikke alle 30 Dage paa én Gang, oplyste Maren.

- Nej, forstaar sig, han faar rigtig Føde imellem.

- Saa er det jo ingen Straf! skrev Stasia skuffet.

- Jo-o, forklarede Maren - ma' bli'er, saa ma' knap ka' hænge sammen a' 'et alligevel.

223| Maren ha'de flere Bekendtere, der ha'de faaet Vand og Brød, og de var ble'en "som Klude".

Nu sad de og snakkede en Stund om de forskellige Slags Straffe. Søren havde talt med en, der havde været i Tugthuset. Det var et helt Herreliv, sagde han.

- Ja, det er da vist allenfals bedre end som aa komme paa Fattiggaarden! mente Maren. Dette Asyl stod for hende som det forfærdeligste paa Jorden. - Før hænger jeg mig, sagde hun - før den Tort skal komme over mig!

Og de faldt i Snak om de forskellige Maader at tage Livet af sig paa.

Søren havde set en, der havae druknet sig; og Stasia fik ham til at beskrive paa det nøjagtigste, hvordan Vedkommende havde set ud. Hun gyste ved at høre det, men ufortrøden var hun i sine Spørgsmaal. Saa ufortrøden, at Moderen til sidst sagde:

- Nej, la' nu være aa fortæl mere, Søren! Jeg tør ikke være her alene!

Og saa begyndte hun for tyvende Gang at trænge ind paa Sønnen for at faa ham til at flytte herind i Huset. Hun var gammel, sagde hun, og hvis der skulde komme noget paa, saa laa hun her og kunde hverken faa Hjælp eller Raad, men maatte dø som et andet Kreatur!

Stasia sad og hørte til og gottede sig ved224| Tanken om, at hende kunde Moderen ikke faa fat i, for Enkebaronessen slap hende ikke fra sig for aldrig det.

Og Sønnen vægrede sig ogsaa paa det kraftigste. Han blev pludselig højrøstet og sagde, at hun vidste jo godt, at han maatte være i Nærheden af Posthuset. Det var jo over én Mil, han fik at gaa, om han skulde bo her. Pludselig trumfede han i Bordet og sagde, at var hun bange for at ligge ene, kunde hun jo lægge sig ind paa Fattiggaarden, der var Selskab!

Stasia slog en høj Latter op, da Søren nævnede Ordet: Fattiggaarden; og hun puffede hemmeligt Moderen i Siden for at hidse hende. Det var hende ligefrem en Sjælesvir at se de to andres dirrende Ansigter og hadefulde Øjne. Hun havde jo sit paa det tørre.

Maren stak i Hyl og dundrede i Bordet til Svar, saa Kopperne dansede: Han var et utugtigt Skarn og et Dyr og en Judas Iskariot, at han vilde skikke sin egen kødelige Mo'er ind mellem alt det Skidt og Skrammel og Tyvepak o. s. v., o. s. v.

Og det endte med, at Søren tog sin Hue og gik sin Vej, og svor paa, at han aldrig skulde sætte sine Fødder i dette forbandede Hus! -

Saa var de to Fruentimmer alene.

Stasia sad og vædede Pegefingeren og fiskede de225| Smuler af Hvedebrødet op, som laa tilbage paa Papiret, det havde været pakket ind i.

- Naa, Moder, tag Dig nu ikke det saa nær, skrev hun og stak Tavlen hen til Maren.

- Den Svinehund! sagde den gamle. - Aa ham har en opfødt med sit eget Hjertes sure Mælk!

- Ja, han er jo lidt haard, skrev Stasia - men det er jo ikke hans Skyld.

- Næi, jeg véd sgu godt nok, a' det er hinne, Mæren derovre i Jerslev. Stasia nikkede.

- Moder skulde engang gaa over og læse Evangeliet for hende!

- Hæ, hæ, snærrede Maren - ja, jeg ska' rive Øjnene ud a' Hovedet paa hinne, ska' jeg!

Stasia smilede skadefro.

Det forholdt sig jo saadan med dette lille, stakkels, mishandlede Væsen, som ingen Mand kastede sine Øjne paa, men snarere følte en Art mystisk Skræk for, at hun kunde ikke taale, at andre nød den "Kærlighedens Lykke", som hun læste om i de Bøger, Enkebaronessen laante hende. Hun gik i stille, sukkende Længsel efter at føle og nyde "Elskovens henrykkende Salighed". Men da Mandfolkene stadig gik af Vejen for hende, havde der lidt efter lidt inderst inde i hende ophobet sig en Bitterhed og et indeklemt Had til alle, navnlig til alle226| Kvinder, som fandt et Par aabne Arme at kaste sig i og en bankende Barm at læne deres længselsfulde Hoved imod.

Og hun havde jo ikke været længe om at opdage, at Broderen nu paa det sidste havde fundet sig en Hjertenskær ovre blandt de Jerslev Piger.

Og hun nagedes næsten syg af Misundelse.

- Moder skulde gøre Alvor af det, skrev hun paa Tavlen.

- Det kan Du være evi' vis om min Pige! nikkede den gamle. - Jeg skal nok læse for hinne!

- Og faar hun ham først til at gifte hende, skal hun nok trække Skillingerne fra ham!

- Jojo! Aa saa la'er di mig ligge aa sulte ihjel! Stasia trak et sammenlagt Stykke Avispapir op af Lommen og rakte Moderen det.

- Tak, Tak! smilede den gamle og kradsede begærlig Papiret op med sine krogede Fingre. Der laa en Tokrone i det. - Du er da en Datter! nikkede hun, og hendes Øjne skinnede. Saadan sku' alle Børn være! Hvor har Du ellers den fra?

- Hi, hi! lo Stasia og kneb det ene Øje sammen.

- Ha, ha! gryntede Maren Forlis og stak Pengestykket i Lommen efter omhyggelig at have svøbt det ind i Papiret igen.

Der arbejdede sig paa ny en klukkende Latter op gennem den døvstumme.

227| - Hi, hi, fniste hun. Og saa skrev hun paa Tavlen. - Han kan alligevel ikke klemme hende rigtig med de halvanden Arme, han har!

Hun tænkte stadig paa Broderen og hans Kæreste.

Maren puffede overstadig gemytlig Datteren i Siden og sagde:

- Det kommer sgu mere an paa Benene, min Tøs, naar Prøven ska' gøres!

Og saa hvinede de ud i Latter begge to.

- Nu maa jeg vist til og af Sted, skrev Stasia saa - ellers bliver Dragonen rent edderspændt!

"Dragonen" var hendes Kælenavn for den gamle Baronesse.

- Har I Kontrefejer endnu!

Den døvstumme nikkede og knyttede Hænderne.

- Putter hun Dig somtids i Skabet endnu? Stasia nikkede igen og skar Tænder.

- Det la'er Du vel inte sidde paa Dig?

- Nej! Men bare jeg var stærkere end hende!

- Jamen, det er Du jo nu'nde, Anastasia! .... Har Du prøvet smaatskaaren Hestehaar?

Den lilles Ansigt lyste op i et bredt Grin.

- Jeg fyldte hendes Seng forleden Aften, skrev hun. - Hun var, som hun var gal hele Natten. Og jeg kunde ikke sove for Grin.

Maren knækkede sammen af Latter.

- Ja, vi maa jo bruge de Midler, Vorherre har gi'et vos! sagde hun. - Naa, ska' Du nu af Sted?

228| Jo, Stasia maatte skynde sig.

Hun satte en hvid Straahat med Roser og Tulipaner paa Hovedet. Og Parasol havde hun. Og midt paa den lysegraa, uldne Kjole prangede den højrøde Brystsløjfe,

- Hun holder Dig sgu da ellers net nok i Klæ'er! nikkede den gamle misundelig.

Og den døvstumme gjorde en Bevægelse, der skulde sige: Ja, hun kunde jo bare prøve paa andet!

Saa greb hun Tavlen og skrev:

- Du skal ikke komme ind til vos, naar Du kommer til Jerslev.

- Næi, næi, sagde Maren - det forstaar sig! Hun ka' ju'nde taale mig!

- Du skal sige til Tøsens Forældre, at de allerede ligger og forlyster sig sammen.

- Gør di da det? spurgte Maren interesseret.

- Det gør di vel nok!

- Ja, jeg ska' sgu forlyste dem! nikkede Maren og saa' ond ud.

- Naar kommer Du?

- Paa Søndag, tænker jeg. Jeg gaar i Kirke med det samme. Det er saa længe siden, jeg har hørt et Gu's Ord.

- Saa skal jeg se og passe Dig op omme ved Hjulmandens Hjørne og høre, hvordan det er revet ud.

229| - Ja, gør kun det.

Og saa bød de to Slægtninge Farvel til hinanden. Og Stasia gik.

Da hun stod uden for Døren, kom der en stor, graa Kat løbende over Vejen fra Skoven og gned sig op ad hende.

- Naa, der er Belle! sagde Maren. Stasia bøjede sig ned og strøg Dyret hen over dets krummede Ryg. Saa nikkede hun og skyndte sig af Sted. Inde i Stuen begyndte Katten at mjave.

- Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med kælen Røst. - Nu ska' han faa en Koppe.

Og hun skænkede to Kopper Kaffe, én til Katten og én til sig selv. Kom godt med Sukker i og listede derpaa hen til Sengen og hentede en Krukke Mælk frem under den, skummede det øverste af og kom i Kopperne, medens hun samtidig smilede tilfreds over at have snydt Børnene for denne Nydelse.

Saa satte hun Belle op paa Bordet og begge gav sig til at slubre Drikken i sig.

Katten slikkede Fedtpletterne af vedebrødspapiret. Og Maren tog sin Tokrone frem og gned den med sit Kjoleærme, indtil den skinnede.