[280]| Gik man den lange Bøgeallé til Ende og derpaa drejede af til venstre ad Spadserestien langs Skrænten, kom man efter et Par Minutters Gang til en Bænk, hvorfra der var Udsigt over "det inddæmmede*' og Engene med Fjorden og dens ligeoverfor liggende Bred i Baggrunden.

En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunde vel være henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og saa' ud over Landskabet.

Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen laa paa Ryggen henad Bænken, med sit Hoved hvilende i Lærerindens Skød.

De havde længe været tavse. Karen laa med lukkede Øjne; og Frøken Jansen stirrede drømmende ud over Engene, hvor Aftentaagen allerede begyndte at hæve sig i bløde, bølgende Puder.

Fra den modsatte Fjordbred lød af og til Stemmer og Latter tydeligt frem over Vandet. En Ko brølede. Hanken paa en Spand faldt klirrende ind mod Spandens Side. Og man hørte281| Slagene af en Trækølle, der langsomt og sindigt rammede Kvægets Tøjrpæle ned i den bløde, vigende Engjord.

- Her har vi det jo rart! sagde Karen.

- Dejligt! nikkede Kaninen; men hostede i det samme haardt og hult.

- Ikke hoste, Frøken Jansen! advarede den lille.

- Nej; bare lidt! smilede Frøkenen.

- Husk at bede Mama om Brystdraaberne i Aften.

-Ja....

Og saa tav de igen. -

En lille, bitte, hvidmalet Robaad kom glidende frem over Fjorden. Den bevægede sig ad Næsseskoven til, tøvende og forsigtigt, som om den var ude paa Rekognoscering. Hver Gang dens Aarer blev hævet op over Vandet, spillede de i Solens Straaler som Bugen af store, sølvglinsende Fisk. Og Kølvandet glitrede og glimtede bag den i en lang, vuggende Stribe, der bredte sig, blev mørkere og mørkere og til sidst forsvandt.

- Er det din Onkels Gaard, men kan se derovre mellem de to spidse Bakker? spurgte Kaninen.

- Ja, sagde Karen uden at aabne Øjnene. - Det har jeg jo fortalt Dig saa tit!

- Hvor kan det være, at han aldrig mere kommer her?

- Det véd jeg ikke. Mama si'er, at det er282| Høsten. Men Pigerne si'er, at han er Uvenner med Fa'er.

Der steg et dybt Suk op fra Kaninens lille, flade Jomfrubarm.

Karen aabnede det ene Øje paa Klem og tittede OD naa Damen.

- Frøken Jansen ....

-Ja.

- Du er ogsaa forelsket i Onkel Alex!

- Snak, Baby! smilede Frøkenen sygt og gav Barnet et let Slag paa Kinden med de graa Traadhandsker, som hun sirligt sad med i Haanden.

- Jo-o, Du er, Frøken Jansen! for Du sukker altid saa forfærdeligt, naar Du taler om ham.

Kaninen lagde en Haand over den lilles Mund og rødmede.

- Rejs Dig op! sagde hun. - Der sejler saadan en nydelig Baad ude paa Søen!

- Det er ingen Sø; det er en Fjord!

- Skynd Dig nu lidt! Ellers bliver den borte bag ved Dæmningen!

- Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette. - Jeg ligger saa godt!

Saa tav de en Stund paa ny. Karen lukkede igen sine Øjne; og Kaninen faldt i Tanker og lod af og til sine smaa, magre Fingre kærtegnende glide hen over Babys Haar.

- Syng lidt, hva'? bad den lille.

283| - Jeg kan ikke synge ....

- Jo, den om Dronningen!

Og Frøkenen adlød godmodigt og nynnede sagte hen for sig med sin lille trohjertede Stemme:

- Hys! sagde Karen pludselig og greb Frøkenen haardt om Armen - Der kommer nogen!

Frøkenen tav forskrækket; og Karen rejste sig hurtig over Ende paa Bænken.

- Hvem mon det kan være? hviskede hun. - Hør!

Der lød listende og forsigtige Trin i det visne Løv inde mellem Træerne. En Kvist knækkede, et Blad raslede, og Skridtene kom nærmere og nærmere.

- Næh, se, se! hviskede den lille.

Og frem omkring den nærmeste Busk kom et Raadyr spadserende med sine to Kid.

I samme Øjeblik det opdagede Pigebørnene paa Bænken, standsede det og blev staaende overrasket284| og uvis med knejsende Hoved og agtpaagivende stirrende Øjne. Ikke en Muskel rørte sig; kun Næseborene og de lange, spidse Øren sitrede nervøst. Kiddene holdt sig i samme Stilling et Par Skridt bag ved Moderen. Men alle var de parat til at tage Flugten ved den mindste Bevægelse af "Fjenden" foran dem,

Karen og Kaninen sad aandeløse og stive af Frygt for at skræmme Dyrene.

Saa begyndte den gamle Raa paa én Gang at stampe i Jorden med det ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre Gange som til Hilsen.

Karen brast i Latter. Hun kunde ikke lade være: hun maatte nikke igen!

Og Dyrene gjorde omkring og for ind i Skoven. Man saa' et Øjeblik deres hvide Bagdele vise sig og forsvinde mellem det høje Græs. Kviste knækkede. Blade raslede. Og Familien var forsvunden.

- Hvor var de dog søde! sagde Karen og lænede sig betaget tilbage paa Bænken. - Hva' Frøken Jansen, ikke?

- Jo, nikkede Frøkenen - yndige! ... Hvad var det for Dyr, Baby? spurgte hun smilende.

- Raadyr!

- Og hvad Dyreklasse hører de til? vedblev hun og fik et pædagogisk Træk om Munden.

285| - Pyt! lo Karen haanligt og gav sig til at dingle overlegent med Benene. - Hjortene naturligvis!

- Hvilke Hjorteracer lever her i Danmark?

- Hæ! Raadyr, Daadyr og Kronhjorte!

- Hvor opholder de sig fortrinsvis?

- I Skovene!

- Og hvad lever de af?

- Andesteg og Kirsebærsuppe! .... Hør! Det er Kirkeklokken i Sundby!

Pigebørnene strakte Hals og lyttede.

- Ja ... Og nu begynder den i Syvbjerg!

- Og der er Næsgaardenes!

Solen var sunken ned bag de høje, sorte Bakker paa den anden Side Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dæmningen gengav tydelig som et Spejl Luftens gyldenrøde Farver. Af og til drev en lille, løsreven Taagepude langsomt bort over Kærene derude, blev et Øjeblik stikkende i en Busk eller i Toppen af en lavstammet Graapil, vuggede en Stund hjælpeløst frem og tilbage, slap saa fri igen og drev videre. Der lød en Susen hen gennem Luften; det var en Flok Stære, der sank og steg i lange, bølgende Sæt ind over Skoven lig et stort, flosset Net, der bares af Sted af en Storm.

- Det lyder nydeligt med de Klokker! sagde Karen med Hovedet paa Siden.

- Yndigt! ... Saa, nu holder de op! Nu kommer de ni hellige Slag.

286| - Hvorfor hedder de "hellige"? spurgte Karen.

- Jeg véd det Skam ikke rigtig. Det er vist tre Slag for hver af de tre Personer i Treenigheden.

- Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand! repeterede den lille højtideligt. - Tror Du ikke ogsaa, Frøken Jansen, at det er for de ni Muser? spurgte hun saa pludselig.

- Ja, begge Dele kan det jo ikke være, Baby.

- Næi ... Men jeg tror nu det er for Muserne!

Karen sad igen og dinglede med Benene. Hun havde lænet sig tilbage paa Bænken og hvilede Nakken og de udstrakte Arme mod Kanten af Rygstødet og stirrede op i Luften. Hendes Kjole var gledet op over hendes Knæ; og der skinnede et Stykke af hendes nøgne, gullighvide Ben frem oppe mellem Strømpen og den nederste Del af de blondebesatte Mamelukker.

- Bare Onkel Alex var her og kunde give mig et Kys! sagde hun og vuggede smaanynnende Hovedet frem og tilbage over Bænkekanten.

Kaninen sendte hende et sky Blik. Hun forstod ikke den Slags Udbrud. Selv var hun ogsaa "forfærdelig" betaget af den smukke Grev Scheele. Men ingen Magt paa Jorden skulde faa hende til at tilstaa slig Syndighed; ikke engang for sit eget lille Hjerte?

Hun bøjede sig frem og forsøgte at trække287| Karens Kjole ned over hendes Knæ. Men det lykkedes ikke. Den var for kort; Barnet var vokset fra den. Saa tog hun sit Lommetørklæde op og bredte det stille ud over Pigebarnets Ben. Det stødte hendes Blufærdighed at se disse Par Tommer uautoriseret Nøgenhed. Og hun rødmede ved Tanken om, at der muligvis kunde komme "en Herre" forbi.

- Hvad skal det betyde? spurgte Karen og prøvede paa at sparke Tørklædet af sig. - Jeg fryser ikke!

- Nej, men her er saa mange Myg, Baby. De kan let stikke Dig!

Baby drejede Ansigtet om mod sin Lærerinde og smilede taknemmeligt.

- Du er dog saa god og rar og sød, Frøken Jansen! sagde hun. - Jeg holder næsten mest af Dig af alle, alle Mennesker!

Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og kyssede hende paa Kinden ....

Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere og skjulte næsten Udsigten over Fjorden. En sagte Luftning satte de øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende Bevægelse. Og Raager og Krager kom med baskende Vingeslag flyvende ind fra Markerne og søgte under hæse Skrig til deres Reder i Skovens Udkant.

288| Paa én Gang faldt der et Skud ude Øst paa i Retning af Klitterne og Badehuset. Og et Sekund efter fulgtes det af et andet. Lyden rullede frem over Kærene og kastedes gjaldende tilbage mod de skovklædte Skrænter.

En Ræv, der havde været ude paa Aftenjagt, kom strygende med Lunten fejende hen ad Jorden tæt forbi Bænken, hvor Pigebørnene sad,

- Det var en Ræv! sagde Karen og trak uvilkaarlig Benene op under sig. Men straks efter lyste der en Skælm op i hendes Øjne, og hun fortsatte: - Den hører til Rovdyrene og lever fortrinsvis af mindre Pattedyr og Fugle. Dog tager den i Nødsfald ogsaa til Takke med Insekter og Orme!

Kaninen vilde tvinge sig til at være fornærmet-alvorlig; men kunde ikke og brast i Latter.

- Trold! skændte hun og kneb Baby i Armen. - Gør Du Nar af din Lærerinde!

Karen skreg op og søgte at værge sig.

- Hvem mon det var, der skød? spurgte hun saa.

- Det var vel Forvalteren.

- Kan Du huske, da vi skød til Skive efter en Flaske nede i Præstegaarden, Frøken Jansen?

- Ja, sagde Frøkenen. (Hun havde ikke vovet at røre Skyderen med en Finger!)

- Vil Du ikke forære mig en Salonbøsse til min Fødselsdag?

289| - En Bøsse passer sig ikke for en ung Dame, lille Karen!

- Nej, naturligvis! vrængede Barnet - hun skal bare smøre Mel i Ansigtet og sidde og kede sig li'som Mama!

- Baby!

- Clara har jo en! Og hendes Fa'r har sæl givet hende den! vedblev den lille paastaaelig.

- Ja, den stakkels Pastor Mascani; men han er ... han blev ...

- Det er slet ikke derfor! Det er, fordi han har elsket for meget!

- Men Baby dog! sagde Kaninen og rødmede.

- Det si'er Jomfru Petersen!

Frøken Jansen rejste sig fra Bænken.

- Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen. - Nu skal vi vist ogsaa hjem.

- Jeg kan ikke lide, at Du hoster! sagde Karen og lagde kærligt sin Arm om Frøkenens Liv. - Bind dit Lommetørklæde om Halsen!

Kaninen bandt lydig Tørklædet om. Og de to Pigebørn forlod Udsigtsbænken, drejede om Hjørnet ved Haven og gik op gennem den lange Allé.

Der var ganske mørkt derinde mellem de tætte Bøgehække. Kun tittede et Stykke bleggraa Himmel af og til frem højt oppe over Træerne; og nede for290| Enden af Alleen glimtede fra et af Slottets Vinduer et lille, enligt Lys.

- Tør Du gaa derind og raabe Hannibal tre Gange? spurgte Karen, da man kom forbi Stien, der førte til Straahytten.

- Næi! sagde Kaninen afgjort.

- Hvis vi nu mødte ham?

- Lad være! sagde Frøkenen og greb Pigen i Armen.

- De si'er, at han gaar her hver Aften!

- Lad være! skreg Kaninen og gyste. - Det er Synd af Dig, Baby!

- Er Du da virkelig bange?

- Det véd Du godt ....

- Det er da ikke noget at være bange, naar man er to!

- Jeg kan ikke gøre for det ... Og jeg véd godt, at det er naragtigt af mig; men ... nu tør jeg næsten ikke gaa forbi Monumentet!

- Men Frøken Jansen dog!

- Det er ogsaa, fordi jeg ikke er rigtig rask ... Jeg fryser!

- Kom lad os gaa stærkt! sagde Baby og stak omsorgsfuldt sin Arm ind under Lærerindens ...

Omtrent midtvejs mellem Slottet og Skoven udvidede Alleen sig til en Runddel, i hvis Centrum det frygtede "Monument*' stod: en henved tre Alen291| høj, raat tildannet, pyramideformet Granitsten, hvori Aarstallet 1735 var indhugget.

Sagnet berettede, at under denne Sten laa en Hannibal v. Leunbach begravet. Han skulde have gjort falske Bankosedler i en Kælder under Slottet. Forbrydelsen var bleven opdaget, og han havde begaaet Selvmord og var bleven nedgravet i Haven.

Og nu var det, at han til Straf for denne sin dobbelte Ugerning stundom promenerede i Bøgealleen om Aftenen efter Solnedgang.

Og det var naturligvis aldrig rart at møde ham! - Efterhaanden som de to unge Piger nærmede sig Runddelen, sagtnede de deres Skridt mere og mere. Og da de var kommen den nær paa en halv Snes Alen, standsede de og strakte Hals.

- Der er nogen! sagde Karen.

- Tror Du? hviskede Frøkenen og skjalv i Knæene.

- Ja-a ... Se!

Og virkelig saa' man et lille, mørkt Hoved titte frem bag Stenen derhenne; og samtidig hørtes en underlig Knirken og Knagen, som om Træ blev brækket i Stykker.

Kaninen vendte sig til Flugt.

- Kan vi ikke gaa en anden Vej? hviskede hun.

- Nej, saa skal vi helt ned til Skrænten igen og tilbage gennem Skoven.

- Jeg synes, her er en Sidevej ...

292| - Jamen det er først langt oppe ... Lad os bare gaa!

Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd var ophørt.

Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tæt op ad hinanden og holdt hinanden i Haanden. Thi trods Karens Rapmundethed var hun dog næsten lige saa ræd i Hu som sin kære Lærerinde.

- Hører Du ikke noget, Frøken Jansen?

- Nej ...

- Skal vi ta' og løbe?

-Ja ...

Men de løb ikke, Putterne. De listede sig tværtimod af Sted helt oppe paa Taaspidserne stille og forsigtigt, som om de var bange for, at Lyden af deres Skridt skulde forstyrre den salig Hannibal og jage ham op paa Jordens Overflade.

- Bare vi var forbi ..

- Aa Gu'bevares ja ...

Kaninen udstødte et Suk, der vilde have været i Stand til at sætte syv Vindmøller i Gang.

- Tæl, saa løber vi!

- Én ... begyndte Frøkenen.

- 'Aften! sagde i det samme en skrattende Stemme, og en kroget Skikkelse gled frem bag Stenen og kom hen imod Pigebørnene, der øjeblikkelig afleverede et Par grandiose Vræl.

293| - Hi, hi! Frøjknerne blev nok bange?

- Er det ... Dig ... Maren? gispede Baby.

- Ja, mænd er det mig, bitte Frøjken, ja det er! smiskede den uhyggelige Maren Forlis og gled nærmere. - Di smaa Damer har nok vaaren ude aa spadsere. Ja, ja! ungt Blod aa Sommernætter, hi, hi! En sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hørte di smaa Ben i Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til aa være her i Haven, har en ikke, men Frøjknerne er jo pæne Folk, der ikke vil bringe et gammelt Skrog i Fortræd.

Marens smaa, lurende Øjne spillede rundt fra den ene til den anden; og hun søgte, saa godt det lod sig gøre, med sin Kjole at dække et Knippe Risbrænde, som hun nu i den rare Skumring havde rapset sig sammen og netop var i Færd med at transportere hjem til sin Hytte og sin Kaffekedel.

- Næi, vi skal ikke sige noget, nikkede Baby, der havde faaet sit Mod tilbage, saa snart hun opdagede, at hun havde et levende Menneske for sig. - Men Maren skulde dog se at komme af Sted, for Forvalteren er nede i Skoven!

- Jøsse, Jøsse! sagde Konen forskrækket. - Er han det? Ja saa faar en nok se aa himstre a'!

- Hørte Maren ikke, at der var nogen, der skød? spurgte Kaninen.

- Jo vel hørte jeg det, jo!

- Det var vist ham.

294| Den gamle smilede bredt og blottede sine tandløse Gummer.

- Aa nej, hi! sagde hun og kneb et Øje sammen. -

Det er vist en højere Pe'son, der lusker om og skyder Nytaar ind!

- Hvem skulde det da være? spurgte Karen.

- Hvem, ja, hæ! Det er sgu'nte godt aa vide! Gu' Vorherre bevare min Mund!

- Hør! sagde Kaninen og for sammen, da en Ugle i et Træ lige over Hovedet paa dem satte i med et skærende Skrig. - Hvad var det?

- Det var bare en Ugle! sagde Karen overlegent.

- Hun skrikker til Sorrig, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen paa ny skreg op og derpaa udstødte nogle underlige, gurglende Strubelyde. - Hun skrikker til Sorrig, gør hun! Hun er li'saa klog som et Par Mennesker!

- Der er nogen, der si'er, at Du kan spaa, Maren!

- Hi, hi! grinte den gamle - er der no'en, der si'er det, bitte Frøjken? Jaja, ka'ske det aa har sin Rimelighed da!

- Kom nu, Baby!

- Vi kommer ned til Dig en af Dagene, og saa skal Du spaa os! raabte Karen, medens Frøkenen trak af Sted med hende op ad Gaarden til.

- Ja kom kun I! svarede den gamle tilbage og295| begyndte at bakse med Brændeknippet for at faa det paa Ryggen. - Kom kun I! mumlede hun og skulede ondt efter Pigebørnene, fordi de forlod hende saa brat og uhøfligt. - Jeg ska' sgu spaa Jer Særken fra Røven, ska' jeg!

- Huit-huit! skreg Uglen igen. - Huit-huit! gurle-gurle-gurle!

- Hun skrikker til Sorrig! citerede Karen og søgte at efterligne Maren Forlis's Stemme.

- Uf, hun ligner en Heks! sagde Kaninen. - Skal vi løbe!

Og de to behjertede unge Damer tog hinanden i Haanden og satte i langbenet Galop op gennem Alleen op mod Slottet.