[302]| Præcis da Taarnuret slog seks, marcherede Gildesfolkene fra Ladegaarden, hvor de under Forvalterens Kommando havde forsamlet sig, op gennem Borggaarden, svingede to Gange rundt omkring den store Plæne og myldrede derpaa ind gennem Borgestuegangen og Borgestuen op i Dansesalen.

I Spidsen for Toget vandrede Musikken: to Violiner, et Horn og en Klarinet. Derpaa fulgte tre Karle med Høstleer, som de hvæssede, saa godt det lod sig gøre, i Takt til "Den tapre Landsoldat", der spilledes med fuld Kraft af Orkestret. Og saa kom den lange Hale af smilende, forventningsfulde Gæster, Mænd, Koner, Piger og Børn, to og to med hinanden under Armen eller i Haandun, som det nu bedst kunde falde sig.

Forrest skred af Sted gamle Hingstejørgen, Gaardens Patriark og Veteran fra vor berømmelige Treaarskrig. Han blev ved slige Lejligheder holdt højt i Ære. Og han vidste det: Krigsmedaljen tronede paa hans Bryst; og hans Ansigt lyste som Morgenrøden. Under Armen førte han Stine Napo303|leon, der havde nogen Vanskelighed ved at faa sit syge Ben til at holde Trit med hans udprægede martialske Gangart. Efter dem fulgte Jens Kusk med Kammerjomfru Petersen. Derpaa Niels Tjener med Mejerske Jørgensen. Saa Julius Tjenerdreng med den bitte Karen; Mejeribestyrer Jakobsen med Kanin Jansen, Forkarlen med Kokkepigen, Svinepasseren med Lugekonen o. s. v., o. s. v. - Som en Slags Sergent med sit Egespir skuldret som Sabel paraderede Forvalteren og holdt Rækkerne i tilbørlig Ave. Og paa Taget af hver sit Hus sad Lænkehundene storøjede og stumme af Beundring og betragtede den hele Herlighed.

Da Toget svingede ind under de kuplede Lindetræer, der dannede Grænsen mellem Ladegaard og Borggaard, blev der aabnet nogle Vinduer oppe i Herskabslejligheden, og Baronen og Baronessen viste sig, han i Kontoret og hun i Dagligstuen, og nikkede og hilste ned til Mængden, der raabte Hurra og svingede med Tørklæder og Huer. Karen nappede Kasketten af Julius og raabte: Goddag Mama! og Gammeljørgen smilede bredt og huldsaligt som et revnet Græskar og intonerede sin Yndlingssang:

- Det er da ellers sært nok, a' Hinners gamle304| Naade ikke er her! sagde en ældre tænksom Madamme med et spædt Barn paa Armen.

- Hy-yss! Di er usams! tyssede Maren Forlis paa og lod sine smaa Rotteøjne hvirvle op mod Vinduerne.

- Ja-a, det ka' vel saaden Folk osse bli'e? bemærkede en tredje Kone filosofisk.

Og saa masede man ind gennem Forhallen og Borgestuen og op i Havesalen.

Og fem Minutter efter gik Dansen lystigt med Skraal og Tramp og klaskende Haandklap, der gav Genlyd under de gamle Hvælvinger .....

Det var allerede helt mørkt, da Niels Tjener kom og meldte de to unge Piger, at der var rettet an, og at Herskabet var ved at gaa til Bords.

Karen skulde lige til at hoppe ud i en Reinlænder med Kusken. Men Kaninen stoppede hende i Farten og fik hende efter nogen Parlamentering trukket med sig. Dog skændte den lille uophørlig, medens de steg op ad Trappen, Munden løb som en Kæp i et Hjul.

- Hun var slet ikke sulten! Og hun brød sig ikke Spor om Mad! Og det var noget godt Tosseri at slæbe hende op ad alle de Trapper! Hun vilde meget hellere blive ved at danse! De andre kunde godt spise uden hende! Og hun skulde pænt vise dem, at hun ikke vilde røre en Mundfuld!

- Saa, saa Baby! formanede Frøkenen.

305| - Ikke en Mundfuld! gentog den lille og stampede i Gulvfliserne oppe i Galleriet.

Og Niels Tjener grinte og aabnede Dørene til Spisesalen.

Hendes Naade og Baronen sad allerede ved Bordet og ventede. De talte ikke sammen og undgik at se paa hinanden. Og Drengen Julius, som stod med Ryggen til henne ved Anretterbordet, turde næppe trække sit lille Vejr af Frygt for at nedkalde Himlens Lyn over sit vandkæmmede Hoved. Ogsaa han vilde ubetinget have foretrukket at blive nede i den gemytlige Dansesal!

- Naa, er I der, Børn! smilede Hendes Naade og sukkede lettet. - Det holdt nok haardt at rive sig løs?

- Ja, vi er slet ikke sultne, Mama!

- Jo-o, lidt maa I spise ....

De unge Damer tog Plads. Og Maaltidet begyndte.

Der blev ikke vekslet et Ord under Taflet. Helmuths mørke, truende Ansigt og urokkelige Tavshed ligesom greb de andre i Struben og kvalte deres Stemmer, naar de vilde vove sig over Tændernes Gærde. Hendes Naade sad vel rank og ulastelig nok paa sin Stol og søgte at indbilde sig selv og Bordfæller, at Tilstanden var, som den burde være ved en højadelig Dine. Men hendes Kinder var blege under Sminken; og om hendes Øjne laa dybe,306| blaasorte Ringe, der fortalte højlydt om pinefulde Dage og fredløse Nætter. Og naar hun under Maaltidet skulde give Tjeneren et Vink med Hensyn til Anretningen, skælvede hendes Haand, og hendes Blik veg ud til Siden og bort for ikke at fanges af Gemalens haarde, mistroiske Øjne, der lurede paa enhver af hendes Bevægelser. Niels og Gutten Julius listede rundt, stive og afmaalte som Træfigurer. Og kom de undertiden til at rasle med en Kniv eller en Gaffel eller klirre med en Tallerken, sank de i Knæene og spilede rædselsslagne Øjnene op, som om de ventede, at nu brød det løs! - Det var, som sad der et eller andet Sted i Salen et usynligt Lig, der ved den mindste utilbørlige Larm vilde aabenbare sig og sætte i med et Skrig, som maatte fryse Blodet til Is i alle Aarer.

Den sølle Frøken Kanin turde næsten ikke løfte Spiseredskaberne op til Munden. Og saa tungt hvilede Trykket og Uhyggen paa hendes stakkels Hjerne, at hun i sin idiotilignende Tummelumskhed med stor Iver søgte at formaa et Stykke Steg eller en Kartoffel til at sidde fast paa den forkerte Ende af sin Gaffel. Og var hun da, naar dette Fejlgreb omsider gik op for hende i al dets Utilbørlighed, Døden nær.

Den eneste, som ikke lod sig voldtage af Situationen, var Pigen Karen. Trods sin gentagne Paastand paa ikke at have Spor af Appetit, lod hun sig Maden smage, alt medens hun lyttede anspændt til307| Musikken og med lydløst dinglende Ben søgte at følge de løsrevne Takter, som fjernt og dæmpet klang frem gennem Hvælvingerne i Balsalen nedenunder.

- Naar vi har drukket Kaffe, gaar vi ned til Folkene og danser et Par Gange! sagde Helmuth og stirrede stift over paa sin Kone. - Det plejer vi!

- Ja ... sagde Hendes Naade. Baronen skød sin Stol tilbage.

- Velbekomme!

Niels og Julius hastede hen og aabnede Fløjdørene. Og Familien forlod Spisesalen i kronologisk Orden ....