[308]| Det vakte jo en Del Røre da Herskabet traadte ind i Dansesalen.

Madammerne langs Væggene rykkede nærmere sammen og gjorde hviskende hinanden opmærksomme paa "Naadens" Toilette. De dansende ude paa Gulvet rettede Ryggene og søgte at lægge et vist købstadsmæssigt Sving over deres Bevægelser. Og den overmodne Kone med Trutmaven slog genert Øjnene ned. Men "de fines" Tilstedeværelse hindrede hende dog ingenlunde i vedblivende at hengive sig til sine koreografiske Glæder. Hun var en udmærket Dansøse, og Kavalererne kappedes om at byde hende op.

Helmuth bukkede ceremonielt for Husjomfruen; og Publikum gjorde ærbødig Plads for Parret.

Lidt efter stod Jens Kusk foran Hendes Naade, rakte den højre Haand frem og spjættede bagud med det venstre Ben, hvilket betød høfligst Anmodning om Engagement. Baronessen nikkede smilende og lagde sin behandskede Haand i hans.309| Forvalteren for af Sted med Kaninen. Og Julius rasede rundt med lille Karen ....

Efter at Husjomfruen havde faaet sine tilbørlige Omgange, satte Helmuth hende af. Hun kniksede dybt og takkede for Æren. Et Øjeblik efter kørte han ud med Mejersken; og derpaa med Kammerjomfruen. Men skønt han syntes at udrette disse Pligtarbejder med stor Alvor og Grundighed, veg dog ikke hans Øjne fra Baronessen; ikke et Sekund tabte han hende af Syne.

- Mama, Mama! Nu skal vi ha' Sekstur! raabte den glædestraalende Karen, der hoppede forbi Moderen ved en ældre Husmands Arm.

Parrene stillede sig op; og Musikken stemte Instrumenterne.

Baronen førte Skovfogedens Kone, som var baade rød og bleg af undselig Stolthed.

Forkarlen gjorde Skrabud for Hendes Naade.

- Tak, Per, nikkede hun venligt - men jeg kender ikke den Dans.

Og Per luskede slukøret bort.

Saa faldt Orkestret ind, og Seksturen begyndte.

Baronessen havde taget Plads paa en af Bænkene i Nærheden at' Døren. Hun sad og passiarede livligt med et Par Husmandskoner; og da Baby i Dansens Løb kom Stedet forbi, vinkede Moder og Datter smilende til hinanden og nikkede.

310| Men et Øjeblik efter rejste Hendes Naade sig og forlod Salen.

- Nu gik Naaden! sagde en Dame til sin Danser.

- Hinner om det! sagde Kavaleren og trampede ivrigt videre.

Baronens Øjne gnistrede, da han saa' Vilde gaa sin Vej uden først at have indhentet hans Tilladelse. Blodet for ham til Hovedet, og hans første Indskydelse var at trække sig ud af Dansen og ile efter hende for med Magt at føre hende tilbage. Dog, han havde Besindelse nok til ikke at ville vække unødig Opsigt. Men hun skal lystre, lystre, lystre! skreg det i ham. - Om jeg saa skal tærske hende flad, skal hun lystre! - Og Tanken om, hvilke Ydmygelser han skulde finde paa at straffe hende med i Aften, naar de blev ene oppe i Soveværelset, gav sig til at male rundt og rundt i hans Hjerne. Og paa én Gang stod Hævnen klart for ham i det ene Ord: Kyskhedsbæltet! Hun skulde straffes, som hans Forfædre før ham havde straffet deres oprørske Hustruer! Han havde tidligere truet hende dermed. I Aften skulde Trusselen udføres! ... Saa kunde hun gerne rende til Greven!!

Og han næsten lo ved denne Tanke og gottede sig, som en sindssyg gotter sig ved Undfangelsen af en forrykt Ide.

Thi i den Grad var denne arme Helmuth, dette sølle Menneske, som af Naturen var Skikkeligheden311| og Medgørligheden selv, bragt ud af sine Fuger, at der var Øjeblikke, hvor han uden Vaklen kunde have dræbt sin Hustru med et Slag af sin Næve!

Og paa den anden Side: havde hun blot en skønne Dag kastet sig om hans Hals og lovet Bod og Bedring - han vilde have væltet hele Skylden paa sig, knælet ned for hendes Fødder og tryglet om Tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt hende.

Thi han var nu, som forhen, elleskudt af hendes hvide Kød, af hendes hele Legems Dejlighed ....

Da Dansen var forbi, gav Baronen sig tilsyneladende rolig til at samtale med nogle af de omkringstaaende Gæster, klappede dem nedladende paa Skulderen og sagde, at de skulde bare hænge i med at more sig. Natten var deres egen! Men alt som han talte, gled han lurende og snarøjet nærmere og nærmere hen ad Døren til; og da han havde naaet den, sneg han sig i et ubevogtet Øjeblik ud og skyndte sig ad Trappen op til Kontoret og ind 5 Salonerne.

Hans Hænder var knyttede, og han mumlede uophørlig Skældsord mellem Tænderne, medens han forgæves stormede rundt og søgte og søgte ....