[319]| Gildeslarmen nedenunder var fuldstændig ophørt. Alle Gæsterne, baade de gamle og unge, voksne og Børn, havde forladt Salen og var ilet af Sted over Hals og Hoved ned til Brandstedet. Saa længe man mente, at det slet og bart var ene Hytten, der brændte, tog man det, efter det første Øjebliks Ophidselse, med forholdsvis Ro. Man sagde Vittigheder og spøgte og lo, og Musikken blev opfordret til at tage fat paa en frisk. Men da der saa kom Melding om, at der var Mennesker inde i Straahytten, og at man havde hørt dem skrige og jamre og raabe om Hjælp, da var Folk styrtet som besatte af Sted ned gennem Haven og Bøgealleen. Thi nu var der dog virkelig noget af Interesse at løbe efter. Og det var med den største Vanskelighed, at Forvalteren kunde faa samlet Mandskab nok til at trække af med Sprøjten og Vandvognen; saa forhippet havde man været paa at komme betids ned til Straahytten og faa hørt sin Part af Skrigene.

Og dog kom de fleste for silde. Thi da det store Gros af nysgerrige naaede Hytten, var den320| allerede styrtet sammen og laa nu kun som en ulmende og rygende Askehob, der lyste matrødt frem mellem de grønne Buske. Ogsaa Ilden i de omkringstaaende Træer var slukket, døet ud af sig selv, fordi Branden ikke havde været kraftig og langvarig nok til at udtørre Grenene.

Men hedt var der i Brandtomtens umiddelbare Nærhed. Og bagfra pressede Folk paa for at komme til at se og høre.

- La' vær' aa mas saaden paa, for Satan! skreg man i de forreste Rækker - I myre vos jo op i Ilden!

- Vi kan ikke gøre for 'et! Det er dem bagved!

Der opstod en myldrende Trængsel i den smalle Allé. Og paa Stien, som førte ind til Hytten, næsten sloges man.

Og saa var der tilmed saa mørkt her under Træerne, at man ikke kunde se en Haand for sig.

- Plads! Plads! Va'sko! lød det saa fra Folkene, der kom slæbende med Vandvognen og Sprøjten.

- Vi ka' ikke røre vos! peb en forklemt Fruentimmerstemme.

- Ja, hva' vil I her osse!

- Va'sko! Plads! Va'sko!

- Gaa hjem, Fruentimmer! I fylder bare op! 321|raabte Forvalteren - Eller gaa ned ad Skoven til, mens vi svinger ind!

Og han gik frem foran Vandvognen med en tændt Lygte i Haanden og mejede Mængden til Side med Armene.

- Brænder det? raabte han ind.

- Nej! svaredes der tilbage - La' bare Sprøjten bli'e; og kom med Vognen og Spandene!

Og hele Mandskabet tog saa fat paa Vandvognen og fik den slæbt frem ad Stien op paa Siden af Brandstedet.

Og Hoben stimlede igen til og lukkede sig om Stedet som et Hav.

- Har I hørt no'et? spurgte Forvalteren, da han stod foran Ruinen.

- Aldrig en Smule! Den var styrtet, da vi kom.

- Smid saa Vand paa! ... Flyt Jer, Folkens!

Tappen blev taget af Vandvognen, Spandene fyldt, og Indholdet pøsedes ud over de glødende Emmer. En hvislende, brusende Lyd hørtes, og en Sky af Aske og halvbrændt Straa hvirvledes de nærmeste i Næse og Øjne.

- Føj for Satan! Det er da et ledt Stykke Arbejde!

- Har I slet ingenting hørt? spurgte Forvalteren igen.

322| - Næi; der har sgu ikke været no'et!

- Gu' har der saa! sagde Rasmus - Vi hørte dem skri'e li'saa riveli'! Hva' Anders?

- Det gjo're vi! sagde Anders - Hva' Jakob?

- Grangiveli' som di ha'de en Kniv i Halsen! sagde Jakob.

- Ellers skulde da osse Fanden staa i Jer, at lave vos al den Postyr! ... Mer Vand paa, Folkens! ... Og prøv saa med Brandhagerne! ... Flyt Jer, at vi kan komme til! ... Aa, Jens Kusk, gen dem væk!

Forvalteren stod med Lygten højt hævet over sit Hoved. Thi efterhaanden som Vandet flød ud over Brandtomten og slukkede de glødende Emmer, var det blevet mørkere og mørkere; og nu gik man i Gang med Brandhagerne.

Pludselig lød der et skingrende Kvindeskrig, ledsaget af en forfærdet Mumlen blandt Mændene.

Midt i Askehoben havde et Øjeblik vist sig de mørke Konturer af et Menneskes Hoved, Overkrop og Arme. En af Brandhagerne havde faaet fat i Skulderen paa det og rejst det over Ende; men Taget var straks glippet igen, og Skikkelsen var sunken tilbage i Dyngen.

Alt Arbejde standsede et Par Sekunder.

- Ka' I se! hviskede Rasmus - Der var den ene.

323| - Flere Lygter! Flere Lygter! skreg Forvalteren.

Men der var ikke flere Lygter. Og nogle Mænd blev sendt af Sted op paa Gaarden.

I det samme opstod der Uro og Røre ved Indgangen til Stien.

- Der er Baronen! Der er Baronen! lød det; og Folk veg til Side og gjorde Plads for Helmuth, som ilsomt banede sig Vej frem mod Brandstedet. Hans Ansigt var endnu paafaldende blegt, og hans Øjne flakkende og urolige. Men ellers var der intet usædvanligt hos ham at spore.

- Er der saa nogen? spurgte han hurtigt, da han var naaet hen til Forvalteren.

- Ja, Hr. Baron! Og der er gaaet Bud op efter flere Lygter ....

- Hvorfor arbejder I ikke? Ryd til Side!

- Vi er bange for at volde Skade, inden der kommer mere Lys ..,

- Kom her med Lygten!

- Jeg tror ikke, at Baronen skal gaa derind, der er Ild endnu i Bunden ...

Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, løftede den i Vejret og gik et Par Skridt frem.

- Staar I her? sagde han saa pludselig, og det gav et Ryk i ham.

Det var Karen og Kaninen, han havde faaet Øje324| paa. De stod allerforrest i Hoben og saa' til med store, opspilede Øjne fulde af Spænding og angestfuld Forventning.

- Hva' staar I her efter! gentog Baronen - Gaa op med Jer! I har ikke no'et her at gøre! ... Tag Karen med Dem, Frøken Jansen, og gaa op!

- Mama har sæl sagt ... forsøgte Baby.

- Sludder Tøs! afbrød Helmuth hende, og Blodet begyndte at stige ham til Hovedet - Jeg vil ingen Vrøvl høre! ... Er Kammerjomfruen hernede? spurgte han saa.

- Jo ... lød en spag Stemme.

- Ta' Pigebørnene med Dem op og faa dem i Seng!

-Jo...

Kredsen aabnede sig, og Karen og Frøkenen forsvandt.

- Nu er di her med Lygterne, Hr. Baron ...

- Godt! Tag saa fat! ... Men forsigtigt! Og Lygterne blev fordelt omkring Brandstedet. Og Rydningsarbejdet begyndte.

To sorte, tilsværtede og af Ilden halvtopædte Lig fandt man under Straahyttens Ruiner: Baronesse Alvilda og hendes smukke Fætter.

- Vorherre ska' nok vidde aa ramme! sagde Stine Napoleon til Put-Amalie, da de nogle Timer325| senere skravlede af Sted sammen ad Næsgaardene til. - Og det er di Store! tilføjede hun haanligt - som skal gi' vos Essempel!

- Hi, hi! gnækkede Amalie og skudrede sig i Nattekulden - Det er sgu fra den Kant, a' Møjet kommer! Nu ser vi dit Ben!