[351]| Saa var det en Aften i Begyndelsen af November. Maanen skinnede klart, men skjultes hvert Øjeblik af store, flossede Skyer, der joges af Stormen hen over Himlen. Klokken var godt ti, og Enkebaronessen sad foran Spejlet ovre i det grønne Gæsteværelse og fik Krøllerne soigneret for Natten.

Hun havde i Dag, den gamle Grenader, foretaget endnu et sidste Forsøg paa at vække Helmuth af hans Døs.

Og han havde lovet at tage sig sammen.

Skønt Fru Juliane jo rigtignok ikke fæstede nogen større Lid til dette hans Løfte, var hun dog i usædvanligt godt Humør og havde gentagne Gange nikket tilfreds til Stasia, der stod paa Skamlen bag hende og opmærksomt fulgte hendes Ansigtsudtryk i Spejlet.

- Ta' mig det Brev der henne paa Kommoden! befalede den gamle og pegede.

Og Stasia hoppede ned og hentede Brevet og hoppede paa Plads igen.

- Nu holder hun sine Øjne hos sig selv, Jomfru352| Sidensvans! sagde Baronessen og tog Skrivelsen ud af Konvolutten og begyndte at læse den igennem.

Det var en Forespørgsel fra Hannibal, Husarløjtnanten, hendes yngste Søn, som slog sine Folder i Hovedstaden. Rygterne om Helmuths Tilstand havde naaet ham, og han tilskrev nu sin kære Moder og spurgte hende, om hun ikke troede, at det var bedst, at man fik gjort Broderen umyndig eller sat under Administration, da man jo ellers kunde risikere, at Manden lavede Gæld og Skandale og vanrøgtede Godset til Skade for sin Successor? ... Successoren var Løjtnanten.

- Hæ, hæ! klunkede den gamle Frue og foldede Brevet sammen igen. - Han kan bide sig i Næsen, kan han!

Det var denne Skrivelse, Fru Juliane havde spillet ud som en sidste Trumf mod Helmuths Sløvhed og Utilgængelighed .... Og den syntes virkelig at have rystet ham op! Udsigten til, at den yngre Broder muligvis skulde faa Lejlighed til at spille vigtig, kunde Baronen ikke staa for.

- Den Dreng! Hvad bilder han sig ind! mumlede han, da Moderen foredrog Brevet for ham. - Tror han, jeg er ved at krepere! Jeg skal sgu vise ham, at jeg skal leve og styre Næsset hundrede Aar endnu! Den Vindbeutel!

Og den gamle havde pustet til Sønnens Vrede og gjort sig al mulig Umage for at smede, nu353| mens Jærnet var varmt og hvidglødende. Administration og Umyndiggørelse vilde jo for hende være det samme som for anden Gang at blive jaget fra Roret! Og hun malede op for Helmuth, hvorledes Broderen naturligvis gik derovre i Hovedstaden og fortalte, at han, Baronen, var bleven fjollet ved Konens Død, og at han, Løjtnanten, snart havde Udsigt til at drage ind paa Næsset som Arvtager og Ejer af hele Herligheden.

- Skriv til ham, Helmuth! pustede hun. - Skriv til ham, min Dreng, og skæld ham Huden fuld! Og ha'de Du nu blot haft en Stamherre at møde op med ...! Naa, men det kan vel rette sig!

Baronen havde ved denne Tiltale dukket Hovedet bort og skulet sky til Moderen. Men et Brev til Hannibal havde han da affattet, og det et Brev med baade Næb og Kløer. Fru Juliane havde læst det igennem og tilfreds klappet Sønnen paa Skulderen og sagt, at naar han og hun holdt sammen, saa skulde de nok klare alle Ærter!

Og hun havde faaet "Drengen" med sig en Tur rundt i Markerne. Og paa hendes Vink havde Forvalteren om Aftenen indfundet sig paa Kontoret for "at glo Landvæsen" en Timestid med sit Herskab som i de gode, gamle Dage.

Men hvad der dog foreløbig maatte anses for det fornemste Resultat af dette sidste Angreb var, at den energiske, gamle Dame havde aftvunget Helmuth et354| Løfte om for Fremtiden at ophøre med sit Nattedrikkeri og som Pant derpaa formaaet ham til at overlevere hende Nøglen til Vinkælderen!

Og derfor lyste ogsaa Fru Julianes Ansigt i Aften saa venligt i Toiletspejlet, at den døvstumme uvilkaarlig begyndte at rode rundt i sin Hjerne, om der ikke muligvis skulde være et eller andet, hun kunde anmode om. Hun begyndte med at tænke paa sit Herskabs gamle, blaa Formiddagskjole; men hver Gang Baronessen nikkede og smilede inde i Spejlet, steg den lilles Dristighed til en fast svimlende Højde: der var jo nemlig en sort Silkekjole med Perlebesætning ....

- Naa, Stasia, Klokken er snart elleve, min Stump! Rap Dig!

Og den døvstummes Fingre, der næsten var stivnede i Forventningens Gysen anbelangende Silkekjolen, gav sig paa ny til at spille rundt mellem Papillotterne som Gedekid mellem Kaalstokke.

Taarnuret slog elleve; og Hendes gamle Naade rejste sig.

- Kappen, Stasia!

Den døvstumme fløj ind i Alkoven efter Kappen; og Fru Juliane gik hen til Vinduet og løftede Gardinet til Side for efter Sædvane at kaste et Blik over til den østre Fløj, hvor Sønnens Kontor laa. Det gav et Sæt i hende, og Haanden, der holdt Gardinet, rystede.

355| - Hum! mumlede hun. - Hvad er nu det for Abekattestreger igen!

Et Lysskær bevægede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpaa til Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet.

Enkebaronessen bøjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod Ruden. Og hun saa' Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i Riddersalen.

Hurtig slap hun Gardinet og traadte tilbage i Værelset.

Stasia kom logrende med Kappen for at anbringe den over Damens Krøller; men den gamle stødte til hende, saa at den lille tumlede et Par Skridt tilbage .... Der røg den Silkekjole!

Fru Juliane lyttede anspændt: Døren fra Riddersalen ud til den lille Gang foran Gæsteværelset blev lukket op, og tunge Skridt lød over Gulvet.

Saa blev der banket paa.

- Kom ind!

Døren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Tærskelen bleg og skulende og med et blaffende Lys i Haanden.

- Jeg maa tale med Dig, Mo'r ....

- Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Sønnen med store, ransagende Øjne. - Hvad er der nu! Du lovede jo at gaa i Seng!

- Jeg maa tale med Dig, gentog Baronen - ovre i Kontoret!

356| - Kan vi ikke lige saa godt snakke her? Hun kan jo ingenting høre!

- Nej! sagde Helmuth og vendte sig for at gaa.

- Ja vent saa lidt da, til jeg faar en Kjole paa i det mindste!

Men Baronen havde allerede gjort omkring, og man hørte Lyden af hans Skridt bort gennem Riddersalen og ud i Galleriet.

Den gamle Frue kastede hurtig en Morgenslaabrok om sig og skyndte sig efter ham ....

Ovre i Kontoret gik Helmuth rastløs op og ned ad Gulvet.

Fru Juliane blev staaende lige inden for Døren og sendte ham et næsten ondt Blik.

- Herregud, Helmuth, sagde hun saa træt og klagende - skal vi nu begynde forfra!

Baronen gik frem mod hende, fægtende med Armene i Luften som en sindssyg.

- Jeg holder det ikke ud! skreg han. - Jeg holder det ikke ud! Jeg holder det ikke ud! Den gamle Frue drog et dybt Suk.

- Saa, saa, saa! sagde hun tyssende. - Vær nu dog rolig! Det nytter jo ikke noget at skrige saadan op!

Og hun tog ham ved Haanden og førte ham hen til Sofaen og trak ham ned ved Siden af sig. Han fulgte hende viljeløst.

- Lille Helmuth, begyndte hun saa og saa' ham357| bedrøvet op i Ansigtet - jeg forstaar mig ikke paa Dig. Nu har Du hele Dagen i Dag opført Dig som et fornuftigt Menneske; og saa er det pludselig det samme igen! Jeg er nær ved at opgive Ævred, min Dreng. Husk dog paa, at jeg er en gammel Kone og kan trænge til lidt Hensyn. Du ser jo, at jeg gerne vil hjælpe Dig. Jeg har gjort alt, hvad der stod i min Magt, for at vi kunde faa det sammen her paa Næsset som i gamle Dage førend dit ulykkelige Giftermaal; men naar Du ikke vil hjælpe lidt til selv, saa .... Hvad si'er Du, Helmuth! Herregud saa tal da ud, min Dreng!

Baronen mumlede nogle uforstaaelige Ord, og den gamle Frue fortsatte. Hun talte langsomt og famlende, som følte hun sig uvis.

- Jeg har jo længe tænkt, sagde hun - at der maatte være noget andet, der pinte Dig, end blot og bart det, at Du havde mistet din Kone; men jeg har ikke villet trænge ind paa Dig. Og da jeg nu i Dag saa' Dig saa fornuftig og rolig, saa tænkte jeg, at Du var ved at komme over det. Det vilde jo ogsaa ha' været det bedste, om Du selv ... Men hvis Du tror, at det kan hjælpe Dig at tale, saa ... For kom Du først over det, saa klarede alt det andet sig nok lidt efter lidt ... Og husk paa, min Dreng, at hvad der er sket, er sket og kan aldrig lade sig gøre om igen ... Tror Du ikke, at mange af de gamle Herrer og Fruer, som hænger oppe i358| Riddersalen, har gjort Ting, som ... Men de har været stærke, Helmuth, de har været fornuftige og ikke ladet sig beherske af sygelige Ideer. Du maa tro, min Dreng, at jeg tit har følt Trang til at tale rent ud af Posen med Dig; men jeg mente jo, at det kun var en Overgang, og at Du vilde rejse Dig igen, naar Du ha'de faaet tænkt ... Jeg har jo ogsaa i mit lange Liv haft Tider, hvor jeg har været ved at bukke under, det véd Du vist godt, men jeg har altid taget et Tag i mig selv ... Og saa de andre, Helmuth! fortsatte hun; og det flammede op i hendes Øjne. - Menneskene derude, Pøbelen, de vilde jo trække paa Skulderen af os og ynke og le os ud ... kanske ogsaa nogle af dem vilde føle Medlidenhed! Men vi, som er født over Hoben, min Dreng, vi gamle Slægter, som har et Navn, vi skal bevare for Snavs og Søle, vi bryder os ikke om Medlidenhed! Og gør vi undertiden noget, der kunde bringe Folk til at skrige op og raabe paa Skandale, saa maa vi ta' os sammen og løfte Hovedet dobbelt højt for ikke at blive svinet til af dem, der staar udenfor paa Gaden med Hænderne fulde af Skidt, som de hellere end gerne vil smide paa os! Vi sidder da Gud ske Lov saa højt til Vejrs, at ingen kan naa os, naar vi ikke selv vil!

Enkebaronessens lange Tale var ganske gledet Helmuth forbi, som han sad der, sammenkrøben og359| foroverbøjet i Sofaen ved hendes Side. Hans Hjerne tumlede kun med en eneste Tanke. Og da hun holdt op at tale, spurgte han, medens hans Fingre famlede nervøst hen over hans Ben.

- Du véd det altsaa, Mo'r?

- Nej, sagde den gamle roligt - jeg véd ingenting, Helmuth! Du har jo ikke fortalt mig noget ... Og jeg saa* ogsaa helst, at Du ikke gjorde det!

Baronen slog Hænderne for Ansigtet og stønnede.

- Helmuth, Helmuth! raabte den gamle Frue og rev hans Hænder bort og saa' ham ind i Øjnene. Forstaar Du da ikke, at den Slags Ting maa et Menneske helst beholde for sig selv!

Men Helmuths Hjerne var ikke anlagt for saa sublime Spørgsmaal. Han rokkede bare hjælpeløst frem og tilbage og gentog:

- Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Jeg bli'er aldrig den, jeg var!

- Vilde det hjælpe Dig, om Du fortalte mig det hele, tror Du?

- Du véd det jo Mo'r ...

- Hvad er det da, Du vil?

Det varede lidt, inden Svaret kom.

- Om jeg gik hen og meldte mig ... lød det langsomt.

- Ja, hvad saa?

- Og led min Straf ....

360| - Helmuth!

- Jamen jeg kan jo ikke, ikke, ikke holde det ud! skreg han og kastede sig med Ansigtet ned i Sofaen og stønnede som et Dyr i Dødsens Pine.

Den gamle Frue stirrede fortvivlet ud for sig; og et Øjeblik lukkede hun træt og raadløs sine Øjne. Men saa rettede hun sig paa ny. Hun kæmpede jo for Livet.

- Helmuth, sagde hun og gjorde sin Stemme saa mild, som hun formaaede - fortæl mig heller det hele. Tror Du, at det kan hjælpe Dig at tale om det, saa fortæl mig det alt sammen. Rejs Dig nu op, min Dreng! Saa ... Du maa ikke saadan lade Dig rive hen ... Jeg forstaar jo saa godt, at det maa være svært for Dig at gaa rundt saa alene uden at ha' nogen at betro Dig til og tale med. Men Du skal se, lille Helmuth, at naar Du nu først har lettet dit Hjerte, saa vil det hele blive godt igen!

Alt medens den gamle, kloge Dame talte saalunde, havde hun besluttet sig for Anvendelsen af en ny Taktik: Ved at lade sig gøre til Medvider i Sønnens Hemmelighed mente hun at kunne erhverve sig større Magt over ham. Thi hun vilde jo saa med Rette kunne holde ham for Øje, at nu var det ikke blot ham selv alene, han vilde bringe Skændsel og Ulykke over ved sit utidige Samvittighedsnag, men ogsaa hende, sin Moder, vilde han drage med361| sig, da hun jo, efter at være ble ven sat ind i Sagen, burde gaa til Øvrigheden og angive ham.

Og, skønt hun var træt til Døden af Dagens Sindsbevægelser og Besvær, smilede hun dog stille triumferende ved Tanken om sin fortræffelige Snedighed.

Og mildt og venligt vedblev hun at tale for Sønnen, indtil hun lidt efter lidt fik lokket ud af ham en brudstykkeagtig Beretning om, hvorledes han hin skæbnesvangre Aften som en vanvittig havde stormet rundt i alle Værelser for at søge efter Alvilda; og at den Tanke pludselig var slaaet ned i ham, da hun ikke var til at finde paa Slottet, at hun var søgt ned i Straahytten. Han var da styrtet gennem Haven og Bøgealleen ned til Hytten. Og da han havde hørt Stemmer derinde, hendes og Grevens Stemmer, havde han listet sig forsigtig om til Døren og stænget den af. Og saa havde han strøget Tændstikker og sat Ild paa rundt omkring i Halmen. Og da han havde set Flammerne slikke op over Taget, havde Angesten grebet ham, og han var løbet som en vild bort gennem Skoven og op over Markerne og hjem ....

Enkebaronessen havde under Sønnens Skriftemaal siddet stille og tankefuld og klappet hans Haand.

- Ja, sagde hun nu og nikkede ud for sig - men naar man vil gøre den Slags Ting, maa man prøve sig selv først, min Dreng, om man er stærk!

362| - Jamen jeg vidste jo ikke a' 'et, Mor, før det var sket ....

- Hum ... nej, det gjorde Du vel ikke!

- Og man har jo ikke Lov ...

- Lov? Visvas! sagde den gamle Frue og vaagnede. - "Lov"? ... De fik Løn som forskyldt, gjorde de! ... Og nu er det jo sket! ... Hvad Nytte er det saa til, at Du gaar og plager Dig selv? Tror Du, at Du fik det bedre, om Du gik hen "og meldte Dig", som Du siger?

- Saa kunde jeg da lide min Straf ...

- "Lide din Straf"! gentog Fru Juliane utaalmodigt. - Plebejermoral, Helmuth! Bondemoral! Nej, vis Du Folk, at Du ikke er saadan en Pjalt, der laV sig klemme Humøret a', fordi din Kone var en Taske, som ikke havde fortjent bedre end at piskes nøgen ud af Gaarden sammen med sin Galan af en Greve! ... Naa, men lad os nu ikke snakke mere om det! sagde hun pludselig og slag om i en anden Tone. - Nu gaar Du i din Seng, min Dreng, og sover paa dit grønne Øre til i Morgen! Og saa ta'er vi fat igen paa en frisk. Nu er vi jo to om at hjælpes ad ....

Og hun vedblev at tale, snart alvorligt formanende, snart mildt og indtrængende. Skammede ham ud og snakkede godt for ham. Lovede at staa ham bi med Raad og Daad, naar det trængtes. Og søgte paa ny at paavise ham, at Mennesker, der var363| stillet højt i Samfundet, kunde ikke, fordi de havde begaaet en Handling, der laa uden for Loven, bære sig ad som en Tjenestepige, der havde født i Dølgsmaal og saa straks gik hen og faldt paa Knæ for Herredsfogeden og peb og græd og bekendte og bad om en Omgang Tugthus.

- Malkepigemoral, Helmuth! endte hun. - Men Du mente heller ikke, hvad Du sagde før, min Dreng! Vel? Du var bare træt og ophidset af at gaa og mase med dine Tanker alene. Nu, Du har mig at tale med, skal Du se, at alting kommer i Orden igen! .... Giv mig nu Haanden paa, at Du vil gøre, hvad der staar i din Magt for at ryste alle de syge og forrykte Ideer af Dig. Naa?

Helmuth rakte hende nu tøvende sin Haand.

- Jeg skal prøve paa det, Mo'r ... sagde han; men han saa' ikke paa hende, han vendte Hovedet sky til Siden.

- Tak, min Dreng! nikkede den gamle Dame og drog Vejret dybt. - Aa, Du véd ikke, Helmuth, hvor frygtelige disse Maaneder har været for mig! ... Naa, men nu ikke mere om det! Jeg er saa træt som en Plovhest ... Du staar altsaa op i Morgen og gaar i Marken som sædvanlig?

-Ja...

- Du skal se sikken Appetit, Du faar, lille Helmuth! Jeg skal lave noget rigtig lækkert til Dig til Frokost! ... Skal vi saa sige Godnat? Klokken364| er paa Vej til to! Stasia staar vist paa Hovedet af bare Søvnighed!

Enkebaronessen rejste sig.

- Mo'r ... klynkede han.

- Helmuth! skreg Baronessen, og hendes Stemme var ved at slaa over i Graad. - Du kan ogsaa byde en gammel Kone for meget!

- Jamen Mo'r

- Hvad er det?

- Jeg kan ikke ... falde i Søvn, jeg ...

- Skal jeg maaske sidde og vugge Dig?

- Lad mig ... Du maa ...

- Tal ud, Dreng! Jeg er ved at styrte af Træthed!

- Gi' mig Nøglen til Vinkælderen! sagde Baronen tryglende. - Jeg kan ikke sove, naar .... Jeg ser det hele, det alt sammen .... Gi' mig Nøglen til Vinkælderen .... Bare i Aften, Mo'r .... saa lover jeg Dig ....