Hertug Frederik af Normandi

Litteraturhistorisk baggrund

Historien om helten, der drager ud for at vinde hæder og hustru er ældgammel, og i middelalderen optrådte den i mange varianter. En af de mest sympatiske helteskikkelser i tidens litteratur er hertug Frederik af Normandiet. Om hans spændende oplevelser fortalte man vidt og bredt, og også til Danmark nåede beretningen, der bærer hans navn. Omkring år 1500 blev det danske digt nedskrevet i håndskriftet K 47, i dag findes på nettet. Man kan læse mere om teksten her.

Handlingsgang

Straks i prologen til Hertug Frederik af Normandi fortælles det, at titelpersonen udmærkede sig ved ridderlige dyder og blev belønnet for sin troskab, både i levende live og i himlen efter døden. Som en god ridder vil Frederik gerne opleve eventyr, og en dag forvilder han sig under en jagt til et helt ukendt sted. Her møder han dværgekongen Malmerikt, der er offer for sine lensmænds uberettigede oprør. Ham lover Frederik uden tøven sin hjælp, og det kæmpestore menneskes færden i dværgenes lilleputverden skildres veloplagt i pudsige situationer. Malmerikts plan lykkes: med Frederiks hjælp overvinder han oprørerne, der dømmes strengt, men retfærdigt.

I afskedsgave giver Malmerikt hertugen en ring med magiske sten, som han får god brug for allerede på vejen hjem. Her møder han nemlig en grusom kæmpe, der har fanget en ridder og hans dame. Takket være ringen bliver Frederik usynlig, hvorefter han dræber kæmpen. Fangerne viser sig at være ingen ringere end den skotske konges søn og den engelske konges datter. Med dem slår Frederik følge for at drage til en prægtig turnering, men undervejs fortæller kongesønnen om den irske konges datter, hvis skønhed har forledt hendes far til at spærre hende inde i et utilgængeligt tårn. Straks gribes Frederik af længsel efter Florie, som hun hedder, og takket være sin vidunderlige ring bortfører han kongedatteren. Til alt held forelsker hun sig i sin bortfører og sendes med et passende fornemt følge til Skotland. Frederik bliver tilbage og tages til fange. Imidlertid er alle forsøg på at henrette ham forgæves, for ringen redder ham. I Skotland mødes de elskende og drager sammen til Normandiet, hvor den hjemvendte hertug modtages med inderlig glæde.

Nu er det tid til bryllup, og Frederik inviterer de fornemme venner, han har vundet på sine eventyr. Malmerikt opsøger han selv og lover at beskytte sin lille, men rige og mægtige ven. Da brudens far, irerkongen, modtager indbydelsen, reagerer han med ublandet glæde over at have genvundet sin datter, som han troede død. Det prægtige bryllup skildres malende. Én gæst overgår dog alle andre i fabelagtig rigdom: Malmerikt.

Efter brylluppet drager Frederik med Florie til Irland, hvor han bliver konge. Hans regering er forbilledlig – sådan skulle alle herskere opføre sig, hedder det ligefrem i vers 2273. Efter hans død går Florie i kloster – men ingen ved, hvad der blev af ringen.

Eufemiaviserne

I 1302 blev det norske kongepars datter, den lille prinsesse Ingeborg, forlovet med den svenske konges bror, hertug Erik Magnusson. For at hædre sin tilkommende svigersøn iværksatte Norges dronning Eufemia en oversættelse til svensk af høvisk litteratur. I løbet af en halv snes år blev tre vidt udbredte ridderromaner gendigtet på svenske vers, foruden Hertig Fredrik av Normandie også Herr Ivan og Flores och Blanzeflor. Langt senere, i sidste halvdel af 1400-tallet, blev de svenske Eufemiaviser, som de kaldes, oversat til dansk.

Eufemia var af nordtysk fyrsteslægt, og det formelle forbillede for Eufemiaviserne er den tyske episke digtning på knittelvers. Inspirationen gælder både rim, rytme og formelinventar. I Norden er Eufemiaviserne det ældste kendte eksempel på denne type poesi, der kom til at præge litteraturen i tre århundreder.

Stoffet til de tre digte er hentet vidt omkring. Fortællingen om den normanniske hertug Frederik er oprindelig fransk, og det er sandsynligt, at der ligger en tysk oversættelse mellem den og de nordiske tekster. Sådan hedder det i hvert fald i efterskriften, hvor det svenske forlæg for det danske digt dog er forbigået, selv om dateringen 1302 passer med dronning Eufemias initiativ (vers 2340-2351). Hvem der foretog omplantningen af de tre høviske romaner til svensk, ved vi ikke, men sandsynligvis har det været en og samme person.

Versemål: knittelvers

Middelalderens poesi på dansk er skrevet i et versemål, der kaldes knittelvers. Ordet er ligesom verseformen importeret fra tysk. Dets første led betyder knippel og betegner her noget simpelt, knudret. I knittelverset er kun de trykstærke stavelser metrisk relevante, mens antallet af tryksvage stavelser varierer. Hvert vers har fire, sjældnere tre tryktoppe. Konstituerende for knitteldigtningen er enderimet, altså lydlig og/eller grafisk overensstemmelse mellem to versslutninger, regnet fra og med sidste trykstærke vokal. På dette punkt er tolerancen ret stor, eller anderledes udtrykt: der er ikke helt få dårlige rim. Inden for knitteldigtningen forekommer forskellige rimstillinger. Enklest og hyppigst er parrimet, hvor to vers umiddelbart efter hinanden rimer (a-a). Formen kan varieres ved en vekslen mellem en- og tostavelsesrim, altså vers med mandlig henholdsvis kvindelig udgang. Mere kompliceret er krydsrimet, hvor fire vers bindes sammen ved, at første og tredje vers rimer ligesom andet og fjerde (a-b-a-b). I mere raffinerede krydsrim skiftes mellem mandlig og kvindelig udgang, ofte sådan, at vers med enstavelsesrim har fire tryktoppe, vers med tostavelsesrim tre. Helt op til seks vers kan rime indbyrdes i knitteldigtningen, idet første og andet vers rimer i lighed med fjerde og femte, mens tredje og sjette rimer og derved holder sammen på de seks vers (a-a-b-c-c-b). Efter sin brug i den kirkelige liturgi kaldes denne rimform ofte sekvensstrofen. Endelig findes enklere former for rimbrug, hvor nogle vers slet ikke indgår i rim, fx første og tredje vers i en gruppe på fire, hvis andet og fjerde vers rimer (x-a-y-a).

Høvisk litteratur

Som høvisk betegner man den litteratur, der blev skrevet ved og for de europæiske fyrstehoffer i 1100-tallet og de følgende århundreder. Ordet høvisk er indlånt fra nedertysk og er afledt af hof; oprindelig betegner det, hvad der er passende ved hoffet, ganske ligesom høflig. I sit udspring er det altså en aristokratisk litteratur, der ikke bare skulle underholde, men også skabe forbilleder for overklassens mænd og kvinder. Den har sine rødder i den sydfranske troubadourdigtning med dens ophøjede kvindebillede og opfattelse af kærligheden som altomfattende, eksklusiv og gerne rent åndelig passion. Til kærlighedslyrikken kom snart episke digte og hele lærebøger i høvisk adfærd. Stoffet til de høviske fortællinger er hentet fra mange kilder, både den antikke litteratur og de mundtligt overleverede heltesagn fra store dele af Europa. I ridderkulturen blev den høviske litteratur et vigtigt element. Riddervæsenet opstod i 1100-tallet, da kirken fastlagde ceremonielle og etiske rammer for aristokratiets specielle livsstil; ved at idealisere og kultivere krigeroverklassen søgte kirken at tæmme dens voldsudøvelse, så at den blev underlagt kristendommens krav om næstekærlighed.

Efter de bevarede kilder at dømme blev den høviske litteratur først gengivet på dansk meget sent, nemlig fra midten af 1400-tallet. I de dansksprogede værker, vi kender, er det aristokratiske præg temmelig afsvækket. Skridtet til folkelig underholdning er ikke langt.

Ridderromaner på dansk

Den episke ridderdigtning blev udbredt over hele Vesteuropa og nåede også til Danmark. Fra middelalderen kendes en lille gruppe dansksprogede værker. Den lange prosafortælling om Karl Magnus eller Karl den Store er overleveret i et håndskrift fra 1480 og blev siden trykt adskillige gange. Helt op i 1800-tallet var værket folkelæsning. Standardudgaven er Karl Magnus' Krønike udgivet for Universitets-Jubilæets danske Samfund af Poul Lindegård Hjorth, 1960.

De øvrige danske ridderfortællinger fra middelalderen er alle på vers. I håndskriftet K 4 er en enkelt, Ivan Løveridder, overleveret (udgivet i Romantisk Digtning fra Middelalderen, ved C.J. Brandt, bind 2, 1870, s. 129-288). Sammen med de øvrige fem gamle versromaner indgår værket i håndskriftet K 47, som i sin helhed er udgivet af Studér Middelalder på Nettet. I manuskriptets rækkefølge er det:

  • Ivan Løveridder
  • Hertug Frederik af Normandi
  • Dværgekongen Laurin
  • Persenober og Konstantianobis
  • Den kyske dronning
  • Flores og Blanseflor

Overlevering

Den danske version af digtet om Hertug Frederik af Normandi kendes kun fra stockholmhåndskriftet K 47 fra ca. 1500. Småfejl tyder på, at det er en afskrift af en lidt ældre oversættelse, som efter sprogformen at dømme stammer fra sidste halvdel af 1400-tallet. Et enkelt sted er der en større lakune, nemlig efter blad 125, hvor der mangler tekst svarende til ét blad. Digtet slutter med en bøn, som tillægges hende, der skrev bogen – en af de meget få middelalderlige omtaler af litterært aktive kvinder (vers 2358); en tilsvarende passage findes i Flores og Blanseflor i samme håndskrift. Desværre viser formuleringen ikke præcist, hvori hendes indsats bestod; hun kan have været oversætter eller skriver.

K 47 og Hertug Frederik af Normandi

I håndskriftet K 47 i Kungliga biblioteket i Stockholm står Hertug Frederik af Normandi blandt nært beslægtede tekster. Håndskriftets seks værker tilhører alle den høviske litteratur. I det episke knitteldigts form hylder de ridderskabets idealer. Deres rækkefølge er antagelig tematisk bestemt: i de tre første tekster står riddernes kampe mere centralt end i de tre sidste, hvor kærligheden er det altdominerende tema. Hertug Frederik af Normandi står midt i det første hovedafsnit.

Litteratur om Hertug Frederik af Normandi

Hertug Frederik af Normandi omtales ligesom høvisk litteratur i alle større danske litteraturhistorier og i opslagsværker om middelalderen:

  • Carl S. Petersen og Vilhelm Andersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie bind 1, 1929, s. 119-122.
  • Oluf Friis: Den danske Litteraturs Historie bind 1, 1945, s. 184-188.
  • Helge Toldberg i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder bind 3, 1958, sp. 42-44.
  • Søren Kaspersen m.fl.: Dansk litteraturhistorie bind 1, 1984, s. 467-475.
  • Pil Dahlerup: Dansk litteratur: Middelalder. 2. Verdslig litteratur, 1998, s. 247-274.
  • Britta Olrik Frederiksen: "Ridderromaner", i: Levende ord & lysende billeder. Den middelalderlige bogkultur i Danmark: Katalog, 1999, s. 48-49.

Specielt om Hertug Frederik af Normandi findes følgende:

  • Romantisk Digtning fra Middelalderen, ved C.J. Brandt, bind 1, 1869, s. 205-284. Udgave af teksten efter Stockholm K 47.

Se desuden