Et tekstkritisk apparat er noter til teksten, der redegør for forskelle mellem
grundteksten og transskriptionen. Noterne registrerer de ændringer udgiveren har
foretaget, og de gør opmærksom på særlige forhold i grundteksten som ikke er gengivet i
transskriptionen. Det gælder bl.a. skriverens rettelser, læsioner m.m.
Man får
adgang til noterne ved ved at klikke på det relevante notetal. De åbnes i selvstændige
vinduer ved siden af transskriptionen.
Det tekstkritisk apparat meddeler fejl i teksten, der har kunnet rettes af udgiveren. Udgiverens rettelser kaldes konjekturer, og de anvendes meget restriktivt og kun, hvor det (næsten) er sikkert, at skriveren selv ville have rettet, hvis han/hun havde opdaget fejlen:
| thæn] thæt hs. | = I transskriptionen er et fejlagtigt ‘thæt’ blevet erstattet af ‘thæn’ af udgiveren. Forkortelsen 'hs.' betyder håndskrift(et). |
| ridder aff] ridder hs. | = Udgiveren har indsat 'aff', fordi sætningen ikke giver mening uden forholdsordet. |
| Nw] initial glemt | = N-initialet er blevet glemt af skriveren (eller af rubrikatoren, dvs. den, der indsætter initialer og overskrifter i håndskriftet) og er indsat af udgiveren. |
Det tekstkritiske apparat giver også originaltekstens ordlyd, hvis skriveren har rettet i teksten under skrivningen:
| thæt] rettet fra thæn | = Skriveren har rettet ‘thæn’ til ‘thæt’. |
| manghæ] herefter slettet gi | = Skriveren har slettet bogstaverne ‘gi’ efter ordet ‘manghæ’. |
| Siwthær] i tilføjet over linjen | = Skriveren har rettet ‘Swthær’ til ‘Siwthær’ ved at skrive et ‘i’ over ordet. |
Desuden rummer det tekstkritiske apparat bemærkninger om:
| synd] på rasur | = Ordet ‘synd’ er skrevet på rasur, dvs. på et sted med udraderet tekst. |
| bøkær] læsning usikker | = Bogstaverne er utydelige, men udgiveren mener, at læsningen ‘bøkær’ er korrekt. |
| bøkær] måske bokæn | = Bogstaverne er utydelige; udgiveren mener, at der højst sandsynligt står ‘bøkær’, men at ‘bokæn’ også er muligt. |
| frelsæ] herefter ca. syv ulæselige bogstaver | = Der er plads til ca. syv bogstaver efter ordet ‘frelsæ’, men de kan ikke tydes. |
| manghæ] ma hs.; skjult af indbinding | = Slutningen af ordet kan ikke læses, idet den er skjult af indbindingen. |
| bøøn] herefter mangler et blad | = Der er forsvundet et blad efter ordet 'bøøn' |
| windhæ] herefter tom linje; måske tekstlakune | = Skriveren har muligvis glemt en del af teksten, idet der er en tom linje efter ordet 'windhæ'. |
| Stampær] før dette tom plads | = Før ordet ‘Stampær’ er der en tom plads i håndskriftet. |
| linnæn] lin næn hs.; læsion | = Der er en læsion (et hul eller en revne) i pergamentet eller papiret midt i ordet ‘linnæn’. Skriveren har taget hensyn til læsionen. |
| likom] likom med nasalstreg over m hs. | = I håndskriftet er ordet ‘likom’ skrevet med et overflødigt forkortelsestegn over ‘m’. |
| blii] måske blu med senere tilføjet u-krølle | = Det kan ikke afgøres, om skriveren ville skrive 'blii' eller 'blu'. En senere læser har dog skrevet en u-krølle over 'ii' eller 'u'. |
Faksimilerne er tilklippede fotografier af håndskrifternes og trykkenes blade. De er taget i fotoafdelingerne på Det Kongelige Bibliotek i København, Kungliga biblioteket i Stockholm og Universitetsbiblioteket i Cambridge.
Ved at klikke på en faksimile kan man få mulighed for at forstørre billedet.
Ved senere tilføjelser forstås de skrevne eller tegnede spor af brug, der er blevet tilføjet i håndskriftet under læsningen og brugen af det. Ofte er det henvisningsord eller skriftprøver, der er kradset ned på tomme pladser i håndskriftet, fx i margenen eller på forsatsbladet. Til tider henviser tilføjelserne klart til tekstens indhold, mens de andre gange blot består af brugerens navn eller en bøn. Sjældnere finder man en lille tegning, oftest en henvisende hånd. Hvis de senere tilføjelser kræver kommentarer, anvendes samme konventioner som i det tekstkritiske apparat. Linjeskift markeres med |.
Her følger først en kort orientering om gammeldansk og derefter en tabel til hjælp ved oversættelsen af enkelte bogstaver til moderne dansk.
Gammeldansk kalder man det danske sprog i middelalderen. Vi kender kun skriftsproget, men må gå ud fra, at massive ændringer i stavemåderne afspejler nye udtaler. De ældste gammeldanske kilder, der er bevaret, stammer fra omkring år 1100. Kort efter år 1500 sker der et skifte i skriftsproget, som gør det rimeligt at afgrænse den gammeldanske periode dér. I løbet af de 400 år ændrede det danske sprog sig afgørende. Det største skel ligger midt i 1300-årene. Sproget i kilderne fra før ca. 1350 kaldes ældre middeldansk til forskel fra yngre middeldansk, der dækker resten af den gammeldanske periode.
Ældre middeldansk har et rigt bøjningssystem, og mange af periodens gloser er ukendte i moderne dansk eller har fået en ny betydning. Stavningen minder på mange punkter om moderne svensk og norsk.
Yngre middeldansk har et bøjningssystem, der er næsten som i moderne dansk. Ordforrådet er i vidt omfang kendt endnu i dag. Stavningen varierer meget fra tekst til tekst. Generelt ligger håndskrifterne fjernere fra moderne dansk end trykkene.
Man kan læse mere om gammeldansk og få nyttige litteraturhenvisninger i Sprog og bog.
På nogle punkter kan man "oversætte" det gammeldanske skriftbillede til moderne
dansk ved hjælp af nogle ret enkle omsætningsregler. Reglerne, eller forslagene,
skal tages med et vist forbehold; men de dække de mest grundlæggende forskelle
mellem gammeldansk og moderne dansk. Bogstavets placering i den gammeldanske glose
kan være afgørende for, hvordan det skrives i dag. I tabellen bruges bindestreg som
symbol for et eller flere bogstaver, fx betyder th-, at th står først i ordet. Er
bindestregen omgivet af parenteser betyder det, at der er flere muligheder, fx
betegner -c(-), at c kan stå sidst eller midt i et ord, og a(e) betyder a eller
ae.
I listen indgår ikke bogstaver som udtryk for tal (romertal); de skal findes i den særlige liste over romertal nedenfor.
Teksterne kan studeres i to versioner. De udgives nemlig dels traditionelt diplomatarisk som løbende tekst, dels i en i en version opdelt i afsnit, der er egnet til læsning og
fordybelse.
Fælles for de to visninger er at:
Opdelingen i afsnit er en ny funktion i denne udgave af hjemmesiden, der gør teksterne lettere tilgængelige også for utrænede læsere af gammeldanske tekster. Til grund for opdelingen i afsnit ligger teksternes egne inddelinger; eller - hvor sådanne ikke foreligger - udgiverens moderne, konstruerede inddeling af teksten. De afsnitstitler der bruges i rullemenuerne er i begge tilfælde moderne; hvor originalen har afsnitstitler (evt. i en indholdsfortegnelse), er det principielt disse der gengives moderniseret.